De ledende spørgsmål

Af Lena Hellblom Sjögren, dr.fil., autoriseret psykolog

 

 

Artikeln är tidigare publicerad i Kronik i Politiken den 12 april 1999, Kultur og debat side 3. Den återges här med författarens och redaktionens benägna tillstånd.

Lena Hellblom

Sjögren, mor til fire børn, dr.fil., autoriseret psykolog, sagkyndig i seksuelle misbrug, forfatter til bogen Hemligheter och Minnen. Att utreda Tillförlitlighet i Sexualbrottmål. Norstedts Juridik 1997

 

 

  • Der er mindst lige så mange børn, der får det dårligt, fordi de fejlagtigt har troet at være seksualofre, som der er børn, der faktisk har været udnyttet seksuelt, skriver en svensk iagttager af den danske debat.



    Stadig flere vestlige lande oplever såkaldte pædofiliskandaler i daginstitutioner. Stadig flere ængstelige forældre tror, at deres børn udsættes for seksuelle overgreb i deres børnehave. Spørgsmålet er, om det er muligt, at børn kan udnyttes seksuelt af en voksen i en daginstitution, uden at det vil kunne mærkes. Sandsynligheden er meget lille, eftersom der samtidig inden for en meget begrænset plads befinder sig mange voksne og mange børn. Derimod er der belæg for, at større børn på forskellige slags døgninstitutioner er blevet udnyttet seksuelt. Dér er det fysisk muligt, da børn ofte er overladt til en enkelt voksen og i øvrigt befinder sig i institutionen døgnet rundt. I tidligere rapporter om seksuelle overgreb på børnehavebørn har man efter omhyggelige undersøgelser kunnet konstatere, at ingen førskolebørn var blevet voldtaget eller udsat for andre former for seksuelle overgreb i børnehaven. I et foredrag for det norske storting i oktober 1994 og efter indbydelse fra børneombudsmanden fortalte den nu afdøde danske kriminolog Berl Kutschinsky herom.

    DET GÆLDER om at tro på børn, og det gælder om at være opmærksom på tegn og signaler.
    Det har nutidens voksne indprentet sig.

    En toårig dreng i McMartins førskole i Los Angeles sagde til sin mor, at en mandlig pædagogmedhjælper i førskolen havde taget temperatur i numsen på ham. Det blev indledningen til USAs længste retssag.

    Drengens mor blev forskrækket, overfortolkede, talte med andre forældre, fik drengen sendt til undersøgelse. Andre børn kom til undersøgelse og blev udspurgt af eksperter, som var opfyldt af nidkærhed efter at hjælpe børn, som havde været udsat for seksuelle overgreb.

    En gruppe med 85 ansatte havde netop etableret sig for at bekæmpe seksuelle overgreb på børn.

    Med disse nye eksperters udspørgen af børnene voksede historierne om overgreb. Man anvendte for første gang anatomiske dukker med dybe kropshuller, som indbyder til at putte ting i.

    Som i de fleste sager om seksuelle overgreb i daginstitutioner handlede mange af historierne om, at flere voksne, som havde været klædt ud, havde ført forskellige genstande ind i børnenes kønsåbninger, tvunget børnene til at slikke de voksne på kønsdelene, fået dem til at spise afføring eller drikke urin.


    Efter at retssagen havde varet i syv år, fra 1983 til 1990, afsluttedes det hele med, at ingen kunne bevises at have været skyldig i nogen form for overgreb. Børnene, som man havde påstået havde været udsat for seksuelt misbrug, havde afgivet deres beretninger, efter at de havde været udsat for voksnes forventninger og påvirkninger.


    Heller ikke i den såkaldte Bjugn-sag i Norge 1992-94, hvor der forelå mistanke om, at op mod 60 børn skulle være blevet misbrugt, fortalte børnene spontant om overgrebene. Det skete først efter lang tid med ængstelse, undersøgelser, rygtespredning og gentagen udspørgen af børnene. Man kan ikke sige, at børnene løj. De tilpassede sig det, som de voksne forventede, og den suggererende påvirkning, det indebar.

    BØRN KAN modstå ledende eller på anden vis suggestive spørgsmål, hvis spørgsmålene indebærer, at der opstilles mindst to modstående hypoteser. Ofte er de eksperter og hjælpere, som anvender dukker eller tegninger som hjælpemidler, så forblindede af deres egen opfattelse af, hvad der er hændt, at de glemmer at afprøve alternative tolkninger.


    Det er selvfølgelig menneskeligt at ville have sine intuitive opfattelser bekræftet. Netop derfor behøver vi metoder til at afprøve holdbarheden i vores forudfattede meninger. Det er undersøgerens opgave at vride og vende alle oplysningerne for at finde frem til, hvad der er sandsynligt, og hvad der ikke er det.


    Det enkleste ved en sådan prøve er at opstille to modstridende hypoteser og så anvende så mange facts, som det er muligt. Hvad taler for, at overgreb har fundet sted således, som det påstås? Hvad taler imod? Hvis man tror, at en udtrykt mistanke om overgreb er det samme, som at overgreb har fundet sted, er det let at lukke af for det, som taler imod det, som påstås. Det er let at havne i den mest almindelige fælde, i den såkaldte bekræftelsesfejl. Man ser ikke, at man hele tiden søger bekræftelse på en hypotese, fordi man ikke har nogen anden mulig hypotese.

    NÅR DET handler om mistanke om forbrydelser mod børn, viser det sig ofte, at det ikke er børnene, som beretter, men at en beretning videregives, som om den var barnets beretning. Denne beretning om en beretning danner udgangspunkt for myndigheders og behandlerpersonales indgriben og indsats. Tolkninger sker altid, hvor man videregiver noget, man har hørt. Ofte sker tolkninger i flere led. Dette indbærer, at en enkelt fjer let bliver til fem høns. De, som skal undersøge, hvordan barnets eller børnenes beretninger er blevet til, kan anklages for ikke at tro på børn. Men at tro på børn er ikke det samme som at tro, at børnene har været udsat for seksuelle overgreb. Det er vigtigt at lytte til det, barnet fortæller, men det gælder om at lytte uden forudfattede meninger - og det er vigtigt, at barnet får lov til at fortælle med egne ord, helst inden der er sket nogen påvirkning i form af at spørge barnet ud. Det er at værne om barnets retssikkerhed. Når pålideligheden af et barns udsagn skal bedømmes, må man skelne mellem de udsagn, som er dokumenterede som barnets egne direkte udsagn (autentiske udsagn) og de udsagn, som er formidlede, som om de er barnets udsagn (refererede udsagn). Det er ligeledes væsentligt at få rede på, hvornår på en tidslinje barnets beretning fremkommer, det vil sige, om det er før eller efter, at de påståede overgreb er blevet afsløret. Udsagn og symptomer efter en såkaldt afsløring kan være en effekt af selve afsløringen. Børn, som tages til gynækologiske undersøgelser og udsættes for at blive udspurgt igen og igen, kan udvikle symptomer, der ligner de symptomer, som menes at høre sammen med seksuelle overgreb og således blive fejlfortolket. Den amerikanske psykiater Richard Gardner har kaldt det for Legal Process/'Therapy' Trauma.

    HIDTIL HAR der ikke kunnet påvises årsagssammenhænge mellem specielle symptomer eller tegn og seksuelle overgreb. De, som arbejder med børn, har ofte valgt deres arbejde, fordi de kan lide at være sammen med børn. De vil derfor normalt være meget opmærksomme på, hvordan børn har det. Når et barn beskæftiger sig med doktorlege, har ondt i maven, tegner peniser, har hovedpine eller har svært ved at koncentrere sig, er træt med mere, så kan der findes en mængde andre årsager, end at barnet udnyttes af en ansat i børnehaven eller af nogen i familien. Det er ikke de mest nærliggende eller naturlige forklaringer.

    Alligevel undervises personalet i daginstitutioner om noget sådant, ud fra at det er tegn på, at barnet udnyttes seksuelt. Dette kan øge ængstelsen og frygten for ikke at anmelde i tide eller tilstrækkeligt ofte, hvilket indebærer en risiko for, at flere ubegrundede anklager kommer til at finde sted. Det er barnet, som kommer til at lide under det.

    Børn skal tages alvorligt, men det indebærer ikke, at man skal tro på alt, hvad børn siger. Hvis et barn, selv et førskolebarn, afhøres korrekt i umiddelbar tilslutning til noget, det har været med i, kan barnet give historisk rigtige informationer om det, som er hændt. Dette er der gjort omhyggeligt rede for af de to amerikanske psykologer Stephen J. Ceci og Maggie Bruck i Jeopardy in the Courtroom: A Scientific Analysis of Children's Testimony, 1995.


    BLIVER BARNET imidlertid udspurgt af voksne, som spørger barnet ud fra deres egne forudfattede meninger, kan man få historier frem, som er helt uden noget grundlag i virkeligheden. I den amerikanske tv-dokumentariske udsendelse Børn, Løgne og Terapeuter, som blev vist i svensk fjernsyn i februar 1994, vistes eksempelvis, hvordan terapeuter i deres afhøringer af børn fik dem til at fortælle om utrolige overgreb, som børnene påstod at være blevet udsat for af personalet i daginstitutionen Little Rascals i Edenton. De udpegede overgribere idømtes i dette tilfælde lange fængselsstraffe. Med suggestive spørgeteknikker og gentagne spørgsmål, som har en ganske bestemt retning, skabes nye ofre, og det er ikke ofre for seksuelle overgreb, men ofre for overgreb fra myndighederne. Den amerikanske psykolog Maggie Bruck har anvendt en canceranalogi for at illustrere dilemmaet.

    Mange vil hjælpe misbrugte børn med at afsløre overgrebene, det vil sige behandle 'canceren'. Samtidig er det væsentligt at undgå, at børn, som ikke har været udsat for overgreb, kommer til at tro på, at de er blevet misbrugt. Det vil sige, at det gælder om at undgå at inducere 'cancer' på raske børn. Hvis nu de teknikker, som anvendes for at 'hjælpe' børn med at afsløre, at de har været udsat for seksuelle overgreb, indebærer, at børn, som ikke er blevet misbrugt, suggereres til at fortælle om overgreb eller til selv at tro, at de har været misbrugt, bør man da forandre metoderne? Eller kan vi acceptere, at 'medicinen' gør stadig flere børn 'cancersyge' for nu at bruge Maggie Brucks analogi? Svaret burde give sig selv.

    Alligevel anvendes den slags suggestive spørgeteknikker ofte. I det følgende gives et eksempel på en sådan spørgeteknik fra en britisk vidneafhøring i midten af 1980erne. MT er en erfaren interviewer fra Hospital for Sick Children i London, hvor man har specialiseret sig i behandlingen af seksuelt udnyttede børn. IN er et seksårigt barn.

    Uddraget er hentet fra Family Law Report 1997:
    »MT: Stak han den ind en lille smule eller langt ind? IN trak på skulderen.
    MT: Hvad for en slags tissemand havde han? Var det en blød, bøjet tissemand eller en hård tissemand? IN: Hård.
    MT: Hård? IN: Ja.
    MT: Og når han satte den i dit lille hul, hvad syntes du om det? IN: Nej, det gjorde han ikke.
    MT: Når han stak den ind der, fik det dig til at føle dig øm? IN trak på skulderen.
    MT: Gjorde det ondt en gang imellem? IN: Nej, han gjorde det aldrig med mig.
    MT: Men når han gjorde det, var det så en god eller ækel følelse? IN: Ækel.
    MT: Åh, en ækel følelse - og gjorde det ondt en gang imellem? IN: Han gjorde det ikke mod mig«.

    I norge har Statsadvokaten i sin rapport fra oktober 1994 rettet en skarp kritik mod anvendelsen af hypotetiske spørgsmål. Samme spørgeteknik havde man nemlig anvendt i Bjugn-sagen. En pædagog uddannet i spørgeteknik på Nic Waal-instituttet udspurgte en otteårig pige (P) med udgangspunkt i spørgsmålet: »Hvis han havde gjort noget ved dig ... så kunne det have været sådan?«. Da pigen svarede ja, fortsatte pædagogen (U):
    »U: Hvordan tror du hans tissemand ville have set ud, når han skulle gøre sådan? P: Det ved jeg ikke.
    U: Nej, tror du, at den ville være lille eller stor, have hængt ned eller ligeud eller op, eller, se, her står den lidt op. (Her peger udspørgeren formodentlig på en anatomisk dukke med erigeret penis).
    P: Jah. Jeg kan ikke få den ned her, for den ryger op igen.
    U: Den ryger op igen, ja. Hvordan tror du Ulfs tissemand ville have set ud, når han, hvis han gjorde sådan. (Ulf var den hovedmistænkte og senere frikendte pædagogmedhjælper i Bjugn-sagen).
    P: Måske som den ser ud nu.
    U: At den ville have været så stor.
    P: Mm«.

    Spørgeteknikken, som anses for legitim på trods af det pres, den udsætter børnene for, med forudsættende og gentagne spørgsmål, gjorde, at man i Bjugn fik helt usandsynlige og fysisk umulige beretninger om forskellige overgreb med flere voksne indblandede, blandt andre også lensmanden i Bjugn.

    At ængstelige forældre havde udsat børnene for pres ved at spørge dem ud, det kunne dommer Jan E. Lied forstå, men ikke at de professionelle havde gjort det. Det giver han klart udtryk for i den dom, han afsagde i forbindelse med retssagen, hvor de uskyldigt sigtede og fængslede i Bjugn- sagen fik tildelt skadeserstatning. Uddrag af retsprotokollen er gengivet i bogen Seksuelle Overgrep mot Barn. Et kritisk Perspektiv.
    Redaktion: Astrid Holgerson og Lena Hellblom Sjögren. Fagbokforlaget, Bergen 1997.

    Med denne spørgeteknik kan man få børn til at fortælle om det, som udspørgeren tror, de har været udsat for - uden at børnene har været udsat for noget. En del børn, som delvist IN i eksemplet ovenfor, kan stå for det pres og de suggestioner, de udsættes for. Når børnene hører om andre børn, som har været udsat for overgreb, bliver det imidlertid sværere for dem at modstå suggestionen.

    Fortæller flere børn ensartede historier om overgreb og mishandling under særprægede forhold, er det endog meget sandsynligt, at det handler om suggestiv påvirkning. Det er præcis således, det forholder sig i flere af de såkaldte pædofilisager i daginstitutioner. Det burde virke afskrækkende, fordi børn, som fejlagtigt bringes til at fortælle om overgreb og i en del tilfælde også selv kommer til at tro på det, får det meget dårligt. Der findes desværre ingen forskning om, hvordan børn klarer den fejlbehandling, de er blevet udsat for, hvis de behandles som ofre for seksuelle overgreb uden at være det.

    DER ER i dag mindst lige så mange børn, som får det dårligt på grund af, at de fejlagtigt har troet at være seksual-ofre, som børn, som får det dårligt, fordi de har været udnyttet seksuelt.

    Den første kategori kunne måske mindskes ved besindelse. Til besindelse hører, at man ikke umiddelbart, når en vag antydning om en mistanke formuleres, indgiver en anmeldelse eller indleder en behandling af børn, personale og forældre. Det gælder om først at undersøge, om mistanken har nogen substans, og om det, som påstås, er fysisk muligt.

    Kan det være overdreven frygt, ængstelse, rygter, misforståelser eller sædvanlige menneskelige motiver såsom prestige, magt, had, skinsyge, hævnbehov, som forklarer anklagerne? En af de første, som anvendte teknikken med forudfattede spørgsmål, anatomisk korrekte dukker og henvisninger til andre børn, som havde fortalt om overgreb, var socialarbejderen Kee MacFarlane i den tidligere omtalte McMartin-sag, hvor cirka 500 førskolebørn blev udspurgt med hypotetiske spørgsmål under stærkt pres. Som i de store såkaldte pædofilisager i daginstitutioner, som jeg har kendskab til, var de voldsomme seksuelle overgreb konstruerede - som f.eks. Oude Pelela i Nederlandene, Margaret Kelly Michael i USA, den påståede pædofiliring i Münster i Tyskland.

    Påståede seksuelle overgreb kan have deres oprindelse i noget, som fejltolkes eller overdrives. Frygt og ængstelse, som er en naturlig følge af, at man tror, at børn er blevet udnyttet seksuelt, kan føre til, at man forestiller sig, at der er forekommet voldsomme overgreb, måske ud fra noget, man har læst, f.eks. om hvordan den belgiske morder Dutroux behandlede små piger, han holdt fanget. For børnenes skyld, for børnenes bedste, bør man besinde sig, holde hovedet koldt og få rede på forudsætningerne for det, som påstås, og finde frem til så mange facts som muligt, samt lade børnene fortælle uden voksnes forudfattede
    spørgsmål.

     

 Katastrofen i Bjugn

Incesthysterin och domstolarna

Terapeuterne tørster

Rättsröta vid behandling av misstänkta

Sexualhysterin

Tillbaka till Artikelindex

 

Realtime website traffic tracker, online visitor stats and hit counter