En forældres fremmedgørelse af den anden forældre

Af Lena Hellblom Sjögren, psykolog, Stockholm.

 

Dansk bearbejdelse Jens Boris Larsen/Erling Fundal.

 

 

 

 


Manuskriptet nedan är ett föredrag som fil. dr. leg. psykolog Lena Hellblom Sjögren höll hos Foreningen Far 2004. Det är tidigare publicerat som en artikel på Foreningen Fars hemsida, men länken är numera borttagen.

Föredraget publiceras på nytt på NKMR:s hemsida eftersom vi anser att det är viktigt.

Lena Hellblom Sjögren har också forskat kring socialtjänstens främmandegörande av tvångsomhändertagna barn från deras föräldrar, och hon visar att mekanismerna - och de skadliga effekterna - är desamma.

Det återges här med författarens benägna tillstånd.



 

 



Jeg tror, at jeg vil begynde med at sige, at jeg er fire gange mor, og jeg har børn fra to forskellige forhold, som jeg har fået med stor åremålsafstand. Mine børn er født i ´69, ´73, ´90 og ´92, og det er som at have levet to forskellige liv. Og jeg er nu udearbejdende, i øvrigt siden jeg blev mor og nu som gammel kvinde som vidnespsykolog. Tidligere har jeg arbejdet som skolepsykolog og som pædagog. Som vidnepsykolog har jeg mest arbejdet med seksualforbrydelser og forældremyndighedssager. Jeg har gjort det på privat basis, jeg har eget firma, som hjælper advokater. Og så er jeg filosofi-doktor, men det handler ikke om dagens emner, om en kritik af det svenske socialdemokrati.

Jeg vil sige, at jeg glad for at være indbudt hertil, og det her med forældrefremmedgørelsessyndrom, som på engelsk kaldes Parental Alienaton Syndrome, er jo ikke særligt kendt. Jeg har taget den seneste bog med mig, som Richard Gardner har skrevet. Den handler om, hvordan man som børnesagkyndig kan hjælpe børn, som er blevet fremmedgjort af en af forældrene. Og denne bog kan vi lade gå rundt.

I dag er det jo normalt at være skilsmissebarn - det ved vi jo alle - der findes flere, som er skilsmissebørn end dem, som er ikke er det. Da jeg holdt foredrag i Norge i en forening, som hedder Foreningen 2 Forældre, der afholdt en konference med emnet ”børns rettigheder ved samlivsbrud”, som jo minder lidt om temaet i dag, tog jeg en statistik frem, som viser procentandelen af skilsmisser fra 1940 til 1998, og kan I gætte, hvad skilsmissedelen var i Sverige i 1940? (Svar fra salen: 13 %). 6%. 1950 – 15 %. Så går vi til 1960, da var det ca. 18 %. I 1970 var det steget til 30 % og i 1980 til 53 %. I 1990 et lille fald til 48 %, i 1998 66 %. Det er ganske skræmmende tal, synes jeg.

Vi har jo politikere i mit hjemland, som siger ”død over familien” men de har heldigvis fået lidt moddemonstration. Jeg tilhører dem, som mener, at familien er den vigtigste byggesten i et samfund. Og - som jeg ser det - så er det en fejltagelse at tale om forældrenes samværsret. Det handler jo lige så meget om barnets ret til kontakt til med sine forældre. Det glemmer man ret ofte, når man taler om forældrenes samværsret. Men det er en menneskelig rettighed for et barn at have kontakt til både mor og far. Og det står i FN’s erklæring om menneskerettighederne .i artikel 4. Retten til familieliv.

Der har jo været en stor debat i Sverige og en god artikelserie om skilsmissebørn, hvor børnene benyttes som våben. Desværre er forældrefremmedgørelsesbegrebet ikke blevet taget op. Men alle, som har udtalt sig om spørgsmålet, har været rørende enige om, at for barnets bedste skal man undgå at gå til domstolene, og det tror jeg måske, at alle her i dag også er enige i. Hvis det lykkes at blive enige, så er det bedst for barnet – og også for de voksne. Men engang i mellem kan det ikke lade sig gøre og fremfor alt ikke, hvis det handler om, at en forælder anvender barnet mod den anden forælder og gør det på en så programmerende måde, at det måske kun er domstolene, der kan løse op for situationen.

Nu har jeg jo haft et problem - jeg har forsøgt i flere år, når jeg har foretaget udredninger i både Sverige og Norge, at få domstolene til at forstå, at hvis et barn fra at have haft en nær og tæt kontakt med en forælder (oftest er det sådan, at faderen har været med fra begyndelsen af barnets liv) så kan de ikke uden videre blive bange for faderen.
Hvis forældrene skilles og der her har været en god kontakt, og der så opstår konflikter mellem forældrene, som bliver værre og værre og til sidst bliver det måske totalt kontaktbrud, og hvis én af forældrene hævder (jeg har mest set mødre gøre det, men det kan også ske med faderen), at barnet bliver bange for den anden forælder - da har jeg forsøgt at få domstolene til at forstå, at den angst ikke bare kan relateres til noget, som barnet har oplevet hos den her farliggjorte forælder, men at vi i stedet må have med en påvirkning at gøre, som har fundet sted.

Det synes jeg er ganske indlysende, men jeg ved ikke, om I mener det samme som jeg. For at vi kan tale om forælderfremmedgørelse, så handler det ikke om en begrundet rædsel hos barnet, som f.eks. hvis forælderen har udnyttet barnet på en eller anden måde, slået det eller forbrudt sig alvorligt, men at det jo handler om, at det er en kontakt, som er forandret, som er tæt, men som efterhånden bliver forvandlet til rædsel, og den rædsel kan have sin forklaring i det, som er sket, efter at barnets kontakt med forælderen så at sige er blevet afbrudt.

Som Erik Kofod sagde, så er det her begreb accepteret ved domstole i USA og Canada, og også i Tyskland, som vi så, og jeg vil gerne vise jer en dom. Dommen fra Europadomstolen har et ansøgningsnummer, hvoraf I ser, at ansøgningen kom allerede i 1994 og dommen kom i år 2000, så det er ikke nogen hurtig sagsbehandling ved Europadomstolen. Men her er dét, som jeg synes er vigtigt - jeg har dommen med, hvis I vil se den oversat: Man betoner, at det er barnets bedste på langt og kort sigt at have kontakt med sin far.

Ja, jeg tænkte, at jeg bare skulle berette om et tilfælde. Når man forsøger at sige dette her om barnets rædsel, så er det sådan, at der findes en uenighed - og det ved alle, som er psykologer - at der findes forskellige meninger, forskellige måder at anskue tingene på, og det er jo sådan, at dem, som har monopol på barneperspektivet, og har haft det gennem længere tid, også er dem, som har sagt, at børn udsættes for mange overgreb, og vi har ikke lyttet til dem. Jeg tilhører jo dem, som mener, at hvis man har en sådan forudfattet mening, at hver antydning om overgreb indebærer, at et overgreb har fundet sted, så kan man skade barnet, og jeg ved ikke, om I kender baggrunden for, at Gardner og andre begyndte at fundere over disse børn som var krænkede hvis man så på det stærkt øgede antal af anmeldelser om seksuelle overgreb, som ikke havde nogen grund i faktiske overgreb. Således er mindst halvdelen - og i flg. amerikanske tal ¾ af alle anmeldelser om seksuelle overgreb – ubegrundede. Det er en statistik, som jeg har fundet frem, da man undersøgte de svenske forhold – jeg har taget den med i denne her bog som hedder ”Hemmeligheder indefra – at udrede tilfælde af seksuelle overgreb”. Der nævnes også forældrefremmedgørelsessyndromet.

Her er en artikel fra en serie, som jeg sender rundt. Jeg ved ikke om I kender til eller har set, at der var et indlæg i et dansk lægetidsskrift om børneperspektivet. Der fik jeg den artikel med også, og jeg har bidraget til en dansk bog, der hedder ”På den anden side”, (Jette Ranløv, Socialpædagogisk Forlag 2001) og jeg har skrevet om i den antologi, når man så at sige henholder sig alene til barneperspektivet, kan man ikke andet end tro, at barnet har været udsat for overgreb?

Og det tilfælde, som jeg kort vil fortælle om, handler om en mor og en far, der ikke kunne få børn, og som bestemte sig for at adoptere et barn, da barnet var ganske lille. Så blev de separeret - faderen havde sit kontor i lejligheden, hvor de boede - så han traf datteren dagligt, og de havde en tæt kontakt. Så mødte faderen en ny kvinde, og det gik godt til at begynde med. Senere fik han et nyt barn med denne kvinde, og da gik det ikke længere godt, for så kom hans første kone med en anklage om seksuelle overgreb på datteren.
Hun blev afhørt af politiet, og hun sagde, at faderen havde knebet hende. Mistanken kunne ikke underbygges, men i disse sager med mistanker om seksuelle overgreb, siger man – som I ved - ikke som ved økonomisk kriminalitet, at personen er uskyldig, når man frafalder tiltale, men man opfatter det ofte sådan i visse psykologkredse og i det sociale system, at den som en gang er blevet anklaget for den her type forbrydelse, er skyldig, men at beviserne ikke rakte til.

Så moderen holdt fast i anklagen med støtte fra psykologer, og i og med at hun fik støtte fra såkaldte børneeksperter og de sociale myndigheder, så kunne man altså holde pigen fra samvær med faderen. Da samværet kom i gang, var det med en kontaktperson, og denne kontaktperson så, at pigen godt kunne lide sin far, men så ville moderen ikke have hende som kontaktperson længere. Så kom der nye anklager, og det her har stået på i flere år.

Jeg mener, at det her er et alvorligt tilfælde af forældrefremmedgørelsessyndrom, fordi det har stået på i så lang tid, at pigen nu for enhver pris ikke vil mødes med sin far. Hun siger, at hun ikke vil følge med, selv hvis politiet skulle forsøge at hente hende. Når hun skal forklare, hvorfor hun er så meget mod sin far, så siger hun bl.a. at han altid går på museum og ingenting andet end på museum. Det er et eksempel på det, som det Gardner omtaler som, at barnet finder på absurde eller bagatelagtige sager, som for barnet bliver ligesom begrundelsen og rationaliseringen for denne afstandstagen. Og afstandstagen er vigtigt, fordi det er barnet selv, der klarer sin situation, fordi denne pige er helt afhængig (udleveret) til sin mor, og modsvarer hun ikke moderens forventninger, så kan hun jo miste sin mor, eller hun kan blive straffet. Der findes altså flere mekanismer, der gør, at barnet vil stille den forælder tilpas, som det er udleveret til.

Jeg ved ikke, om I kender til nogle svenske forfattere, som har skrevet en bog, der hedder ”Far – se mig!, om fornægtede børn og magtesløse fædre". Den er skrevet af Gunnar og Bente Öberg i 1992, hvor de havde interviewet en masse børn, som fortalte om deres længsel efter deres far, og de har også interviewet fædrene. Og nu lyder det lidt ensidigt det her, men fædre kan handle på samme måde som mødre gør - det er ganske nyt. Gardner - og det er vigtigt at slå fast her - mener, at det i USA er lige så normalt nu, at fædre programmerer barnet mod moderen i sådanne svære konflikter.

Men i Öbergs bog handler det om fædre, som er blevet fremmedgjorte, og forfatterne citerer en far, som via domstolene har forsøgt at få samvær med sine børn. Hans siger, at ”domstolene har stort set været på min side hele tiden. Jeg har fået medhold. hos fogeden, jeg har begæret politihentning, og de har besluttet sig for dette, og jeg har egentlig ikke noget at bebrejde dem .” Öbergs kommentar til dette er, at den mand, som siger dette, har kæmpet i mange år for at få samvær med sine børn og har fået det tilkendt af domstolene, men alt strandede på, at børnenes mor ville noget andet. I dette her tilfælde - som i så mange andre - er der tale om en persons almagt og alle andres magtesløshed. Ofrene er barnet og den forælder, som taber kontakten med barnet, og som jeg ser det, og som andre som har stødt på i arbejdet med børn i denne her type skilsmissekonflikter, så er det faktisk et spørgsmål om både forælderens og barnets psykologiske død, når det er værst. Man kan til og med bo i nærheden af hinanden og ikke kunne få kontakt.
Man ved, at barnet lever, eller at barnet ved, at mor eller far lever, men man kan ikke opretholde kontakten, og hvordan skulle man så kunne sørge? Det er de sværeste sjælelige skader at vokse op med på denne her måde, plus at det giver svære skader at blive involveret i de voksnes konflikt på denne her måde, og selv så at sige blive en, som bidrager til i denne her tilsværtning (nedgørelse) af den anden forælder. I hvor høj grad det lykkes for denne her almægtige forælder, kan man sige beror dels på hvor lang tid kontakten afbrydes, dels naturligvis på barnets alder og relationen, inden kontakten blev afbrudt.

Jeg ved ikke, hvad der er bedst - om jeg skal begynde med indvendingerne mod teorierne for forældrefremmedgørelses syndromet og siden fremdrage symptomerne, eller omvendt ???? ... Jeg er imod sådanne facitlister, men jeg tror, at for at I kan forstå det, vil jeg sammenfatte de otte vigtigste kriterier.

Gardner mener at have påvist – hvilket andre har bekræftet gennem forskellige undersøgelser - at der findes visse karakteristiske symptomer, som man kan være opmærksom på. Jeg har skrevet om dette her i en præsentation, som I vil få i eftermiddag, hvor jeg har givet et eksempel på disse forskellige symptomer, og hvordan man kan behandle dem. Så jeg gennemgår lige de forskellige symptomer nu.

Det første handler om, at barnet er allieret med den forælder, som nærer fjendskab mod den anden forælder, og at det også lever sig ind i dette fjendskab.

Det andet er, at barnet har sine vage bagateller og absurde rationaliseringer for sin afstandstagen som f.eks. ”Far altid vil gå på museum” eller ”Far hæver altid stemmen, når jeg skal gå. i seng, taler så højt, når jeg børster tænder”, eller ”mor har aldrig arbejdet”.

Så er der det tredje tegn, men først vil jeg sige, at i alle sager kan man måske iagttage disse træk i mild grad - det er ganske normalt, at der kan være svære følelser i forbindelse med en skilsmisse, men hvis de bliver permanente og til intenst fjendskab, så kan man tale om et syndrom – det mener Gardner og andre. Det som er det tredje tegn er, at barnet har et sort-hvidt billede: Den ene forælder er altid god, den anden forælder er altid ond. Der findes ikke nogen normal gråtoneskala.

Det fjerde tegn er, at barnet hævder, at det er barnet selv, der er kommet på, at den her tilsværtede (nedgjorte) forælder er ”dum”, og det er vigtigt - måske for barnet selv men også vigtigt for barnets forhold til den tilsværtende forælder - at holde mere med denne og mindske kritikken, som kan blive rettet imod det, hvis det ikke tilsværter.

Det femte tegn er, at barnet refleksmæssigt er bange for den tilsværtede forælder, den fremmedgjorte forælder, hvis vi skal anvende dette her sprog.

Det sjette tegn er, at der ikke findes nogen skyldfølelser, når først det bliver sådan, at far eller mor måske ikke har kontakt, har ferier sammen eller fejrer jul sammen , alt det som man har haft sammen før. Så findes der ikke nogle skyldfølelser, medfølelse eller indlevelse hos barnet.

Det syvende tegn er, at man kan se, at barnet har anvendt samme sprogbrug, udtryk, terminologi, som den forælder, som den bor hos. Det kalder Gardner for ”lånte scenarier”.

Og det ottende tegn er, at i og med at en af forældrene tilsværtes, så tilsværtes også hele den tilhørende del af familien. Jeg er stødt på børn, som har kasseret farmor, været uforskammede, lagt telefonrøret på, når faster har ringet o.s.v. og på den måde har udvidet deres fjendtligheder, og som også opmuntres til det af den tilsværtende forælder. Det er næsten som en krig.
Er der spørgsmål til det, jeg sagt nu?

?? fra salen: ”Ud fra en terminologi, som jeg har fra en amerikansk artikel fra 1993, som også omtaler, at fremmedgørelse er noget, der har været på vej længe, omtales også alle de ting, som du nævner her. Det vil i deres terminologi være eksempler på moderat fremmedgørelse,
altså en mellemgruppering, hvor de også snakker om, at der findes milde former for fremmedgørelse, f.eks. når en forælder ikke bakker op om, at barnet skal besøge den anden forælder, eller at der ikke bliver lyttet til barnet, når det fortæller om besøget hos den anden forælder. Er du indforstået med, at der findes nogle milde former for fremmedgørelse ?”

LH: De her omtalte kriterier er den moderate og den alvorlige form, d.v.s. at de otte kriterier danner en gruppe af symptomer ligesom en klynge, som kan være mere eller mindre udtalte, og det er vigtigt at få afklaret, hvor alvorligt det er, idet det i flg. Gardner er afgørende for, hvordan man skal gribe ind. I en mild form for fremmedgørelse anbefaler Gardner ikke, at man skal sætte ind med nogen speciel behandling, eller man skal forsøge at få forældremyndigheden overflyttet. Det er kun, hvor der er tale om den alvorlige form, han anbefaler, at man skal overføre forældremyndigheden.

Erik Kofod sagde, at det her kan misbruges, og alt kan misbruges, og jeg er lige så bange som han for, at man vil misbruge dette til at fremføre ubegrundede anklager om, at en forælder fungerer som fremmedgører og tilsværter den anden. Men eftersom jeg har set rendyrkede tilfælde af tilsværtning, så mener jeg ikke selv, at det er svært at udskille dem fra den normale sortmaling, som findes i næsten alle skilsmisser, fordi der er så voldsomme følelser indblandet, Det unormale er, når hævn eller jalousi hos den ene forælder når sådanne proportioner, at man kan se, at det er skadeligt for barnet, og de anklager, som fremføres, er ubegrundede, og denne fremmedgørende forælder påstår, at barnet er blevet udsat for seksuelle overgreb og er blevet slået. Barnet siger intet om dette, og der findes ikke andet belæg for det, så det bliver ikke svært at forstå, at barnet efter en påvirkningsproces kan bringes til at tro at, at det er blevet udsat for overgreb. Og I kender til, hvordan falske erindringer kan skabes, og hvordan suggestion fungerer, eller skal vi også tale om det ? Nej, det behøver vi ikke. Det er ganske let at påvirke erindringer, da erindringen ikke er som et videokamera, men hele tiden er rekonstruktiv. For små børn har man kunne vise, at de er mere påvirkelige eller suggestible end større børn (se fx den oven omtalte antologi).

Nu kan jeg fortælle videre om denne her pige, som jeg fortalte om først. Da hun ikke ville fortælle om seksuelle overgreb hos den første børnesagkyndige, som moderen tog hende til, tog moderen hende med til en anden børnesagkyndig. Denne meddelte efter én samtale, at pigen havde været udsat for seksuelle overgreb under samvær. Senere spurgte politiet pigen, ”hvad er det, du skal fortælle mig?” ”At jeg ikke vil bo hos Far”, sagde pigen. Det er en meget tydelig illustration af, at der faktisk er tale om en programmering, og at den kan finde sted bevidst eller ubevidst. Gardner mener, at når der fremføres en anklage om en seksuel forbrydelse, så sker der ofte en bevidst programmering. Men bare det faktum at kontakten brydes med et barn, medfører en påvirkning af barnet.

I dette tilfælde var det sådan, at fjendtligheden spredte sig til alle, som havde noget med den tilsværtede eller hadede forælder at gøre, og i der her tilfælde med denne pige, spredte det sig også til kontaktpersonen. Hun blev også en hadeperson for moderen og for pigen.

Jeg vil som sagt sige noget om indvendinger mod Gardners teorier De 3 almindeligste indvendinger mod begrebet forældrefremmedgørelse, er, at det er ”Gardners teori”, og at den ikke er optaget i DSM-IV (Diagnostic Statistical Manual of Mental Diseases), som udgives af American Psychiatric Association, som anses for at være en international diagnosemanual. Det forrige oplag kom i 2000, og den næste forventes at komme i 2010, og Gardner håber, at denne diagnose bliver optaget.
Han mener, at der til den tid vil findes endnu flere juridiske afgørelser og endnu flere videnskabelige artikler. Men han siger, at selvom den ikke kommer i denne diagnosemanual, så anvender han selv en analogi om f.eks. et træ, som jeg ikke ved om holder. Selvom Parental Alienation Syndrome ikke er kendt eller kaldes sådan, så ophører syndromet ikke med at eksistere. Et træ vil eksistere uafhængigt af reaktionerne hos dem, der kigger på træet. Et træ findes også, selvom man gav det et andet navn, eller hvis man siger, at det ikke findes. For ham er det så tydeligt, at det eksisterer, og jeg hælder til at give ham ret, og det gør mange andre også.

En god introduktion til dette emne er D. Conway Rand, som har skrevet i American Journal of Forensic Psychology, hvor han sætter PAS ind i en større referenceramme og beretter om andre syndromer, som andre og forskere har fundet frem til, og som det har forbindelse med.

To tyske forskere, den ene er psykolog, den anden er jurist, har udarbejdet en introduktion, som jeg tror vil være god for jer at læse, og jeg har taget en reference med fra Canada, som handler om, at forældrene og børnene så at sige dør for hinanden. Dem lægger jeg kopi af her, og det får I som en del af præsentationen - I behøver ikke skrive noget ned.

Spørgsmålet om det er et syndrom eller ej, synes jeg ikke er så vigtigt, det vigtige er jo selve problemet, at børn får det dårligt, hvis kontakten til den anden forælder brydes, og den forælder bliver fremmedgjort for barnet og fuldstændig tilsværtet, og barnet får en tilsværtet virkelighedsopfattelse Men det, som gør dette til et syndrom i flg. Gardner, er, at der er tale om en samling af adfærdstræk - en diagnoseklynge. Et andet eksempel på en diagnoseklynge er Downs syndrom, hvor der til mange forskellige symptomer er en bagvedliggende fælles årsag, som gør det til et syndrom.

Jeg slutter her.

 

 

Farlig, eller farliggjord mamma?
Av Lena Hellblom Sjögren

 
Farliggörande av föräldrar
Föredrag av Lena Hellblom Sjögren

 
Öppet brev till Justitieutskottet, Socialstyrelsen, Justitieministern
Av Lena Hellblom Sjögren

 
Münchhausensyndromet genom ombud som en möjlig faktor vid falska beskyllningar för missbruk
Av Deirdre Conway Rand

 
Münchausen by proxy i Danmark.
En serie artiklar publicerade i Ekstra Bladet och Århus Stiftstidende

 

 Tillbaka till Artiklar

Realtime website traffic tracker, online visitor stats and hit counter