EN 13-ÅRIG PIGES OPFATTELSE AF
SIN EGEN TVANGSFJERNELSE I IKAST KOMMUNE
TIL BEHANDLINGSHJEMMET "SCHUBERTSMINDE"
I RINGKØBING

 

 

Föredrag vid NKMR's Jubileumsmöte i Köpenhamn den 28 november 1998,
av Rikke Nielsen

ett_tvangsfjaernet_barn_berattar 

  • Jeg hedder Rikke Nielsen, og jeg er 131/2 år. Jeg blev tvangsfjernet den 1. Oktober sidste år.
    Mine forældre er skilt, og jeg boede hos min far.

    Mine problemer var omkring weekenderne hos min mor. Jeg havde svært ved at komme fra mor og hjem til far, og jeg følte ikke, at min mor ville lytte ordentligt på mig.

    Og nu vil hun slet ikke lytte på mig, så vores forhold er næsten ødelagt.

    Mit problem var også, at i skolen jeg gik i, der havde jeg ingen venner.

    Efter sommerferien sidste år skiftede jeg så skole, og den blev jeg rigtig glad for, og jeg begyndte at få det rigtig godt.

    Men kommune tvangsfjernede mig, og deres første grund til, at de gjorde det var, at de troede ikke på, at jeg havde forandret mig.

    Men det synes jeg egentlig er en dårlig grund.

    Kommunen formodede, at jeg ville tage skade, hvis jeg ved blev med at bo hjemme, men jeg syntes det er uretfærdigt, at de ikke gav mig en chance, for det kunne de egentlig godt have gjort.

    På denne her måde er det som om at kommunen mente, at jeg havde det forfærdeligt derhjemme, men det havde jeg ikke.

    ett_tvangsfjaernet_barn_berattar

    Men det jeg er mest bitter over er, at jeg ikke har fået det spor bedre siden jeg blev flyttet hjemmefra. Jeg har faktisk fået det værre, så der var jo ingen grund til, at kommunen tvangsfjernede mig.

    Men i stedet for at bo hjemme mente kommunen, at jeg skulle bo på Behandlingshjemmet "Schubertsminde", som ligger i Ringkøbing.

    Der har jeg nu boet 1 år, og jeg er meget ked af at bo der, og jeg stikker af, så tit jeg kan.

    Når jeg er oppe og diskutere med de voksne som er derude, og jeg kræver svar på noget, jeg synes er uretfærdigt - så begynder de voksne næsten altid med, at "du skal give Schubertsminde en chance" hvis jeg siger, at jeg ikke kan lide at bo der. De vil ikke forstå, at jeg har prøvet og give det en chance, men jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne lide det.

    De siger også, at jeg ikke har min egen mening, og at jeg ikke måtte bo hjemme, fordi at min far og stedmor, især min stedmor, påvirker mig i en negativ retning.

    Jeg ved godt, at min stedmor har lært mig at holde på min mening og ikke finde sig i alting, men hvad er der forkert i det?

    Derfor bliver jeg så gal, når de siger det, og jeg synes, at jeg bliver uretfærdigt behandlet af de voksne. For de kan ikke bare sige, at jeg ikke har min egen mening - for det ved de faktisk ikke noget om. Det er kun noget de tror, og så skal jeg dømmes for det.

    De siger faktisk ikke direkte, men i det de siger, der siger de faktisk, at jeg bare skal holde min mund og gøre, hvad de siger - men der er jeg glad for, at jeg har lært at holde på min mening og holde på mine rettigheder.

    For de siger, at jeg ikke må have nogen mening der ligner min fars og min stedmors, jeg må ikke blive påvirket af dem, men jeg har boet hjemme hos min far og stedmor i næsten åtta år, så jeg kan da ikke undgå at have nogle meninger der ligner deres.

    Jeg synes virkelig at det er uretfærdigt, for hvor tit bliver de voksne og andre menesker ikke påvirket af aviser, blade, radio, Tv o.s.v. og danner nogle af deres meninger ud fra det.

    Men hvorfor må de voksne så have lov til at sige at mine meninger er forkerte?

    Ude på behandlingshjemmet er der også skal - aktiviteter, d.v.s.ting som de voksne har bestemt at jeg skal lave, men jeg bryder mig ikke om dem. Jeg skal f.eks. gå til ridning, og i starten var jeg regtig bange for heste, men det troede de voksne ikke på, og da jeg ikke ville sætte mig op på hesten, tog de mig og løftede mig op på hesten, selvom jeg var bange for dem.

    Når de voksne bestemmer at et eller andet jeg skal, og ikke vil, så tvinger de mig til det,ved f.eks. at hive mig til det, altså bære rundt med mig, og de vil endda gå så langt at de vil skifte tøj på mig, hvis jeg nægtede det.

    Jeg syntes jeg bliver uretfærdigt behandlet, ihvert fald ved den episode med hesten. Jeg kan virkelig ikke forstå at de vil bestemme så meget over mig,og spørger jeg de voksne hvorfor , så siger de bare at jeg ingen medbestemmelse får, så længe jeg stikker af derfra.

    Men i starten da jeg ikke stak af, der havde jeg heller ingen medbestemmelse, i hvad der skulle ske med mig.

    De voksne vil virkelig have at jeg bare holder min mund, og gør hvad de siger, men jeg forstår ikke hvorfor det skal være sådan.

    De voksne vil også blande sig i alt hvad jeg laver.

    F.eks. når jeg skal ringe hjem, så skal jeg ringe indefra kontoret, hvor der næsten altid er en eller flere voksne. Det skal jeg, fordi at de voksne, som jeg skrev før, de tror jeg bliver påvirket af min far og stedmor.

    Det er meget ubehageligt, og jeg må også kun snakke med dem to gange om ugen. Jeg kan ikke se hvad de får ud af det, for jeg stikker af , for at komme hjem, og snakke om noget, som jeg ikke kan snakke med de voksne om.

    Jeg føler ikke at jeg kan snakke med de voksne, om mine føelser og meninger, for jeg synes ikke at de vil prøve og forstå mig, og jeg vil gerne have nogen som forstår mig, det gør min far og stedmor.

    De voksne skriver også en helt masse ned om mig, og det må jeg ikke selv læse, og det er træls, hvis de misforstår mig, og så skriver de måske noget ned, som ikke er rigtigt. Jeg aner jo ingen ting om hvad de skriver om mig.

    Derfor kan jeg ikke snakke med de voksne, og derfor vil jeg gerne have lov til at snakke noget mere med min far og stedmor, men det må jeg ikke.

    Mit største ønske er at komme på efterskole, men hverken kommunen eller de voksne mener at jeg er moden nok til at komme på efterskole, og så er det , at jeg stiller mig selv en masse spørgsmål. Hvorfor mener de ikke jeg er moden nok?

    Hvad skal jeg gøre for at komme fra Schubertsminde??

    Hvorfor må jeg ikke have min egen mening, og hvilken mening skal jeg så have, for at de mener at det er min egen?

    Hvorfor er der ingen der vil høre på mig ?

    Hvor længe har de egentlig tænkt sig at jeg skal være TVANGSFJERNET ?

    Alle disse spørgsmål og mange andre vil jeg gerne have svar på, men ingen vil give mig dem.

    Jeg håber virkelig at der er nogen, der en dag vil snakke Ikast kommune til fornuft, så det går op for dem hvad det egentlig er de laver, og så håber jeg virkelig at der snart er nogen der vil begynde at lytte til mig.

    Rikke Nielsen

     

    Artiklar

    Tillbaka till Rapporter

    Tillbaka till Rapport fra Jubileumsmøde

Realtime website traffic tracker, online visitor stats and hit counter