Tranbjerg-sagen.

Af Majken Frost, teol. cand.

 

 

 


Majken Frost är teol. cand och präst i Horsens, Danmark. Hon är andra vice ordförande i NKMR. Majken Frost är en av grundarna av "Forældres Børnekommission", 1976. Hon är också medutgivare av tidskriften "Tidehverv" sedan 1994. Hon har publicerat många artiklar i dagspress och tidskrifter.

Artikeln är tidigare publicerad i Tidehverv nr 7 - 76. årgang - September 2002. Den återges här med författarens benägna tillstånd.

 

 

 

D. l. juni i år (2002) deltog jeg i et årsmøde i Gøteborg, afholdt af “Nordisk komite for menneskelige rettigheder”. Komiteens navn fortjener en forklaring, i og med at det ikke, som man kunne tro, er betegnelsen for en flok mennesker i et ideologisk felttog. Tværtimod dækker navnet over nogle (fortrinsvis svenske) borgeres oprør mod de senere årtiers uhyggelige tvangsfjernelser af børn fra hjemmet, som jo også norske og danske familier kender til.

 

Vi var en del, der for 20 år siden som medlemmer af “Forældrenes Børnekommsison” fik indblik i denne lidet pyntelige side af den moderne velfærdsstats velsignelser, og situationen har med Karen Jespersens servicelov af l998 kun ændret sig til det værre. I 200l anbragtes mindreårige børn årligt udenfor hjemmet uden forældrenes samtykke, og adgangen for socialforvaltninger til at gribe til fjernelse er blevet langt lempeligere end i den tidligere bistandslov.

 

Således mødte i juni 2001 et opbud på ti politifolk og socialarbejdere op hos en familie i Tranbjerg og fjernede uden varsel familiens 4 mindreårige børn. Begrundelse var, at personalet på Skejby sygehus´ børneafdeling, hvor de to ældste børn havde været indlag, havde mistanke om at moderen led af Münchhausen by Proxy syndromet (MbP), dvs. at hun bevidst skadede børnene for selv at komme i centrum. Jeg skal vende tilbage til denne danske sag, blot her nævne, at MbP syndromet er en knap 25 år gammel diagnose, der stadig er yderst omstridt blandt læger og og andre fagfolk. (I den internationale oversigt over mentale lidelser optræder MbP fortsat kun i et appendiks til oversigten, og i England godtages MbP-diagnosen ganske enkelt ikke uden videooptagelser eller andet konkret som bevismateriale).

 

Men netop MbP-diagnosen og konsekvenserne af påstande om den var temaet på Gøteborgmødet. De svenske eksempler, der blev fremlagt af jurister, læger og forældre eller bisiddere, var dybt rystende. Overlæge Stig Cronberg, Malmø, der bl.a. er forfatter til de svenske medicinstuderendes lærebog i blodforgiftninger, sammenlignede i sit indlæg den stadig hyppigere påstand om MbP med tidligere tiders hekseprocesser - den diagnosticerede er under alle omstændigheder skyldig, fordi alt, hvad hun forsvarer sig med, kan tolkes som et led i sygdommen. (Cronberg var selv blevet opsøgt af et forældrepar, hvis spædbarn efter en, if. Cronberg, uforsvarlig sygehusbehandling for blodforgiftning var endt som svært hjerneskadet. Men forløbet blev af sygehuset forklaret ved, at moderen led af MbP og selv havde sprøjtet bakterier ind i barnet. Barnet anbragtes på et hjem for handicappede, og et barn, som fødtes året efter, blev fjernet to dage efter fødslen). 

 

Jo, beretningerne var mange og velunderbyggede og alle af samme rystende karakter.

 

Og jeg vil kort blive i Sverige, hvor en lærers, en pædagogs eller psykologs påstand eller blot mistanke om incest eller MbP (der synes at være afløseren af incest som modefænomen blandt behandlere) omgående medfører fjernelse af barnet (eller alle børn) fra familien. Det sker som nævnt også herhjemme, men den arrogance og indbyrdes lydhørhed hos de offentlige instanser, som de svenske beretninger - undertiden uafvidende - afslørede, forekom trods alt en dansk tilhører overvældende.

 

Som herhjemme kan svenske forældre kræve en tvangsfjernelse for en domstol, men bortset fra at der kan gå op til 2 år efter fjernelsen, før en domstoldsbehandling firnder sted, er det et spørgsmål, om dette - den uvildige afvejen af påstande og beviser i bundethed til loven – med rette kan kaldes det lys for enden af tunnelen, som et forældrepar må knytte deres håb til i et land med en socialdemokratiseret offentlighed og et tyrannisk behandlervæsen.

 

Eller anderledes udtrykt:  Kan Sverige, trods sine udartninger, gøre krav på at kaldes en retsstat?

 

Svaret nærmer sig hos svenske kritikere et nej.

    

Det er bekendt, at de svenske medier i årevis har afvist at lægge spalter til en indvandrerdebat, men mindre bekendt er det nok, at det samme gælder en omtale af tvangsfjernelsessager. Argumentet er, if. advokat Lennart Hane, at det vil skabe uro og utryghed overfor institutioner og embedsværk, og at dette ikke tjener barnets tarv. Og her er vi, anfører dommer ved den skånske landsret, Krister Thelin, ved den tragiske kærne i det moderne Sverige. Troen på og kravet om troen på den gode stat, som blev det sejrrige resultat af Olof Palmes relativt kortvarige regeringsperiode.

 

For palmeismen har sat sig igennem ikke blot i den offentlige debat og dens selvcensur, men også i selve retsforståelsen og den dermed konkrete retspraksis, og palmeismen er derfor den dag i dag Sveriges virkelige problem. I Krister Thelins nyligt udkomne bog “Sverige som rättsstat” (AB Timbro, 200l) tager forfatteren både mediemagtens spil og retsproblemet op og gør opmærksom på, hvorledes Olof Palme reelt erklærede krig mod den “borgerlige” stat og dens embedsinstitutioner.

 

Thelin anfører, hvorledes Olof Palme i en tale i 1975 i Rigsdagen slog fast, at de borgerlige partier ønskede at give domstolene en politisk rolle. Og Palme fortsatte: “Vi vill inte, att domare og ämbedsmän skall vare förmyndare för folkets valda representanater. Folket har rätt til at besluta i eget hus.... Det finns gammalmodig folklig tradition på det området, som är mycket stärk”. Hvad Palme hermed sagde var jo, at de folkevalgte er hævet over loven, og hvad han glemte at gøre opmærksom på ved sin omtale af folket og dets tradition var, at folket for ham var det socialdemokratiske folk, hvad der var ensbetydende med ham selv som inkarnationen af folket og dets tradition.

 

Og Palmeismen blev en succes. Politikere og medier såvel som jurister (dommere, anklagere og advokatetablisementet) tilpassede sig det påbudte rollespil. En uvildig dømmende instans anså´s for politisk ukorrekt. Medierne blev magtens servile tjenere og indtog pladsen som den tredie statsmagt.

 

Krister Thelin, som har en mangeårig dommertjeneste bag sig, fastslår nøgternt, at “ju mer politisk laddad en fråga er, desto större är risken at de högsta domstolarna inte utmanar den politiske makten”. Og da den politiske magt, palmeismens, familieforståelse er dybt influeret af ikke mindst adfærdsvidenskabens fremmarch og af ægteparret Myrdals kyniske opdragelsestanker, og da de største dommerkarrierer i stor udstrækning går gennem det regerende partis magtcentrum, regeringskancelliet, - og da samtidig det juridiske fakultet (if. advokat Thorsten Sennton i tidskriftet DSM, 2002, nr. l)  ser det som sin opgave at oplære studeterne i, at den “svenska rättsordningen är oklanderlig och väl fungerande”, må læseren konkludere, at lyset, som forældre til tvangfjernede børn anede i en domstolsbehandling, er et fata morgana. Og at benævnelsen af Sverige som en retsstat er en løgn.

 

Så stærke ord bruger de svenske kritikere ikke, selvom deres redegørelser i sig selv indebærer konklusionen. Og det er for så vidt tankevækkende, at både Thelin og Sennton er enige om at se Sveriges tilslutning til EU som frelsen for en  ”betænkelig” national retsudvikling og –forståelse og ser en udbygget implementering af EU-love i svensk lovgivning som noget, der bør arbejdes for. Det rejser for mig at se det spørgsmål, om ikke den svenske tragedie bunder sig i noget langt dybere end palmeismen. 

 

Jeg nævnede, at Gøteborgmødets beretninger efterlod en dansk tilhører med en gysen, men har vi i grunden så meget at lade nabolandet høre?

 

D. 12. juli i år stadfæstede Vestre Landsret tvangsfjernelsen af de fire Tranbjergbørn. Børnene skulle forblive fjernede fra hjemmet et år, i løbet af hvilket forældrene skulle gennemgå en forældre-egnetheds-test. I april havde Århus børn- og ungeudvalg ganske vist underkendt Skejby sygehus´ diagnose af moderen som lidende af MbP-syndromet (hvad også familiens læge og en privat opsøgt psykolog og en ligeledes privat opsøgt psykiater blankt havde afvist) og B og U-udvalget havde besluttet hjemgivelse foreløbig af de to mindste børn.

 

En spciallægeerklæring fra Skejby sygehus havde kort forinden fremsat en langt bredere definition end oprindeligt af MbP-syndromet, og Skejby sygehus´ børneafdeling ændrede sin oprindelige mistanke til nu sikkerhed på diagnosen. Derefter tog Den sociale Ankestyrelse på eget initiativ sagen op og omstødte B- og Uudvalgets hjemgivelsesbeslutning med påstand om omsorgssvigt. Det var forældrenes sagførers anke af denne Ankestyrelsens omstødelse af Århus kommunes beslutning, som Vestre Landsret afviste ved at stadfæste fjernelsen af børnene.

 

Hvad drejer denne sag sig dybest set om? Jeg har gennemlæst alle sagens akter og journaler, og først og fremmest handler den om det faktum, at en familie uvist af hvilken grund får tre børn med medfødte tarmlidelser, der har bevirket uendeligt lange hospitalsindlæggelser med pinefulde behandlinger af de to ældste børn. Men også om hospitalspersonalets stadig tydeligere frustration over de velbegavede og dybt bekymrede forældres spørgsmålstegn ved dele af behandlingen, som lægerne ikke selv har været for sikre på.

 

Men dybest set handler sagen om adfærdsvidenskabens magt og retssystemets følgagtighed overfor denne magt. Og i den forstand er sagen ikke enestående.

 

I sagen foreligger to psykologerklæringer på forældrene, indhentet af Århus kommune, som er et studie i, ja religiøst vanvid. At faderen nægter at deltage i en test, hvori han skulle studere nogle tegninger, og at han nægter at diskutere ægteskabelige problemer med psykologen og udviser stor loyalitet med sin hustru har gjort psykologen dybt betænkelig og medfører udsagn om hans fremtid som far, der er en ren dommedagsprofeti. Og om moderen blev der en måned efter, at man havde fjernet hendes børn, bl.a. fremsat den dybsindige udtalelse, at ”selvom hun ikke fremtrådte psykotisk i klinisk forstand, kunne der være tale om psykotiske træk i personligheden som en del af en alvorlig personlighedsforstyrrelse, som inkluderede antisociale træk”!

 

Desuden havde hun ”vanskeligheder ved præcisering af lokaliteter, når det drejede sig om hendes eget indre univers … og hendes fremstilling af sygdomsemner var ikke ledsaget af naturlige følelser af empati og udtryk for bekymringer i forhold til børnene”.

 

Disse sidelange erklæringer fylder en stor del af Ankestyrelsens og kammeradvokatens sagsfremstilling for landsretten, der for sin dom ”efter bevisførelse lægger til grund, at sagsøgerne (forældrene) ikke i tilstrækkelig grad har forståelse for børnenes helbreds- og trivselsmæssige situation eller nogen forståelse for baggrunden for tvangsfjernelsen”.

 

Forældrene er fortsat under jorden, nu også eftersøgt af det tyske politi. Sagen forsøges anket til højesteret, og i sidste instans til menneskerettighedsdomstolen i Strassburg.

 

Hekseproccesser kaldte Stig Cronberg MbP-sagerne. Er vi ved at være i samme situation som Sverige, hvor den menige borger må sætte al sin lid til en europæisk domstol?  For kan Danmark kaldes en retsstat? Det er det spørgsmål, som Tranbjergsagen rejser.

 

 

Tranbjerg-sagen - dens såkaldte afslutning.

Af Majken Frost

 

Münchhausen by Proxy - Gal mor eller gal diagnose? 
Af Sören Friis Smith

 

Münchhausen by Proxy i Danmark - En serie artiklar i Ekstra Bladet och Århus Stiftstidende
Af Karsten Gøttler (EB) och Karsten Bjørno (ÅS)

 

Ett fall av sepsis - barnmisshandel eller naturlig sjukdom? Hur dömer läsaren?
Av Stig Cronberg

 

Farliggörande av föräldrar
Föredrag av Lena Hellblom Sjögren

 

Bara ett glas mjölk
Av Ulla Wall Johansen

 

 

Sverige som rättsstat
Av Elise Claesson

 

 

Sverige - en rättsstat?
Av Bertel Nathhorst

 

 

Tillbaka till Artiklar