Faller tvangsfjernede barn til ro?
En serie innlegg fra Borgerdebat.dk




 

Inläggen är lånade från Borgerdebat

 

Inläggsserien återges här för att visa att socialtjänsten/barnevernet i Danmark, i likhet med Sverige och Norge föraktar barns biologiska släkttillhörighet. Det är tämligen uppenbart att personerna som befolkar socialkontorens kanslier är omedvetna om att "Blod är tjockare än vatten".

 

Publicering sker med Borgerdebats välvilliga tillåtelse.

 

 




Farmors stædighed belønnet

Indsendt af Frede J. 03 december 2002 kl. 10:03:17:
fra IP-adressen: 212.10.168.130
--
Rønne kommune skulle bruge halvandet år til at finde ud af at to tvangsfjernede søskende måtte se hinanden.
http://www.dr.dk/nsapi.dr/regioner/zreg_newsitem.asp?thread=141531&bcat=700&ecat=799&keepcat=n

***


Søsken adskilles for å "falle til ro"

Indsendt af Marianne 03 december 2002 kl. 18:43:47:
fra IP-adressen: 129.177.211.28

Som svar på: Farmors stædighed belønnet indsendt af Frede J. 03 december 2002 kl. 10:03:17:
--
Nok en gang ser vi en ukritisk godtagelse av argumentet om at barn som lever under tvang ikke skal få treffe sin familie fordi de skal falle til ro hos foster-personene.

Det er for det første et klart bevis på at det IKKE er naturlig og godt for barn å berøves sin familie; man må TVINGE dem til isolasjon. Deres fengsel er for dem et mindreverdig sted å leve, fordi de uansett materielle forutsetninger og såkalt kjærlighet og omsorg ikke har det ene nødvendige.

For det andre er det like klart at slik adskillelse IKKE fører til at barnet faller til ro av tilfredshet og lykke. Det er snarere det samme som å berøve barnet alt som betyr noe for det og TVINGE det til å ta til takke med det lille det kan få - alternativet er å ikke engang ha tak over hodet eller mat i munnen.

Det hele minner meg litt om å sette mennesker i konsentrasjonsleir og så hevde at de har knyttet seg så sterkt til sin brakke og sine fangevoktere at det kunne virke forstyrrende om de fikk komme ut og tilbake til sine kjære.

***


Re: Søsken adskilles for å "falle til ro"

Indsendt af Ivan 03 december 2002 kl. 21:44:48:
fra IP-adressen: 132.192.20.60

Som svar på: Søsken adskilles for å "falle til ro" indsendt af Marianne 03 december 2002 kl. 18:43:47:
--
Den "falden til ro" som er så frygtelig populær blandt systemets bødler og fangevogtere er i virkeligheden en vaskeægte klinisk depression. Den gør børnene nemmere at "håndtere", men er i virkeligheden blot et tegn på at man har formået at skade barnet dybt og alvorligt.

Netop fordi en adskillelse fra moderen betyder fare (eller den visse død), er der et biologisk indbygget instinkt der ses hos stort set alle pattedyr. De kan, skal, vil og bør børn ALDRIG akseptere en adskillelse fra deres biologiske mor. At reagere på adskillelsen ved at blive urolig og stresset er en biologisk indbygget forsvarsmekanisme der dels skaber en ekstra vagtsomhed overfor fare, dels forsøger at nedbringe længden af den (farlige) adskillelses periode.

Først når vi har knækket barnet vil det "falde til ro". Men på det tidspunkt har vi frarøvet det troen på at der findes en tryg og forudsigelig verden med en pålidelig voksen der kan opfylde dets fundamentale behov. Endnu værre bliver det når vi overtaler moderen til at gå i ledtog med bødlerne og "frivilligt" overlade barnet til denne unaturlige skæbne. Det fremhæves ofte hvordan barnet "falder til ro" langt hurtigere når forældrene samarbejder. Sandheden er at barnet langt hurtigere knækkes og drives ind i en klinisk depression hvis dets skæbne er at bliver forstødt af sin mor.

Intet under at socialindustrien undviger at stille sig selv spørgsmålet: "hvad sker der 20 år senere". Hver gang man har gjordt dette på sund videnskabelig vis har man nemlig fået et svar som man ikke kan lide. Faktum er at man ødelagde barnet ved at fratage det sin familie (med eller uden familiens tilladelse). Man påførte det en livsødelæggende depression og smadrede dets selvtillid, og bragte det derved i høj risciko for stof/alkohol misbrug og selvmord. Men efter et selvmord er de jo så dejligt "faldet til ro", ikke sandt ?

***


Re: Søsken adskilles for å "falle til ro"

Indsendt af Farmor 03 december 2002 kl. 22:23:07:
fra IP-adressen: 195.249.246.196

Som svar på: Re: Søsken adskilles for å "falle til ro" indsendt af Ivan 03 december 2002 kl. 21:44:48:
--
Det er præcis sandheden du skriver her. Det kan ikke siges bedre.
Jeg tvivler på at de ansvarlige myndigheder ikke ved det. Og jeg fatter ikke at alle tilsyneladende leger med, som om de ikke har øjne og ører selv.
Det er så sandt når du skriver at barnet knækkes hurtigere når forældrene samarbejder.
Det er en alvorlig tilstand det lille barn sættes i, og jo yngre det er jo sværere depression kan det blive til. Men selv børn oppe i 8-10-årsalderen kan få varige men af et ufrivilligt ophold uden for hjemmet.

***


Re: Søsken adskilles for å "falle til ro"Netop derfor...

Indsendt af Kirsten Skovbo 04 december 2002 kl. 13:47:33:
fra IP-adressen: 212.10.10.30

Som svar på: Re: Søsken adskilles for å "falle til ro" indsendt af Farmor 03 december 2002 kl. 22:23:07:
--

Kære alle!

Lige akkurat derfor "valgte" min datter i sin tid for snart 31Ž2 år siden at "fravælge" at kæmpe imod det sammenspiste system, der også overfor hendes spædbarn skulle give det lang tids ro.....Samtidig med at hun IKKE så sit kære barn modtog hun de frygteligste fotos af sin oppustede datter (var blevet overfodret med kunstig modermælk istedet for mors egen brystmælk), hvor øjnene talte sit tydelige sprog. Der var et forvrænget grin på munden imens to store tomme øjne stirrede frem for sig uden at se hverken fotograf eller sin omverden. Dette vakte unødig sorg, idet min datter og jeg tydeligt kunne se, hvordan barnet allerede havde taget stor sjælelig skade.

Det kom senere frem, at da pædagogerne skulle tage fotografiet havde de været nødt til at kilde hende!!!

Christinas hjerte brast hver gang, de få gange hun nåede at se sit barn, inden det var total ødelagt. Hun sagde til mig, at hun følte, at det var somom det var HENDE som mor, der svigtede sit lille barn ved at "holde en gulerod op for hendes næse" (altså bare komme i kort tid og så forlade hende igen). Dette valgte hun en overgang så helt at undlade at se barnet, fordi hun følte stor skyld, uden at have skyld, for ingen i systemet ville høre noget som helst om hvilket enormt justitsmord de havde begået.

Plejemoderen til barnet har op til flere gange selv uforvarende kommet til at fortælle mig i telefonen, at barnet er tilbage i udvikling.

Det er gået hende som det går de mange andre børn, der brutalt fjernes og gemmes bort, at de får sådant et chok, at de brat sættes i stå i deres udvikling, så vor salig bisidder Thomas plejer at give det råd til forældre, der omsider får deres "barn" tilbage, når det er fyldt atten eller 23 år: "Behandl dit barn (den unge) somom han/hun stadig er den alder, de var da de blev tvansfjernet. For deres følelsesliv er blevet ødelagt allerede dengang. Og uden følelser - intet liv. Han har ret.

Kirsten

***


Re: Søsken adskilles for å "falle til ro"

Indsendt af Frede J. 03 december 2002 kl. 23:06:50:
fra IP-adressen: 212.10.0.240

Som svar på: Re: Søsken adskilles for å "falle til ro" indsendt af Farmor 03 december 2002 kl. 22:23:07:
--
Jeg var selv med som bisidder ved et overvåget samvær, mor og dreng 3 år og pige 5 år. Da samværdet på en time var ovre og børnene skulle med taxaen til institutionen kunne børnene overhovedet ikke forstå at mor skulle gå fra dem. De følte sig svigtet af mor. De skreg og græd, men ingen kunne gøre dem begribelig at det ikke var mor der svigtede, men de ansatte der havde stjålet børnene væk fra mor.

Frede J.

***


Re: Søsken adskilles for å "falle til ro"

Indsendt af Henning Rostgård Smith 04 december 2002 kl. 09:01:21:
fra IP-adressen: 80.160.115.36

Som svar på: Re: Søsken adskilles for å "falle til ro" indsendt af Frede J. 03 december 2002 kl. 23:06:50:
--
Vores børn Hans og Hanne var tvangsfjernet fra de var ca. 5 mdr. og ca. 2 år frem. Jeg kan kun bekræfte at det er utroligt hårt at tage afsked med sine børn uden at kunne fortælle dem at vi var tvunget til det efter samvær. De føler sig forrådte og med god grund. I en tvangsadskillelsesfase oplever de at far og mor bliver mere og mere ustabile og plejeforældrene bliver mere og mere stabile. Det hele er et kynisk spil iværksat af systemet for at tvinge jage børnene over i plejefamilien, få børnene til over tid at opfatte plejefamilien som deres familie og det vækker meget stærke følelser frem i forældrene. De bliver et af to onder. Enten hårde og sammenbidte eller også helt apatiske. På et tidspunkt har vi Hans hjemme på samvær hver uge i 2 timer. Det medfører at Hans stadig kan kende os hver lørdag når han kommer på besøg og leger forholdsvis ubekymret fra start af besøget. På et senere tidspunkt ændrer man samværet til hver 14' dag. Det gør en kæmpe forskel. Hans kan ikke kende os mere. Ufatteligt. At se sin egen søn kikke på en som en vildt fremmed. Det vækker bitterhed og uforsonlighed i en. Det går 5 - ti minutter før Hans igen kender far. Det siger sig selv at det var tilsigtet fra systemets side. Det fortæller deres lærebøger dem. Heller ikke så mærkeligt at de skriver i deres indstilling at Hans har brug for et mangeårigt ophold ved plejefamilien for at få sin tilknytning i orden. Vi var totalt uenig i tvangsfjernelsen. Jeg har dengang beskrevet et sådant hjemmesamvær som kan læses nedenunder:

Vores samvær med Hans.

Lørdag den 25.11.2000. Hans.
Inger kommer med Hans kl. 10.00 - 14.00 til samvær hjemme. Det er 14 dage siden Hans sidst var hjemme (Normalt hver uge) og det kan mærkes på ham. Det virker som om han ikke kan huske eller genkende os de første 2 - 4 minutter. Først da jeg sætter mig på hug og taler til ham, husker han noget og vil gerne op til mig. Der går nogle minutter hvor han bare nyder at hænge på mig. Så finder vi legesagerne frem og især bilerne og køretøjer generelt har hans store interesse. Inger havde sagt at Hans ikke havde sovet på turen til os.

Efter ca. et kvarter er Hans tøet op og leger som sædvanligt. Det bliver også til en tur ned på legepladsen inden frokost. På legepladsen er det især gyngen og rutschebanen der interesserer. Hans kan nu selv gå op af trapperne og selv komme ned og sidde og glide ned. Det skulle prøves mindst 4 - 5 gange inden det var tid at komme ind igen. Hans spiste ikke særlig meget. Han var meget glad for italiensk salat og ville helst spise det uden brød og pålæg. Efter at have spist ville Hans rundt i hele lejligheden. Han skulle op i sin seng og lige prøve at ligge "putte" som han siger. Så skulle han op igen og så over i mors og fars seng, også kun et minut eller 2. Dernæst ville han op i Hannes seng ganske kortvarigt. Det virker som om han kan huske noget, huske at det en overgang var Hans'es seng. På et senere tidspunkt kommer han ind på værelset og får øje på en mekanisk spilledåse som Hans og Hanne fik i dåbsgave. Den er han egentlig vokset fra, men den kan han huske og den skal undersøges og prøves igen.

Hans er blevet virkelig god til at sige trapper og at gå op og ned af trappen ved at støtte sig til gelænderet. Da klokken er blevet ca. 13.55 vil han gerne være oppe hos mig på arm og det er han så i ca. 5 - 7 minutter, så sover han og vi placerer Hans i lænestolen.. 5 minutter senere kommer Inger for at hente Hans og køre ham tilbage til plejefamilien. Hans sover godt og vågner ikke. Inger og Hans tager af sted. 14 dage mellem besøgene er afgjort for længe. Hans lange hukommelse virker meget god, men hans korte hukommelse (14 dage) skal altså først vækkes. Når Hans er syg og derfor springer en uge over i samværet med os kan vi helt afgjort mærke det.
Henning

Henning Rostgård Smith.

 

 

Blod är tjockare än vatten. Av Hans Hjortsjö.

 

Barn Foreldres eiendom. Av Tore Langbach

 

 Nu skiljer man på Jens och Johan. "Det är för barnens bästa" Av Charlotte Palmefors

 

Anförande av riksdagsmannen Thomas Julin

Hvad er familiesammenføring for noget? Af Anna Jensen

En 13-årig piges oppfatelse av sin egen tvangsfjernelse

 

Tonjes brev til barnevernet. Af Tonje selv

 

Frans Lovasz berättelse

 

En bön för Sofia och hennes son. Av Erik Woxborg 

Fosterbarn och deras syskon - Artikel i BRÅ-tidningen Apropå 3/1997
Av Margareta Edling

 

Psykiska övergrepp när barnens rätt skulle tas till vara
Av Astrid Holgerson

 

Sibling Ties Are Worth Preserving. By Diane Riggs

 

Tillbaka till Artikelindex

 

 

 

 

 

 

 

Realtime website traffic tracker, online visitor stats and hit counter