• Nederlag for en retsstat

    af Ruby Harrold-Claesson, cand. Jur.

    (Tidigare publicerad i Sjællandske Tidende 1997-07-19)


    Kronik: Gennem en serie artikler tidligere på året om de sociale myndigheters fjernelse af den ti uger gamle Karina fra Møn fra sine forældre har Avisen aktualiseret problematikken omkring tvangsfjænelse af børn. Som formand for nordisk Komité for Menneskeret, NKMR, som arbejder for at modvirke unødige tvangsfjærnelser af børn i de nordiske lande, har jeg fået kendskab til sagen. Som praktiserande jurist har jeg stor erfaring fra lignende sager.

    Inledningsvis vil jeg påpege, at den brutale tvangsfjærnelse af lille Karina er et nederlag for Danmark som demokratisk retsstat, og det er et retsovergreb og en tragedie for barnet og hendes forældre. Når et velfungerende barn så brutalt rykkes væk fra sine forældre, må det give anledning til en række spørgsmål: Hvordan kan man - samtidigt med at man påstår at indgrebet er til barnets bedste - behandle et lille barn så dårligt? Hvad er det for slags mennesker, som befolker de sociale myndigheder? Barnet er blevet berøvet sin mors varme og kærlighed, den nære relation som opstod under graviditeten og den nødvendige fortsættelse efter fødslen - samt sin modermælk.

    DESV

    ÆRRE må jeg påpege, at lignende tragedier for børn og deras forældre som tilfældet Karina, udspiller sig overalt i Sverige, Norge og Danmark. I Finland er man lidt mere tilbageholdende.

    Sociallovgiverne i de nordiske lande giver de sociale myndigheder stor handlefrihed at

    tvangsfjærne børn, til at adskille dem fra deres nære og kære og placeere dem hos vidtfremmede mennesker. Politikerne må stilles til ansvar for de rådende forhold. Politikerne vedtager love og forordninger om institutioner som skal gennemføre deres intentioner, men når bagsiderne af lovgivningen kommer frem, undviger de fra deres ansvar for det indtrufne.

    De nordiske sociallove er meget illusoriske. I den svenske lov, som i øvrigt er meget lig den danske - tales om 'barnets bedste' og det gives i opdrag, at man ønsker at 'hj

    ælpe og beskytte barnet'. OBS! Socialmyndighederne har dog vurderingsret.

    I TILF

    ÆLDET Karina påberober man sig netop disse slagord. Men ondskaben i systemet lyser snart igennem. Et berettiget spørgsmål er: På hvilken måde beskytter de sociale myndigheder den lille pige, når de benytter sig af politifolk til at skille hende fra sina kærlighedsfulde forældre og placerer hende hos andre, som ikke nærer nogen følelser for hende? Selv om lille Karina kun var ti uger gammel, er hon blevet udsat for et svært traume. Det kommer sandsynligvis at sætte dybe ar i hende.

    Desv

    ærre kan jeg oplyse, at de erfaringer, jeg har fra svenske tvangsfjænelser, viser, at familjen kan forvente at være splittet i uoverskeulig tid, når de sociale myndigheder tager et spædbarn fra forældrene. Vi skal være os fuldt bevidste, at en tvangsfjærnelse medfører en tragedie for barnet - både i de tidlige år og som vuxen. Hvorfor vil lovgiverne ikke lære af de fejl, som de har gegået? Videnskabelige undersøgelser af Bo Vinnerljung m. fl viser, at børn har bedst af at bo hos sine forældre, selv i de tilfælde hvor socialmyndighederne betegner familien som en problemfamilie. Men, det findes ingen saglig grund til fhernekseb af Karina. Det bekræftes af bisidderen Else Nielsen.

    AT

    TVANGSFJÆRNE et barn er et djupt indgreb i privat- og familielivet, hvilket er en krænkelse af Artikel 8 i Den Europæiske Konvention for Menneskerettigheder. Indgrebet er desuden demoraliserende og meget kostbart for safundet. Ådskillige vigtige samfundsresuourcer, f. eks domstolene, må tages med på råd. Store beløb af medborgernes skattepenge anvendes til at aflønne plejeforældre som ofte er barnløse par, som har opdaget, at de kan få afhjulpet deres barnløshed uden at skulle adoptere. Samtidig har de en fast indkomst, selv om de er arbejdsløse. Men der findes alternativer til tvanhsfjæ rnelserne. Det er både billigere for samfundet og mere menskeligt over for barnet og dets familie. En sådan lösning er måske ikke interessant for socialbureaukraterne. Jo større apparat som mobiliseres, desto mere arbejde kan bureaukraterne skabe for sig selv og visse andre erhvervskategorier.

    VIDENSKABELIGE

    undersøgelser viser at hovudparten af de indsatte i svenske fængsler har været udsat for indgreb fra de sociale myndigheder som børn og unge. Mennesker i et demokratiskt samfund må have ret til at beskytte deres privat- og familjeliv, hvori børn indgår som en integreret del, uden indblandning fra myndighederne - så længe barnet ikke mishandles eller vanrøgtes groft. Samfundets ressourcer skal anvendes til at hjælpe og støtte, ikke til at nedbryte medborgerne. Samfundets ressourcer skal heller ikke anvendes til at understøtte et svulmende socialbureaukrati, som helt savner indføling og medmennesklighed, hvilket klart er sket i Karinas sag. Disse unødige tvangsfjærnelser er skadelige for barnet, deres familie og oör samfundet, og de må bringes til ophør.

    DOMSTOLARNAS

    ufølsomhed udgør yderligere et problem i sammenhængen. Da socialarbejderne med deres vurderingsret karakteriserer forældrene som uegnede, som i Karinas sag, tror domstolene mere på socialarbejderne og socialpolitikerne end på forældrene, som kæmper for at holde sammen på familien. Uafhængige vidner og eksperter, som taler til familiens fordel, bagatelliseras også.

    Det er af stor v

    ægt for hvert eneste barn, deres forældre og familie, og i forlængelse for hele samfundet, at få indprentet, at alle børn har ret til sin oprindelse og at der findes en uforstyrret speciel samhørighed mellen biologiske slægtninge, som har med rødder og identitet at gøre. De sociale myndigheder i nordiske lande må respektere børns og forældres almindelige ret til hinanden og retten til øvrige slægtninge skal værnes - i bestræbelserne på at undgå tragedier liknande den som lille Karina har været udsat for.

     

    Tillbaka

Realtime website traffic tracker, online visitor stats and hit counter