Et "kriserammet" barnevern bør nedlegges

Av Marianne Haslev Skånland

  

Professor Marianne Haslev Skånland är viceordf. i NKMR. Artikkelen har tidligere vært publisert som leser-innlegg i spalten "Allmeningen" i Bergens Tidende, 3. januar 1997. Den återges här med författarens benägna tillstånd.

 

  • "Barnevernet i Os i krise" leser vi i Bergens Tidende 29.12.96. For noen uker siden sto det tilsvarende melding om Lindås kommune. Problemstillingen låter kjent: Barnevernet mener de har for få stillinger og for små ressurser, og hevder at antallet alvorlige og kompliserte barnevernssaker øker.

    Hvis man ser på innholdet av en del slike saker og på barnevernets utredninger og tiltak, blir bildet et ganske annet. De fleste barneverns-kontorer bruker store summer og mange årsverk på å frembringe meningsløse og usaklige rapporter fra psykologer og egne ansatte om barn og foreldre. Jeg siterer fra en dom: "Under saksbehandlingen i lagmannsretten har representanten for ---- kommune meddelt at man ikke fant det av betydning for saksbehandlingen i barnevernssaken, å ta rede på om forutsigelsene fra psykologen om komplikasjonene ved overtakelsen av omsorgen for barnet, hadde slått til eller ikke. ... Representanten fra ---- kommune bekreftet under saken at kommunen aldri har sett det som sin oppgave å ta rede på om barnevernsmyndighetenes bastante oppfatning av --- (morens) person og hennes manglende omsorgsevne stemte med de faktiske forhold .... Dette på tross av at det fra første stund har fremgått av sakspapirene at saken har vært utilfredsstillende opplyst ..."

    Andre av barnevernets årsverk og penger går til "forskning" som skal bekrefte deres egne ufornuftige teorier, og til foster"hjem" og andre tiltak for å holde barn borte fra foreldrene og øvrig familie som både ønsker og kan ta seg av barna - gratis.

    Lindås og Os er absolutt blant kommunene der barnevernet har utartet nærmest til forfølgere av kommunens innbyggere. De forlanger å komme inn på en uendelighet av hjemmebesøk, de trenger seg inn i alle rom og snuser i skap og skuffer, de krever opplysninger om de merkverdigste ting, opplysninger som de så vrir på til det ugjenkjennelige. På tross av alt de får vite, finner de nærmest aldri grunn til å avslutte sine mistenksomme undersøkelser overfor familier de har fått tak i.

    Noen av disse familiene, og tallrike andre, kunne trenge en beskjeden, praktisk hjelp fra samfunnet. Dette har barnevernet i en årrekke nå vist at de er ute av stand til å gi. Isteden kaller de tvungen "omsorgs"overtagelse av barn for et "hjelpetiltak", ja til og med for en "avlastning" for en sliten mor. Slik "avlastning" kan utløses av noe så normalt som at moren kommer til å si til en helsesøster at hun er trett.

    Nåværende sosialfaglig opplæring er feilaktig fundert og betyr milliarder av kroner og flere tusen årsverk ikke bare rett ut av vinduet, men faktisk til skade for samfunnet. Å gi enda mer til det samme vil opptrappe katastrofen ytterligere. I kontrast forlyder det at Tromsø nå vil omdisponere betydelige summer fra disse virkelighetsfjerne rapport-dikterne til slikt som svømmeundervisning og andre hyggelige og nyttige aktiviteter for barn. Det er forhåpentlig sant.

    Kommuner bør være så handlekraftige at de nedlegger disse barneverns-kontorene som ikke klarer å gi folk den assistanse og støtte de trenger. Da vil man trolig oppdage at barnevernet kun har vært i "krise" fordi de selv etter forgodtbefinnende har definert hva som er "alvorlige saker" og hvilken "diagnose" og "behandling" folk skal påtvinges. Man vil oppleve at en rekke barnevernssaker ikke lenger er "alvorlige", ja knapt nok saker i det hele tatt, når familiene blir kvitt barnevernets pågang. De alvorligste krisene er det barnevernet som skaper.

    Etter en slik nedlegging kan man for en brøkdel av de frigjorte midlene opprette en normal sosialtjeneste, med et personale uten dagens villedende opptrening som bagasje.

    Jeg har et ønske til for 1997: Det skrives for tiden mye bra om behovet for både dyptpløyende journalistikk og etikk hos pressen. Det er å håpe at ikke bare enkelte innsiktsfulle journalister, men avisenes samlede redaksjoner snart våkner og undersøker realitetene bak barneverns-myndigheters opplysninger og pressemeldinger. Jeg vet intet område der systemets egne beskrivelser er mindre i samsvar med virkeligheten for dem som rammes av systemets aktiviteter. Her trengs det nøye granskning fra en etisk våken og omhyggelig presse, ikke ukritisk videreformidling av systemets påstander.

Barnevern og barnets beste

Tillbaka till Artikleindex 

 

 

 

 

 

Else Sommer:

 

Er kommunen min mor?

 

Hvorfor hader kommunerne børn?

En bog om tvangsfjernelser

 

 

 


Else Sommer er ansvarlig borger, gammel lærer, mor og bestemor, og har studert psykologi. Hun gjør en stor innsats for å få frem informasjon om det offentliges skadelige behandling blant annet av barn og deres familier.

 

Jeg traff Else Sommer da vi begge var blant gruppen av debattanter på www.borgerdebat.dk og andre opptatt med de samme spørsmål, som møttes til utveksling av informasjon og til demonstrasjon utenfor det danske Høiesteret på Christiansborg i København i juni 2002.

 

Denne bok er tidligere publisert i 2001 i papir-utgave, med tegninger utført av Jonas, på Forlaget Birkehøj, Tøndervej 44, 6500 Vojens, Danmark, tlf. -45- 74 54 55 60.

 

Den er trykket her med forfatterens vennlige tillatelse.

 

Det er jeg som har skrevet den inn på computer på nytt, og de trykkfeil og stavefeil som skyldes at jeg ikke er dyktig i dansk, faller utvilsomt på meg.

 

Bergen, juli 2003

Marianne Haslev Skånland

 

 

 

 

 

Indhold

 

Forord

Stakkels barn, der har kommunen til mor

Konen med stegepanden

Om tvangsfjernelse af børn

Retssikkerhed

Hvorledes kunne det da gå så galt?

Barnets bedste

Jamen alligevel ....

Den lille rødhætte

Et barn har ret til livet

Hvorfor skal så mange børn ødelægges på krop og sjæl?

Hvad der videre skete Rødhætte

Et spørgsmål om etik

FN's konvention om barnets rettigheder

Om den sociale arv

Noget om mål og midler

Hvad er så resultatet af alle disse anstrengelser?

Hvad gjorde familiens øvrige børn?

Aftenbøn

Om magt og afmagt

 

 

 

 

Forord

 

Jeg skriver denne lille bog i håb om, at der endnu i Danmark findes blot 10 retfærdige, der vil tale børnenes og deres familiers sag og ikke blot sænker blikke i håb om, at det onde er gået væk, når de ser op igen.

 

Jeg ved, de fleste danskere er bange og med god grund. Vi lever i et angiver og formyndersamfund, hvor borgernes retssikkerhed forlængst er en illusion.

 

Det hjælper bare ikke at lukke øjnene fast i. Enhver burde vide, at den uret, der overgår naboen i dag, rammer en selv i morgen, hvis man bare hytter sig og lader som ingenting. Jeg ved, hvor svært det er at træde op mod myndigheders overgreb. De har jo foreløbig 80% af vore indtægter at bekæmpe os med. Skulle det ikke slå til, hæver de bare skatter og afgifter.

 

Jeg ved, at journalister der har forsøgt at beskrive de overgreb, jeg taler om, er blevet fyret på stedet. Det hedder ytringsfrihed. Størstedelen af pressen er nødt til at friholde stat, amter og især kommuner for konstruktiv kritik. Deres overlevelse er betinget af offentlig good-will i form af annoncer, tilskud og tilførsel af "gode historier". Der hersker kort sagt en stor grad af ufrihed.

 

Desuden er man udsat for en ret så heftig forfølgelse, når man begår den forbrydelse at sige sandheden offentligt. Udlændinge undrer sig over, at der tilsyneladende ingen tabuer findes i Danmark. "I taler om sex ganske åbent. Ja, selv sygdom og død er I begyndt at tale om", siger de. Mange indvandrere spørger med undrende øjne: "Hvorfor siger I, jeg ikke forstår demokrati. Jeg er da medlem af Socialdemokratiet." Hvordan skal de forstå, at vi netop har det tabu, der er allersværest at opdage. Forbudet mod at sige sandheden om vort såkaldte demokrati.

 

 

Dette års nobelprismodtager i litteratur V S Naipaul synes at have kigget os dybere i kortene. Han skriver om vort lille smørhul: "Et sted, du kunne kigge på som skræmmebillede er Danmark. Ingen sulter, alle bor i pæne små huse. Men ingen er rige, ingen har mulighed for at stræbe efter ydre luksus, og den depressive sindstilstand er derefter. Alle bor i hver sin celle, med deres danske møbler og vidunderlige lampeskærme, uden hvilke de alle ville blive vanvittige. Alkohol er så dyrt, at man har udviklet en ny form for orgie. Man tager en spritbåd fra en hvilken som helst lille havn og sejler ud i internationalt farvand. Der bliver man imellem en halv time og tre kvarter og drikker sig sanseløs beruset. Men det tristeste udtryk for isolation, danskerne lever i, er pornografien. For mig er selve ordet "skandinavisk" nu blevet et rædselsvækkende ord, fuldt af is og død og glædesløs sex." Ak ja. Så har vi endda mistet spritruterne siden.

 

 

Hver gang jeg hører vore hjemlige politikere udbrede sig om, at det og det land skal respektere menneskerettighederne for at få del i vor gavmildhed, tænker jeg: Hvor ville det være dejligt at bo i et land, hvor man blev behandlet som et menneske. For at være her, skal vi alle lade som om, vi tror på den hellige officielle sandhed. Den skifter som det tjener magthaverne bedst. Men den er sand, så længe den varer.

 

Jeg selv bliver rask væk slæbt i retten for at sige sandheden. Det bliver jeg såmænd nok igen. Men nu forholder det sig sådan, at mine forældre har rod i "de stærke jyder". Et af deres valgsprog lød således: Den, der dør af skræk, skal begraves under galgen.

 

Som ansvarlig borger, gammel lærer, psykolog, mor og bedstemor, kan jeg ikke stiltiende finde mig i, at mennesker ødelægges for mine egne skattemidler. Og da slet ikke børn. De er ganske værgeløse.

 

Igennem de sidste 10 år har min mand og jeg ved frivilligt socialt arbejde forsøgt at hjælpe mennesker, der er klemt af og i den "sociale velfærd". Det har undertiden båret frugt, men det offentlige er en tung dansepartner. Vi oplever, at overgrebene på borgerne bliver værre og værre. Ofre for forbrydelser, ulykker og arbejdsskader får ingen hjælp. Syge og arbejdsløse ender i et tomrum. Hjemløse får ingen bolig og ingen hjælp, fordi de ingen adresse har.

 

 

Med hensyn til familiepolitikken, der er denne lille bogs ærinde, ser det ganske håbløst ud. Det overordnede mål synes at være at splitte familierne og ødelægge børnene med alle midler, selv ulovlige.

 

Politikere i dag nyder ringe respekt hos befolkningen. Hvorledes kan nogen have respekt for en politiker, der ikke drømmer om selv at overholde loven endsige de konventioner, man så ivrigt forlanger, andre skal respektere?

 

Vi skammer os over at kalde os danske, på grund af de retslige og sociale forhold, den løgn og dobbeltmoral, der behersker vort samfund.

 

 

 

Stakkels barn, der har kommunen til mor

 

Lad os begynde med en umyndigs røst. Den kan være god at få forstand af. Søren var 16 år, da han digtede det eventyr, jeg vil fortælle om lidt. Han blev tvangsfjernet fra moderen, da han var 8 på grund af bolignød. Det havde vel været både bedre og billigere at skaffe familien noget at bo i.

 

Søren havde en drøm, som han delte med de fleste tvangsfjernede børn. Når Søren blev voksen, ville han være FAR. Han skulle have en sød kone og et hus og en bil og to søde børn. De skulle rigtigt hygge sig og aldrig, aldrig skændes og altid være glade.

 

Søren fandt virkelig drømmepigen og flyttede sammen med hende. Da pigen forlod ham, fordi han slet ikke forstod at "bo i familie", brast det for Søren. Lodset ud af børnehjemmet som 18 årig. "Du kan da altid kigge forbi." Kontakt til moderen og den øvrige familie ødelagt.

 

Nu tæller Søren som et nummer i statistikken over unge mænd, som kører ansvarsløst i bil.

 

Søren blev 20 år.

 

Jeg har kaldt hans eventyr "Konen med stegepanden".

 

 

 

Konen med stegepanden

 

Der var engang en led heks. Hun hed Kommunen. Alle mennesker var bange for hende og undgik hende så længe, som muligt. Hun var ikke til at stole på.

 

Hun var ikke tilfreds med, det var sådan. Hun ville elskes. Men det var der ingen som ville, for hun havde ingen børn.

 

Så gav hun sig til at stjæle nogle børn. Hun tog dem, hun kunne få fat på. De skulle altid være hendes, det skulle deres børn og børnebørn også.

 

Hun anbragte børnene i nogle gamle slotte, hun ejede rundt om i landet. Der havde hun nogle småtrolde og lygtemænd til at passe på dem, for de måtte jo ikke løbe hjem igen. Det kunne de små nu ikke.

 

De mindste fodrede hun med heksepulver blandet op i vand. Det kunne de ikke lide, de blev syge af det. De fik grimme sår over hele kroppen. Så spyttede de det ud igen, men så hældte småtroldene bare mere ædelse i dem, så de voksede alligevel – udvendigt altså. De kunne heller ikke rigtigt ånde i den luft, den var for fæl. Heksen blandede bare en trylledrik, der hed Kortison. Den hældte hun i børnene, så blev de helt normale at se på. Der var jo ingen, der måtte vide, at de ikke havde det godt. Hvis de græd og længtes hjem, sagde hun bare, at det i virkeligheden var far og mor, der var hekse, og at hun havde frelst dem fra en skæbne værre end døden. Så smilede hun med sine store hugtænder og lagde hovedet på skrå. Børnene blev helt stille, for de turde ikke andet.

 

Børnene så altså ud som alle andre udenpå, men indeni – du godeste. Hekse forstår sig ikke på kærlighed. De kan kun lade som om. Så skriver de lange historier om, hvor gode de selv er og hvor dumme og grimme alle vi andre er.

 

Børnene så altså ikke godt ud indeni. I stedet for en stor lysende sjæl, sad der et lille bange barn indeni dem, selv når de blev store. Så gik de ud og slog på tæven og drak bajere eller åd piller. Det kunne Kommunen godt lide. "Det giver arbejde", sagde hun og lo.

 

 

Så var der en sønderjydsk mor, der lige havde bagt en stor stabel pandekager til sine børn. Da hun kaldte på dem, kom de ikke. Det kunne hun da ikke forstå. "De æ da æ Kommun dæ håe tejn dem", sagde nabokonen. "De skal blyw løwn", sagde den sønderjydske mor. Hun var nemlig en rigtig sønderjyde. De lader sig ikke skræmme så let. "Mi bøen ska ha en muer å et en dom Kommun", sagde hun. Så tog hun stegepanden i hånden og gik lige op til kommunernes landsforening og lige ind til formanden. Han var en flot bredskuldret mand med et fint kontor. De den sønderjydske mor kom ind, stak han det midterste hoved op af habitten og sagde overlegent "De har ikke noget her at skaffe, lille frue. De er ikke medlem."

"I håe taun mi bøen", sagde hun bare. "Kom så mæ dem."

Da han rystede på hovedet, slog hun ham af alle kræfter med panden lige oveni gokken, så hovedet røg ned i maven. Men han stak bare et nyt frem, han havde nemlig syv. Et i midten og tre i skuldervattet på hver side.

"Gi mæ så mi bøen", gentog hun.

"Det kan jeg ikke. Vi er sat til at varetage barnets tarv", sagde formanden.

"A æ dje muer", svarede konen og gok, der slog hun til igen.

Det tredje hoved kom nok så gesvindt frem. Der var jo nok at tage af.

"Sæj mæ så, hue mi bøen æ."

"Det kan jeg ikke, de er anonymt anbragt."

"De æ godt mæ dæ bette kåel, snak do dansk." BANG den sad.

Det fjerde hoved tøvede lidt, men det kom da frem.

"Foe æ så di bøen?"

"Nææj, der skal jo først laves handleplan og sådan."

"Æ ska gi dæ handleplan." Så slog hun til igen af et godt hjerte.

"Do æ nok en mangehovedet uhyre", mente konen, da det femte hoved dukkede frem af skuldervattet.

"Jeg er de smås beskytter", sagde hovedet. Det var nu så fuldt af løgn.

"Æ æ it føjt i goer", sagde konen. Så fik han også en på sinkadusen.

Det sjette hoved turde slet ikke komme frem. Det lød lidt uldent nede fra skuldervattet: "De kan da nok forstå, vi skal lave en undersøgelse først", stammede han.

"De sku do ha gjoe føst." Hun svingede stegepanden i en flot bue og det lød som en melon, der sprækker, da den ramte skulderen. Nu var hun ved at miste tålmodigheden.

"Kom så mæ di bøen", råbte hun. Herved vågnede det sidste hoved og kiggede forvirret frem. Det var ikke så tit, han så lyset og godt det samme. Han var endnu grimmere end de andre.

"I følge hekseretskonventionen af 3. februar 1717 må vi slet ikke blande os i autonome hekses anliggender."

"Men nok i mien, fostoer æ."

"De må opføre Dem ordentligt. Hvis De etablerer et godt og tillidsfuldt samarbejde med Kommunen, skal det nok gå altsammen."

"Hvodan goe en de?" ville moderen vide.

"De skal altid huske at rose hende. Lad som om hun er klog. Sig hende endelig aldrig imod. Tab Dem. Få en smart frisure. Skaf en mand."

"Komæ æ bøen så hjem?"

"Næ nej. De får et billede af Deres børn hvert år til jul, hvis De lever op til alle Kommunens krav."

"Ach so." Så fik det grimme fjæs hvad det havde fortjent. Der lå han fjolset.

 

Moderen kiggede i skrivebordsskuffen. Der lå nok tå nydeligt en lang liste med navne og adresser på alle de bortførte børn. Hendes egne var spredt over hele landet. Heksen ville ikke have søskende på samme sted, så huskede de for meget. Moderen gik fra sted til sted og befriede børnene. Småtroldene og lygtemændene kunne ikke stille noget op mod en vred mor.

 

Sådan reddede den sønderjydske mor sine børn med en stegepande.

 

Stakkels barn, der har kommunen som mor.

 

 

 

Om tvangsfjernelse af børn

 

Statistisk Årbog oplyser, at her i landet var i 1997 11.631 børn anbragt uden for eget hjem. Heraf var 1075 tvangsfjernet. Den frivillige tvang, hvor forældrene får at vide, at hvis ikke de makker ret, bliver børnene tvangsfjernet, kan naturligvis ikke belyses med tal.

 

Et par fjernsynsudsendelser og en tragisk hændelse i Horsens, hvor myndigheder og pædagoger helt klart negligerede deres tilsynspligt, gav vind i sejlene for projekt og profitmagere. Nu skulle der fjernes børn, så det baskede. Det betød beskæftigelse og penge til psykologer, pædagoger, sagsbehandlere, pædofile, advokater, politi, klageinstanser, retsvæsen og læger. Ja, selv jægersoldater slås for en bid af kagen.

 

Lobbyarbejdet blev gjort godt. Såvel interesseorganisationen Børns Vilkår, som formanden for Børnerådet stod frem og forklarede den undrende offentlighed, at forældre er ren gift for deres egne børn. Børn bør overlades til folk, der får penge for at passe dem, til nødt skal de bortadopteres. Kort sagt, målet skulle være at tvangsfjerne så mange børn, man bare turde, og aldrig lade dem se hverken hjem eller familie igen.

 

Til barnets eget bedste naturligvis.

 

 

Det forekommer mig svagt, at vi har hørt den sang før i historien.

 

Politikerne såvel i Folketinget som Kommunen, løber naturligvis efter lygtemændene. Det gælder jo som altid om på en gang, at vise handlekraft og fralægge sig al ansvar. I år 2000 blev 16.000 børn anbragt. Heraf 1500 uden forældres samtykke.

 

De tvangsanbragte børn bliver yngre og yngre.

 

Alle ved, at tvangsanbringelser med ret stor sikkerhed fører til katastrofe for såvel barnet, som den øvrige familie. Men børnene er der heller ingen, der interesserer sig for. De er ligesom øvrige klienter blot et irritationsmoment.

 

Nu gælder det om, at internere børnene ved fødslen og gerne tidligere. Børn der aldrig har følt tilknytning til nogen eller fået kærlighed, kan da ikke savne noget. Eller kan de?

 

I hvert fald har en tidlig fjernelse den fordel, at det varer længere, før børnene gør oprør. Til gengæld koster det en hulens masse penge. Det er ikke ualmindeligt, at samfundet ofrer 15-20 millioner på at gøre et sundt barn til en neurotisk kriminel voksen.

 

Til alles bedste naturligvis.

 

 

Forebyggelse og hjælp til familier og enkeltpersoner i krise er helt yt. Nu kan det bedre betale sig at frelse børnene, enten de vil eller ej. Børnenes og familiernes behov blæser man på. Det offentlige ved altid bedst. Kommunerne laver lokale love til brug for deres lokale selvstyre. De kaldes også skuffecirkulærer. Dem må borgerne ikke se. Men alle haver at rette sig efter dem. Landets love så som grundlov, straffelov, lov om retssikkerhed, registerlov o.s.v., rager kommunerne en høstblomst. Hverken amt eller stat står over dem, og de stakkels mennesker, der må se deres livslykke knust, har ingen penge eller kræfter til at benytte retsvæsenet.

 

En tvangsfjernelse er jo i realiteten en administrativ frihedsberøvelse. I allerbedste fald kan landsretten behandle sagen ca. 5 måneder efter, at barnet er berøvet sit hjem. Selv den værste forbryder skal stilles for en dommer inden 24 timer. Inden retten endelig taler, er såvel barn som familie så knuste, at det i de fleste tilfælde vil være uansvarligt, at sende barnet hjem igen.

 

Det forudsættes i loven, at der skal ydes hjælp til at bringe forholdene i orden, så barnet snarest muligt skal optages i sin familie igen og ikke lide unødigt. Dette kræver en handleplan, der omfatter såvel barnet som dets familie. Men grundlaget for de fleste tvangsfjernelser er jo netop, at man vil undgå besvær og udgifter. Derfor undlader mange kommuner at udarbejde handleplaner eller foretage sig noget som helst, når først barnet er skaffet af vejen.

 

Når hertil lægges, at kommunen har magt til at skalte og valte med barnet efter forgodtbefindende, er det intet under, det går galt. F.eks. kan kommunen nægte børnene al kontakt med familie og venner, når man vil hævne sig på en familie, der har begået en forbrydelse at klage over kommunen. I lovens forstand er samvær med familien et kvarter om måneden nok til, at kommunen kan påstå, at en god kontakt til hjemmet er opretholdt. Det er fortvivlende for familien hjælpeløst at se på, at barnet misrøgtes. Vi hører dagligt fra forældre, der må finde sig i, at deres børn anbringes langt fra hinanden og langt fra hjemmet. Nogle børn misbruges seksuelt. Andre må ligge i dagvis med brækkede lemmer uden lægehjælp. Det må ikke komme frem, at børnene udsættes for vold eller uheld. Alle børnene udsættes for psykisk vanrøgt. I bedste fald bor de hos en plejefamilie, der tåler dem for pengenes skyld. Forældre, søskende, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner, alle hindres i at give barnet den kærlighed og identitet, det skal vokse af. End ikke når barnet er sygt, får familien lov at trøste det.

 

 

 

Retssikkerhed

 

Det er yderst kritisabelt, at der ingen klagemuligheder findes. Reelt altså. Formelt findes de. Den Sociale Ankestyrelse findes. Det Sociale nævn i amterne findes, vistnok. I hvert fald i form af et gummistempel. Man kan få foretræde for Den Sociale Ankestyrelse. Allerhøjst en halv time. Det er en traumatiserende oplevelse at rejse helt til København blot for at se på alle de dumme tomme øjne. De hører intet, ser intet, svarer på intet. Forholder sig blot til en hoben fordrejninger, hele og halve løgne, skråsikkert fremsat af personer, der absolut intet kender til familiens forhold og lader som om, det er sandt.

 

Skulle Ankestyrelsen undtagelsesvis give klageren medhold, er det uden betydning. Kommuner tager ikke mod direktiver fra nogen og gør fortsat nøjagtigt, som de vil.

 

Til min store bestyrtelse måtte jeg sande, at klageinstanserne netop kun er formelle. Deres vigtigste funktion synes at være at give sagerne et skær af legalitet og at udmatte opsætsige forældre. Det viser sig jo, at de ikke har lov til at tage stilling til virkeligheden, altså de overgreb, der faktisk sker. De må kun se på, om det formelle er i orden. Det er let nok. Kommunen bestemmer blot ifølge et skuffecirkulære, at alle "besværlige" børn skal tvangsfjernes og deporteres, så man aldrig behøver at beskæftige sig med dem mere. Så kigger man i arkiverne. Hvad har vi på familien? Socialt, helbredsmæssigt, retsligt, økonomisk. Alt det positive smider vi ud. Slår det negative ikke til, er vi selv i stand til at finde på noget. Og voila! De formelle kriterier er opfyldt.

 

Der er slet ingen grund til at tale med den familie det går ud over. Det anses for ren tidsspilde at høre på alle de usaglige argumenter og fordrejede virkelighedsopfattelser. Vi ved jo bedst, hvad der tjener kommunens interesser. Desuden er det nemmere at brændemærke andre, at ødelægge deres gode rygter, at bagtale og latterliggøre andre, når man ikke kender den familie, hvis liv man ødelægger.

 

Har man først set dem i øjnene og opdaget, at de er mennesker, der burde have samme ret som andre, skal der mere mod til at gøre dem fortræd.

 

 

I Socialt Danmarkskort 2000 skriver Jesper Fisker, formand for Socialchefer i Danmark: Det traditionelle retssikkerhedsbegreb er nært knyttet til retsstaten. Borgerne garanteres retssikkerhed i forhold til staten. Dette retssikkerhedsbegreb forstås primært som materiel retssikkerhed, hvor der skal være sikkerhed for, at f.eks. en myndigheds afgørelse indholdsmæssigt skal være både lovlig og rigtig. Den formelle retssikkerhed er i traditionel forstand heroverfor et middel til at opnå den materielle retssikkerhed.

 

Den formelle retssikkerhed er bundet i love, regler og regulativer.

 

Senere: Den formelle retssikkerhed er ikke meget bevendt, hvis den ikke sættes i en sammenhæng.

Og endnu senere: Der skal være et dynamisk sammenspil mellem den formelle og materielle dimension. Ellers bliver retssikkerhedsbegrebet efter min opfattelse teknokratisk og indholdsløs.

 

 

Det er jo netop problemet i en nøddeskal. Klageinstanserne skal godtage ethvert kommunalt overgreb, uanset hvor ondskabsfuldt det er, når blot de formelle regler påstås at være overholdt.

 

Det synes mig, de sociale love udelukkende består af formelle regler og løse hensigtserklæringer. Substansen mangler. Det er slemt.

 

Lad mig citere den kloge mand med kasketten en sidste gang: Vi kommer aldrig uden om, at selv ved central lovgivning, ledelsesmæssige forskrifter, konkrete handleplaner osv. vil en meget væsentlig del af den oplevede retssikkerhed – særligt for samfundets udsatte – være funderet i mødet med systemet og i hvordan det generelle, komplicerede regelsæt præsenteres for klienten af f.eks. den kommunale sagsbehandler. Det stiller store krav til den pågældende sagsbehandler og til den organisation, vedkommende er en del af. Ikke mindst til ledelsen.

 

Og cirklen slutter så med opfordring til, at der i de enkelte forvaltninger fortsat sættes stærkt fokus på, hvordan vi behandler kunderne i vort system.

       At vi gør det professionelt, dvs. reelt oplyser om rettigheder og pligter.

      At vi anerkender, at vi ud over de tætte, komplicerede samtaler med klienterne også har en myndighedskasket på.

      At vi bygger på værdierne i vore forvaltninger på, at folk (både klienter og medarbejdere) skal behandles ordentligt og rimeligt.

Kun på den måde vil formelle bestræbelser på at sikre retssikkerheden kunne udvikle sig til reel retssikkerhed – ikke mindst for de, der har mest brug for den.

 

Jeg er i en position, hvor jeg knap behøver at være så diplomatisk. Det er en skandale, som de sociale myndigheder ter sig. Mon ikke vi nærmer os en situation, hvor kommunernes socialforvaltning er den mest angstfremkaldende faktor hos folk med sociale problemer?

 

 

Hvordan kunne det dog gå så galt?

 

 

 

 

Hvorledes kunne det da gå så galt?

 

Danmark kalder sig da et retssamfund og et velfærdssamfund. Vi har underskrevet menneskeretskonventionen og konventionen om barnets rettigheder. Vi har en grundlov, der fejres jævnligt. En lov for ethvert tænkeligt forhold. Ja sågar en servicelov. Som navnet siger, er den ganske vist beregnet på at tjene de velbjergede, men alligevel.

 

Danmark er til enhver tid klar til at kritisere andre lande, der ikke respekterer menneskeretsrettighederne. I hvert fald hvis de er svagere end os, og vi ellers ikke har handelsmæssig interesser i klemme. Det ville klæde os, at feje for egen dør først.

 

Hvor er børnerådet, der skulle fungere som regeringens vagthund til gavn for børnene? Hvor er alle de frivillige organisationer? Red Barnet og Amnesty for blot at nævne et par stykker, der plejer at svinge fanen. Er de bange for, at staten skal trække sine tilskud tilbage, hvis de kritiserer hjemlige forhold?

 

I den sidste periodiske rapport til FN's børnekomité fra august 98, undgår justitsminister Frank Jensen behændigt at berøre forholdene for såkaldte truede børn, vel vidende at det står særdeles skralt til med deres rettigheder. Vel vidende at såvel Sverige som Finland og Storbritannien er dømt for langt mildere overtrædelser end det, der foregår herhjemme. Ministeren opregner blot alle børnelovenes gode intentioner og hvor mange penge, landet har givet til at hjælpe udenlandske børn. Ministeren oplyser, at opfyldelsen af loven er amters og kommuners ansvar. Ikke et ord om, hvor slet de forvalter opgaven. Det skal nu ikke hindre os i, at stille ham til ansvar, når de danske sager engang ad åre når frem til menneskeretsdomstolen. Regeringen kunne blot have sørget for, at der med de løsagtige love fulgte et organ, der har magt til at tvinge amter og kommuner til at overholde lovens formål og ikke blot nogle af de formelle procedurer.

 

Det er stadig regeringens ansvar, at der ikke begås overgreb mod sagesløse borgere.

Det turde fremgå, at børnelovene ikke er det papir værd, de er skrevet på, så længe kommunerne frit kan fortolke dem efter egne økonomiske interesser.

 

Ved årtusindeskiftet kom der en ny lovbestemmelse, der fraveg lægers tavshedspligt. De fik herved pligt til at underrette kommunen, når en gravid mistænktes for, at have et forbrug af spiritus eller andre rusmidler. Desværre står det ikke nogen steder, hvad kommunen skal foretage sig i den anledning. Mon vor kommune er den eneste, der opfatter en sådan henvendelse som startskuddet til, at dømme den vordende mor fredløs i den hensigt at tvinge hende til abort og helst også sterilisation?

 

 

 

Barnets bedste

 

En af grunderne er, at staten har sat ræven til at vogte gæs.

 

Som bekendt skal kommunerne betale en del af de sociale udgifter. Det medfører en omfattende kassetænkning. Byrødder vil ikke have sociale udgifter. De vil have motorveje, sportsanlæg, kulturhuse og flotte rådhuse, om muligt med små mindeplader på, mange ansatte, repræsentations- og rejseudgifter og et inkøbscenter, der ser ud af noget ikke at forglemme. Så må Fanden tage de sidste.

 

Embedsværket var utilfreds med at se sin uinskrænkede magt til at handle med børn indskrænket af nogle få bagstræberiske lokalpolitikere, der mente, det kunne række at tvangsfjerne de få børn, der aktuelt var i nød.

 

Ikke tale om. Man gik til Folketinget og fik loven ændret, så man nu uden at blinke tvangsfjerner alle de børn, man er bekymrede for skal få problemer i fremtiden. Det kalder man forudsigelighed. Det er det også. Børnene bliver med garanti alvorligt og ofte uopretteligt skadet.

 

Efter de gældende love, kan intet barn i Danmark vide sig sikret mod pludselig at se sig berøvet alt. Det kan være sig hjem, familie, kæledyr, kammerater, ejendele, kulturel og religiøs opdragelse, kontinuitet og tilhørsforhold. Det kaldes også at varetage barnets tarv. Det må være et mindstekrav, at loven modsvarer konventionen om barnets rettigheder og menneskeretskonventionen.

 

Det vil sige, at bortførelse og økonomisk spekulation i børns velfærd ikke kunne forekomme.

 

Tvangsfjernelser skal forbydes i princippet.

 

Jeg er ikke blind for, at visse børn har trange kår. F.eks. lever mange børn af enlige forældre under den officielle fattigdomsgrænse. Det skulle være en smal sag at ændre det i et af verdens rigeste lande.

 

Reelt truede børn skal naturligvis bringes i sikkerhed. Familiens egne ressourcer skal udnyttes i stedet for hånligt at afvises. Og så skal familien tilbydes anstændig hjælp efter behov. I værste fald kunne man vel forbyde børnemishandlere at holde barn, ligesom man kan fradømme retten til at holde husdyr.

 

Børn har ikke hunds ret i dag. En hvalp har ret til at forblive 8 uger hos sin mor. Nu tvangsfjernes babyer ad libitum.

 

 

Gennem 25 års virke som underviser i folkeskolen, har jeg ikke mødt en "forælder", der ville noget dårligt for sit barn. Sandt nok, hjemmene kunne variere, hvad angår tid, indsigt, helbred og eventuelt misbrug. Værst stod det vistnok til i de hjem, hvor man vægtede ydre succes, penge og nye modeller i hustruer, så gennemsnitsalderen i et ægteskab aldrig oversteg 40 år. Men det er jo ikke overlægens børn, man tvangsfjerner.

 

En familie med svagheder vil altid være bedre for et barn end ingenting.

 

Stakkels barn, der har kommunen til mor.

 

 

Et barn kan ikke danne sin personlighed i et frustrerende tomrum uden værdier. En barnesjæl forkrøbles uden kærlighed. De professionelles ligegyldighed kan aldrig erstatte et sted at høre til.

 

 

Harry Potters fans ved, hvorfor drengen er usårlig. Han har været genstand for den højeste uegennyttige kærlighed som lille. Hans mor har ofret sit liv for at redde barnet.

 

Helt så store ofre kan vi ikke tilbyde. Jeg har skam meget seriøst overvejet, at tage mit eget liv i protest mod de fascistiske samfundstendenser. Det er svært at se på, at det samfund, man i sin ungdom har kæmpet så hårdt for at opbygge til et godt sted for kommende slægter, i den grad udarter. Det er skamfuldt at være vidne til. Jeg måtte opgive mit forehavende og kæmpe videre, da jeg indså, at min bortgang ikke ville gavne noget barn, men tværtimod ville gøre alle vore andre børnebørn stor fortræd. Så jeg slås stadigvæk for et menneskeværdigt samfund, skønt mine odds ikke synes ret gode.

 

 

 

Jamen alligevel ....

 

Fordi Folketinget laver love, man med sikkerhed ved, ikke virker. I det aktuelle tilfælde var man udmærket klar over, at de ansatte i kommunernes familieafdelinger slet ikke var i stand til at honorere lovens krav, hverken menneskeligt eller uddannelsesmæssigt. Alligevel vedtog man loven til øjeblikkelig ikrafttræden og sendte en stor pose penge med til uddannelse. Det er uanstændigt at knuse så mange familier med åbne øjne.

 

Så ventede man roligt på, at se lovens "gennemslagskraft". Eftersom loven ikke på nogen måde var forberedt i kommunerne, virkede den naturligvis ad helvede til. Det kunne enhver idiot have forudsagt. Kommunerne rådede ikke engang over lovstoffet ved ikrafttrædelsen. Hastede det virkelig så meget med, at få alle "hjælperne" forsørget?

 

Det ville være rart med sociale love, der sikrede os nogle basale rettigheder og generelt en anstændig behandling. Vi kan ikke være tjent med, at alt beror på vilkårlige skøn.

 

Ude i kommunerne går det galt af mange grunde. Politikerne nægter pure at tale politik. Der findes ingen målsætning eller prioritering og kun en meget kortsigtet økonomisk strategi. Når målene ikke eksisterer, bliver midlerne og tilbagerapporteringen valgt i blinde. De ansatte og navnlig borgerne står med Sorteper.

 

Administrationen foregår i et uigennemtrængeligt mørke ved hjælp af skuffecirkulærer og uskrevne regler. På den måde kan ingen politiker bebrejde kommunens ansatte, at de ikke lever op til de officielle mål. Det har jo aldrig været meningen, de skal tjene til andet end valgflæsk.

 

 

Til eksempel: I vor nabokommune jager man hjemløse bort til en anden kommune, der så jager den videre, der så ..... Resultatet er naturligvis, at staklerne hverken får bolig eller anden hjælp, som de faktisk har krav på efter Grundloven.

 

Onde tunger vil hævde, at sagsbehandlerne i Haderslev har ordre på, at de aldrig må tale 2 gange med samme klient. Der skal hver gang, folk henvender sig, træde en ny til. Årsagen skulle angiveligt være, at hindre sagsbehandlerne i at få et personligt forhold til klienterne, så den ansatte fristes til at hjælpe ham. Jeg håber, historien ikke er sand. Desværre ved jeg af egen erfaring, at folk der henvender sig med akutte problemer, konsekvent afvises ved skranken med den begrundelse, at kommunen ingen sagsbehandlere har til disposition.

 

Ved den fremgangsmåde vinder politikeren, selv den dårligste, magt. Han skulle hellere anskaffe sig en hund.

 

 

Sagsbehandlerne sparker nedad. De hævner sig på klienterne, navnlig de, som klager. De står jo selv i skam til halsen. De kan have forbud mod at hjælpe. Det koster jo penge. På lang sigt er hjælp til selvhjælp naturligvis det eneste økonomisk forsvarlige, men budgettet strammer her og nu, og vil altid gøre det, fordi problemer aldrig løses. Bossen skulle jo gerne genvælges.

 

Klagerne hober sig op i sager, som sagsbehandleren hverken kan overse eller behandle blot nogenlunde anstændigt. Det slider naturligvis på illusionen om, at være dygtig og kompetent. Så retter de vreden mod klienterne. De egentlige skyldige tør de nemlig ikke kritisere. Det er selvsagt dobbelt slemt, at være barn i et sådant system. Det er jo børnene, man handler med.

 

En kommunal medarbejder, der vover at kritisere et komma i burokratiet, er sikker på en øjeblikkelig fyreseddel. Det kaldes samarbejdsvanskeligheder. I virkeligheden burde ledelsen være henrykt for medarbejdere, der kommer med berettiget kritik. Det er en enestående chance til at se systemet efter og gøre tingene bedre.

 

I stedet burer de sig inde bag kontordøre med hver deres lille skilt på, bag formularer, tavshedspligt, gummistempler, kaffekopper og bodyguards. Godt skærmet mod virkeligheden. Vover nogen udefra at trænge ind i den tro, at de skal have indsigt i eller påvirke egne sager, rette fejl eller blot få en simpel forklaring, bliver man meget fornærmet og rykker tæt sammen. Hva bilder klienten sig ind?

 

Rådhus og forvaltning er vort domæne. Breve og telefoniske henvendelser besvares ikke. Alle er altid til møde. Det allerbedste aktuelle eksempel er fra Augustenborg. Her forbød man en fredelig borger adgang til rådhuset. Han spildte medarbejdernes tid. Manden havde såmænd bare brugt 8 år af sit liv på, at få kommunen til at rette en soleklar fejl.

 

Det højt besungne nærdemokrati, er hverken nært eller demokrati. Den med at tale med borgmesteren i brugsen, er en dårlig vittighed. Lokalpolitikere, der ved festlige lejligheder erklærer sig som borgernes værn mod burokratiets overgreb, tager ikke mod klager. Selv borgmesteren overlader det at svare eller ej til de ansatte.

 

 

 

       Hvorfor kan borgerne ikke få aktindsigt i egne sager? Er det fordi de lyver om os?

       Hvorfor kan vi aldrig få en fornuftig forklaring eller begrundelse? Er det fordi beslutningerne sjældent tages ud fra indsigt og saglige hensyn?

       Hvorfor vogtes skuffecirkulærer som var de kronjuveler? Er det mon fordi de er ulovlige?

 

 

I skrivende stund formoder jeg, at der bliver mindst 2000 børn tvangsmæssigt anbragt uden for eget hjem årligt. Dertil kommer så mørketallene, den frivillige tvang. Det synes som om tallene er ved at stagnere, efter amterne har meddelt, at man fra årsskiftet ikke længere vil være med til at finansiere kommunernes ødelæggelser af børnene. I hvert fald Horsens Kommune, som har været den mest aggressive af indlysende grunde, har strakt våben og meldt ud med en mere human linje mod børnene. Der er simpelthen ikke råd til så mange tvangsfjernelser, hvis kommunen selv skal betale. Nu siger man, at familierne skal have hjælp i stedet.

 

Der er nok grund til, at tvivle på hjælpens lødighed. Det kan være rimelig årsag til at frygte, at hele familieafdelingens budget i mange år vil gå til at betale for alle de børn, man allerede har tvangsfjernet. Man kan jo ikke tage børnene hjem igen, fordi hverken børn eller forældre i mellemtiden har fået noget form for hjælp til at forbedre forholdene. Tværtimod er de nu meget ringere stillet, end dengang man fjernede børnene.

 

Disse børn og deres mishandlede familie i øvrigt, udgør en bombe under samfundet. Det koster naturligvis penge, at ødelægge så mange børn, men det er ikke det værste. Det ondeste er den had, den foragt, den rodløshed, den mindreværdsfølelse myndighederne her har skabt. Der er grundlagt en negativ social arv, som vil præge vort samfund i flere generationer.

 

Hvorfor skulle jeg være solidarisk med et system, der har handlet så ilde mod mig og min familie?

 

Det er nødvendigt at få sat navn og ansigt på de skyldige og få dem draget til ansvar. Ellers vil børnene i blindt raseri kaste sig over sagesløse medborgere, hvis de ikke som Søren tager deres eget liv i stedet.

 

 

Skønt det er tungt og følelsesmæssigt oprivende, har jeg valgt at fortælle historien om vort eget barnebarn. Så ved jeg, at følelserne er ægte og at jeg er i stand til at dokumentere mine udsagn.

 

Jeg har endvidere valgt at sætte navn på politikere og offentligt ansatte. Hvis de ikke personligt bliver stillet til ansvar, dækker de sig blot bag "kommunen" og intet ændrer sig. Hvem har givet dem lov til at ødelægge tilværelsen for så mange børn og deres familier? Jeg græder mig stadig i søvn hver aften af angst for, hvordan det skal gå en lille dreng på 2 og alle de andre mishandlede børn. Før vi fik hjælp fra Vojens Kommune havde vi et trygt og lykkeligt liv. Glade rolige hverdage med en stor familie, gode venner, socialt hjælpearbejde, læsning og kurser. Nu er det hele slået i stykker.

 

Det kan da ikke være rigtigt, at børnene som f.eks. Rebellerne på Fyn, skal gøre sig kriminelle for at befri deres kammerater. Skal vi bevæbne os for at hindre vore børn og børnebørn i, at blive ofre for såkaldte "velfærdsydelser"?

 

En farlig vej.

 

 

 

Den lille rødhætte

 

I 1980 boede jeg og mine 5 umyndige døtre i Kolding. Som fraskilt havde jeg alene ansvaret for menageriet. Det gik for så vidt rimeligt, skønt trælsomt.

 

Det vigtigste var i hvert fald i orden. Pigerne udviklede sig til at blive værdifulde personer, hver på deres måde. Desværre var min arbejdsuge alt for lang. Jeg var ansat som skolelærer. Det job kræver sin kvinde når det skal passes forsvarligt.

 

Det var en tid med kolossal ungdomsarbejdsløshed, især for piger. Det betød, at der ikke kunne skaffes arbejde til de store piger, og startede de en uddannelse, måtte den afbrydes, fordi der aldrig var praktikplads at få. Eftersom politikerne som vanligt var akkurat ligeglade med de unges situation, måtte jeg jo selv tage affære for at redde de unge fra håbløshed.

 

Købte et gammelt hus mere og oprettede en grøntforretning. Så havde vi selv skabt de nødvendige arbejdspladser.

 

Nu så min dag nogenlunde således ud: Op klokken 5 og på grøntsagsauktion. Møde i skolen kl. 8. Hjem at passe butik ca. kl. 14. Butik lukket og opryddet i bedste fald kl. 18. Fra kl. 19 til 23 lærermøde, forældremøde, opgaveretning og almindelig forberedelse. Hele weekenden var naturligvis besat af regnskab, regnskab og atter regnskab foruden reparationer og husarbejde. Enhver kan forstå, at der ikke var megen tid til hygge, men som sagt, det gik. Alle ydede deres bidrag efter bedste evne.

 

 

Men så skete ulykken. Min yngste datter 12 år (lad os kalde hende Rødhætte) skulle besøge sin bedstemor i Vejle. Jeg havde ingen betænkelighed ved at lade hende selv tage bussen, skønt jeg måske skulle have vidst bedre. Pigen var en daglig glæde for mig. Køn, velbegavet, venlig, klarede sig fint i skolen, der priste hende i høje toner.

 

Her på rutebilstationen i Vejle ventede desværre ulven i form af en tilsyneladende pæn mand. Han inviterede barnet på en øl, der skulle indtages på et hotel. Pigen gik med, smigret over den voksne mands opmærksomhed. På hotellet havde manden en aftale med portieren. Trods protester blev pigen slæbt op på et værelse og voldtaget.

 

Hun skammede sig over at have været så dum at gå med en fremmed mand, derfor fortalte hun ikke, hvad der var sket. I stedet begyndte hun at forsømme skolen og flakke om. Da det gik op for mig, hvor galt det stod til med barnet, kontaktede jeg straks Kolding kommune for at få hjælp til hende. Det blev pure afslået. Folk måtte selv tage sig af deres uopdragne unger, lød svaret. Det var jo ikke helt så enkelt. Opgav jeg mit lærerjob, havde vi ingenting at leve af. Lukkede vi butikken, ville det betyde økonomisk ruin og ny arbejdsløshed for de unge.

 

 

Endelig efter over 2 års tovtrækkeri indvilgede kommunen i at betale for ophold på et børnehjem i Fredericia. Særlig støtte som f.eks. psykologhjælp kunne ikke komme på tale. Men her var da et tilsyneladende fredeligt sted med personale, der kunne tage sig lidt af pigen, sørge for hun kom i skole og sådan. Det gik også godt et halvt års tid. Pigen faldt godt til i skolen og syntes at slå sig til tåls med at være udeboende. Så ringede hun hjem en dag for at bede om hjælp. Det var svært at forstå, hvad hun ville, fordi der var en infernalsk larm i baggrunden. Det viste sig senere, at larmen kom fra tre 13 årige drenge, hjemmet havde fået ind på en gang. De havde moret sig med at sparke en lille 7 årig dreng, mens han lå på gulvet med et epileptisk anfald.

 

Drengene tyranniserede alt og alle. Personalet kunne absolut intet stille op med dem. Min datter blev overfaldet og overgramset, uden nogen tog affære. Hun havde heller ikke ligefrem behov for at se alle sine ejendele herunder skolebøger overmalede med sjofle ord og tegninger. Jeg anmodede om at få hende flyttet til en rolig afdeling. Det kunne ikke lade sig gøre. Ikke engang en nøgle, så hun kunne låse sine ejendele ind, kunne man skaffe. Efterhånden så jeg ingen anden udvej end at lade pigen flytte hjem igen, skønt det absolut ikke var ideelt. Mine forhold var fortsat pressede og kommunen nægtede enhver form for støtte.

 

Det gik, som man vel kunne vente, galt.

 

 

Rødhætte, på 14, traf en ung mand, der mildt sagt ikke var nogen svigermors drøm. I begyndelsen gik hun frivilligt med ham. Hun fandt ham vel spændende, og så trængte han til, at nogen holdt af ham. Men da han begyndte at overfalde og voldtage hende, ville hun gerne hjem. Det lod sig bare ikke gøre. Dertil var hun et alt for stort aktiv. Rødhætte blev installeret i kælderen på en kondemneret ejendom med den besked, at hvis hun gik hjem, ville manden slå både hende og mig ihjel. Han gjorde et hæderligt forsøg. Faktisk flere. Engang forsøgte han at skubbe hende ud fra toppen af et af højhusene. En anden gang har hun været i yderste livsfare efter kvælningsforsøg. Der var fuldt af blodudtrækninger i hendes øjne.

 

Den kære unge mand kendte mange andre tricks f.eks. med knuste flasker som våben. Med karatespark og brødknive forsøgte han også at ombringe os. Desværre nægtede politiet at assistere. Man sagde, som sandt var, at barnet jo frivilligt i sin tid var gået med voldsmanden. Derfor måtte vi selv redde os ud af situationen.

 

Desuden var heller ingen af os jo døde endnu.

 

Hvorfor var min mindreårige datter nu så interessant for denne mand, kendt for grove røveriske overfald, narkosalg, alkoholisme og total utilregnelighed? Jo, han slæbte næsten dagligt barnet på bistandskontoret og forlangte penge til deres fælles underhold. Nu var han jo værge for en mindreårig.

 

 

I løbet af det lille år, han havde barnet i sin "varetægt" lykkedes det ham at malke Kolding Kommune for 540.000 skattefrie kroner. Det til trods for, jeg på mine grædende knæ tryglede kommunen om at stoppe gaveregnen, så Rødhætte kunne få lov at komme hjem igen.

 

 

Som resultat af "tilbundsgående undersøgelser" fik kommunekontoret en sikkerhedsvagt. En ordentlig ledelse havde måske været mere påkrævet.

 

 

Jeg fik mit barn hjem omsider og efterhånden faldt hun så småt til ro. Da vil ulykken, at en beruset mand bryder ind i vort hjem om natten, overfaldt pigen i hendes sødeste søvn og voldtog hende.

 

Han fik til gengæld ingen belønning af kommunen. Derimod 2 års fængsel og bank oven i købet af de andre indsatte.

 

Den lille Rødhætte fik svien og skammen.

 

 

Da Rødhætte var 18 år, flyttede hun hjemmefra. Skaffede sig kollegieværelse i Fredericia. Startede uddannelse og levede af SU som så mange andre unge. Alle hendes ubehandlede traumer gjorde imidlertid, at hun ikke i længden kunne følge undervisningen. Hun fik det meget dårligt psykisk, groede til i snavs og blev bange for alle de rungende lyde, der er i en dårlig betonbygning.

 

SU-styrelsen indstillede udbetalingen og forlangte den allerede udbetalte støtte tilbage straks.

 

Således stillet måtte Rødhætte gå den tunge gang til bistandskontoret. Herfra dukker den første besynderlige journal op. Den stammer fra en læge Cecilie Frøkjær i Lunderskov, der har set Rødhætte 1 gang.

 

Doktor Frøkjær skriver følgende: Moderen i Kolding er tidligere skolelærer, men nu hel asocial. Alle søskende sære. Desuden mener hun at Rødhætte må være meget dårligt begavet.

 

Hvor har hun dog det fra? Hun ved det ikke og har aldrig mødt os.

 

 

Sagsbehandleren i Fredericia Elin Sørensen mener, at Rødhætte måske drikker. Problemet kan måske løses ved at tilbageholde hendes bistandshjælp. Det skal i parentes bemærkes, at jeg længe forinden havde opsøgt omtalte sagsbehandler og forsøgt at forklare hende, hvad Rødhættes problem var.

 

 

 

Et barn har ret til livet

 

Der stod så Rødhætte. Mor var imidlertid blevet alvorligt syg af skimmelsvamp og manglende rengøring på skolen. Fyret uden videre efter 120 dages regelen. Ingen af os havde noget at leve af.

 

Rødhætte havde det naturligvis meget dårligt psykisk og blev stadig ikke tilbudt nogen hjælp. I den situation så hun ingen anden udvej end at søge førtidspension.

 

Gudskelov har vi da et effektivt psykiatrisk system.

 

Det ser ud som om psykiatrisk overlæge Vagn Christensen på Kolding Sygehus har manglet nye friske kaniner til et forsøg med Cisordinol. Rødhætte blev indlagt og fyldt med store mængder af det giftige stads. Det kunne hun slet ikke tåle. Mindst 2 gange blev hun indlagt på intensiv i bevidstløs tilstand. Om nogen behandling kunne der ikke blive tale.

 

Overlægen var i starten lidt tøvende med, at stille diagnosen skizofreni, som Fredericia vistnok bad om. Denne sygdom anses for arvelig og uhelbredelig og udløser derfor pension. Men eftersom medicinen gjorde sin virkning, anså han dog patientens tilstand for så graverende, at livstidsdommen blev udskrevet.

 

Det fremgår af journalerne, at ingen psykiater har talt med Rødhætte. Det ansås for tidsspilde, fordi hun blot fablede om voldtægt og overgreb. Den slags hallucinationer anses som psykiatrien uvedkommende. Familien blev afvist med ordene: Den slags taler vi ikke med. SÅDAN.

 

Da Rødhætte blev udskrevet 3 måneder senere, havde hun taget 60 kilo på og lignede en zombie. Hun havde det endnu dårligere end før.

 

Alligevel er medicin, medicin og endnu mere medicin i livsfarlige doser alt, hvad Rødhætte i de følgende 10 år har kunnet opnå. Det er slemt at lægge krop og sjæl til neuroleptica. Kroppen nedbrydes effektivt og så fremkalder medicinen angst, irritation, sløvhed og følgelig isolation.

 

 

Imod alle odds blev Rødhætte gravid i slutningen af 98 til sin store glæde. Prævention havde ikke været anset for nødvendig, fordi medicinen fuldstændig ødelægger hormonsystemet.

 

Nu er Rødhætte en venlig, omsorgsfuld og pligtopfyldende person, der holder meget af børn. Hun frabad sig straks al medicin, da hun vidste, den er særdeles skadelig for et foster. Smøgerne blev lagt væk. Nu gjaldt det om at leve sundt af hensyn til det nye liv.

 

I januar 99 skulle hun til graviditetsundersøgelse hos lægen. Vor sædvanlige læge var ikke hjemme, men da det blot drejede sig om en rutinesag, gik hun i stedet til læge Anders Tvedegård i Over Jerstal. Han optrådte forbavsende. Stærkt truende er nok det rette udtryk. Du skal have en abort, sagde han vredt. Ellers bliver barnet tvangsfjernet straks ved fødslen. Du får det aldrig at se og du må ikke vide, hvad vi bruger det til. Det er vel hårde ord fra en person, der har aflagt lægeløftet og i øvrigt absolut intet kender til patienten eller familien i øvrigt. Og så til en vordende mor, der tillidsfuldt kommer for at få graviditeten bekræftet.

 

Det ser ud til, ud fra den mangelfulde journalindsigt, vi endelig fik ved Patientklagenævnets mellemkomst, at amtet er ansøgt om tvangsabort og tvangssterilisation. De strålende tanker om racehygiejne lever skam i bedste velgående i lægestanden. Mange har intet lært af de sørgelige overgreb, der fandt sted helt op i halvtredserne, hvor man tvangssteriliserede i massevis af sagesløse mennesker.

 

Anders Tvedgård tøvede ikke med at overtræde sin tavshedspligt. Nu skulle der statueres et eksempel. Han kontaktede straks psykiatrisk afdeling i Haderslev og Vojens Kommune i den hensigt at tvinge Rødhætte til at myrde sit ufødte barn. Der blev i de følgende måneder ikke sparet på trusler, pres og overtalelsesforsøg, men Rødhætte stod fast.

 

Børn har ret til livet.

 

 

Patientklagenævnet slog i øvrigt senere fast, at en læge gerne må se bort fra sin tavshedspligt og true patienterne, når hensigten er at dræbe et barn i moders liv.

 

 

I begyndelsen af februar opsøgte psykiatrisk overlæge Olstrup, Haderslev, den vordende mor og fortalte, at Vojens Kommune var fast besluttet på at ødelægge hende ved at tvinge hende til abort eller tage barnet fra hende til et elendigt liv. Den medfølgende sygeplejerske nåede lige at give Rødhætte et ordentlig skud af den medicin, hun så udtrykkeligt havde frabedt sig, før de gik. Der kunne naturligvis ikke være tale om at lukke den slags ind mere.

 

Å, hvor er det kommunalt.

 

 

I slutningen af februar indkaldte Vojens Kommune Rødhætte med forældre til reprimande. Foruden de tre skulle fuldmægtig Tove Sundahl og sagsbehandler Susanne Olsen deltage. Vi blev ført ind i et stort mødelokale og anbragt med den lave sol lige i øjnene. Så kunne forestillingen begynde. Og det var med Tove Sundahls egne ord ikke sødsuppe, der blev serveret.

 

Fruen lagde hårdt ud henvendt til Rødhætte.

 

Du har INGEN rettigheder. Vi bestemmer. Vi varetager barnets tarv. Vi skønner, barnets tarv er at blive aflivet.

 

Så havde Rødhætte hørt nok. Vi idioter var så befippede, at vi blev siddende en hel time og lod os overfuse af det afsindige væsen. Jeg er sikker på, en vis hr. Hitler ville have frydet sig over en sådan taktik. Susanne Olsen sagde ikke et ord. Det gjorde jeg heller ikke. Af indlysende grunde. Det varede faktisk et par måneder, før jeg fik talens brug igen. Da var jeg stadig så chokeret, at jeg måtte skaffe krisehjælp hos en psykolog.

 

 

Rødhætte klarede sig forbavsende godt. Hun lod sig ikke mærke med truslerne. Hun fik det bedre og bedre, da hun slap for medicinmisbruget. Hun udviklede sig igen til en smuk slank kvinde, der glædede sig til at blive mor. Hun indrettede børneværelse og forberedte sig på bedste vis til barnets ankomst.

 

Men kommunen lod hende ikke i fred. Daglig sendte man 2 hjemmehjælpere for at spionere. Nogen form for hjælp eller støtte kunne der ikke være tale om.

 

Til sidst måtte Rødhætte opgive profylakse. Spionerne bad hun gå, da hun ikke holdt dem ud mere.

 

-

 

Det skulle senere vise sig, at det allerede var besluttet på et formandsmøde den 15. april, at det barn, som skulle fødes i august, måtte bortføres fra fødelejet og tvangsadopteres til barnløse venner. Ikke familiens naturligvis. Vojens kommune afviste enhver form for samarbejde. Breve blev ikke besvaret. Telefoniske anmodning om at tale med vor sagsbehandler blev kategorisk afvist med begrundelsen: I har ingen sagsbehandler.

 

 

Citat fra journal dateret 8-2-99: Else og Ole kan ikke forstå kommunens holdning, de kommer for at samarbejde og oplever, at vi ikke har noget at tilbyde.

 

Fra journalark dateret 25-2-99: Hvis familiens forståelse af samarbejde er, at Vojens Kommune lover ikke at tvangsfjerne barnet, kan der ikke blive noget samarbejde. Senere: At de som forældre bør støtte en abort og hvis de ikke vil det, må støtte datteren i at få medicin under graviditeten, da det er vigtigt for det ufødte barn.

 

 

Hvilken vidunderlig konsekvens. Læge Anders Tvedegård var senere af den opfattelse, at barnet burde have været tvangsfordrevet, fordi moderen ved undfangelsen havde været en sag for Kommunekemi.

 

Skønt såvel læge som hospital og kommune har tavshedspligt, foregik der ikke desto mindre en livlig aktivitet for at ødelægge såvel moderen som det ventede barn. F.eks. 18-2-99: Opringning til kommunen fra distriktssygeplejerske Kristel Christensen, som ikke har set vor datter siden det famøse besøg med sprøjten.

 

Fortæller: at overlæge Olstrup har sendt brev til Anders Tvedegård. Håber, at fornyelse af kørekort kan bruges som pression. Kristel er meget bekymret og ikke i tvivl om, at Rødhætte på nuværende tidspunkt hører stemmer, men de er formentlig ikke så høje endnu, at hun bliver psykotisk. Regner med, det kan gå 3-4 måneder endnu uden medicin. Aftale med Kristel, at vi taler løbende sammen, hvadenten vi har kontakt til familien eller ej. Underskrevet Susanne Olsen.

 

 

Endelig i maj lykkedes det min mand Ole, at fø et møde med afdelingsleder Bjarne Beck. Han betingede sig dog, at have Tove Sundahl som bisidder. Bjarne Beck oplyste, at eftersom det intet barn var, eksisterede der ingen sag. Således var der ikke noget at tale om. Så var det jo ikke så sært, ingen ville tale med os. Vi følte os dog stadig ikke trygge, så vi sendte kommunen et brev med forslag til 7 gode plejefamilier, som alle havde accepteret at tage barnet i påkommende tilfælde. Vi fik aldrig svar.

 

 

3-6-99 udsteder Anders Tvedegård en falsk lægeerklæring, der fortæller, at patienten lige har besøgt ham, og hun er nu svært psykotisk.

 

I virkeligheden har han sidst set henne den 3. maj 99. Overlægen på gynækologisk ambulatorium undrer sig såre. Den vordende mor er til svangrekontrol samme dag og befinder sig i alle måder strålende. Anders Tvedegård forsvarer den falske lægeerklæring med, at han er hårdt presset af kommunen. Kommunen nægter at have haft kontakt til ham overhovedet (det ville jo være ulovligt). På baggrund af denne erklæring besluttes det, at politiet skal tilkaldes, når Rødhætte kommer i sikker fødsel og barnet skal bortføres fra fødestuen og anbringes på Ehlershjemmet i 3 måneder til tvangsdoption kan ske. Det skønnes at tjene kommunekassen bedst. Kommunen nægter moderen aktindsigt her som i det senere forløb.

 

Patientklagenævnet fastslår, at falske lægeerklæringer er legale, når hensigten er at ødelægge et ufødt barn og dets mor.

 

 

I juli, hvor fødslen nærmer sig, er situationen blevet svær for os alle på grund af den intense klapjagt. Vi tør ikke lade Rødhætte gå nogen steder alene, fordi vi ved, man kan finde på at tvangsindlægge hende og gøre en ulykke på hende og barnet blot for at sikre adoptionsfamilien, at varen blev leveret. Det var belastende, at vi ikke kunne vende os nogen steder uden at se side op og side ned.

 

Hele Danmark glæder sig til den lille nye. Rigshospitalet bygges om for at sikre mor og barn en god fødsel.

 

Vi undte gerne Kongefamilien et nyt medlem, men det mindede os stadig om, at vor lille Hassan skulle have været myrdet og nu skulle have sit liv ødelagt. Den sidste tid blev tung. I vor nød henvendte vi os til familiens læge. Han ville hjertens gerne hjælpe, men var afskåret fra at blande sig i en ikke eksisterende sag. Vi husker: Intet barn – ingen sag. Han vidste ikke bedre end at råde Rødhætte til at flytte til en kommune, hvor der kunne forventes en smule fornuft. Vor datter havde ikke meget lyst til at flytte fra sin store gode lejlighed. Det er jo heller ikke let på stående fod at finde noget nyt. Imidlertid havde hendes søster og svoger i Lunderskov god plads. Der flyttede hun så ind mod slutningen af juli.

 

Fredag den 13. august 99 skulle Hassan komme til verden. Det gik ikke helt så glat, som vi havde håbet. Den jordemor, vi havde bestilt, konstaterede sædeleje. Af hensyn til barnet besluttede Rødhætte at lade sig indlægge på Kolding Sygehus til rutinemæssig kejsersnit. Vi ankom til sygehuset kl. 15.00. Den fødende havde stærke veer med ca. 8 minutters mellemrum. Jordemoderen konstaterede straks, at der var tale om sædeleje og behov for kejsersnit. Derpå overlod hun os stort set til os selv og vor angst for barnet i 5 timer. Det viser sig, der har været en intens kontakt til Vojens i den tid. Det er underligt al den stund, den fødende blev bedt om at udfylde en blanket med navn, personnummer og adresse. Der stod da tydeligt nok, at hun var bosiddende i Lunderskov kommune. Endelig kl. ca. 20 begyndte man at gøre anstalter til kejsersnit. På det tidspunkt var Bjarne Beck og Susanne Olsen på vej fra Vojens, så de kunne bistå ved fødslen. Susanne Olsen skriver, at jordemoderen ikke ville stå med det hele selv. I øvrigt nægtes moderen aktindsigt i, hvad der skete omkring fødslen og bortførelsen af barnet.

 

Jeg siger udtrykkeligt bortførelse og ikke tvangsfjernelse af flere grunde. En fødeafdeling på et hospital må forhåbentlig ikke betegnes som et farligt sted for et spædbarn. Moderen beskrives i de 5 dage, hun besøgte sit barn som en ganske normal omsorgsfuld mor. Erklæringen fra sygehuset har Vojens Kommune omhyggeligt smidt væk, for intet måtte tale til moderens fordel. Den samme vej er i øvrigt alle de andre positive udsagn fra de mange, som kender familien gået. Man har i hvert fald været konsekvent. Ingen der udtalte sig måtte have noget kendskab til os. I så fald blev de diskvalificerede som forudindtagne og således utroværdige. Det er i det hele taget utroligt, så mange kræfter en kommune vil bruge på at ødelægge et barn.

 

-

 

Straks barnet var født, blev det taget fra moderen. Nu kunne festen begynde. Bjarne Beck og Susanne Olsen troppede op på opvågningsstuen, hvor Bjarne Beck proklamerede: Nu tager vi dit barn. Du får det aldrig at se igen. Du må ikke vide hvor vi tager det hen.

 

Så fik Rødhætte medicin til at fjerne modermælken og blev derefter overladt til sine egne triste tanker. I virkeligheden udsatte de to tapre tinsoldater barnet for livsfare. Havde de haft held til at fjerne barnet fra sygehuset, kunne det have været dødt på grund af vand i lungerne. Børnelægen forlangte at beholde drengen, der var stor og i alle måder velskabt, til observation i 3 døgn. Lille Hassan blev anbragt langt fra sin mor på neonatalafdelingen, hvor han bestemt ikke hørte hjemme. Den stakkels mor måtte nyopereret vandre den lange vej fra barselsgangen. Amme sit barn kunne hun jo ikke, men sidde og give ham flaske kunne hun, når hun da ikke blev smidt ud, mens de syge børn blev badet, madet, undersøgt etc. Det var en skrækkelig oplevelse for os alle. Fremover vil vi nok ikke ligefrem råde nogen til at føde på Kolding Sygehus.

 

På 5. dagen accepterede Ehlershjemmet i Sdr. Vilstrup, at tage imod barnet og så blev den lille lodset derhen til en spædbørnsafdeling, der rummede børn op til skolealderen. Der var på det tidspunkt 50% overbelægning. I amtets familieafdeling fandt man ingen grund til vor bekymring. Barnet skulle jo bare adopteres bort. Drengen holdtes indespærret på Ehlershjemmet i 7 måneder, hvor han kun fik lov at se sin mor 5-6 timer. I den tid var han nødt til at forholde sig til mindst 50 forskellige omsorgspersoner. Den officielle begrundelse for bortførelsen er, at barnet skal sikres stabil voksenkontakt. Begrundelsen for, at han holdes afsondret fra sin familie er, at han ikke tåler så mange uvedkommende personer i sin nærhed.

 

Behøver jeg at sige, at Ehlershjemmet intet forældreråd har, at det nægter at samarbejde med barnets familie. Det holder tilsyn med sig selv. Forældre nægtes aktindsigt. Hele det faste personale kan finde på at rejse på kursus i tre dage og overlade de små til lutter fremmede.

 

Her skulle lille Hassan så henslæbe de første 7 måneder af sit liv under kummerlige forhold. Foruden at ødelægge barnet psykisk, lykkedes det Ehlershjemmet at påføre ham astma og allergi med umådeholden indgift af uorganisk jern. Der er noget i de sparsomme uddrag fra journalerne, der tyder på, han også har problemer med lever og fordøjelse. Det er i hvert fald uomtvisteligt, at barnet blev fejlernæret. Det ser også ud som om man i sin iver efter at sikre drengen en samfundsgavnlig opvækst, har smadret hans hjerneskal. I hvert fald melder barnets bog om et 6 måneders barn med sammenvokset fontanelle. Det er et helt år for tidligt. Det skyldes formodentlig kraniebrud. Barnets lægejournaler er tophemmelige ligesom alt, hvad angår Ehlershjemmet.

 

Den 13. marts 2000 er Hassan nøjaktig 7 måneder. Da udskrives han fra Ehlershjemmet. Den 18. marts ankommer han til en anonym plejefamilie uden der er truffet lovlig beslutning i børn og ungeudvalget om ændring af opholdssted. Om grunden til at plejefamilien er anonym oplyser kommunen: Hvis familien kender anbringelsesstedet, vil de klage over den. Så kommer vi til at flytte barnet igen.

 

Det kalder jeg selverkendelse. Kommunen kunne vel også have valgt en af de 7 gode familier, vi havde foreslået i stedet for at bringe det stakkels barn til Langtbortistan hos en familie, der kun interesserer sig for plejelønnen. Ganske vist er barnet anbragt langt borte, men at rejsen skulle vare 5 dage? Ingen har anelse om, hvor barnet har vært så længe.

 

Barnet får stadig Kortison i stedet for passende mad.

 

Vi er alle meget bekymrede for stakkels lille Hassan. Den dreng har en meget dårlig mor. Hun hedder Kommunen.

 

 

-

 

Havde vi, barnets biologiske mor og den øvrige familie, haft nogen som helst indflydelse på opholdsstedet, havde vi naturligvis valgt en familie, der var i stand til at samarbejde og frem for alt et hjertevarmt sted, der behandlede barnet godt.

 

 

 

Hvorfor skal så mange børn ødelægges på krop og sjæl ?

 

Politikernes motiver synes lidt blandede. Magtbegær. Ligegyldighed. Ansvarsfraskrivelse. Ondskab. Ren og skær dumhed. You name it.

 

Det er derimod let at se, hvad der driver institutioner, pædagoger, pædofile, plejehjemsforeninger, iværksættere, projektmagere. Ren og skær griskhed. Foruden eventuelle frynsegoder er der penge at hente. Ifølge de oplysninger, jeg har adgang til, lever i dag 40.000 danske børn uden for deres hjem. Ifølge samme sædvanligvis velunderrettede kilde, koster det hvert år samfundet 30 milliarder. Kun fantasien sætter grænser for den, der vil berige sig på børnenes bekostning.

 

Tro mig. Det bliver bedre år for år, selv om den økonomiske katastrofe i kommunerne sætter grænser for, hvor mange børn, man orker at ødelægge, er fede tider i vente. Når børnene er 10-12 år, er de store nok til at gøre oprør. Når de bliver myndige, skal I se løjer. Alle de ødelagte unge er en bombe under vort samfund. Så kan vi vente bandekrige, vold og hærværk og anden destruktiv adfærd. Sikke tider, det så bliver for behandlersystemet, fængselsvæsenet, narkohajer, bryggerier, psykologer, psykiatere.

 

De ødelagte børn bliver selv forældre. Hurra    en social arv er cementeret. En evighedsmaskine, der er guld værd for nogle. Gamle vil gå en trang tid i møde. Det samme vil syge. Jeg skulle taget meget fejl, hvis ikke hele Vojens Kommunes familieafdelings budget på 26 millioner vil gå til at betale for anbragte børn i 2002.

 

Man må uværgerligt tænke på konen med æggene: "En del lægger æg. En del ruger ud. Hvor jeg bliver rig – Du søde gud."

 

Det er interessant, men beskæmmende at konstatere, at i de fleste journaler vi ser, er det bærende element sagsbehandlernes egne traumer og egen angst. Det betyder naturligvis, at de giver en god beskrivelse af sagsbehandleren, men fortæller meget lidt om den familie, man truer. De såkaldt objektive oplysninger bygger således ofte på gamle diagnoser, formodninger, direkte løgn og gemen sladder.

 

Familiens egne oplysninger og meninger tillægges ingen vægt. Det føles som at argumentere med en løbsk damptromle.

 

I de børnesager, vi har set, er følgende træk karakteristiske for den særdeles kritisable sagsbehandling:

 

1.      Der er ikke foretaget nogen undersøgelser.

2.      Familien er ikke tilbudt nogen hjælp.

3.      Kommunen ønsker ikke samarbejde med nogen.

4.      Der foreligger ingen partshøring.

5.      Der foreligger ingen lovlig indstilling til børne- og ungeudvalget. Det tager således stilling til en tvangsfjernelse uden noget beslutningsgrundlag. Det vil sige, det eneste holdepunkt er, hvad der i øjeblikket synes mest økonomisk for kommunen.

6.      Sagernes udfald er aftalt på forhånd.

7.      Der udarbejdes ingen handleplaner.

8.      Kommunerne arbejder med skjult dagsorden. Det betyder et stort element af løgn, fordrejning og fortielse.

9.      Af samme årsag nægtes forældrene aktindsigt. Det skønnes at være nødvendigt af hensyn til kommunens anseelse.

10.    Efter tvangsfjernelsen nægtes familien fortsat al hjælp og støtte med den begrundelse, at nu har de jo ingen børn mere.

11.    Børnene nægtes samvær med hele deres familie. Forældrene kan dog som en sær nåde få lov at forsikre sig om, at børnene stadig er i live. De udstilles under skarp bevogtning 1 à 2 timer om måneden på et offentligt sted. Herved afskærer man barnet fra kontakt med familien og således enhver mulighed for at komme hjem igen. Det er meget belastende for såvel forældre som børn.

12.    Der er intet eller særdeles mangelfuld tilsyn med de frihedsberøvede børn.

13.    Mange af børnene mishandles fysisk, psykisk og seksuelt. Ingen tager sig af børnenes eller familiens klager. Vi har eksempler på at selv spædbørn må ligge i dagevis med brækkede knogler, forårsaget af plejepersonalet, uden at være bragt til læge. Det kaldes hændelig uheld. Ifølge loven har forældre ret til at lade deres barn undersøge af en uvildig læge. Det kan bare ikke lade sig gøre, fordi anbringelsesstedet nægter at udlevere barnet.

14.    Ifølge loven har forældrene ligeledes ret til at døbe deres barn. Det kan ikke lade sig gøre. Den slags er svært at praktisere på afstand.

 

Det er som sagt et stort problem, at forældre og børn ingen steder har at gå hen med deres klager. Før vi får et ædrueligt tilsyn, som også har magtbeføjelser overfor kommuner og amter, er der ingen grund til optimisme på børnenes vegne.

 

I øjeblikket melder alle hus forbi under henvisning til det kommunale selvstyre. Den slags overgreb ville være utænkelige i en retsstat. I hvert fald ville de øjeblikkeligt blive påtalt og de skyldige stillet til ansvar. Nu dækker alle sig ind under et kollektivt ansvar. Det vil sige ingen er ansvarlig. Alt er foretaget af et ikke identificeret væsen ved navn Kommunen. Naturligvis til barnets eget bedste.

 

Der er blot ingen, der gider definere, hvad der gavner et barn. Barnets tarv synes på mystisk vis altid at falde sammen med kommunekassens øjeblikkelige krav. Det støder i hvert fald mine moralbegreber, når en sagsbehandler råber ind i ansigtet på forældre og bedsteforældre, at kommunen har besluttet, at man bedst varetager barnets tarv ved at myrde det.

 

Familiepolitikken er blevet totalt lovløst område. Kommunerne skalter og valter med familiers liv, som det passer dem. Har man først anbragt et barn, mister kommunen som ved et trylleslag al interesse for familien, barnet inklusive. Man har fralagt sig ansvaret. Barnet er overladt til en mere eller mindre kompetent omsorg. Familien får stadig ingen hjælp. Alt flyder kort sagt. Barnet mister forbindelsen til sin familie, fordi det tilladte samvær af bekvemmelighedsgrunde er symbolsk.

 

Nogen burde for længst have indset, at en stat aldrig kan skabe et godt liv for folk, slet ikke for børn.

 

Der findes kun 2 muligheder. Enten giver man befolkningen mulighed og frihed til at leve et godt liv. Eller også terroriserer man som nu med magt, tvang og bedreviden og slukker derved alt håb for en god fremtid. Sporene burde skræmme. Nogle af os husker endnu nazitiden. Lidt yngre burde kende til andre totalitære regimers storhed og fald.

 

       Hvad skal vi i det hele taget med en stat, når den nægter at beskytte sine borgere mod overgreb?

       Er det i virkeligheden her, humlen ligger begravet?

       Er det meningen at gøre statsbegrebet indholdsløst, så vi umærkeligt kan indgå i et storeuropa?

       Betaler de tusinder af børn i virkeligheden prisen for en politisk rævekage?

 

 

 

Hvad der videre skete Rødhætte

 

Når et barn dør, mener familien med god grund, at det værste er overgået dem.

 

De sørger naturligvis over det lille liv, der aldrig kom til udfoldelse. Det er et smerteligt tab. De fleste gennemlever den værste sorg i løbet af et års tid, så livet kan gå videre. Forhåbentlig er sorgprocessen støttet af sympati og omsorg fra andre.

 

Helt anderledes forholder det sig, når et barn tvangsfjernes. Det synes at være en principsag at gøre alt så brutalt og krænkende som muligt. Forældre og den øvrige familie stemples i sagens natur som anden rangs mennesker.

 

Journaler er skrækkelig læsning, der i virkeligheden fortæller langt mere om sagsbehandlerens kaotiske sjæleliv end om dem, hun foregiver at beskrive. Selv ansvarlige, venlige, kloge mennesker fremstår som rene uhyrer, der ifølge vor gode socialudvalgsformand HC Schmidt ikke er værd at ofre en krone på og da slet ikke forvaltningens dyrebare tid.

 

Det er selvfølgelig tungt og fornærmende i den grad at blive tilsvinet og umyndiggjort. Men det værste er angsten og bekymringen for det barn, det offentlige har bestemt sig for at ødelægge. Hertil kommer vreden, afmagten og skammen over at være tvunget til at lade sig regere af idioter og onde mennesker. Forestil dig venligst, at det drejede sig om dit eget barn. Det kunne det lige så godt være. Du kunne også blive udsat for en ulykke eller sygdom. Angsten slipper aldrig sit tag i familien. Den bliver ikke mindre ved udsigten til en dag at stå med en voksen knækket søn eller datter.

 

-

 

Ifølge loven skal forældre straks anmelde en fødsel til kirkekontoret i det sogn, man bor i. Det forsøgte Rødhætte, men blev afvist. Kolding Sygehus nægtede at udlevere den nødvendige blanket. Vi fik blot at vide, at sådan en havde de ikke. Det skulle senere vise sig, at Bjarne Beck havde fået den og tilmeldt barnet i Vojens for at sikre sig ret til at disponere over barnet.

 

Straks, da kontoret åbnede mandag den 16. august, satte han sig i forbindelse med Lunderskov og fortalte Tyge Løbner, at han havde bortført et af kommunens børn fra Kolding Sygehus. Hvis Lunderskov ville lade Vojens beholde barnet, skulle Vojens nok betale alle udgifter i forbindelse med ophold etc., indtil barnet kunne overlades til de ventende adoptivforældre efter de obligatoriske 3 måneder. Den ordning syntes Tyge Løbner svært tilfreds med. Den ville jo ikke koste Lunderskov en øre. Han lavede straks et notat om, at Rødhætte ikke var indført i folkeregisteret. Hun kunne så i mellemtiden hygge sig med kommunens velkomstpakke. Det kaldes vist handlekommuner. Aktindsigt nægtedes. For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at Rødhætte et halvt år senere blev truet med tvangsbøder, fordi hun ikke havde tilmeldt sit barn lovmæssigt og at Vojens kommune krævede den forskudsvise boligsikring tilbage, fordi hun boede i Lunderskov.

 

-

 

Således blev hun udskrevet fra hospitalet på 5. dagen. Langtfra rask efter kejsersnittet og halvt vanvittig af angst og sorg. Sygehuset fandt det ikke nødvendigt at underrette hjemkommunen om, at hun trængte til hjælp. Der havde jo været en kommune for at tage hendes barn. I øvrigt var det også ligegyldigt. Lunderskov hævdede, at mor og barn aldrig kunne have forskellig hjemkommune. Når man havde foræret barnet til Vojens, kunne man således ikke have forpligtelser overfor moderen. Vojens ville naturligvis ikke have noget med Lunderskovs borgere at skaffe.

 

Havde moderen så i hvert fald fået lov at være i fred og besøge sit barn på anstændig vis. Indenfor en uge skulle bortførelsen bekræftes i børn og ungeudvalget. Hvilken farce. Udvalgets formand havde ikke gidet komme til mødet. Han havde jo allerede 2 gange dømt barnet til fortabelse.

 

Så foreslog den beskikkede byretsdommer Frida Liedach, at man behandlede sagen som en efterretningssag. Det drejede sig da trods alt kun om ulovlig frihedsberøvelse af en unge. Vor advokat protesterede. Moderen havde ret til partshøring, skønt vi vel vidste beslutningen var taget forlængst. Så måtte vi vente 45 minutter på, man fremskaffede formanden. Vi fik lov til at tale, tydeligvis for døve øren. Den ærede dommer gav tydeligst udtryk for sin foragt og kedsommelighed ved under det korte møde, at ryge mindst 4 cigaretter i det røgfri lokale, samt adskillige gange pille sig i næsen og kigge adspredt ud af vinduet.

 

Her så vi for første gang alle de dumme tomme øjne hos udvalget, der foruden formanden Markvard Hovmøller består af Asta Freund og Thestrup Schmidt.

 

Jeg ved godt, at dommeren er tilknyttet i børnesager for at give det hele et skær af legalitet, men hun kunne vel have påtalt de værste uhyrligheder. Hun fandt det helt i orden:

 

1.      At man tog bestemmelse om et barn hjemmehørende i Lunderskov.

2.      At der ikke fandtes skygge af handleplan, skønt bortførelsen havde vært planlagt i 4 måneder.

3.      At hensigten med at tage barnet var ulovligt.

4.      At begrundelsen for at fjerne barnet var en 12 år gammel og i øvrigt forkert diagnose.

5.      At der aldrig var foretaget nogen forudgående undersøgelse. De såkaldte oplysninger, der lå i sagen var dels sladder, dels løgn, dels fordrejede sandheder. I alle tilfælde var de ulovligt indsamlede. Heraf følger:

6.      At der ingen lovlig indstilling var til B og U udvalget.

 

Hvis hun har opfyldt sin funktion, er der noget, der trænger til en alvorlig overhaling.

 

Det er ligeledes ynkeligt, at politikerne vil gøre sig kriminelle og til borgernes fjender blot for at skaffe offentligt ansatte fordele og indtægter. Er det mon, fordi de selv lever af offentlig løn og tilskud?

 

Det siger vel sig selv, at de under hele forløbet har nægtet at tale med nogen af os.

 

-

 

Så skulle anbringelsen endelig stadfæstes. Det skal ske indenfor en måned. Her greb Den Sociale Ankestyrelse ind. Det var naturligvis ulovligt, at Vojens havde bortført et barn. Det stod imidlertid ikke til at ændre, men nu skulle forbrydelsen legaliseres. Det mente Ankestyrelsen bedst skete ved, at Lunderskov vedtog en endelig beslutning om anbringelse. Problemet var, at det var over lukketid og sidste frist for afgørelsen var næste dag. Problemet løstes til de ærede myndigheders tilfredshed ved, at stedet henlagdes til rådhuset i Lunderskov. Vojens fortsatte med at være handlekommune som om, intet var hændt. Det var der jo heller ikke.

 

-

 

Til ulempe for en let sagsbehandling har børn ret til kontakt til deres forældre. Som omtalt mindst et kvarter om måneden. Hassan var heldig. Hans mor fik lov at betragte ham en time hver 14. dag. Under skarp kontrol forstås. Samværet er blevet et hårdt pres for såvel mor som barn, fordi der er gjort store anstrengelser for at hindre kontakt. Samværet er hele tiden foregået på Ehlershjemmet i uhyggelige omgivelser af hensyn til pædagogerne. Da drengen var kommet i familiepleje, skreg han som besat, hver gang han blev bragt derhen, af angst for at blive forladt der igen. Det berammede samvær blev hele tiden aflyst. Sagsbehandleren havde ikke lige tid. Pædagogen var syg. Hele plejepersonalet var på kursus. Somme tider var der ingen begrundelse. Bad moderen om erstatningssamvær, fik hun at vide, at hun da bare kunne være mødt op til det aflyste samvær. Alt i alt har hun vel sammenlagt fået lov at betragte sit barn 20 timer i løbet af 2 år. De begrunder det med, at hun ikke forstår barnets behov. Sagen bliver ikke bedre af, at der i hvert samvær deltager fra 2 til 5 uvedkommende personer.

 

Hvad er hun så tilbudt af personlig hjælp i al den tid. Ikke en disse. Og dog. Vojens Kommune havde længe været træt af de uforudsete udgifter til et barn, man ikke ønskede. Så fandt man på en ny mulighed for at "hjælpe". Man anmodede byretten i Haderslev om, at gøre Rødhætte umyndig og beskikke en professionel værge for hende. På den måde håbede man at slå mindst 4 fluer med et smæk.

 

Hun kunne indlægges på amtets plejehjem sammen med senildemente. Kommunen kunne slippe for hendes anmodninger om aktindsigt, disponere over hendes pension og endelig bortadoptere hendes barn. Begrundelsen for at ønske hende umyndiggjort var, at vi, hendes forældre stjal hendes penge. Noget hun dog stærkt selv benægtede.

 

Der var heldigvis en god dommer, der afviste at umyndiggøre en fornuftig person blot fordi, det var bekvemt for kommunen. Da vi efterfølgende spurgte en sagsbehandler, hvordan de dog kunne finde på at lyve så groft om os, svarede hun minsandten, at de hele tiden var nødt til at afprøve, hvor langt de kan gå.

 

-

 

Eftersom det trak ud med at knække moderen og bortadoptere barnet, blev Sønderjyllands Amt træt af at betale til et barn, der jo reelt var hjemmehørende i Vejle amt. Det besluttedes derfor, at Lunderskov Kommune og Vejle Amt fremover skulle betale for barnets ophold. Vojens åndede lettet op og opgav adoptionsplanerne. Nu skulle drengen i familiepleje. Lunderskov ville ikke betale for Vojens Kommunes eskapader, så de klagede til Ankestyrelsen, der bestemte, at Vojens skulle betale. Jeg tror, de slås endnu. Men umiddelbart kunne det se ud som om, Vojens i øjeblikket sider med aben. Vi konstaterer at kommunens økonomi er totalt ude af kontrol på grund af alle de tvangsfjernede børn. Af den grund er der ikke råd til at passe gamle og syge eller holde veje og bygninger i forsvarlig stand.

 

 

 

Et spørgsmål om etik

 

Hvis en kommune skønner, at et barn har bedst af at have sin dagligdag et andet sted end hjemme, kunne det tilbydes familien som hjælp i stedet for tvang.

 

Jeg har svært ved at forestille mig en familie, der ikke ville tage mod et fornuftigt tilbud om nødvendig hjælp. hvis det blev fremsat med respekt for såvel voksne som børn.

 

Det der gør anbringelser så altødelæggende er, at kommuners ansatte har en kriminel tankegang. De har ikke lært respekt for andre eller saglighed, men derimod menagement. Det vil på godt dansk sige, at det gælder om at nedgøre og mishandle folk, så de aldrig rejser sig igen. Det gør dem nemmere at manipulere. Familieafdelingen i Vojens må have set Rødhætte som et nemt offer, mishandlet som hun var i mange år. De glemte at tage i betragtning, at hun har haft det godt de første 12 år, hvor hun har opbygget en stærk personlighed og stor viljestyrke.

 

-

 

Lad os se på mål og midler i sagen om den lille Hassan med de skæve ben. De reelle og de formelle.

 

Rødhætte tillod sig at blive gravid uden tilladelse. Det er provokerende.

 

Mennesker med en psykiatrisk diagnose må ikke bestemme noget selv. Ydermere nægter hun at tage den medicin, som invaliderer såvel hende som det ventede barn. Altså er hun ulydig også. Det må straffes.

 

For at fungere optimalt som mor, kunne hun få brug for hjælp til at bearbejde sin post-traumatiske belastningsreaktion. Det koster penge.

 

Ved at myrde det ufødte barn kunne man næsten gratis bringe hende tilbage til den gamle håbløse situation som idiot.

 

Planen lykkedes ikke. Altså beslutter man at stjæle barnet og bortadoptere det. Ved passende midler skulle hun nok kunne gøres psykotisk og således miste interessen for at være mor.

 

Da kommunen arbejder med skjult dagsorden, har man et forklaringsproblem. Mål og midler synes ikke at passe sammen. Ser vi virkeligheden, er alt såre logisk.

 

Barnet skulle tvangsfjernes for at kommunen ikke skulle risikere sociale udgifter.

 

Barnet skulle snarest muligt bortadopteres ved tvang. Man var godt klar over efterhånden, at moderen aldrig frivilligt ville prisgive sit barn. Set i det lys er det ganske klart, at man måtte undlade at samarbejde med moderen, negligere alle familiens forslag til gode plejehjem og anbringe barnet på Ehlershjemmet.

 

Det hedder, at institutionen er valgt, fordi den bedst opfylder formålet med anbringelsen og at det store sunde barn skulle observeres, før det blev sendt videre til endeligt opholdssted. Endvidere hed det, anbringelsen skal vare barndommen ud. Formålet at sikre barnet kontinuitet og stabil voksenkontakt, henviser naturligvis også til adoption. Da den skjulte dagsorden ved et uheld kom for dagens lys, kom der pludselig mening i galskaben.

 

Kommunen kunne naturligvis ikke skrive, at bortførelsen skete for at slippe for at give Rødhætte den hjælp, hun burde være berettiget til. Derfor skrev man i de officielle dokumenter, at hensigten var at tjene barnets bedste.

 

Af samme grund så man sig nødsaget til at lyve så groft om os alle sammen. Barnets bedste er et underligt trylleord, der legaliserer selv de groveste overgreb.

 

Adoptionsforældrene var naturligvis ikke interesseret i at modtage en god mor og en familie, der er stærk både i tal og ressourcer, sammen med barnet. Derfor var det nødvendigt at holde os alle fra kontakt med barnet.

 

Tillader man sig at klage, hævner de sig på barnet.

 

At argumentere med dem er som at tale til en damptromle.

 

Det er ikke oplyst, hvad adoptanterne syntes om at miste det sunde danske barn, de var stillet i udsigt.

 

Påfaldende meget ondskab og bedrag er vokset ud af trangen til at redde menneskeheden (Michael Mogensen).

 

 

 

 

FN's konvention om barnets rettigheder

 

Her følger nogle punkter fra konventionen, der efter min mening bør tages i betragtning i børnesager.

 

Man er overbevist om, at familien som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet. Anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse.

 

At barnet som følge af sin fysiske og psykiske umodenhed, har behov for særlig beskyttelse, både før og efter fødslen.

 

At der tages behørig hensyn til betydningen af et folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske udvikling.

 

Artikel 2

Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i denne konvention, for ethvert barn indenfor deres jurisdiktion, uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets eller dettes forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold, handicap, fødsel eller anden stilling.

 

Artikel 5

Deltagerstaterne skal respektere det ansvar og de rettigheder og pligter, som forældrene har, eller hvor dette finder anvendelse, tilsvarende ansvar, rettigheder og pligter for så vidt angår medlemmer af den udvidede familie eller samfundet i overensstemmelse med den stedlige sædvane, samt værger eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, til på en måde, der svarer til den løbende udvikling af barnets evner, at yde passende vejledning og støtte til barnet i udøvelsen af rettighederne anerkendt i denne konvention.

 

Artikel 6

Deltagerstaterne anerkender, at ethvert barn har en naturlig ret til livet. Deltagerstaterne skal i videst muligt omfang sikre barnets overlevelse og udvikling.

 

 

Artikel 7

Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et navn, ret til at opnå statsborgerskab og så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre.

 

Artikel 9

1.      Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelse er undergivet retslig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældre lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.

2.      I behandling af enhver sag i medfør af stykke 1 skal alle interesserede parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og fremføre deres synspunkter.

3.      Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv.

4.      Hvor en sådan adskillelse er en følge af en handling iværksat af en deltagerstat, såsom tilbageholdelse, fængsling, udvisning, forvisning eller død af den ene eller begge forældre eller af barnet, skal deltagerstaten efter anmodning give forældrene, barnet eller om nødvendigt et andet medlem af familien, de væsentlige oplysninger om, hvor den eller de fraværende medlemmer af familien befinder sig, medmindre afgivelsen af oplysningerne ville være skadelige for barnets velfærd. Deltagerstaterne skal desuden sikre, at fremsættelsen af en sådan anmodning ikke i sig selv medfører skadelige følger for vedkommende person eller personer.

 

Artikel 14

3.      Frihed til at udøve sin religion eller overbevisning kan kun underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og som er nødvendige for at beskytte den offentlige sikkerhed, orden, folkesundhed, sædeligheden eller andre menneskers grundlæggende rettigheder og friheder.

   

Artikel 16

1.      Intet barn må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privat- og familieliv, sit hjem eller sin brevveksling, eller ulovlige angreb på sin ære eller sit omdømme.

2.      Barnet har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller sådanne angreb.

 

Artikel 24

2.      Tage passende forholdsregler for at sikre kvinder passende svangerskabs og barselspleje. At sikre, at alle grupper i samfundet, særligt forældre og børn, oplyses om og har adgang til undervisning og støttes i brugen af grundlæggende viden om børnesundhed og ernæring og fordelene ved amning, hygiejne og forebyggelse af uheld.

 

Artikel 25

Deltagerstaterne anerrkender retten for et barn, der af de ansvarlige myndigheder er anbragt for at få pleje, beskyttelse eller behandling af hensyn til sin fysiske og psykiske sundhed, til periodisk gennemgang af den behandling, som barnet får og af alle andre omstændigheder vedrørende dets anbringelse.

 

Artikel 35

Deltagerstaterne skal træffe alle passende nationale, bilaterale og multilaterale forholdsregler med henblik på at hindre bortførelse, salg eller handel med børn til noget formål og i nogen form.

 

 

Jeg har her undladt at citere konventionen om menneskerettigheder, fordi den nogenlunde omhandler de samme forhold, når det gælder familieret. Det betyder naturligvis ikke, at denne konvention ikke er overtrådt.

 

 

Børnerådet sender i maj 2000 en supplerende rapport til FN's komité for barnets rettigheder vel i erkendelse af, at statens rapport er noget tyndbenet.

 

Heri anføres, at Danmark er for påholdende med penge til børnerådets arbejde.

 

Det kniber med almindeligt kendskab til konventionen. Til orientering kan oplyses, at kommunerne aldrig har hørt om den her elleve år efter, den trådte i kraft.

 

Alle ministre, udvalg, kommissioner, o.lign., som har indflydelse på børns liv, bør forpligtes til systematisk at foretage en vurdering af gældende regler og forslag til ny lovgivning udfra konventionens ånd og bogstav.

 

Børnekonventionen kan ikke i dag siges at være det dynamiske element i børnepolitikken i Danmark.

 

Den danske regering bør i højere grad end nu opstille krav til den kommunale indsats for børn med henblik på at sikre både lighed og kvalitet.

 

Der er et klart behov for en analyse af, hvad der i en dansk tradition forstås ved barnets bedste set ud fra et juridisk, en historisk, en sociologisk, pædagogisk og psykologisk synsvinkel. Er her f.eks. tale om de samme grundlæggende værdier og etiske forpligtelser?

 

Det konstateres, at børn har ringe indflydelse på egne anliggender. Hertil har jeg kunnet erklære mig ganske enig med børnerådet. Det ser generelt skidt ud med børns rettigheder i samfundet.

 

Men så skiller vandene riktignok.

 

Børnerådet mener, at børn sikres medbestemmelse ved en lovændring, som desværre er vedtaget. Man skriver i situationer, hvor et barn er udsat for eller i åbenbar risiko for omsorgssvigt skal de offentlige myndigheder bidrage til at anbringe barnet i anden pleje, skulle det forbedre børns retsstilling. Ud fra den nuværende lovtekst kan intet barn vide sig sikker for vilkårlig tvangsfjernelse. ALLE børn er i åbenbar risiko for omsorgssvigt. Der er dagligt forældre, som bliver syge eller kommer ud for overfald, kommer i fængsel, begår selvmord eller kommer ud for ulykker.

 

Generelt kan jeg tilslutte mig Børnerådets opfattelse af, at det ser sløjt ud med hjælpen til de børn, der lever i såkaldte problemfamilier.

 

Det er blot min opfattelse, at familierne skal tilbydes hjælp i stedet for de massive forsøg på, at forgribe sig på børnenes rettigheder.

 

Der er et skrigende behov for en ordentlig lovgivning.

 

Det første, man skal gøre, er at definere barnets tarv i en dansk sammenhæng.

 

Eller barnets bedste, som man nu ynder at kalde det.

 

Jeg er alvorligt bange for, at tilførsel af penge alene ikke sikrer, at Børnerådet udfører et sobert arbejde til gavn for børnene. Det synes også nødvendigt at kaste et kritisk blik på medlemmernes kvalifikationer og motivation.

 

 

 

Om den sociale arv

 

Lige så længe, mennesker har interesseret sig for børneopdragelse, har forholdet mellem arv (forstået som genetisk arv) og miljø været et aktuelt diskussionsemne, uden vi af den grund er blevet meget klogere. I korthed kan siges, at de fleste pædagoger og verdensfrelsere de senere år har hævdet, at barnets miljø var altafgørende.

 

Det er jo så at sige deres speciale. Nu kommer genforskerne og siger, at der er et gen for så at sige alt. Den opfattelse er der flest penge og mest prestige i for dem.

 

Når almindelige mennesker taler om arv, drejer det sig mest om penge, ting og eventuelle arvelige rettigheder. Der kan naturligvis også være tale om genetisk arv. Det undrer ingen, at et barn ligner sin biologiske familie. Det hører til i enhver fødestue i begejstrede vendinger at konstatere, at den nyfødte har arvet onkel Peters næse, mors fine ører og fars lange arme. Senere diskuterer man visse egenskaber ved barnet. Hvem har hun dog fået det heftige temperament fra? Det musikalske talen kan kun stamme fra bedstefar. Og den strålende intelligens? Det er alt sammen med til at give barnet identitet og en følelse af at høre til.

 

-

 

Der har sneget sig et begreb ind, der kaldes den sociale arv. Det er en underlig fisk. Begrebet kan vel bedst defineres som adfærdsmønstre, der præger generationer og som har betydning for, hvordan man klarer sig i samfundet. Hvor god en skatteyder man bliver til eksempel.

 

Socialforskningsinstituttet har lavet en undersøgelse, hvoraf det fremgår at indkomst, formue, arbejdsløshed, uddannelse og sundhed arves i en eller anden forstand. Det resultat kan vist ikke komme bag på nogen. Sådan har det altid været og vil nok fortsat være.

 

-

 

I august 99 følte regeringen behov for at vise handlekraft. Det gjorde man så ved at indkalde til pressemøde og fremlægge en plan for udryddelse af den negative sociale arv. Tilbud om uddannelse o.lign. gjorde det ikke. Heller ikke et godt socialvæsen eller ordentlige sundhedsfremmende tilbud.

 

Nej, der skulle gøres en tidlig individuel indsats. Ændring i loven om tvangsfjernelse af børn er ulykkeligvis udsprunget af dette.

 

Der er nok en statistisk sandsynlighed, men ingen individuel forudsigelighed i forhold til, hvem der bliver såkaldt sociale tabere, der anses for at være en belastning for samfundet. Det vil sige, alkoholikerens datter behøver ikke nødvendigvis at drikke hjernen i laser, og den arbejdsløses søn kan godt få en uddannelse og komme i arbejde, når konjunkturerne bedrer sig. Det eneste, man med sikkerhed ved om tvangsanbringelser er, at den positive del af den sociale arv, der består af kærlighed, identitet, tilhørsforhold, selvværd, kulturel og religiøs påvirkning, bliver nægtet barnet. Hvem siger, at et plejehjem, hvis mest iøjefallende kvalitet er, at plænen er slået, og hvor barnet bliver tålt for pengenes skyld, kan erstatte et hjem og en familie. Det eneste, man med sikkerhed ved om institutions-anbringelser er, at de øger risikoen for misbrug drastisk.

 

Ved hovedløse tvangsanbringelser påfører man børnene den negative arv, man påstår at skåne dem for.

 

Børnene er der ingen som spørger eller tager hensyn til. De betragtes blot som objekter.

 

 

 

Noget om mål og midler

 

Da jeg ikke er jurist, skal jeg afholde mig fra at opsummere love, og paragraffer, cirkulærer og regler, som kommunen har overtrådt. Det må retten til sin tid afgøre. Her vil jeg indskrænke mig til at påpege hvilke ulovlige mål, kommunen har forfulgt og hvilke midler man brugte.

 

Mål

       At myrde et sundt ønskebarn ved tvangsabort.

       Tvangssterilisation af moderen.

       Tvangsadoption.

       Forsøg på at gøre moderen sindssyg.

       Undgå udgifter til den behandling og vejledning, moderen burde have krav på.

 

 

Midler

       Ulovlig tvang.

       Bortførelse af barnet med fare for dets liv.

       Overvågning.

       Løgn, bagvaskelse og sladder.

       Trusler og terror.

       Overtrædelse af tavshedspligt.

       Anvendelse af falsk lægeattest.

       Alle positive udsagn om barnets mor og øvrige familie fjernet fra sagsakterne.

       Samarbejde nægtet.

       Aktindsigt nægtet.

       Medbestemmelse og partshøring nægtet.

       Falsk politianmeldelse.

 

Jeg glemte at fortælle, at da Vojens Kommune i begyndelsen af august ikke mere kunne finde og genere Rødhætte, anmeldte en unavngiven medarbejder fra kommunen hende for at have myrdet sit barn.

 

Ak ja, hvad hjertet er fuldt af ...

 

Det bevirkede, at to hærdebrede betjente straks stillede på vor bopæl medbringende spændetrøje og ville have Rødhætte i tale. De ville gerne spørge til hendes velbefindende, sagde de. Tak, hun har det udmærket, kunne vi kun svare. Politiet generede os så kraftigt i en hel uge, så vi måtte flytte hjemmefra.

 

Den spændetrøje kunne nok gøre mere nytte andetsteds.

 

 

 

Hvad er så resultatet af alle disse anstrengelser?

 

Hassan er 2 år og 3 måneder. Tidlig skadet i alvorlig grad.

 

Rødhætte, som havde alle forudsætninger for ved familiens hjælp at give barnet en opvækst, de fleste ville misunde ham, ulykkelig, angst og nedbrudt.

 

En hel familie i oprør, afmægtig vrede og angst.

 

Hvad har vi alle sammen gjort, at vi skal straffes så hårdt? Hvem har givet forvaltning og politikere lov til det?

 

At ødelægge dette ene uskyldige barn har indtil videre kostet skatteborgerne nær ved 2 millioner.

 

 

 

Hvad gjorde familiens øvrige børn?

 

De blev alle sammen vrede og prøvede at trøste, så godt de kunne.

 

Da Jonas på 4 hørte, at han ikke måtte se sin lille nye fætter, fordi kommunen havde taget ham, gik han stille hen og tog sine tegnesager frem. Han arbejdede længe koncentreret. Da han var færdig, kom han og viste mig, hvad han havde lavet. Det var en øde ø med en enlig palme i midten. Under palmen lå et lille bitte barn omgivet af sutter, flasker, bleer, sokker. Kort sagt alt, hvad en sådan lille fætter kunne få brug for. Ved siden af øen var tegnet en aflang brun ting. Jeg forstod ikke straks, hvad det var. Det er jo en båd, forklarede Jonas. Så han kan slippe væk.

 

Gid det var så vel.

 

Storesøster Anja skrev til kommunen.

 

 

 

Brev fra Anja:

 

Kære Viceborgmester !!!!!!

 

Nu skriver jeg så igen, jeg har fået tænkt over det du skrev, Og okay jeg kunne nok have undladt det med at "trampe" på folk, det må du/i undskylde. Du skriver i dit brev, at der skal meget til før man fratager en mor ret til hendes barn. Nu er det så jeg spørger mig selv, er min moster virkelig sådan en "dårlig" mor? Og svaret er NEJ, min moster er ansvarsfuld, venlig og ikke mindst kærlig.

 

De udtalelser i har fra lægerne, som har frataget moster ret til at se Hassan er jo gamle! I skulle prøve at finde ud af hvem moster i virkeligheden er i dag. Hun er jo ikke interesseret i at skade hendes egen søn. Der er også noget andet jeg ikke helt forstår, hvorfor må jeg og resten af min familie ikke se Hassan. Vi er alle interesserede i hvordan han har det. Nu er det sådan, at da i fjernede Hassan, var det jo ikke kun ham og moster det gik ud over, nej det ramte også mange af os, der er i familie med ham og især min kære bedstemor, som jo holder meget af sine børnebørn. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg ellers skal skrive, det er jo næsten lige meget, det ændre tilsyneladende ikke noget alligevel.

 

Endnu engang tak fordi du skrev tilbage.

 

De venligste hilsner fra:

 

Anja Volden Kolmos

Sandbjergvej 2

6535 Branderup J.

 

 

 

-

 

Venner og familie bestormede kommunen med breve, men man stod fast. Barnet skulle ødelægges med alle midler.

 

 

 

Vi skrev til Hassan:

 

Vojens den 12-12-1999

 

Kære Lille Hassan

 

Skønt du holdes indespærret uden mulighed for kontakt med alle de mennesker, der holder af dig, vil vi alligevel ønske dig en god jul.

 

Du skal vide, vi er mange, der tænker på dig hver eneste dag og slås for, at du skal få en god barndom i stedet for den elendighed, myndighederne har bestemt for dig. Skønt vi er ulykkelige over din situation, trøster det os dog lidt, at det ikke lykkedes dem at myrde dig allerede før, du blev født. Så længe din mor kunne værne dig med sin krop, var du i sikkerhed, men den tilstand må jo nødvendigvis få ende.

 

Ved du, at Danmark har underskrevet noget, der hedder konventionen om barnets rettigheder? Heri står, at et barn har ret til et hjem, kærlighed, familie. Du er frataget det hele og bliver senere i dit live henvist til at leve med en stor, gabende tomhed i det psykiske rum, hvor din mors og den øvrige families kærlighed og nærhed skulle have været. I dag skriver jeg til organisationerne, der siges at varetage menneskerettighederne i håb om, at de vil gøre noget for dig, inden det er for sent.

 

I dag skal vi til din kusine Mettes fødselsdag. Hun bliver 2 år. Hende vil du blive glad for at møde. Hun er så sød og glad. Bedstefar har lavet lys i Lindas dukkehus. Så bliver hun glad.

 

Juleaften kommer alle dine fætre, kusiner, onkler og tanter. Så skal vi danse om juletræet og så kommer nisserne med gaver. Bagefter skal vi rafle om præmier og vinde dem fra hinanden. Det glæder alle sig til, fordi det er så sjovt. Til næste år er du stor nok til at være med.

 

Når alle de glade børn er gået hjem med deres forældre, vil vi sætte os og tale om den lille dreng, der måtte flygte med sin mor til Ægypten for 2000 år siden, fordi magthaverne ville gøre ham fortræd. Du skal vide, din mor prøvede også at beskytte dig, men hun havde ingen steder at flygte hen.

 

I gamle dage blev budskaber videresendt af engle i en pålidelig form. I dag er vi fanger i et net af computere. Dem bruger magthaverne til at kontrollere os og ofte til at skade os ved at fylde maskinerne med løgne, når det passer i deres kram.

 

Lille ven, vi må ikke besøge dig. Vi ved ikke, om du får vores gaver, men de kan da ikke forhindre os i at tænke på dig hele tiden og ønske, at de overgreb du er udsat for, må få en ende omsider.

 

Kærlig hilsen

 

Bedstefar og bestemor.

 

 

 

-

 

Dette galoperende vanvid, der har fået landets kommuner til at konkurrere om, hvem der kan præstere flest hovedløse, ubegrundede tvangsanbringelser, koster som nævnt de hårdt plagede skatteydere mange, mange milliarder om året.

 

Kunne de penge ikke have været brugt konstruktivt andetsteds. F.eks. til sundhed, pleje eller forebyggelse i stedet ud fra devisen, der styrer al kassetænkning.

 

Spare hvor der spares kan. Koste hvad det koste vil.

 

 

 

 

 

 

Aftenbøn

 

Kære Vorherre.

 

Vi beder dig holde din hånd over lille Hassan, med de skæve ben og hans mor, der vil gøre alt for ham. Og husk også alle de andre stakkels tvangsfjernede børn og deres familier. Lad snart børnene få lov at komme hjem til deres kære.

 

Fjern ondskab, had og magtbegær i politikernes hjerter, så de kan lære at tale sandt. Og giv det nye Folketing og alle de mange nye amtsråd og kommunalbestyrelser forstand til at regere godt og retfærdigt, så vort land igen kan blive et godt sted at være.

 

Godnat.

 

 

 

 

 

 

Om magt og afmagt

 

Hvorfor er det altid de velbjergede, de indskrænkede, de snæversynede, de bagkloge, de selvglade, de grådige konforme egoister, der tager magten?

 

Hvorfor giver vi den aldrig til en lille pige med en rød bold?

 

 

*  *  *

 

 

 

Rapport fra 1. Maj mødet i Tangkrogen Århus
Af Kirsten Skovbo

 
De har fyldt os med løgn - Vred mor til 14-årige Niels på flugt
Nyhetsartikel i Ekstrabladet

 
To artikler om tvangsfjernelser
Af Rune Engelbreth Larsen

 
Mormorsupproret. Margit Eliassons föredrag vid NKMR:s symposium den 12 juni 1998

At Skille Træet fra Roden
Af Ivan C. Gerling


Borgerdebat

 
Alvheims tio bud
 
Håndbok for klientutvalg og barnevernsofre
 
LVU behöver ändras från grunden
Av Bo Ammer

 
Väldigt viktigt att skydda barn från omhändertagande
Av Susanna Svensson

 
Saklighet och godtycke i rättskipning och förvaltning
Av Brita Sundberg-Weitman

 

Artiklar

 

Böcker

 

Huvudsidan

 

 

 

 

Er instituttet med sakkyndige dommere folkerettstridig?
Av Anne Aarskog, Tromsø

 

 

 

 


Anne Aarskog er en frittstående forfatter og politiker som har arbeidet med barnevernsspørsmål og narkotikaforebygging i flere år. Hun er nå medlem i Tromsø bystyre for Solidaritets-listen, og sitter i byens oppvekstkomité. Skjønt hun har sin bakgrunn som socialist, har hun vært engasjert av Fremskrittspartiet til å utarbeide et grunnlagsdokument for dem i deres arbeid for å få en bedre barnevernslov.
Dette ble høsten 1996 behandlet i Stortinget.

Artikeln är tidigare publicerad på Likestilling.com och återges här med författarens benägna tillstånd.

 

 

 

 

 

Det må eksistere tillit mellom de styrende og de styrte.  Da må myndighetenes beslutninger speile alminnelige borgeres verdi- og rettsoppfatning.  Det gjelder også barnevernet.  I Inst. O. Nr. 80 (1991-92) heter det derfor på side 5, spalte 1, enstemmig:

 

”Barnevernlovgivningen    sikre  en  effektiv  barneverntjeneste  til  barnas  beste,  og  være  utformet  og  praktisert    en  måte  som  har  tillit  i  befolkningen.”

 

På samme måter heter det i St.meld. nr. 39 (1995-96) på side 17, spalte 2:

 

”Det  er  samtidig  viktig  å  erkjenne  at  åpenhet  og  stadig  fokus    barneverntjenestens  arbeid  er  nødvendig  for  å  sikre  at  barneverntjenesten  ikke utvikler  en  kultur  som  strider  mot  de  alminnelige  borgeres  verdi-  og  rettsoppfatning.”

         

For å sikre ovenstående heter det i artikkel 10 i verdenserklæringen for menneskerettigheter:

”Enhver har krav på under full likestilling å få sin sak rettferdig og offentlig behandlet av en uavhengig og upartisk domstol når hans rettigheter og plikter skal fastsettes, og når en straffeanklage mot ham skal avgjøres.”

 

I samband med at Kvænangensaken ankes inn for den europeiske menneskerettighets-domstolen i Strasbourg, har den kjente barnevernkritikeren Marianne Skånland sett nærmere på rettspraksis i Strasbourg.  Hun fant en type saker mellom Tyrkia og kurderne hvor det militære var påtalemyndighet, og hvor Tyrkia ble dømt hver gang kurderne kunne vise at det satt en militær med blant dommerne.  Menneskerettighetsdomstolen fant da at den tyrkiske domstolen ikke oppfylte folkerettens strenge krav til uavhengighet.      

 

Mye tyder på at norske barnevernsaker representere en parallell.  Det skyldes at vi i barnevernsaker benytter oss av en spesialdomstol som foruten fagdommer og legdommere, også omfatter såkalte sakkyndige dommere.  Spørsmålet er om disse oppfyller de kravene folkeretten stiller til uavhengighet.  Mange av dem arbeider i barnevernet, og er nære venner eller kollegaer med de barnevernarbeiderne som fungerer som påtalemyndighet i denne type saker. 

 

I Norge er folkeretten innarbeidet i lovverket.  For å sikre innbyggerne rettferdig behandling heter det derfor i forvaltningsloven §6, andre avsnitt:

 

”Likeså er han ugild når andre særegne forhold foreligger som er egnet til å svekke tilliten til hans upartiskhet; blant annet skal legges vekt på om avgjørelsen i saken kan innebære særlig fordel, tap eller ulempe for ham selv eller noen som han har nær personlig tilknytning til.”

 

Politikere som har blitt konfrontert med overnevnte problemstilling, har derimot reagert med stort sett å se bort fra foreldrenes rettigheter idet de har betraktet de sakkyndige dommerne som nøytrale representanter for barnet.  I henhold til folkeretten er det derimot ikke mulig å tilsidesette den enes rettigheter på bekostning av en annens.  Dette fremkommer klart av så vel artikkel 29 i verdenserklæringen for menneskerettigheter og artikkel 3, punkt 2 i FNs barnerettskonvensjon:

 

”Partene påtar seg å sikre barnet det vern og den omsorg som er nødvendig for hans eller hennes trivsel idet hensyn tas til rettighetene og forpliktelsene til hans eller hennes foreldre, verger eller andre enkeltpersoner som ifølge loven er ansvarlig for ham eller henne, … ”      

 

Som saken med 14-åringen som gikk i kirkeasyl viser, skyldes dette at begår man en urett mot barnets foresatte, begår man også en uret mot barnet.    

 

Til tross for at alminnelige borgeres verdi- og rettsoppfatning i et demokrati skal ligge til grunn for all myndighetsutøvelse, har retten i Kvænangensaken greid å komme fram til et resultat som er i direkte strid med folkemeningen i Kvænangen.  Da er noe alvorlig galt.  Da har folkestyrets prinsipper blitt tilsidesatt.  Da må noe endres.  Fortrinnsvis ved å rette opp det avsteget vi som nasjon har tatt fra folkeretten. 

 

Kvænangensaken viser at det åpenbart ikke er tilstrekkelig med åpenhet og stadig fokus på barneverntjenestens arbeid for å sikre at det ikke utvikler seg en kultur i barneverntjenesten som strider mot alminnelige borgeres verdi- og rettsoppfatning.  Rettspraksis fra Strasbourg tyder på at den eneste måten vi med sikkerhet kan sikre at rettens avgjørelser blir i overensstemmelse med alminnelige borgeres verdi- og rettsoppfatning, er å oppheve bruken av spesialdomstoler i barnevernsaker.  I stede må vi benytte oss av alminnelige domstoler bestående av fagdommere og legdommere.   

 

  

Anne  Aarskog

Varden  163

9018    9018   TROMSØ

Telf.:  77 67 39 89 

 

 

 

 

Interpellasjon (Vedr.  barnevernets  lovstridige  praksis)

 

FASTSETTELSE AV OMSORGSSVIKT
Av Anne Aarskog

 

Tillbaka till Artiklar

 

 

 

En sosialarbeider søler med tid

fra arkivene til National Child Rescue Organisation, England

 

 

 

Artikkelen er gjengitt her med NCRO's velvillige tillatelse.

 

Oversettelse: Marianne Haslev Skånland

 

 

 

Utrolig, planlagt tidsspille fra en sosialarbeiders side!

 

Fru Humphries (vi har forandret hennes navn av åpenbare grunner) er en fraskilt dame med 3 barn, to døtre på 16 og 12 år og en gutt på 9. Da hun var 46 år gammel, giftet fru Humphries seg med en meget yngre mann på 24, og han flyttet inn hos familien. Omtrent 10 måneder senere kom fru Humphries en dag uventet hjem og oppdaget sin unge ektemann i seng med hennes 16 år gamle datter. Hun fikk ham omgående fjernet fra hjemmet.

 

Et par dager etter betror fru Humphries seg til en venn som er skolelærer, og da tar det bare noen timer før en sosialarbeider banker på hennes dør. Hun inviterer ham til å komme inn, lager en kopp kaffe, og forteller ham hva som er skjedd.

 

Dermed sier sosialarbeideren at han vil måtte komme tilbake for å "snakke de to yngre barna gjennom denne opplevelsen". Fru Humphries motsetter seg sterkt dette, fordi de yngre barna ikke vet om hendelsen og nettopp ikke bør informeres.

 

Sosialarbeideren, en mann i 50-årene, insisterer, og Mrs Humphries ber da NCRO (National Child Rescue Organisation = "Nasjonal Organisasjon for Barne-redding") om å gå inn i saken. En NCRO-representant avtaler å være til stede neste gang sosialarbeideren kommer. De to herrer møtes, og samtalen forløper som følger:

 

NCRO-representanten: "Hva har De til hensikt å gjøre?"

 

Sosialarbeideren: "Jeg må snakke barna gjennom erfaringen."

 

NCRO-representanten: "Men barna vet ikke om det. Hvorfor fortelle dem om det?"

 

Sosialarbeideren: "De må få vite at deres søster ble utsatt for et seksuelt overgrep og at det samme kunne hende med dem."

 

NCRO-representanten: "Men deres søster ble ikke utsatt for overgrep - hun var en villig partner og over den seksuelle lavalder. Forøvrig kan det ikke hende med de andre barna, for vedkommende mann bor ikke lenger i huset."

 

Sosialarbeideren: "Vel, det er det jeg må gjøre! Det er slik vi gjør tingene."

 

NCRO-representanten: "Og hvor lang tid skal alt dette ta?"

 

Sosialarbeideren: "Jeg må komme på besøk én gang i uken til de blir kjent med meg som onkel George - slik vil jeg vite at de har tillit til meg. Så må jeg fortelle dem det forsiktig, og så må jeg snakke dem igjennom det så de ikke blir bekymret!"

 

NCRO-representanten: "Så hvor lang tid alt i alt?"

 

Sosialarbeideren: "Det kan ta et par år."

 

NCRO-representanten: "Så De forteller meg altså at De akter å komme hit ukentlig for å fortelle de to barna noe de ikke behøver å vite ... og så skal De lære dem å ikke bekymre seg over det? Og De kan tenke Dem å komme her i huset hver uke i to år hvis nødvendig?"

 

Sosialarbeideren: "Som jeg sa, det er slik vi gjør tingene."

 

Som resultat av denne samtalen skrev NCRO til lederen for vedkommende sosialtjeneste og bad ham gripe inn. Lederen gjorde det, og telefonerte også NCRO for å takke for at man hadde gjort ham oppmerksom på denne "utrolige" saken. Sosialarbeideren ble ikke sett igjen i familien Humphries' hus.

 

Det er stor sannsynlighet for at, hvis NCRO ikke hadde gjort sosialtjenestens ledelse oppmerksom på saken, så ville en sosialarbeider ha kastet bort 200 timer eller mer - med å stelle til stor skade for to unge barn. Det er typisk at mange sosialarbeidere på akkurat en slik måte skaper seg arbeid som i realiteten ikke eksisterer, istedenfor å bruke sin tid til å hjelpe familier som virkelig trenger hjelp.

 

* *

 

 

Kafka i Tensta

 

Avprogrammering på psyket

Censurerad enligt EU-direktiv och persondatalag

 

En lönsam bransch: Socialgeschäftet

 

Barsk besked: Du skal være mindre far for din søn

 

Hvad må de sociale myndigheder (ikke)?

 

Barnevernets metoder

 

Socialtjänsten måste bli en sann kunskaps organisation

 

LVU behöver ändras från grunden

 

Et "kriserammet" barnevern bør nedlegges

 

Alvorlige grunner til omsorgsovertagelse?

 

En barnefars møte med "psykologisk kompetanse"

 

Socialsekreterarens "samtal" avgörande

 

Dyr nota med väktare som skydd

 

Tillbaka till Artiklar

 

Tillbaka till Huvudsidan

 

 

  • Kampen om et lite barn

    Da Stein Viksveen ble siktet for spionasje, uttalte han på fjernsynet at han hadde tillit til det norske rettssystemet. Ikke alle kan si det samme. Å ha rett er heller ikke det samme som å få rett. For mange strider dette mot en helt grunnleggende oppfatning om rettssikkerhet.

    Af Eva Granheim

     

     

Eva Granheim er journalist. Artikkelen ble publisert i Bergens Tidende som kommentar 10. februar 2000, side 26.

NKMR framför ett varmt tack till författaren som givit oss sitt tillstånd att publicera artikeln på vår hemsida.

 

 

Bergenskvinnen Adele Johansen synes å ha liten grunn til en slik optimisme etter det som har skjedd i hennes 10-årige kamp for retten til sin datter, selv om hun har fått medhold fra Menneskerettighetsdomstolen i Strasbourg i at norske myndigheter gjorde feil da hun ble fratatt sin nyfødte datter i 1990.

Adele Johansens historie er et grusomt eksempel på hvor galt det kan gå, når hjelpeapparatet ikke bare svikter, men gjør fundamentale feilgrep. I 1989 ble Adele fratatt sin 12-årige sønn, etter at barnefaren hadde mishandlet både henne og gutten gjennom lang tid. Det var også barnefaren som tok initiativ overfor barnevernet da han satt inne for å sone en narkodom. Gutten ble imidlertid gjenforent med moren etter kort tid, fordi han var stor nok til å protestere selv. Et år senere da Adele fødte en datter, ble barnet tatt fra henne umiddelbart, og begrunnet med at hun var psykisk ustabil og kunne skade datteren. Sykehuspersonalet mente imidlertid det stikk motsatte.

Adele Johansen anket imidlertid saken inn for Menneskerettighetsdomstolen i Strasbourg, og fikk altså medhold, uten at dette har ført til noe som helst i norsk rettsvesen. Hun har ikke blitt gjenforent med sin datter, hun har i alle disse årene fått se sin datter i to timer under et møte i fjor høst. Barnet var bare åtte dager gammel da hun ble tatt fra sin mor. Nå er de to i ferd med å miste hverandre for godt. Barnevernsmyndighetene har gitt samtykke til at fosterforeldrene får adoptere jenten.

Adele Johansen har i det lengste satt sin lit til at politiske myndigheter i dette landet som kaller seg en rettsstat, ikke lar slikt skje. Sist uke tok leder i Stortingets Sosialkomite, John Alvheim (Frp) opp saken i Spørretimen, og ville ha barne- og familieminister Valgerd Svarstad Hauglands forsikring om at hun ville gripe inn mot tvangsadopsjonen. Adele Johansen måtte forlate Stortinget uten støtte fra statsråden. Statsråden uttalte at hun har tillit til at barnevernet gjør det som er best for barnet. Statsråden er som kjent sterk i troen. Når hun så suverent kan heve seg over dommen i den europeiske menneskerettighetsdomstolen, må hun ha informasjon og kunnskap som ingen andre hadde tilgang til. At hun i sitt svar i Stortinget avfeier saken med at saken i Strasbourg handlet om barnevernets håndtering av saken i 1990, og ikke den videre behandling ved domstolene, er ubegripelig. Å behandle denne saken videre uten å ta hensyn til domstolens avgjørelse i 1996, vil for de aller fleste, lek eller lærd, fortone seg som absurd, og dypt urimelig. Hva har man en slik rettsinstans til, hvis en avgjørelse der ikke har noen betydning?

At datteren etter 10 år, selvsagt ikke kjenner sin biologiske mor, er ikke noe mor kan lastes for i denne sammenheng. I det minste burde barnevernet - ikke minst av hensyn til barnets beste - sørget for jevnlig kontakt mellom mor og barn. Og så kan man selvsagt, og meget berettiget, stille spørsmål om hvorfor ikke barnevernet grep inn overfor barnets far, som åpenbart skadet familien med sin atferd for 10 år siden da omsorgsovertakelse ble iverksatt. Her er det opplagt blir begått mange feil, mange forsømmelser og overgrep i offentlig regi. Statsråden bør imidlertid besinne seg og gripe sjansen til å rette opp noen av disse før det er for sent. -Alt kan utsettes, unntatt kjærligheten til et lite barn, er det sagt. Mange ting lar seg ikke rette opp, men mye kan også lindres. Og når Svarstad Haugland sier at barnet har det best hos fosterforeldrene, er det kanskje riktig. Etter så lang tid, og dette brukes bevisst av barnevernet, er det neppe riktig å flytte et barn fra den familien hun opplever som sin. Men ingen har garanti for fremtiden. Heller ikke fosterforeldre, heller ikke statsråden. Hvis statsråden skulle være klok nok til å ta imot et råd, måtte det være at hun burde hindre adopsjon. I stedet burde hun sørge for god og jevnlig kontakt mellom både biologisk mor og barn og fosterfamilien. Det er nok av eksempler på ulykkelige adoptivbarn som i voksen alder beklager at de aldri ble kjent med sine biologiske foreldre. Å medvirke til barneran er ingen sympastisk gjerning for en statsråd og leder i KrF. Ta til vettet, Valgerd!

 

Må barna vernes mot barnevernet?

Barnevernets metoder

Psykiska övergrepp när barnens rätt skulle tas till vara

Tillbaka till Artikelsidan

 

 

 



  • NN's brev til sin pappa

     

 

Dette brevet sendte NN 16 år gammel til sin far gjennom e-post i august 2000. Hun tok også en papir-utskrift av brevet og har undertegnet den. I november samme år er hun nå 17 år, myndig om mindre enn et år. Hun holdes fremdeles under tvang av barnevernet, som fortsetter saken gjennom rettsapparatet og ikke vil la henne få et normalt, fritt liv.

Etter å ha skrevet brevet telefonerte NN til faren og sa at hun ville hentes. De tilbrakte så noen sommeruker i skjul men med turer i skog og mark. En dag de var hjemme, brøt imidlertid politi og barnevern seg inn gjennom stuevinduet. Byrådet (Bergens by-regjering) og barnevernet forsøkte å få faren arrestert for kidnapping men politiet måtte slippe ham. Datteren NN ble imidlertid ført tilbake til barneverns-institusjonen.

Denne institusjons-organisasjonen, UngPlan, har vært i søkelyset i flere andre saker. Noen av de ansatte har nå gått ut av organisasjonen og har dannet sitt eget selskap, som nå har NN plassert hos seg i et såkalt "forsterket" fosterhjem. De er nå 4 mennesker som "passer på" en 17 år gammel, frisk og normal pike.

Høsten 1999 skulle NN ha begynt på gymnaset som hennes far hadde fått henne inn på. Det ble det intet av under barnevernets omsorg. Først i løpet av høsten 2000 har barnevernet sørget for at hun har begynt på gymnas.

Marianne Haslev Skånland


 

 




  • Fra: NN
    Til: < >
    Sendt: 21. august 2000 22:30

    Hei Pappa. EGERSUND 21 August 2000.


    Du vet jeg er kjempe glad i deg, men jeg har en merkelig måte å vise det på.
    Jeg synes det er mye lettere å skrive til deg enn å si noe direkte.

    Jeg har gjort noe helt forferdelig mot deg. Jeg løy om deg, du har ikke gjort meg noe som helst.

    Jeg satt ofte hos AA, skolerådgiver på B skole, da dette hendte. Hun spurte meg om jeg ble misbrukt av deg. Jeg svarte aldri på det.

    Jeg svarte ikke før jeg ble tatt i brannstiftelse på Y skole. Jeg var redd for å skuffe deg så jeg valgte den letteste utveien, jeg svarte ja og ble dermed tatt med til barnevernet i C bydel. Alt jeg sa var løgn. Det var den letteste utveien akkurat da.

    Jeg forstår ikke politi, barnevern, miljøarbeidere eller psykologer. De er helt elendige, kan en jente på 15 år lure hele systemet slik?, og hva har da skjedd med andre i min situasjon?

    Jeg er sur ikke bare på meg selv som kunne si noe slikt, men på de som ikke har undersøkt om dette var fakta eller løgn. Jeg er forbanna, mildt sagt.

    Jeg tok i for i gårs kontakt med DD via tekstmelding. Jeg spurte om hun hadde sagt til deg at jeg hadde sendt henne meldinger. Hun sa at det var opp til meg om hun skulle si det. Jeg spurte om hun kunne hjelpe meg med å si til deg at jeg trengte hjelp med å komme meg ut av dette løgn-helvete. Jeg har mannet meg opp i flere måneder til å kunne gjøre dette skrittet.

    Du har ikke voldtatt meg eller gjort meg noen ting så lenge jeg har vært her på denne kloden.

    Jeg vil selvfølgelig fortelle sannheten, og om hvordan det er å føle seg lokket på denne måten av alle rundt seg.

    De gadd ikke en gang å skjekke om jeg var jomfru. Hva er det med folk rundt om i systemet, har alle et inderlig ønske om å ødelegge meg helt? Jeg var femten år. Jeg er snart sytten år og har det forferdelig. Jeg vil hjem til mitt hjem.

    Jeg har brukt et helt år på å prøve og bli noe jeg ikke er, et seksuelt misbrukt barn. Jeg er ikke blitt misbrukt av deg, men av systemet rundt oss. Et tappert forsøk på å drepe den delen som fremdeles ville fortelle sannheten.

    Jeg er så Glad at du i det minste ikke ville svikte meg, selv etter de løgnene jeg fortalte for å ikke se det triste ansiktet ditt etter en brannstiftelse.

    Jeg forlanger å komme hjem igjen til min familie. Det vil jeg gjøre for enhver pris. Er det noen som vil stoppe meg så skal jeg ikke gi opp om det så var det siste jeg gjorde.


    Masse klemmer fra din datter NN

    PS. jeg skal personlig skrive under dette brevet med penn.

     

    Children as Primary Losers when Sexual Abuse is Falsely Alleged: Two Swedish Cases

    Charlotts brev till Norska Amnesty

    Tillbaka till Artikelindex

     

     

     

En forældres fremmedgørelse af den anden forældre

Af Lena Hellblom Sjögren, psykolog, Stockholm.

 

Dansk bearbejdelse Jens Boris Larsen/Erling Fundal.

 

 

 

 


Manuskriptet nedan är ett föredrag som fil. dr. leg. psykolog Lena Hellblom Sjögren höll hos Foreningen Far 2004. Det är tidigare publicerat som en artikel på Foreningen Fars hemsida, men länken är numera borttagen.

Föredraget publiceras på nytt på NKMR:s hemsida eftersom vi anser att det är viktigt.

Lena Hellblom Sjögren har också forskat kring socialtjänstens främmandegörande av tvångsomhändertagna barn från deras föräldrar, och hon visar att mekanismerna - och de skadliga effekterna - är desamma.

Det återges här med författarens benägna tillstånd.



 

 



Jeg tror, at jeg vil begynde med at sige, at jeg er fire gange mor, og jeg har børn fra to forskellige forhold, som jeg har fået med stor åremålsafstand. Mine børn er født i ´69, ´73, ´90 og ´92, og det er som at have levet to forskellige liv. Og jeg er nu udearbejdende, i øvrigt siden jeg blev mor og nu som gammel kvinde som vidnespsykolog. Tidligere har jeg arbejdet som skolepsykolog og som pædagog. Som vidnepsykolog har jeg mest arbejdet med seksualforbrydelser og forældremyndighedssager. Jeg har gjort det på privat basis, jeg har eget firma, som hjælper advokater. Og så er jeg filosofi-doktor, men det handler ikke om dagens emner, om en kritik af det svenske socialdemokrati.

Jeg vil sige, at jeg glad for at være indbudt hertil, og det her med forældrefremmedgørelsessyndrom, som på engelsk kaldes Parental Alienaton Syndrome, er jo ikke særligt kendt. Jeg har taget den seneste bog med mig, som Richard Gardner har skrevet. Den handler om, hvordan man som børnesagkyndig kan hjælpe børn, som er blevet fremmedgjort af en af forældrene. Og denne bog kan vi lade gå rundt.

I dag er det jo normalt at være skilsmissebarn - det ved vi jo alle - der findes flere, som er skilsmissebørn end dem, som er ikke er det. Da jeg holdt foredrag i Norge i en forening, som hedder Foreningen 2 Forældre, der afholdt en konference med emnet ”børns rettigheder ved samlivsbrud”, som jo minder lidt om temaet i dag, tog jeg en statistik frem, som viser procentandelen af skilsmisser fra 1940 til 1998, og kan I gætte, hvad skilsmissedelen var i Sverige i 1940? (Svar fra salen: 13 %). 6%. 1950 – 15 %. Så går vi til 1960, da var det ca. 18 %. I 1970 var det steget til 30 % og i 1980 til 53 %. I 1990 et lille fald til 48 %, i 1998 66 %. Det er ganske skræmmende tal, synes jeg.

Vi har jo politikere i mit hjemland, som siger ”død over familien” men de har heldigvis fået lidt moddemonstration. Jeg tilhører dem, som mener, at familien er den vigtigste byggesten i et samfund. Og - som jeg ser det - så er det en fejltagelse at tale om forældrenes samværsret. Det handler jo lige så meget om barnets ret til kontakt til med sine forældre. Det glemmer man ret ofte, når man taler om forældrenes samværsret. Men det er en menneskelig rettighed for et barn at have kontakt til både mor og far. Og det står i FN’s erklæring om menneskerettighederne .i artikel 4. Retten til familieliv.

Der har jo været en stor debat i Sverige og en god artikelserie om skilsmissebørn, hvor børnene benyttes som våben. Desværre er forældrefremmedgørelsesbegrebet ikke blevet taget op. Men alle, som har udtalt sig om spørgsmålet, har været rørende enige om, at for barnets bedste skal man undgå at gå til domstolene, og det tror jeg måske, at alle her i dag også er enige i. Hvis det lykkes at blive enige, så er det bedst for barnet – og også for de voksne. Men engang i mellem kan det ikke lade sig gøre og fremfor alt ikke, hvis det handler om, at en forælder anvender barnet mod den anden forælder og gør det på en så programmerende måde, at det måske kun er domstolene, der kan løse op for situationen.

Nu har jeg jo haft et problem - jeg har forsøgt i flere år, når jeg har foretaget udredninger i både Sverige og Norge, at få domstolene til at forstå, at hvis et barn fra at have haft en nær og tæt kontakt med en forælder (oftest er det sådan, at faderen har været med fra begyndelsen af barnets liv) så kan de ikke uden videre blive bange for faderen.
Hvis forældrene skilles og der her har været en god kontakt, og der så opstår konflikter mellem forældrene, som bliver værre og værre og til sidst bliver det måske totalt kontaktbrud, og hvis én af forældrene hævder (jeg har mest set mødre gøre det, men det kan også ske med faderen), at barnet bliver bange for den anden forælder - da har jeg forsøgt at få domstolene til at forstå, at den angst ikke bare kan relateres til noget, som barnet har oplevet hos den her farliggjorte forælder, men at vi i stedet må have med en påvirkning at gøre, som har fundet sted.

Det synes jeg er ganske indlysende, men jeg ved ikke, om I mener det samme som jeg. For at vi kan tale om forælderfremmedgørelse, så handler det ikke om en begrundet rædsel hos barnet, som f.eks. hvis forælderen har udnyttet barnet på en eller anden måde, slået det eller forbrudt sig alvorligt, men at det jo handler om, at det er en kontakt, som er forandret, som er tæt, men som efterhånden bliver forvandlet til rædsel, og den rædsel kan have sin forklaring i det, som er sket, efter at barnets kontakt med forælderen så at sige er blevet afbrudt.

Som Erik Kofod sagde, så er det her begreb accepteret ved domstole i USA og Canada, og også i Tyskland, som vi så, og jeg vil gerne vise jer en dom. Dommen fra Europadomstolen har et ansøgningsnummer, hvoraf I ser, at ansøgningen kom allerede i 1994 og dommen kom i år 2000, så det er ikke nogen hurtig sagsbehandling ved Europadomstolen. Men her er dét, som jeg synes er vigtigt - jeg har dommen med, hvis I vil se den oversat: Man betoner, at det er barnets bedste på langt og kort sigt at have kontakt med sin far.

Ja, jeg tænkte, at jeg bare skulle berette om et tilfælde. Når man forsøger at sige dette her om barnets rædsel, så er det sådan, at der findes en uenighed - og det ved alle, som er psykologer - at der findes forskellige meninger, forskellige måder at anskue tingene på, og det er jo sådan, at dem, som har monopol på barneperspektivet, og har haft det gennem længere tid, også er dem, som har sagt, at børn udsættes for mange overgreb, og vi har ikke lyttet til dem. Jeg tilhører jo dem, som mener, at hvis man har en sådan forudfattet mening, at hver antydning om overgreb indebærer, at et overgreb har fundet sted, så kan man skade barnet, og jeg ved ikke, om I kender baggrunden for, at Gardner og andre begyndte at fundere over disse børn som var krænkede hvis man så på det stærkt øgede antal af anmeldelser om seksuelle overgreb, som ikke havde nogen grund i faktiske overgreb. Således er mindst halvdelen - og i flg. amerikanske tal ¾ af alle anmeldelser om seksuelle overgreb – ubegrundede. Det er en statistik, som jeg har fundet frem, da man undersøgte de svenske forhold – jeg har taget den med i denne her bog som hedder ”Hemmeligheder indefra – at udrede tilfælde af seksuelle overgreb”. Der nævnes også forældrefremmedgørelsessyndromet.

Her er en artikel fra en serie, som jeg sender rundt. Jeg ved ikke om I kender til eller har set, at der var et indlæg i et dansk lægetidsskrift om børneperspektivet. Der fik jeg den artikel med også, og jeg har bidraget til en dansk bog, der hedder ”På den anden side”, (Jette Ranløv, Socialpædagogisk Forlag 2001) og jeg har skrevet om i den antologi, når man så at sige henholder sig alene til barneperspektivet, kan man ikke andet end tro, at barnet har været udsat for overgreb?

Og det tilfælde, som jeg kort vil fortælle om, handler om en mor og en far, der ikke kunne få børn, og som bestemte sig for at adoptere et barn, da barnet var ganske lille. Så blev de separeret - faderen havde sit kontor i lejligheden, hvor de boede - så han traf datteren dagligt, og de havde en tæt kontakt. Så mødte faderen en ny kvinde, og det gik godt til at begynde med. Senere fik han et nyt barn med denne kvinde, og da gik det ikke længere godt, for så kom hans første kone med en anklage om seksuelle overgreb på datteren.
Hun blev afhørt af politiet, og hun sagde, at faderen havde knebet hende. Mistanken kunne ikke underbygges, men i disse sager med mistanker om seksuelle overgreb, siger man – som I ved - ikke som ved økonomisk kriminalitet, at personen er uskyldig, når man frafalder tiltale, men man opfatter det ofte sådan i visse psykologkredse og i det sociale system, at den som en gang er blevet anklaget for den her type forbrydelse, er skyldig, men at beviserne ikke rakte til.

Så moderen holdt fast i anklagen med støtte fra psykologer, og i og med at hun fik støtte fra såkaldte børneeksperter og de sociale myndigheder, så kunne man altså holde pigen fra samvær med faderen. Da samværet kom i gang, var det med en kontaktperson, og denne kontaktperson så, at pigen godt kunne lide sin far, men så ville moderen ikke have hende som kontaktperson længere. Så kom der nye anklager, og det her har stået på i flere år.

Jeg mener, at det her er et alvorligt tilfælde af forældrefremmedgørelsessyndrom, fordi det har stået på i så lang tid, at pigen nu for enhver pris ikke vil mødes med sin far. Hun siger, at hun ikke vil følge med, selv hvis politiet skulle forsøge at hente hende. Når hun skal forklare, hvorfor hun er så meget mod sin far, så siger hun bl.a. at han altid går på museum og ingenting andet end på museum. Det er et eksempel på det, som det Gardner omtaler som, at barnet finder på absurde eller bagatelagtige sager, som for barnet bliver ligesom begrundelsen og rationaliseringen for denne afstandstagen. Og afstandstagen er vigtigt, fordi det er barnet selv, der klarer sin situation, fordi denne pige er helt afhængig (udleveret) til sin mor, og modsvarer hun ikke moderens forventninger, så kan hun jo miste sin mor, eller hun kan blive straffet. Der findes altså flere mekanismer, der gør, at barnet vil stille den forælder tilpas, som det er udleveret til.

Jeg ved ikke, om I kender til nogle svenske forfattere, som har skrevet en bog, der hedder ”Far – se mig!, om fornægtede børn og magtesløse fædre". Den er skrevet af Gunnar og Bente Öberg i 1992, hvor de havde interviewet en masse børn, som fortalte om deres længsel efter deres far, og de har også interviewet fædrene. Og nu lyder det lidt ensidigt det her, men fædre kan handle på samme måde som mødre gør - det er ganske nyt. Gardner - og det er vigtigt at slå fast her - mener, at det i USA er lige så normalt nu, at fædre programmerer barnet mod moderen i sådanne svære konflikter.

Men i Öbergs bog handler det om fædre, som er blevet fremmedgjorte, og forfatterne citerer en far, som via domstolene har forsøgt at få samvær med sine børn. Hans siger, at ”domstolene har stort set været på min side hele tiden. Jeg har fået medhold. hos fogeden, jeg har begæret politihentning, og de har besluttet sig for dette, og jeg har egentlig ikke noget at bebrejde dem .” Öbergs kommentar til dette er, at den mand, som siger dette, har kæmpet i mange år for at få samvær med sine børn og har fået det tilkendt af domstolene, men alt strandede på, at børnenes mor ville noget andet. I dette her tilfælde - som i så mange andre - er der tale om en persons almagt og alle andres magtesløshed. Ofrene er barnet og den forælder, som taber kontakten med barnet, og som jeg ser det, og som andre som har stødt på i arbejdet med børn i denne her type skilsmissekonflikter, så er det faktisk et spørgsmål om både forælderens og barnets psykologiske død, når det er værst. Man kan til og med bo i nærheden af hinanden og ikke kunne få kontakt.
Man ved, at barnet lever, eller at barnet ved, at mor eller far lever, men man kan ikke opretholde kontakten, og hvordan skulle man så kunne sørge? Det er de sværeste sjælelige skader at vokse op med på denne her måde, plus at det giver svære skader at blive involveret i de voksnes konflikt på denne her måde, og selv så at sige blive en, som bidrager til i denne her tilsværtning (nedgørelse) af den anden forælder. I hvor høj grad det lykkes for denne her almægtige forælder, kan man sige beror dels på hvor lang tid kontakten afbrydes, dels naturligvis på barnets alder og relationen, inden kontakten blev afbrudt.

Jeg ved ikke, hvad der er bedst - om jeg skal begynde med indvendingerne mod teorierne for forældrefremmedgørelses syndromet og siden fremdrage symptomerne, eller omvendt ???? ... Jeg er imod sådanne facitlister, men jeg tror, at for at I kan forstå det, vil jeg sammenfatte de otte vigtigste kriterier.

Gardner mener at have påvist – hvilket andre har bekræftet gennem forskellige undersøgelser - at der findes visse karakteristiske symptomer, som man kan være opmærksom på. Jeg har skrevet om dette her i en præsentation, som I vil få i eftermiddag, hvor jeg har givet et eksempel på disse forskellige symptomer, og hvordan man kan behandle dem. Så jeg gennemgår lige de forskellige symptomer nu.

Det første handler om, at barnet er allieret med den forælder, som nærer fjendskab mod den anden forælder, og at det også lever sig ind i dette fjendskab.

Det andet er, at barnet har sine vage bagateller og absurde rationaliseringer for sin afstandstagen som f.eks. ”Far altid vil gå på museum” eller ”Far hæver altid stemmen, når jeg skal gå. i seng, taler så højt, når jeg børster tænder”, eller ”mor har aldrig arbejdet”.

Så er der det tredje tegn, men først vil jeg sige, at i alle sager kan man måske iagttage disse træk i mild grad - det er ganske normalt, at der kan være svære følelser i forbindelse med en skilsmisse, men hvis de bliver permanente og til intenst fjendskab, så kan man tale om et syndrom – det mener Gardner og andre. Det som er det tredje tegn er, at barnet har et sort-hvidt billede: Den ene forælder er altid god, den anden forælder er altid ond. Der findes ikke nogen normal gråtoneskala.

Det fjerde tegn er, at barnet hævder, at det er barnet selv, der er kommet på, at den her tilsværtede (nedgjorte) forælder er ”dum”, og det er vigtigt - måske for barnet selv men også vigtigt for barnets forhold til den tilsværtende forælder - at holde mere med denne og mindske kritikken, som kan blive rettet imod det, hvis det ikke tilsværter.

Det femte tegn er, at barnet refleksmæssigt er bange for den tilsværtede forælder, den fremmedgjorte forælder, hvis vi skal anvende dette her sprog.

Det sjette tegn er, at der ikke findes nogen skyldfølelser, når først det bliver sådan, at far eller mor måske ikke har kontakt, har ferier sammen eller fejrer jul sammen , alt det som man har haft sammen før. Så findes der ikke nogle skyldfølelser, medfølelse eller indlevelse hos barnet.

Det syvende tegn er, at man kan se, at barnet har anvendt samme sprogbrug, udtryk, terminologi, som den forælder, som den bor hos. Det kalder Gardner for ”lånte scenarier”.

Og det ottende tegn er, at i og med at en af forældrene tilsværtes, så tilsværtes også hele den tilhørende del af familien. Jeg er stødt på børn, som har kasseret farmor, været uforskammede, lagt telefonrøret på, når faster har ringet o.s.v. og på den måde har udvidet deres fjendtligheder, og som også opmuntres til det af den tilsværtende forælder. Det er næsten som en krig.
Er der spørgsmål til det, jeg sagt nu?

?? fra salen: ”Ud fra en terminologi, som jeg har fra en amerikansk artikel fra 1993, som også omtaler, at fremmedgørelse er noget, der har været på vej længe, omtales også alle de ting, som du nævner her. Det vil i deres terminologi være eksempler på moderat fremmedgørelse,
altså en mellemgruppering, hvor de også snakker om, at der findes milde former for fremmedgørelse, f.eks. når en forælder ikke bakker op om, at barnet skal besøge den anden forælder, eller at der ikke bliver lyttet til barnet, når det fortæller om besøget hos den anden forælder. Er du indforstået med, at der findes nogle milde former for fremmedgørelse ?”

LH: De her omtalte kriterier er den moderate og den alvorlige form, d.v.s. at de otte kriterier danner en gruppe af symptomer ligesom en klynge, som kan være mere eller mindre udtalte, og det er vigtigt at få afklaret, hvor alvorligt det er, idet det i flg. Gardner er afgørende for, hvordan man skal gribe ind. I en mild form for fremmedgørelse anbefaler Gardner ikke, at man skal sætte ind med nogen speciel behandling, eller man skal forsøge at få forældremyndigheden overflyttet. Det er kun, hvor der er tale om den alvorlige form, han anbefaler, at man skal overføre forældremyndigheden.

Erik Kofod sagde, at det her kan misbruges, og alt kan misbruges, og jeg er lige så bange som han for, at man vil misbruge dette til at fremføre ubegrundede anklager om, at en forælder fungerer som fremmedgører og tilsværter den anden. Men eftersom jeg har set rendyrkede tilfælde af tilsværtning, så mener jeg ikke selv, at det er svært at udskille dem fra den normale sortmaling, som findes i næsten alle skilsmisser, fordi der er så voldsomme følelser indblandet, Det unormale er, når hævn eller jalousi hos den ene forælder når sådanne proportioner, at man kan se, at det er skadeligt for barnet, og de anklager, som fremføres, er ubegrundede, og denne fremmedgørende forælder påstår, at barnet er blevet udsat for seksuelle overgreb og er blevet slået. Barnet siger intet om dette, og der findes ikke andet belæg for det, så det bliver ikke svært at forstå, at barnet efter en påvirkningsproces kan bringes til at tro at, at det er blevet udsat for overgreb. Og I kender til, hvordan falske erindringer kan skabes, og hvordan suggestion fungerer, eller skal vi også tale om det ? Nej, det behøver vi ikke. Det er ganske let at påvirke erindringer, da erindringen ikke er som et videokamera, men hele tiden er rekonstruktiv. For små børn har man kunne vise, at de er mere påvirkelige eller suggestible end større børn (se fx den oven omtalte antologi).

Nu kan jeg fortælle videre om denne her pige, som jeg fortalte om først. Da hun ikke ville fortælle om seksuelle overgreb hos den første børnesagkyndige, som moderen tog hende til, tog moderen hende med til en anden børnesagkyndig. Denne meddelte efter én samtale, at pigen havde været udsat for seksuelle overgreb under samvær. Senere spurgte politiet pigen, ”hvad er det, du skal fortælle mig?” ”At jeg ikke vil bo hos Far”, sagde pigen. Det er en meget tydelig illustration af, at der faktisk er tale om en programmering, og at den kan finde sted bevidst eller ubevidst. Gardner mener, at når der fremføres en anklage om en seksuel forbrydelse, så sker der ofte en bevidst programmering. Men bare det faktum at kontakten brydes med et barn, medfører en påvirkning af barnet.

I dette tilfælde var det sådan, at fjendtligheden spredte sig til alle, som havde noget med den tilsværtede eller hadede forælder at gøre, og i der her tilfælde med denne pige, spredte det sig også til kontaktpersonen. Hun blev også en hadeperson for moderen og for pigen.

Jeg vil som sagt sige noget om indvendinger mod Gardners teorier De 3 almindeligste indvendinger mod begrebet forældrefremmedgørelse, er, at det er ”Gardners teori”, og at den ikke er optaget i DSM-IV (Diagnostic Statistical Manual of Mental Diseases), som udgives af American Psychiatric Association, som anses for at være en international diagnosemanual. Det forrige oplag kom i 2000, og den næste forventes at komme i 2010, og Gardner håber, at denne diagnose bliver optaget.
Han mener, at der til den tid vil findes endnu flere juridiske afgørelser og endnu flere videnskabelige artikler. Men han siger, at selvom den ikke kommer i denne diagnosemanual, så anvender han selv en analogi om f.eks. et træ, som jeg ikke ved om holder. Selvom Parental Alienation Syndrome ikke er kendt eller kaldes sådan, så ophører syndromet ikke med at eksistere. Et træ vil eksistere uafhængigt af reaktionerne hos dem, der kigger på træet. Et træ findes også, selvom man gav det et andet navn, eller hvis man siger, at det ikke findes. For ham er det så tydeligt, at det eksisterer, og jeg hælder til at give ham ret, og det gør mange andre også.

En god introduktion til dette emne er D. Conway Rand, som har skrevet i American Journal of Forensic Psychology, hvor han sætter PAS ind i en større referenceramme og beretter om andre syndromer, som andre og forskere har fundet frem til, og som det har forbindelse med.

To tyske forskere, den ene er psykolog, den anden er jurist, har udarbejdet en introduktion, som jeg tror vil være god for jer at læse, og jeg har taget en reference med fra Canada, som handler om, at forældrene og børnene så at sige dør for hinanden. Dem lægger jeg kopi af her, og det får I som en del af præsentationen - I behøver ikke skrive noget ned.

Spørgsmålet om det er et syndrom eller ej, synes jeg ikke er så vigtigt, det vigtige er jo selve problemet, at børn får det dårligt, hvis kontakten til den anden forælder brydes, og den forælder bliver fremmedgjort for barnet og fuldstændig tilsværtet, og barnet får en tilsværtet virkelighedsopfattelse Men det, som gør dette til et syndrom i flg. Gardner, er, at der er tale om en samling af adfærdstræk - en diagnoseklynge. Et andet eksempel på en diagnoseklynge er Downs syndrom, hvor der til mange forskellige symptomer er en bagvedliggende fælles årsag, som gør det til et syndrom.

Jeg slutter her.

 

 

Farlig, eller farliggjord mamma?
Av Lena Hellblom Sjögren

 
Farliggörande av föräldrar
Föredrag av Lena Hellblom Sjögren

 
Öppet brev till Justitieutskottet, Socialstyrelsen, Justitieministern
Av Lena Hellblom Sjögren

 
Münchhausensyndromet genom ombud som en möjlig faktor vid falska beskyllningar för missbruk
Av Deirdre Conway Rand

 
Münchausen by proxy i Danmark.
En serie artiklar publicerade i Ekstra Bladet och Århus Stiftstidende

 

 Tillbaka till Artiklar

Ole Texmo:

En barnefars møte med "psykologisk kompetanse"

 

  

 

Ole Texmo, født 1960, er free-lance skribent og litteraturkritiker. Han har bakgrunn innen humaniora som filosofi og historie.

Artikkelen ble opprinnelig publisert i Impuls. Den er publisert her med forfatterens velvillige tillatelse

 

 

Eneforelderdogmet

Psykologen Odd Arne Tjersland skriver i sin bok Samlivsbrudd og foreldreskap, med den ufrivillig strukturironiske undertittel "meklingsprosessens psykologi" (Tjersland 1992), følgende i innledningen til et avsnitt om "Delt omsorg og konsekvenser for barn":

"I henhold til barneloven (Lov om barn og foreldre av 8. april 1981) skal barnet ha én omsorgsperson etter skilsmissen" (Tjerslands kursivering).

Utsagnet viser at Tjersland ikke kjenner barneloven; der finnes ingen eksplisitt hjemmel for en slik påstand; "omsorgsperson" forekommer ikke som selvstendig kategori i lovtekst eller forarbeider, verken i entall eller flertall. Som en sentral premissleverandør for de genererte konflikter innebygd i barnelovsystemet bygger imidlertid Tjersland på en implisitt forutsetning om at barn plutselig bare skal ha én ordentlig forelder som sin primære omsorgsyter, et dogme som viderefører forestillinger om at fedre ikke har selvstendig status i barns liv, men får betydning først gjennom moren. Tjersland tok sin doktorgrad på å kolportere eneforelderdogmet, og driver sin barne- og fedrefiendtlige virksomhet som ansvarlig for etterutdannelsen av norske meklere og familierådgivere, noe jeg selv styggelig har fått erfare på ulike familierådgivningskontorer hvor man har slukt Tjerslands myter og dogmer temmelig rått.

Et interessant moment ved Tjerslands utlegning om delt omsorg er hans gjentatte påstander om at delt omsorg forutsetter samarbeid, samtidig som Tjersland selv grundig har forsømt å utrede hvilke grunnbetingelser om likeverd som må være til stede ved forhandling / mekling / samarbeid. Nye resultater fra forskning om mekling (Ekeland & Myklebust, 1997) gir indikasjoner på at delt omsorg virker konfliktdempende, noe altså Tjersland vanskelig kan forestille seg.

I forlengelsen av Tjerslands feiltolkning av barneloven, fortsetter han å mistenkeliggjøre fedrene gjennom følgende utsagn:

"I Norge har vi kommet i den situasjon at et økende antall fedre krever delte omsorgsordninger. Bak denne forandring ligger mange motiver. Ett av dem er av økonomisk karakter."

Man merker seg språkbruken. Tjersland beklager nærmest at vi har "kommet i den situasjon", og når han skal antyde "motiver" trekker han typisk nok frem et mistenkeliggjørende økonomisk "motiv".

Tjersland røper seg ufrivillig når han bringer inn de økonomiske aspekter, ved at han unngår å oppstille den kontra-induktive hypotese om hvorfor mødre (pga. økonomiske motiver?) motsetter seg at fedre skal spille en mer aktiv omsorgsrolle i barnas liv. Tjerslands konfliktforståelse er dessto verre når den kommer fra akademisk psykologhold, idet man uten verken juridisk eller psykologisk embedseksamen kan forestille seg, enten man selv har barn eller er skilt, at hvis det er noen fase i livet barn trenger mer enn én omsorgsperson, er det nettopp når foreldrene splitter opp!

Jeg kaller dette alminnelig sunn fornuft. Denne forfatter er tilbøyelig til å oppfatte Tjerslands utsagn som både bevisst manipulasjon og ubevisst videreføring av et dogme som har forårsaket nok lidelse for både voksne og barn til at psykologprofesjonen burde ha revurdert sine grunnantakelser for lenge siden. Skadevirkningene skal jeg komme tilbake til etter hvert, men som svar på Tjerslands beklagelse over at fedre nå begynner å stille krav om delt omsorg, og at motivene kan være økonomiske, vil jeg på egne og tusenvis av andre norske barnefedres vegne hevde følgende:

Den viktigste årsaken er at vi ønsker mer tid sammen med barna våre. I utgangspunktet anerkjenner vi som fedre mødrene som likeverdige foreldre. Vi ønsker - i likestillingens og likeverdets navn - at våre barn, når de ikke kan bo sammen med begge sine foreldre i ett hjem, skal ha mulighet til å kunne tilbringe tilnærmet lik tid sammen med begge foreldrene i våre respektive hjem, som også av barna oppfattes som deres hjem. Denne enkle grunnforutsetning for fortsatt felles foreldreskap, i forlengelse av den delte omsorg vi praktiserte mens vi bodde sammen med mødrene, kan ikke Tjersland og hans likesinnede akseptere. Hans veileder under dr.gradsarbeidet var professor i psykologi Hanne Haavind, som er identisk med den Haavind som trakk seg fra "Mannsrolleutvalgtet" fordi hun var uenig i at menn skulle få definere sin rolle på egne premisser (FAD 1991).

Begrunnelseskrav

Et ikke ubetydelig antall fedre blir møtt med mistenkeliggjøring kamuflert som fagprofesjoners såkalt kliniske skjønn, intuisjon og erfaring. Den uttalelse fra en oppnevnt sakkyndig psykolog jeg skal referere i neste avsnitt, kan illustrere psykologfagets maktmuligheter, og samtidig dets akademiske begrensninger. Historien er selvopplevd, og har voldt meg adskillige problemer som offer for et trakasseri jeg ikke trodde var mulig i et såkalt opplyst og demokratisk samfunn. Psykologen gikk temmelig langt i å demonstrere sin makt uten tanke på at partenes problemer og sakens uheldige etterslep dermed ble påplusset. Dessverre er ikke mitt tilfelle unntaket, heller regelen. Psykologer som opptrer slik nedenstående historie vitner om, blir forsvart av sine kolleger. Sakkyndigutvalget (NOU 1995:23) fikk anledning til å kommentere mine og en rekke andre fedres erfaringer, men var lite villige til å innrømme selvkritikk på fagets vegne.

På tampen av hovedforhandlingen spurte dommeren den sakkyndige psykologen hvordan han stilte seg til den hypotetiske situasjon at det var faren (undertegnede) som hadde begått selvtekt ved det faktiske samlivsbrudd. Spesialisten i klinisk psykologi, som hadde avlevert en erklæring hvor barnets omsorgssituasjon knapt var nevnt, svarte retten med pondus:

"En mor trenger ingen begrunnelse for å ta sitt barn ut av hjemmet ved et brudd. Det er nok at hun føler seg overbevist om at det er riktig. En far derimot trenger en begrunnelse."

Jeg ble av forståelige grunner lamslått over denne urimelighet, og krevde en utdypende forklaring på denne også i rettslig forstand diskriminerende holdning. Dommeren nektet meg å stille den sakkyndige til ansvar for sin uttalelse, men var mer enn villig til å la psykologen slippe til avslutningsvis:

"Etter å ha sett farens opptreden i retten, er jeg villig til å endre min tilråding om foreldreansvaret. Ved sin opptreden viser Texmo at han ikke bør ha del i foreldreansvaret."

Verken i rettens bemerkninger, like lite som i psykologens tilleggsuttalelse, fremgår hva min opptreden bestod i eller var forårsaket av. At mennesker protesterer mot opplevd urett ligger tydeligvis utenfor såvel jussens som psykologiens kompetansefelt.

Det kan koste dyrt å motsi mennesker som i kraft av sine formelle posisjoner har makt. Å bli avslørt for sine manglende faglige kvalifikasjoner på akademisk grunnlag er disse "ekspertene" lite interessert i. Deres uvitenhet om de juridiske begrepsstørrelser som inngår i foreldreansvaret overgås kun av juristene selv. Barnerett er til tross for at barnelovsaker ved enkelte domstoler utgjør opptil 30 prosent av sivilsakene, fremdeles kun valgfag på de juridiske fakulteter.

Meg bekjent finnes der ingen vitenskapelig begrunnelse for at mødre, i motsetning til fedre, skal kunne begå selvtekt uten begrunnelse; direkte lovstridige er slike handlinger også, all den tid kjønnsnøytraliteten er et erklært juridisk faktum for gifte foreldre. Hvor foreldrene er ugifte kan moren bestemme om foreldreansvaret skal være felles! I ettertid har jeg forstått mer av den "psykologi" som lå til grunn for vedkommende psykologs selekterte forståelsesformer, såvel i utredningsarbeidet som i sin rolle som ekspert, hvilket ikke har styrket min tillit verken til psykologer eller til rettsapparatet. Min uærbødige påstand er at heller ikke rettsapparatet respekterer psykologene for deres faglighet, men så lenge de gjør grovarbeidet for juristene er de velkomne som bødler.

Jeg har ennå til gode å møte en psykolog som kan forestille seg og respektere at menn følelsesmessig kan være minst like modne og bevisstgjorte som kvinner mht. selvforståelse, pardynamikk og barns omsorgsbetingelser; i sammenheng med samlivsbrudd gjelder dette evnen til å skille mellom parkonflikten som sådan og barnets behov. Da jeg overfor den sakkyndige høsten 1994 i den første rettsrunden fortalte om samlivet og hvem som hovedsaklig hadde tatt seg av barnet, så psykologen uforstående på meg. De forsøk denne "spesialist" i klinisk psykologi gjorde for å presse meg inn i sine kjønnsrollestereotypier, opplevde jeg som svært krenkende, noe jeg sa fra om, likeledes at det var barnets situasjon som var det viktigste, ikke min manglende vilje til å ville akseptere morens selvtektsregime.

Da sakkyndigrapporten kom få dager før hovedforhandling var jeg totalt uforberedt på psykologens fremstillingsgrep. Jeg hadde ikke i min villeste fantasi kunnet forestille meg at det gikk an å gi et så forvrengt virkelighetsbilde i en rapport avgitt for en rettsinstans. Jeg uttrykte min fortvilelse; viste mine følelser; den sakkyndige så ut til å være tilfreds med situasjonen: "Her blir det sirkus!"

Visse psykologers virksomhet kan være svært ødeleggende både for de berørte parter og for psykologenes tillit i samfunnet. Som nevnt passet psykologen samtidig på å anbefale retten å ta fra meg foreldreansvaret, etter å ha sett min "opptreden" (min fortvilelse?) i retten. Psykologen visste hva dommeren ønsket å høre, og tenkte ikke et sekund på at hans utsagn både stred mot lovens erklærte kjønnsnøytralitet og mot all sunn fornuft, og forøvrig mangler enhver vitenskapelig begrunnelse. Psykologen visste at dommeren ønsket akkurat denne "sakkyndige" uttalelse; her var dommeren og hans bøddel i full samforstand; det absurde teaters siste akt var til ende; den ene aktøren, barnefaren, hadde ikke fått utlevert manus, og visste ikke hva som kom til å skje. Verken dommer eller sakkyndig brydde seg om barnet, noe både rapporten og rettsforhandlingen bar tydelig preg av.

Mitt tilfelle er langt fra enestående. Jeg har mottatt henvendnelser fra det ganske land som beretter om den samme opplevde urett. Jeg har tatt meg av mang en selvmordskandidat som fortvilt har henvendt seg til et med-offer etter å ha blitt fornektet overalt ellers. Mønsteret er slående.

Det er ikke omsorg for barna psykologene og juristene er opptatt av; det er makten og legitimering av makten, noe som også går foran en redelig saksfremstilling og vitenskapelig funderte begrunnelseskrav. For de som ikke er helt inne i den juridiske terminologi: Foreldreansvaret er den overordnede begrepsstørrelse. Denne størrelse inneholder to "søyler": omsorgsplikten og bestemmelsesretten. Hva både juristene og psykologene forsømmer, er å kvalifisere denne grenseoppgang. De blander sammen de to størrelser og lar bestemmelsesretten gjelde også for omsorgsplikten uten forutgående presisering.

Slutningsstrukturen i domsavsigelser bærer oftest preg av at grunnleggende differensiering og nyansering av omsorgsbetingelser fortrenges til fordel for legitimering av den som tilegner seg makten over barnet. Sakkyndigerklæringer ligner til forveksling domsavsigelser; de som har definisjonsmakt er ikke nødvendigvis opptatt av barns omsorgsbetingelser, men snarere av hvordan systemet forventer seg deres opptreden. Kjønnsrollestereotypiene florerer, og genererte systemfeil fører til familietragedier og i en del tilfeller til overgrep. Konsekvensene av denne praksis dysses som regel ned, men forsvares av overgripernes kolleger. Barna er det knapt noen som bryr seg om. Tilknytning mellom barn og fedre betraktes som et forstyrrende element som helst bør fjernes. Jo sterkere tilknytningen er, jo sterkere virkemidler tas i bruk.

Makt og rett

Grenseoppgangen mellom jus og psykologi kan være vanskelig nok, men begge systemer synes å være basert på strategien om å kvitte seg med problemskaperne, dvs. de som forstyrrer den "faglige" ro og harmoni. Begrunnelseskravene jurister og psykologer stiller til seg selv er ikke imponerende. All den tid psykologer ikke evner å se at barn kan ha en selvstendig tilknytning til faren, uavhengig av barnets forhold til moren, vil deres utredninger i sakkyndigsammenheng "logisk" og nødvendigvis oftest munne ut i anbefalinger om at moren ikke bare skal ha den såkalte omsorgen som systemet bryr seg minst med å utrede betingelsene for, men samtidig all makt og bestemmelsesrett. I akademisk forstand produseres en rekke tautologier hvor konklusjon og premiss biter hverandre i halen. I symbolforstand er mor/barn-dyaden en slik tautologi hvor det som anses som best for moren, anses best for barnet, anses best for moren etc. Psykologene evner i forsvinnende liten grad å belegge, dvs. dokumentere sitt observasjonsgrunnlag, sine tolkningsregler og tolkninger, hvorfra vurdering og tilråding avledes. Som regel blandes fakta og vurdering sammen, og man kan undre seg over om sakkyndighetsoppdrag utført for rettsapparatet i f.eks. barnelovsaker ville ha passert det akademiske nåløyet som studentbesvarelser i f.eks. psykologistudiet. Selektive og ofte uredelige fremstillinger av partenes innbyrdes forhold på parkonfliktnivå presenteres uten eksplisitt relevans; partenes forhold til fellesbarn fremstilles i regelen slik at "vinneren" får de positive valører, mens "taperen" blir tilsvarende negativt omtalt. Konklusjonen bakes inn i premissene slik at tautologiene etableres. I bunnen av de psykologisk utdannede sakkyndiges utredninger ligger en kunnskapssvikt som foruten manglende kjennskap til fedres betydning i barns liv, sviktende konflikt/konsensus-forståelse, også omfatter manglende kritisk utredningskompetanse (Edvardsson, 1996).

Mannlige psykologer

Man skulle kan hende forestille seg at mannlige psykologer var mer positivt innstilt til fedres krav til likeverdige omsorgsløsninger, men de erfaringer undertegnede sitter igjen med tilsier det motsatte. Min hypotese om hvorfor mannlige psykologer ofte går enda lenger enn sine kvinnelige kolleger i å krenke barnefedre med diagnostiserende og fordummende personkarakteristikker som strategier fror å knekke de gjenstridige, baserer seg på følgende antagelse: Mannlige psykologistudenter og etter hvert ferdige kandidater som i sitt voksne og yrkesrettede bevissthetsliv er blitt tutet ørene fulle med at fedre er mindreverdige i barns liv, vil, om de ikke protesterer heftig på nedvurderingen, selv begynne å tro på eneforelderdogmet. Selv om de som familiefedre kan hende ikke ønsker å betrakte seg som annenrangs foreldre, vil de vanskelig kunne fornekte sin psykologfaglige arv hvor fedre er og blir betraktet som annenrangs. Stilt overfor nye og yngre generasjoner av fedre som ikke godtar å bli vurdert som mindreverdige foreldre, går svært mange av psykologene langt over grensen for både faglige og menneskelige hensyn. Etikk og metodiske krav til yrkesutøvelsen kommer ofte i annen rekke. Rettsapparatets dehumaniserende praksis hvor bestemmelsesaspektet fortrenger omsorgsaspektet passer utmerket for psykologer som ikke trenger å belegge sin faglige og etiske kompetanse.

Makt og myter

Studentstidsskriftet Impuls hadde i sitt temanummer om "Psykologi og Rettsvesen" (Impuls 4-1994) flere artikler som fokuserte på at rettsvesenet ikke egner seg for løsning av menneskelige konflikter.

Dessverre gir flere av artiklene det feilaktige inntrykk at bare man får flere psykologer inn i en utvidet meklingsprosess, som innbefatter sakkyndig virksomhet, vil saker og ting bedre seg. Intervjuer med Grethe Nordhelle, Katrin Koch m.fl. etterlater et villedende inntrykk av at psykologer er faglig-akademisk opptatt av konflikt-forebyggende tiltak for å redusere belastningen ved rettssaker om barnefordeling. De som ønsker å etterprøve min påstand, kan lese hva Norsk Psykologforening presterte av systemlogring i forbindelse med barnelovrevisjonen. Hvis jeg hadde vært psykolog hadde jeg vært flau over å lese profesjonsforeningens glisne 2 1/2 siders høringsuttalelse signert An-Magrit Aanonsen (1996).

Psykologforeningens uttalelse vitner om et fag som ikke evner å reflektere mulige akademiske utfordringer stilt overfor f.eks. de endrede familiemønstre som bl.a. innebærer at fedre i langt sterkere grad nå enn for 20 år siden deltar på linje i barneomsorgen.

Typisk for uttalelsen er påpekningen av at delt omsorg krever samarbeid, hvilket ikke er feilaktig i seg selv, men hvor utsagnet ikke underbygges mht. redegjørelse for hvilke betingelser som må oppfylles for å kunne snakke om meningsbærende og konfliktdempende samarbeid. Uttalelsen inneholder også enkelte synsinger om hvilke problemer av bidragsteknisk art som kan oppstå hvis foreldrene skulle betraktes som likeverdige. Hva som er den egentlige konfliktskapende faktor, likeverd eller ulikeverd, forblir uklart i psykologforeningens høringsuttalelse.

Tilbake til Impuls 4-94, hvor Katrin Koch (Rolfsen 1994) presterer endel uvederheftigheter som ikke bør stå uimotsagt. Gitt at hun er korrekt referert, er det all mulig grunn til å dvele ved en del av de myter hun serverer leserne. Det er ingenlunde riktig å hevde at partene i en barnefordelingssak nødvendigvis har prøvd alle mulige veier for å unngå rettssak. En klassisk situasjon er hvor moren har undergravd farens foreldrestatus, begått selvtekter i grovt monn gjennom omsorgssabotasje og dertil kommet med falske anklager om f.eks. seksuelle overgrep. Moren, som kan forvente å vinne frem nærmest uansett, kan gjerne boikotte felles mekling og gjennom advokat fremme de mest vanvittige påstander som faren får sin fulle hyre med å tilbakevise. Når den sakkyndige psykolog kommer inn i bildet har moren i svært mange tilfeller urettmessig tilegnet seg omsorgen for barna, et forhold retten glatt ser gjennom fingrene med, noe de erfarne psykologer vet å spille opp til. Myten om at de sakkyndige bidrar til forlik er av den type påstander som Koch og andre (f.eks. Knut Rønbeck) strør om seg med uten å kunne belegge dem i form av vitenskapelig frembragte funn. Psykologene bidrar ikke til forlik, men noen fedre har vett nok til å trekke sine saker når rapportene fra psykologene kommer på bordet. Disse fedrene er smarte nok til å inngå forlik med mødrene, ikke fordi de sakkyndige har meklet frem et forlik, men fordi fedrene skjønner at de ikke har nubbesjanser i systemet og følgelig ikke ønsker flere belastninger med å fremme saken. Denne tendens har jeg erfart ved selvsyn i en rekke saker. Selv var jeg dum nok til å tro at jeg ville vinne frem med redelig argumentasjon med konkret påvisning av slutningsfeil og manglende vurdering og analyse. Der tok jeg imidlertid skammelig feil.

Når Koch sier "Jeg skulle ønske meg at det kunne bevilges midler for å forske på de konklusjoner man kommer med som sakkyndig", merker man seg at det er konklusjonene hun er interessert i, ikke premissene for konklusjonene. Verken Koch eller andre psykologer som tjener uforskammet godt på sakkyndig virksomhet er strengt tatt interessert i noen forskning. Redelig og vitenskapelig-metodisk forskning om sakkyndig virksomhet ville garantert avsløre så mange tragedier at sakkyndigbransjen ville risikere å bli anklaget for barnemishandling og svindel.

Den eneste vitenskapelige tilnærming til sakkyndig virksomhet som er utført i Norge ble foretatt som pilot-undersøkelse av en hovedfagsstudent i Bergen for ca. ti år siden (Sæbø Jahr, 1988), og avdekket et forhold som psykologene gjør hva de kan for å underslå. Studenten intervjuet barn om deres tillit til psykologene, og resultatet var nedslående - for psykologene. Ingen av barna viste noen som helst tillit til de sakkyndige, hvilket falt enkelte av psykologene så tungt for brystet at de forfulgte studenten med mordtrusler. Saken førte også til en aldri så liten oppvask i Psykologforeningen, noe dagens leder Aanonsen ikke ønsker å snakke om. Man kan spørre seg om psykologene virkelig er så interessert i å få et kritisk vitenskapelig lys på sin virksomhet i barnelovsaker, eller om det kun er noe de for syns skyld ønsker at publikum skal få inntrykk av. Koch svarer også på hvorfor klager på sakkyndighetsarbeid er overrepresentert i fagetisk råd, og starter med å mistenkeliggjøre klageren. Riktignok legger hun til at klager også skyldes dårlig håndverk, men man merker seg at hun tolker dette forhold som at "sakkyndige ikke har den nødvendige erfaring med å opptre i rettssystemet", hva hun nå måtte mene med et slikt utsagn. Min erfaring er at de mest durkdrevne sakkyndige er meget flinke til å tilpasse seg systemets overfladiskhet og kynisme. I intervjuet forteller Koch at det var gjennom barnevernet hun tilegnet seg kunnskaper om sakkyndig arbeid, "og ble derfor godt kjent med jussen i forhold til barnefordelingssaker og barnevernssaker (....) Jeg lærte og mye om forskjellige måter å jobbe på. Det har jeg god bruk for nå", sier Koch i egenskap av leder for "Forum for sakkyndige psykologer".

Maktens muligheter I

"Den psykologiske profesjon gir oss unike muligheter til å gripe inn i folks liv og derved få makt til å påvirke deres livsførsel eller livskvalitet på avgjørende måter" (Reigstad 1992)

Setningen innleder psykologen Ståle Reigstads artikkel "Tanker om profesjonsetikk og yrkesutøvelse". Sitatet kan stå som et eksempel på psykologers rolleoppfatning stilt overfor saksforhold hvor deres selverklærte kompetanse kan få dramatiske konsekvenser for forholdet mellom barn og foreldre. Reigstad er identisk med den Reigstad som opptrådte som sakkyndig i den etter hvert berømte "Adele-saken", hvor norsk barnevern og rettsvesen fikk på pukkelen av menneskerettighetsdomstolen i Strasbourg (de to andre sakkyndige psykologene var Knut Rønbeck og An-Magrit Aanonsen). Som formodes kjent dreide denne saken seg om en mor som ble fradømt sitt barn ved at barnevernet effektuerte en omsorgsovertakelse moren bestred. Til tross for at dette var en barnevernssak med en mor som offer, har saken meget interessante paralleller til hvordan fedre blir behandlet i barnelovsaker. Enkelte sakkyndige kan gå temmelig langt i å forfølge uskyldige foreldre i pressede situasjoner. Reigstads oppheng på et av sine "hjertebarn", forestillingen om den såkalte "projektive identifikasjon", får i domspremissene i "Adele-saken" et tragikomsk skjær for Reigstads eget vedkommende, all den tid han selv projiserer over på Adele sine egne forestillinger om disiplineringskrav, ved at han gjør morens samarbeidsvansker med overgriperne til indikasjon på angivelige mangler i hennes omsorgsevner. Deler av hans sakkyndige erklæring er inntatt i dommen, og viser at han verken har forstått morens reaksjoner eller for den saks skyld hva som ligger i "projektiv identifikasjon" (Council of Europe 1996).

Maktens muligheter II

Reigstads ovennevnte artikkel er en av de mange referansene i Sakkyndigutvalgets utredning "Barnefaglige sakkyndighetsoppgaver; rolleutforming og kvalitetssikring" (NOU 1995:23), hentet fra Tidsskrift for Norsk Psykologforening. Den departementsansatte psykolog Elisabeth Askeland valgte å nedsette utvalget med 5 psykologer og 2 barnepsykiatere, alle sakkyndige; hva man på godt norsk kaller "å sette bukken til havresekken". Dommerforeningen ville ikke delta i møter med utvalget grunnet utvalgets sammensetning. Utvalgets ensidige sammensetning, uten jurister og viktigst: uten brukerrepresentanter, kan meget vel være årsaken til at utvalget ikke evnet å besvare mandatets eksplisitte utredningsformål, hvorfra jeg plukker følgende sentrale oppgaver:

"Utvalget bes utforme og beskrive den sakkyndige rollen slik at forholdet til barnet, foreldrene og det offentlige tydeliggjøres. (....)

Utvalget bes om å beskrive det faglige grunnlaget som er relevant for arbeidet som sakkyndig. (....) .. utrede og vurdere den faglige kompetansen som anses å være nødvendig for arbeidet som sakkyndig. Dette inkluderer behov for og krav til faglige kvalifikasjoner, metodikk og fagetiske retningslinjer. (....) vudere erfaringer med sakkyndiges arbeid slik de kommer til uttrykk i rapporter, erklæringer og muntlig fremstilling." (NOU 1995:23)

Det ville være en overdrivelse å hevde at utvalget har tatt oppgaven seriøst. Utvalget har bestått av fagpersoner med "lang erfaring", hevdes det innledningsvis. Lenger ut i utredningen påpekes imidlertid at lang erfaring i seg selv ikke er noen kvalitetsgaranti, men hva man gjør under tiden. En av de mytene utvalget serverer er påstanden om at det er behov for å få tilført sakkyndighetskompetanse, noe utvalget aldri bryr seg med å dokumentere. Gjennom sin språkbruk viser imidlertid utvalget at det er markedets usynlige forhold mellom tilbud og etterspørsel som bestemmer "behovet". Er det bransjens inntjeningsbehov som har forledet utvalget til å tro at deres aldri dokumenterte spesialkompetanse er ønsket? Utvalget forsømmer glatt å redegjøre for elementære metodekrav og kunnskaper om barn og foreldre i ulike livsfaser som f.eks. skilsmisser. Relevant faglig grunnlag blir ikke beskrevet slik mandatet foreskriver, fagetikken er på et refleksjonsnivå som får det til å grøsse nedover ryggen (mistenkeliggjøring av klagere er et dominerende trekk), og utredningen er kjemisk renset for vurderinger om sakkyndigrapporters struktur og innhold. Et avsnitt om "Barnelovrelatert kunnskapsbase" er betegnende for utvalgets manglende evne til å trekke frem relevant teori og empiri, noe et faglig oppdatert utvalg hadde mestret om man hadde sett til den flora av fagbøker man ikke trenger å gå lenger enn til Sverige for å oppdage. Utvalget argumenterer ikke for sakkyndiges berettigelse ved å vise til at kunnskapen om relevante problemstillinger og ekspliserte tvistegjenstander (i juridisk forstand: foreldreansvar, daglig omsorg og samvær) kan belegges, men mystifiserer sin kompetanse ved å overfokusere på en ikke nærmere definert erfaring og skjønnsmessig evne til å sortere tvistetemaer. Kvalitetssikring som begrep forblir uklart, til tross for at det finnes rik tilgang på faglitteratur med relevans også for sakkyndiges beslutningsprosedyrer og arbeidsmetoder, og spørsmålet om rolleutformingen forblir ubesvart. Man merker seg at de sakkyndige ønsker å komme tidligere inn i prosessen med utvidede fullmakter, dog uten at f.eks. meklingsprosessen underkastes drøfting. Her er ingen referanser til eksisterende norsk meklingslitteratur, og de to eneste bøkene som er skrevet om sakkyndig arbeide blir glatt underslått (Sæbø Jahr 1988 og Næss/Undersrud 1987). Man stiller seg unektelig spørsmålet om norske sakkyndige, hvorav psykologene tydeligvis er tungt inne med ønske om utvidede markedsandeler, er interessert i å lære av de erfaringer som finnes ute blant brukere og ulike aktører. Man får ikke vite hva bransjen har lært av sin virksomhet gjennom de siste tiår; en ureflektert leser kan forledes til å tro at bransjen består av en rekke spesialutdannede klinikere som samvittighetsfullt setter seg inn i all mulig relevant litteratur på fritiden når de ikke farter rundt og hjelper barn og foreldre til et fortsatt harmonisk familieliv. Hvorfor er f.eks. ikke Sæbø Jahrs studie viet oppmerksomhet i utredningen, all den tid pilotundersøkelsen er den eneste i sitt slag, og utvalget påberoper seg ønsket om forskning og etterprøving? Min tese er at representanter for sakkyndigbransjen minst av alt ønsker at brukere, beslutningstakere og andre interesserte skal få vite hva de driver med. Sakkyndigutredningen kunne ha vært en utmerket anledning til å kunne dokumentere en eventuell nivåheving i faget etter årelang og tildels pinlig oppmerksomhet rettet mot virksomheten.

Det lukkede rom

Etter at jeg ble forhindret kontakt med mitt barn for n'te gang gjennom morens samværssabotasje fikk sønnen min såvidt alvorlige problemer at moren gjennom barnevernet (!) ble henvist til bydelens Barne- og Ungdomspsykiatriske Poliklinikk (BUP), ca. et halvt år etter at far og sønn sist hadde kontakt. Min sønn ble tilbudt en "leketerapi" som angivelig skulle kurere ham for hans problemer, dog uten at disse var nærmere spesifisert.

BUP godtok ukritisk morens versjon, det falt aldri behandlende psykolog inn å kontakte undertegnede, som i følge moren var årsak til guttens problemer. Det falt heller aldri psykologen inn å tenke en anelse kritisk i forhold til hvorvidt jeg som barnets far kunne ha hatt fysisk mulighet til å påføre barnet de problemer som ikke var nærmere spesifisert, like lite som hun stilte opp de kontrainduktive hypoteser om hvorvidt det var barnets savn og sorg over en tapt farsrelasjon som forårsaket barnets problemer.

I den rapport jeg etter hvert fikk tilgang til, heter det at barnet "nylig" hadde opplevd traumatiske hendelser. I siste setning før selve "konklusjonen" kommer selve perlen i behandlende psykologs rapport til barnevernet:

"I dukkehuset gestalter (barnets navn) helt konkret hvordan han ble stengt inne av sin far."

Jeg hadde neppe fått vite om rapporten, hadde "konklusjonen" blitt en annen. Det var morens advokat som triumferende viftet med rapporten, slik at jeg fikk vite at min sønn nå var klientregistrert i barnepsykiatrien.

I "konklusjonen" gjentas at mitt barn har opplevd noe vanskelig "den siste tiden" (ingen konkret tidsangivelse); underforstått er hans plager forårsaket av faren, som altså ikke har vært inne i barnets liv på over et halvt år. Forstå det den som kan!

Rapporten beskriver ikke hvordan mitt barn "helt konkret gestalter" hva han er blitt utsatt for, men det er slik psykologer (og jurister) er vant til å uttrykke seg. Nåde den barnefar som krever grundigere belegg for slike påstander! Da jeg fikk lese rapporten fra BUP, tok jeg umiddelbart kontakt og fikk etter hvert avtalt et møte med psykologen. Tilstede var også den psykologistudenten som hadde utført "observasjonene"; det var altså ikke den psykologen som underskrev rapporten som hadde observert mitt barn.

Jeg var nødvendigvis interessert i å få vite hvordan mitt barn hadde "gestaltet" sine opplevelser. Psykologen var ikke direkte imøtekommende overfor undertegnede; med morens versjon i første instans var hun tydelig forutinntatt. Psykologistudenten satt fåmælt i et hjørne (han var sannsynligvis utplassert i forbindelse med praksis i psykologistudiet), mens veilederen berettet hva psykologistudenten hadde "følt" at mitt barn "gestaltet". Jeg etterspurte grunnlagsmaterialet, og psykologistudenten måtte motvillig dra opp notatblokken sin fra "observasjonene", alt mens behandlende psykolog utla om hva psykologistudenten (ikke hun selv, som knapt hadde sett gutten) "følte var naturlig å slutte seg til". (Sitatene i anførsel er faktisk gjengivelse av psykologens ordbruk.)

Psykologistudenten leste opp fra sine notater, meget nøyaktig og samvittighetsfullt nedtegnet. Etterhvert* som de konkrete beskrivelser av mitt barns lek i dukkehuset åpenbart fjernet enhver mistanke om at verken mitt barn eller noen andre var blitt stengt inne av barnets far; ordet "far" var ikke nevnt med en stavelse; psykologistudentens nitidige "observasjoner" inneholdt sogar detaljer som at mitt barn hadde plystret underveis, og prompet to ganger mens han lekte med figurer og møbler i dukkehuset.; ble psykologen mer og mer aggressiv. Hun påpekte med autoritativ mine at det var mine "provokasjoner" (mitt forlangende om å få se underlagsmaterialet ?) som trigget hennes gemytt (på fagspråket kalles dette projisering, en forsvarsmekanisme som imidlertid ikke gjelder for psykologer med "lang erfaring" og solid forankret "intuisjon").

Da jeg etterlyste de tekstsekvenser i grunnlagsmaterialet som kunne gi psykologen belegg for å skrive at mitt barn hadde blitt stengt inne av sin far, ble psykologen svar skyldig. Jeg skal ikke underslå at jeg var en smule opprørt og forbannet, og jeg tillot meg også å fortelle veilederen at hun burde la psykologistudenten snakke for seg selv om sine "følelser".

Etter at BUP var tatt med buksa nede ble jeg lovt kopi av studentens notater, samt at rapporten ble korrigert. I den korrigerte versjonen er ordet "far" fjernet. Da jeg påpekte at psykologistudentens notater var interessante fordi de inneholdt utsagn fra mitt barn om at "hjemme hos ham ble man satt i husarrest når man var slem", og antydet at det kan hende var moren som hadde stengt mitt barn inne, ble psykologen krakilsk.

I BUP-rapporten står også en setning om mitt barns "stabile indre struktur", hvilket jeg merket meg. Da jeg fortalte at barnet i sine tre første leveår daglig hadde begge sine foreldre tilgjengelig, ble psykologen rasende. Hun avfeide bryskt denne mulighet, og hevdet at "sånt er arvelig", en tvilsom påstand i seg selv. Da jeg antydet at mitt barn i så fall måtte stole på sin farsarv, stilte psykologen seg demonstrativt ved døren og avsluttet seansen med følgende utsagn: "Du må huske på at jeg er en meget temperamentsfull person."

Hvilken relevans dette utsagnet har for psykologens kompetanse eller barnets omsorgssituasjon, skal være usagt.

Senere har denne psykologen hevdet at psykologistudenten i ettertid (etter at jeg hadde dissekert rapporten?) hadde kommet på at mitt barn hadde sagt at det var "en far som hadde stengt noen inne". I psykologistudentens notater fra barnets lek med figurer fremkom ingen beskrivelser av situasjoner hvor noen, verken barn eller voksne, ble stengt inne av noen! Psykologen lyver i rapporten, og lyver høyst sannsynligvis også om hva psykologistudenten "følte det var naturlig å slutte seg til", og hva han i ettertid kommer på at barnet har ytret.

Jeg har ikke unnlatt å fortelle denne psykologen hva jeg mener om hennes arbeide, hvorpå hun påstår at jeg ikke har kunnskap om lekeobservasjon. Mitt svar på en slik påstand har vært at det har heller ikke hun slik hun ordlegger seg. Omsider fremkommer det jeg nok hadde en mistanke om hele tiden: det var aldri meningen at jeg skulle få lese rapporten. I følge psykologen var nå moren fortvilt, hvilket for psykologen var meget bekymringsverdig. Hva moren har gjort mot mitt barn ved å bl.a. hjernevaske ham over flere år parallelt med omfattende medomsorgssabotasje, noe jeg ikke nøler med å kalle regulær psykisk barnemishandling, vil psykologen ikke høre snakk om. Psykologens holdning overfor meg som far til barnet ytrer seg også ved at hun hevder at rapporten kun kan forståes av andre fagfolk, noe jeg velger å oppfatte som et understatement.

Kopi av notatene som jeg ble lovet har jeg ikke fått, og psykologen benekter sogar denne lovnaden. På mitt spørsmål om hvem som er hennes formelt-administrativt overordnede svarer hun at det er barnevernet, noe jeg har konfrontert henne med er positivt feil. Hun har nok folk i barnevernet som vil dekke henne, men som ansatt i det offentlige helsevern bør psykologen vite at det er kommunens sentrale oppvekstetat som er hennes overordnede.

Min sønn har jeg sett tre ganger det siste året, under tilsyn som det heter. "Tilsyn" har vært den samme psykologistudenten som foretok "observasjonene". Han skal nå skrive en rapport det blir spennende å lese. BUP har tabbet seg ut, men har neppe helt overskuet konsekvensene av sine handlinger. Det lokale barnevern som rapporten opprinnelig var stilet til har jeg vært i kontakt med tidligere, en kontakt jeg avbrøt da jeg oppdaget at man tildels gikk bak min rygg for å forhindre gjennomføringen av legalt rettskraftig samvær.

Hvor lang tid det tar før også psykologers maktmisbruk kan bekjempes med saklige, vitenskapelige midler, avhenger i ikke ubetydelig grad av evnen til å lære av klienterfaringer. Men da må psykologene komme seg ut av de lukkede rom, og i tråd med akademiske begrunnelseskrav, åpent redegjøre for premissene for sine faglige vurderinger. Et første skritt vil være å redegjøre for hvilke faglige kunnskaper psykologer kan påberope seg om fedres betydning i barns liv. Mitt barn er blitt et psykologoffer ved at barnets tilknytning til sin far undergraves, lyves bort, og ved at årsakene til de vansker barnet etter hvert har fått (slik jeg advarte mot på et tidlig stadium i prosessen), tilskrives den fraværende far som ansvarlig for problemene. Jeg kaller dette familielobotomi og en vanvittig ressurssløsing. Det finnes en god del funn som bekrefter min tese, men slik empiri er verken Katrin Koch eller Odd Arne Tjersland m.fl. interessert i å kunne dokumentere. Da holder de seg heller med myten om den kliniske intuisjons ufeilbarlighet.

Robyn Dawes (1994) benevner denne og andre myter i sin berømte bok House of Cards. Selv om hans teser nok kan imøtegås på enkelte punkter, bekrefter Dawes det en god del lekfolk etter hvert smertelig har fått erfare, nemlig at psykologfaget utarter til rent maktmisbruk når fagets myter og dogmer ikke underkastes vitenskapelige kritisk-metodiske begrunnelseskrav.

-----------------

* På grunn av ombrekkingsfeil ble denne setningen ufullstendig i den første versjonen av artikkelen, og dette og følgende avsnitt sterkt omkalfatret. Dette er rettet opp.

-----------------

Litteratur

Council of Europe (1996): Johansen vs. Norway. Strasbourg

Dawes, Robyn (1994): House of Cards; psychology and psychotherapy built on myth. The Free Press

Edvardsson, Bo (1996): Kritisk utredningsmetodik. Stockholm: Liber utbildning.

Ekeland, Tor Johan & Myklebust, Vidar (1997): Foreldremekling. Brukarperspektiv. Rapport nr. 23 1997, Møreforsk / Høgskulen i Volda

FAD (1991): Mannifest; førebels statusrapport frå

mannsrolleutvalet

NOU 1995:23 Barnefaglige sakkyndighetsoppgaver; rolleutforming og kvalitetssikring

Næss, P.O. & Undersrud, Guro (1987): Barnefordeling ved separasjon og skilsmisse. Oslo: Tano

Reigstad, Ståle W. (1992): "Tanker om profesjonsetikk og yrkesutøvelse. Tidsskrift for Norsk Psykologforening, 29, 528-538

Rolfsen, Jens (1994): "Skal psykologer avgjøre barns framtid?" Impuls 4-1994

Sæbø Jahr, Marit (1988): Til barnets beste? En pilotundersøkelse om psykologer som sakkyndige i barnefordelingssaker. Bergen: Alma Mater

Tjersland, Odd Arne (1992): Samlivsbrudd og foreldreskap. Oslo: Universitetsforlaget

Aanonsen, An-Magrit (1996): Høringsuttalelse til barneloven. Den Norske Psykologforening. Oslo

 

-------------------------------------------------------------

Opplysninger fra NKMR:

Psykolog Marit Sæbø Jahrs senere karriere etter den lovende pilot-undersøkelsen har øyensynlig tatt en noe annen retning enn hva man kanskje ville ventet ut fra hennes pilot-prosjekt. Hun har arbeidet som sakkyndig, med både barnefordeling og barnevern. I september 1994 ble hun intervjuet av Aftenposten om psykolog-vurderinger i forbindelse med barne-fordeling. Det siteres en tidligere uttalelse fra henne til Aftenposten, i 1988 da hennes bok utkom: "Psykologer som sakkyndige i Norge har én ting til felles - oppdraget er en bijobb, en lukrativ ekstrainntekt i tillegg til det daglige yrket." Det sies videre at siden 1988 ".. har hennes hovedbeskjeftigelse vært å bistå rettsapparatet som sakkyndig, og hun opptrer også som sakkyndig meddommer." Hun hevder i intervjuet: "Et opplagt problem i dag er at rapporten er tilgjengelig for foreldrene ..... Om foreldrene ikke fikk utlevert rapporten, tror jeg mange sakkyndige ville bli mer direkte og kalle en spade for en spade."

Jahr virket i 1992 som sakkyndig psykolog i en barnevernssak i en kommune på Vestlandet. Hun hevdet der, etter mindre enn en times samtale med foreldrene, at de ikke passet sammen (de hadde da vært gift i ca 28 år). Hun dukket sammen med en barnevernskonsulent opp på skolen, hvor de to - uten å kunne legitimere seg - tok ekteparets 9-årige datter og plasserte henne på et i andre sammenhenger meget kritisert barnehjem. (Oppholdet der gav piken mareritt og angst av langvarig art. Hun ble senere tvunget i fosterhjem. Etter 4 år med lidelser, lengsel og rettssaker flyktet datteren fra barnevernet og hjem til sine foreldre, gikk under jorden, og nektet å la seg føre tilbake til fosterhjemmet. Et brev hun skrev til barnevernet mens de fremdeles nektet henne å ta "lovlig opphold" hos foreldrene, er publisert på NKMR's nettside som "Tonjes brev til barnevernet".)

I år 2000 har Jahr ført sak der hun krever forsikringsselskaper for et millionbeløp i erstatning for arbeidsuførhet som hun hevder skyldes to nakkesleng-skader som hun skal ha vært påført i 1992 og 1995 (i samme tidsrom som hun virket i den omtalte barnevernssak). Forsikringsselskapene Storebrand og Gjensidige hevder at Marit Jahrs problemer ikke skyldes trafikkulykkene, men overforbruk av Vival og forandringer i hjernen.

Jahr har tapt saken for byretten og må betale motpartens saksomkostninger med 300.000 kroner. Retten uttaler at hjernefunksjonsforstyrrelse er sannsynlig. Jahr vil anke saken. Hun har nå anmeldt rettsoppnevnt nevrolog Magnus Robberstad, som foretok en underlivs-undersøkelse av henne for å vurdere nakkesleng-skaden, for sex-overgrep. Legen er blant annet anmeldt for utuktig omgang, misbruk av sin stilling som offentlig oppnevnt sakkyndig, og misbruk av pasienter som befinner seg i en tvangssituasjon. "Ut fra min egen årelange erfaring som rettsoppnevnt sakkyndig, vet jeg at man setter seg selv i en meget vanskelig situasjon ved å ikke samarbeide med de sakkyndige.(...) Jeg valgte således å etterkomme hans anmodninger som etter hvert ble mer og mer påfallende og etter min mening klart innenfor det som rammes av straffeloven", skriver hun i politianmeldelsen.

Alle enkelthetene om nakkesleng-saken finnes referert i Aftenposten og Bergens Tidende:

www.aftenposten.no/nyheter/iriks/d168447.htm (16.10.00)

www.aftenposten.no/nyheter/iriks/d168901.htm (17.10.00)

www.aftenposten.no/nyheter/iriks/d169361.htm (19.10.00)

www.aftenposten.no/nyheter/iriks/d169561.htm (20.10.00)

www.aftenposten.no/nyheter/iriks/d173518.htm (9.11.00)

www.bergens-tidende.no/vis.html?id=111739 (27.11.00)

www.aftenposten.no/nyheter/iriks/d27707.htm (19.12.97)

Marianne Haslev Skånland
vise-ordførende NKMR

 

Tillbaka till Artiklar

Driver barnevernet interneringsleire?
Av Ellinor Nerbø

 


Ellinor Nerbø är engagerad i Norsk Bistand for Barnevernsofre, NBBO.
Artikeln är tidigare publicerad Samfunnsmagasinet, sfm.no, den 20 februari 2010

Den återges här med Samfunnsmagasinets och författarens benägna tillstånd.

 


Etter noen år med avsløringer av det norske barnevernet der barnevernet nærmest er kledd naken, og barnevernets fremferd over for familier i Norge, kan en spekulere i om staten bruker barnevernet som et ledd i å internere en del av befolkningen. Ved å bruke barnevernet som en "front" for å opprettholde barnevernet, så er dette den mest perfekte måten å unngå arbeidsledighet i denne offentlige sektoren.

At EN promille av ansatte "går" noen ganger skyldes at man skal vise at noe fungerer, når man har fått avdekket noen overgrep som gir et grunnlag. De fleste tilfellene feier man under teppet. Resten som i det offentlige barnevernet som også gjør overtramp, beskytter man etter beste evne. Hvem går overgrep ut over? Jo, det er først og fremst barna, men det har også noe å si for barnets familie som man ønsker å krenke med glede kan det se ut som.

Det MÅ visst et nytt Linge-kompani til med helt andre premisser for øye om man skal klare å sette "spesielle hendelser" i rett perspektiv. "Ground 0" enkelt og greit. At noen velger utradisjonelle løsninger og andre former for utradisjonell protest, er vel for noen en "sisteløsning" når man møter UVESENET som de fleste som møter dem mener om barnevernet.

Barnevernet opptrer ofte som reneste Gestapo-soldater og politiet er ikke stort bedre når man dilter i ræva på disse utyskene. Derfor har våre øvrige (folkevalgte) myndigheter i Stortinget sett at barnevernet kan brukes for å rekruttere mennesker til denne interneringsprosessen. Det er barna dette går ut over og som blir internert. Enten institusjonen er offentlig eller privat eks. fosterhjem. 

Mange slike institusjoner drives jo av staten v. BLD og enkelte private institusjoner som tar ut millionbeløp i utbytter. Altså! Barn settes ut på anbud/blir internert. Dette gjelder også fosterhjem. Mange slike institusjoner enten de drives offentlig eller privat, spiller ingen rolle så lenge barnevernerne får alle former for muligheter til utførelse av grove overgrep og andre tvilsomme gjøremål overfor barn og familier for øvrig.

Å bruke ørene for å motta kritikk er som kjent fraværende. Lukker også øynene for det man ser, og det spiller ingen rolle og lar det passere. Et liv fra eller til spiller heller ingen rolle for barnevernet??? Så her er det bare å se i øynene at interneringsprosesn av folket er i gang og den har vart en stund, og fortsetter nok i all framtid. David har møtt Goliat da GRO ble statsminister, galt var det nok før den tid, men etterpå ble det bare enda verre!! "Herligheten" kan man nok takke ARBEIDERPARTIET for!! Barnevernsofre, FOREN DERE!!



Driver barnevernet interneringsleire?
Av Ellinor Nerbø, Samfunnsmagasinet, sfm.no - 20.02.2010


NY FAMILIE PÅ FLUKT FRA BARNEVERNET
Av Gry Scholz Nærø


Barnevernsansatte mishandlet og tapet fast - Tre barn og foreldrene forsvant med maskerte menn

En serie artikkler i norska aviser 13-02-2010 --

Tillbaka till Artiklar

Tillbaka till Huvudsidan

 

 

 

  • Dr Mengele & Co i norska hem?

    Professor Marianne Haslev Skånland

      


  • Artikeln är tidigare publicerad i MEDBORGARRATT 4/95 och återges här med författarens benägna tillstånd.

 

  • Den provocerande frågan ställs av Marianne Haslev Skånland, som är professor i språkvetenskap vid Universitetet i Bergen. Hon är engagerad i samhällsfrågor som angår mänskliga rättigheten och hälsa och särskilt intresserad av frågan om den vetenskapliga grunden för socialmyndigheters och rättsväsendets uppfattningar om psykologi och samhällsliv.

     

    Det är inte längre möjligt att undgå att se likheten mellan vårt norska barnevern och det nazistiska SS, Sovjetunionens KGB och Inkvisitionen.

    Förra våren firade vi i Norge 50-årsjubileum av frigörelsen från nazisternas ok, och så varmt och känslofullt att vi aldrig får låta detta ske igen. Särskilt reagerar vi på koncentrationslägren och hela behandlingen av judarna, som bl.a. gick till sålunda: Först blev judarna berövade alla pengar och ägodelar. Så blev de arbetsföra nyttiggjorda som slavarbetare i den tyska industrin. När de sedan dråptes, blev deras jordiska kvarlevor använda till sådant som tvål och lampskärmar. Men innan de blev mördade kunde de också tjäna som försökspersoner i medicinska experiment som man inte kunde utföra på fria människor. Försöken var oftast mycket smärtsamma och skadliga, eller kunde röra sig om att undersöka hur försökspersonerna reagerade fysiskt och mentalt på tortyr, på att höra att de skulle avrättas, osv. Dessa experiment utfördes av "vetenskapsmän" med dr Josef Mengele i spetsen.

    En parallell till sådan "resursanvändning" lanserades öppet av Hordaland fylkeskommun i Bergen i sommar: Fylket var värd för "Den 9:e Internationella Fosterhemskonferensen". Konferensen hade titeln "Att bygga broar", och programmet ställde tillsynes rörande frågor som: "Hur kan föräldrar vara en resurs i fosterhemsomsorgen - både för barnen, fosterföräldrar och de professionella hjälparna?" och spörsmålet om "omsorgsarbetares användning - eller brist på användning - av media för att bringa barnens röst ut i samhället".

    Jobb och makt

    I klartext: de vuxna offren skall tjäna sina och sina barns plågoandar. Den reella grunden till barnevernets bortförande av barn ligger inte i förhållanden hos föräldrarna eller barnen, den ligger i behovet av jobb och makt hos barnevernets socionomer och psykologer. Det utgör ett penningslukande utan like, ett slöseri med hundratals miljoner på totalt onyttig, ja direkt ödeläggande verksamhet. Denna barnevernets aktivitet betalas av samhället, oss alla. Men dessutom måste offren ofta ruinera sig på utgifter till sådant som advokathjälp och oavhängiga sakkunnigutlåtanden i sin rätt ensamma kamp mot terror-barnevernet. Eftersom barnevernet håller barnen som gisslan i barnhem och fosterhem, kan föräldrarna inte effektivt värja sig och barnen mot "resursanvändningen".

     

    Monopol på media

    Föräldrarna blir i praktiken berövade sin lagfästa yttrandefrihet att kritisera myndigheterna eftersom barnevernet - och domstolarna! - hotar och bestraffar dem och deras barn om de går till media eller på annat sätt låter offentligheten få veta om socialväsendets övergrepp på dem. Däremot föranstaltade alltså Hordaland fylkeskommun att deltagarna på en fosterhemskonferens diskuterade hur barnevernet kan använda medierna för att främja sina och fosterhemmens intressen, och det under täckmantel av att de representerar "barnens röst"! Tidningsreportage från konferensen återgav också fosterhemmen och barnevernet på det sätt dessa önskar - en ren skönmålning av idyllisk harmoni. Jag minns att Röda Korset på besök i koncentrationslägret Theresienstadt, där SS presenterade en vacker fasad vid tillfället, inte säg något fel på förhållandena för judarna.

     

    Miljoner för propaganda

    För övrigt vill nu det norska Barn- och familjedepartementet använda 3-4 miljoner till att propagera för fosterhem, eftersom det har blivit brist på dem (förhoppningsvis för att anständiga människor har börjat vakna och förstå att de inte bör anmäla sig som hantlangare åt en organisation som är utom all etisk kontroll, en regim som har utvecklat sig till en ren skadevållare). Fler än jag minns kanske det beryktade möte där SS planlade organiserandet av "den slutgiltiga lösningen"? Norska barnevernet håller ständigt sådana strategimöten; de heter "seminarier", "konferenser" och "fortbildningskurser".

     

    Inte nytt i Norge

    Sådant uppförande från socialmyndigheternas sida är inte nytt i Norge. I flera årtionden blev våra tattare internerade i arbetsläger och hotade med att om de avvek, skulle barnen tas ifrån dem. Emellertid kunde barnen bli tagna ändå, och offren blev både steriliserade och lobotomerade. Långt efter det senaste kriget pågick dessa hemskheter mot tattarna fortfarande. I nyheterna några dagar före befrielsedagen den 8 maj 1995 framträdde en man och sade: "Nej, vi önskar inget befrielsefirande av frihetshjälten överläkare Scharffenberg. Han stod i spetsen för övergreppen mot de norska tattarna, som ägde rum för att doktor Scharffenberg skulle få praktisera sina 'teorier'. Många av oss söker ännu förtvivlat efter våra familjer."

    Nu har övergreppen mot tattarna utvidgats till befolkningen generellt. Som i Sovjetunionen under Stalin kan vem som helst, rent godtyckligt, utsättas för husrannsakan, långvariga förhör och årslång övervakning, tvångs"behandling" av icke existerande mentala sjukdomar, och självfallet deportering av barnen. Men det är rätt åt oss att samhället ödeläggs på detta sätt, vi som har låtit det ske med tattarna. Vi norrmän är inte alls särskilt frihetsälskande; vi låter oss imponera och klavbindas av auktoritet och indoktrinering precis som andra folk, till exempel så som stora delar av det tyska folket som inte kunde, eller inte vill, tro på koncentrationslägren.

     

    Orion-projektet

    I den oändlighet av skrämmande sidor som barnevernets framfart uppvisar, förtjänar ändå en detalj att nämnas. Här i Bergen har barnevernet satt i gång ett sk "Orion-prosjekt'. Det går ut på att de tränger in i hemmen igen, denna gång för att filma de olyckliga föräldrar som de har tagit eller hotar att ta barnen ifrån, i deras dagliga göromål i hemmet, eventuellt i "samspel" med barnen. Ändamålet uppges vara att studera dem psykologiskt och "visa föräldrarna vad de gör fel", och om föräldrarna inte vill ta emot denna "hjälp", räknas de som extra olämpliga att ha något med sina barn att göra. Jag har t ex fått rapport om att en ung mor som bodde på Bergen Modrehjem (en institution under Barnevernet som gör anspråk på att hjälpa nödställda mödrar) och som vägrade att låta sig filma av Orion-projektet, kastades ut från mödrahemmet med sitt barn, och därmed i praktiken blev satt på gatan för att hon egentligen inte hade någon annanstans att ta vägen.

     

    Bevismaterialet

    När vi skall bedöma ett sådant tilltag som Orion-projektet, går vi klokt i att lägga märke till vilket slags bevismaterial om hemmet och föräldrarna som barnevernet räknar som relevant och faktiskt kommer med som bevis på "omsorgssvikt och " skada på barnets mentala hälsa" i rättssaker. Jo, husmodern "är klumpig med burköppnaren"; hon "använder för mycket tvättpulver när hon tvättar"; kläderna ligger inte i militär ordning i skåpet; modern "skär för tjocka brödskivor"; fadern "verkar stressad när barnevernet är närvarande"; barnet "äter så fort att det måste ha varit utsatt för incest; barnet "äter så långsamt och ovilligt att det måste ha varit utsatt för incest; modern "stimulerar inte barnet verbalt i matsituationen"; "då barnet föll omkull på golvet, hjälpte modern bara upp det igen utan att trösta det verbalt"; modern och en 12-årig son "äter när de är hungriga och inte på fasta tider varje dag"; föräldrarna lägger inte märke till barnets behov"; föräldrarna "kretsar för mycket kring barnet och överbeskyddar det", modern "är för passiv" och fadern "är för aktiv"; modern "vill inte låta oss få insyn i sitt privatliv och inger oss därvid stark misstanke om att hon har något att dölja'.

     

    Omättlig lust

    Jag tror vi inser att den reella grunden för sådana projekt åter är barnevernets egen iver efter arbetsuppgifter, och deras omättliga lust att sticka sin näsa i allt med sin nyfikna, kvacksalvande "forskning" och kontroll av allt och alla, så som maktmänniskor alltid har behov av. Det förefaller råg att Orion-projektet är Josef Mengele på nytt. I Tyskland var det i alla fall över på 12 år. I Sovjetunionen tog det 70.

    Till Pågående rättsfall

    Tillbaka till Artikelindex

     

     

     

Diplom Årets navn 2004

 

NKMR gratulerar Nina Elin Hauge till utmärkelsen.

 

 

 

Nedan följer pressmeddelandet från Samfunnsmagasinet.

 

 

Pressemelding:

Samfunnsmagasinets diplom Årets navn 2004 tildeles husmor fra Moss.

Juryens begrunnelse:
Gjennom et omfattende arbeide for barns rettigheter, har husmor Nina Elin Hauge fra Moss som også arbeider gratis for nettestedet
www.barnasrett.no, vist en enorm styrke, et stort mot og et oppriktig engasjement. Juryen har spesielt vektlagt hennes utrettelige kamp for å belyse systemfeil ved samtidig å underbygge kritikken med omfattende dokumentasjon basert på nasjonale og internasjonale forskningsresultater, grundig kildehenvisning og fokus på det biologiske prinsipp som gjør henne til familiens Jeanne D’Arc vs statlige overgrep og manglende rettssikkerhet.

Redaktørens merknad:
Samfunnsmagasinet takker juryen for sitt arbeide og gratulerer samtidig Nina Elin Hauge med tittelen. Den offisielle tidelingen med en tilhørende reportasje, vil finne sted i løpet av mars – april. Samtidig har juryen akseptert at de to nærmeste kandidatenes navn offentliggjøres. De to nærmeste kandidatene var husmor Mona Lygre fra Bergen innstilt som nr. 3, samt RV leder Torstein Dahle fra Bergen som var innstilt som nr. 2. Samfunnsmagasinet takker for alle innsendte forslag.

Jan Hansen
Redaktør


 

Rapporter

 

Tillbaka till Huvudsidan

 

 

 

Døde av overdose på barnevernsinstitusjon

En 18-årig gutt døde av et ukjent narkotisk stoff som var tilvirket på barnevernsinstitusjonen "Ungdom i utvikling" i Trysil, hvor gutten bodde under barnevernets "omsorg".



Dette kan ikke kalles barnevern!
Av Marit Lunddal Løken

- Det kan ikke kalles barnevern når barna ikke vernes! Noe må gjøres med lovverket, mener Bente Norseth Martinsen, moren til Kåre Roger Martinsen (18) fra Eidsvoll som satte en dødelig sprøyte hjemmelaget dop på en barnevernsinstitusjon natt til lørdag.

Eidsvoll Ullensaker Blad - 07.02.2007

 

 

Ungdommene skulle ikke vært i samme hus
Av Tom M Hartviksen

De tre ungdommene bodde ikke i lag, men likevel var de i lag. Slik skal egentlig ikke skje, sier en ansatt hos UiU til Østlendingen. Totalt kom han seg forbi fire UiU-ansatte. Den ansatte Østlendingen har snakket med, har i likhet med sine kolleger fått munnkurv av ledelsen i bedriften.
Østlendingen 07.02.2007

 

 

Hevder hun fikk tekstmelding da sønnen tok overdose
Av Ingunn Andersen og Jarle Brenna

Da 16-åringen tok overdose skal barnevernsinstitusjonen i Trysil ha varslet moren via en tekstmelding: «Sønnen din har tatt en overdose tabletter og ligger på sykehuset. Legen sier det kommer til å gå bra».

VG 06.02.2007



18-åring døde

Av Anders Nordstoga
En 18 år gammel gutt fra Trysil døde lørdag etter å ha tatt hjemmelaget dopblanding.

Aftenposten 04.02.2007

 

Avhører ansatte etter narkotikadødsfall
Ansatte på en ungdomsinstitusjon i Trysil skal avhøres i forbindelse med at en 18-åring døde etter å ha brukt et hjemmelaget narkotisk stoff. Politiet vet ikke hvordan ungdommer klarte å lage stoffet uten å bli oppdaget.

Aftenposten 04.02.2007

 

 

- Trodde sønnen min var trygg
Bente N. Martinsen vil granske barnevernet etter at sønnen (18) døde av en GHB-overdose.

Tv2 Nettavisen 06.02.2007

 

 

Tok dop mens voksne passet på
18-åringen som døde av den ukjente dopblandingen i Elverum lørdag, var under barnevernets beskyttelse. - Alle tre - både den døde 18-åringen, den siktede kameraten og den 16 år gamle jenta - bodde på ungdomsinstitusjonen «Ungdom i utvikling» i Trysil. Daglig leder ved institusjonen bekrefter overfor Nettavisen at det var voksne på vakt natt til lørdag da ungdommene tok dopblandingen. På institusjonen bor det barn fra 13 års alderen og oppover.

Nettavisen 04.02.2007

 

 

18-åring døde av ukjent party-dop
18-åringen døde på Elverum sykehus klokken 16.45 lørdag. Stoffblandingen som tok livet av mannen hadde han fått av en jevnaldrende kamerat. 18-åringen kommer opprinnelig fra Romerike, men bodde for tiden på en ungdomsinstitusjon i Trysil.

Nettavisen 04.02.2007

 

 

*********************************

 

Beslagla GHB på barnevernsinstitusjon
Politiet i Mandal har beslaglagt flere liter av det livsfarlige narkotiske stoffet GHB på en privat barnevernsinstitusjon.
Adresseavisen 07.02.2007

 

 

Loven hindrer kontroll av barnevernsbarn
Mens foreldre kan straffe barna sine ved å ta fra dem mobiltelefonen, gi dem husarrest og gå gjennom barnerommet ved mistanke om at poden skjuler narkotika, har ansatte ved institusjoner en høy terskel for å gjøre det samme, sier Bjørn Skotaam, som er daglig leder for Stiftelsen Motivasjonskollektivet i Eidsvoll.
Romerikes Blad 07.02.2007


- Barnevernsansatte lures trill rundt
Kathrine Bjørsvik var 13 år da hun havnet på barnevernsinstitusjon. Det var der hun ble introdusert for GHB og andre narkotiske stoffer, uten at de ansatte merket noe.

Tv2 Nettavisen 06.02.2007


Ni ungdommer til sykehus etter GHB-overdoser

Av Per Kristian Aale og Peter Markovski  
Fem tilfeller i Sandnes i natt, og i Ålesund døde en mann i 20-årene av overdose torsdag.

Aftenposten 04.02.2007

 

 

 

 

Tillbaka till Artiklar

Den politiske idiologi bag tvangsfjernelse
Af Tommy Jensen

Borgerdebat

 

Jeg har i en 3 års tid forsøgt at finde frem til årsagerne til de frastødende modbydeligheder der sker i tvangsfjernelsessystemet ud fra de samme bevæggrunde der fik Annelise til at starte Borgerdebat op.

1-2-3 oplevelser af modbydelige sager i pressen, og en undren over hvorfor samfundet sidder og vrider hænder over for noget der tog sin begyndelse i starten af 70'erne og blot har accelereret siden.

Grunden er at man er nødt til at kende sin fjende og hans motiver, hvis man undgå at bruge sin tid og energi på at fægte sig frem i blinde.

For halvandet år siden analyserede jeg mig frem til at Den Sociale Ankestyrelse var krumtappen i tvangsfjernelsesindustrien.
Analysen var den, at hvis kommunerne begik så mange lovovertrædelser og undladelser som de bevisligt gør, så burde kommunernes fejl blive opfanget i klagesystemet, og når de ikke blev det, måtte der ligge en bevidst politik bag Ankestyrelsens sabotage.

Det hjalp mig et pænt skridt, at debatdeltagerne her gav informationer om møder med folketingets socialudvalg og Villy Søvnig fra SF og andre instanser og jeres konklusion at eliten inden for tvangsfjernelsesindustrien var en art "dødens købmænd".

Kigger man herefter på hvem der sidder på nøgleposterne i tvangsfjernelsesindustrien, sidder der socialdemokrater som formænd alle vegne:
Kommunernes Socialudvalg, Amternes Socialudvalg, Den Social Ankestyrelse, Socialministeriet, Socialministre, Formand for Socialchefer, Kommunernes Landsforening, m.v. Alle som en Socialdemokrater.

Bemærk her at jeg er enig med Annelise i at de borgerlige ikke er meget bedre. Forklaring på dette følger.

Tænker man lidt over konklusionen "Dødens købmænd", er der alligevel et eller andet galt. Det er reelt kun enkeltpersoner der tjener fedt på industrien.
Dem der sidder ved magten, socialdirektører, borgmestre og ministre som kunne ændre uhyrlighederne, har ingen egentlig økonomisk ej heller samfundsmæssig interesse i sagerne der er destruktive, meningsløse og samfundsmæssigt koster store summer.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor gør de det så ?

Hvorfor sidder Nyrup i 10 år hver nytår med våde øjne, og snakker om at vi skal gøre noget for de gamle og at tvangsadskillelser af pensionistægtepar smerter hans hjerte, men han kan ikke gøre noget på grund af reglerne, når Henriette Kjær bagefter på 3 uger får ændret de uhyrlige regler ?

Hvorfor sidder Socialminister Bare-det-ikke-kommer-i-dagspressen-Damgaard Kristensen, og lader en sag om arbejdsskadeerstatning til en 100% invalid køre i 19 år ?

Vi almindelige mennesker har en tilbøjelighed til selv at finde undskyldning for det kyniske og det psykopatiske, for vi vægrer os ved at se en ondskab i øjnene der rækker ud over vores forstand.

Svaret på alle vores spørgsmålstegn er naturligvis den der ligger lige foran næsetippen: At alle uhyrlighederne er en bevidst, overlagt og ufattelig kynisk politik af de idiologer der sidder på den politiske magt i Danmark. Lad os holde os til Danmark i første omgang.

Jeg undrede mig dernæst over, hvorfor ingen forældre endnu var gået amok og smidt en håndgranat ind i børne- og ungdomsudvalgets lokaler, når det at fjerne et barn på et opdigtet grundlag er en af de mest hårrejsende overgreb man kan foretage på et eller to menneskers integritet.
Og hvorfor er det idag stort set kun de Autonome og Muslimske kvinder der har nosser nok til at demonstrere inde foran Christiansborg, mendens vi skal 25 år tilbage for at finde danskere i større flok der engageret protesterer mod et eller andet ?

Hvordan kan flertallet af danskere være så passive og underdanige over for sådanne uhyrligheder ?

Jeg fandt svaret i det følgende essay der er skrevet i 1995, og bemærk hvor mærkbart værre situationen er blevet siden.

http://www.antipsykopat.net/godst.html

Essayet er lidt langt, 24 sider, men er en hjernebasker af format, specielt for de af os der har oplevet både 70'erne, 80érne og 90érne.

Essayet giver det logiske svar på hvorfor. Når vi nu herefter kender både fjenden, hensigterne og metoderne, kan vi analysere og opstille 2 typer forsvar/våben overfor tvangsfjernelses industrien:

Den ene type er at alle klagebreve til de mange klageinstanser, bliver af systemet brugt til 2 ting: Dels at intimidere den enkeltes og familiens privatliv og nedbryde den individuelle tanke og modstandskraft, og dels fungerer klagebreve som en art tankekontrol der kan studeres og lukke de huller i lovsystemet via cirkulærer m.v. som borgerne finder.
D.v.s. at det eneste virkelige våben mod en konkret ugrundet tvangsfjernelsessag, er at være bevidst om hvad systemet har til hensigt og bruge det samme våben som systemet bruger og som Borgerdebat har brugt på fortrinlig vis:
Intimitering og offentliggørelse på nettet, i aviser, i tv, plakater af den enkle sagsansvarlige, m.fl. der er årsag til ugrundede overgreb, samt at en borgergruppe støtter familien.

Det andet våben er at få indkredset og sat navn på den politiske klike JJJ omtaler, og få deres projekt og gerninger personliggjort og offentliggjort.

Kommentarer modtages meget gerne.

Tak og tillykke til Annelise, m.fl. med Borgerdebat, som seriøs og saglig er en god side for indhentning af informationer om emnet.

Skal jeg kritisere en enkelt ting, så skæmmer de ligegyldige tvister med Kafka redaktørerne lidt, da de som der skrives er ligegyldige og bryder lidt med den seriøsitet der ellers præger debattråden.

 

 

Godkjenning for å få barn?

Av Marianne Haslev Skånland

 

Den politiska ideoogin bakom tvångsvård

Av Ruby Harrold-Claesson

 

Borgerdebat

 

Tillbaka till Artiklar

 

 

 

Barnevernet tvangsfjernet samisk barn


Den lille gutten på et halvt år er hentet fra slektningene han har bodd hos hele livet. Karasjok kommune har flyttet den halvårige gutten til fremmede mennesker på ukjent adresse.
En serie artikkler i norsk media
30.10.2006 --

 

 

Barnevernsdom til Høyesterett
Av Oddgeir Isaksen

En samisk familie mener lagmannsretten gjorde en saksbehandlingsfeil.

Høsten 2006 hentet barnevernet en seks måneder gammel baby fra en fosterfamilie i Karasjok, og plasserte barnet på ukjent adresse.

Saken havnet i tingretten, som slo fast at barnet skulle tilbake til fosterfamilien i Karasjok. Men lagmannsretten slo 20. desember i fjor fast at barnet ikke skulle tilbake til fosterfamilien i Karasjok – hos den biologisk farens søster.

Finnmark Dagblad, finnmarkdagblad.no - 14.01.2008

 

 

Reindriftsgutten blir i fosterhjem
Av Elvi Rosita Norvang

Barnevernet vant i Hålogaland lagmannsrett. Den lille samegutten som for et år siden ble tatt fra sine samiske fosterforeldre, får enda ikke komme hjem til sine slektninger i Indre Finnmark.
(Nrk Sámi Radio 27.12.07)

 

 

Karasjok kommune anker
Av Klemet Anders Sara

Karasjok kommune anker barnevernssaken den tapte. Kommunens advokat Ulf E. Hansen sier at de anker i det punktet hvor barnet skulle flyttes.

(NRK Sámi Radio 09.05.07)

 

 

- Barnevernet må ivareta samiske barns rettigheter
Av Marie Elise Nystad og Anne Berit Anti

Terje Tretnes, medlem i Sametingsrådet mener at alle krefter må settes i sving for å rydde opp i et barnevernssystem som ikke ivaretar samiske barns rettigheter.

(NRK Sámi Radio 12.04.07)

 

 

- Barnet skal vokse opp som same
Av Anne Berit Anti

- Det er viktig at barnet får vokse opp i et hjem hvor minst et av fosterforeldre snakker samisk, mener Indre Finnmark tingrett.

(NRK Sámi Radio 12.04.07)

 

 

Ett-åring får ikke flyttes til fosterfamilien
Av Eilif Aslaksen og Marie Elise Nystad

I høst ble barnet hentet av barnevernet i Karasjok. Nå har Indre Finnmark tingrett bestemt at ett-åringen skal tilbake til fosterfamilien. Kommunen vurderer om avgjørelsen skal ankes.

(NRK Sámi Radio 11.04.07)

 

 

MAKTARROGANSE MOT SAMEBARN?
– Det var en sterk opplevelse å overvære møtet. Maktovergrep og arroganse, sier en nær slektning av den lille gutten.

(Ságat 30.11.06)

 

 

Karasjok SP om barnevernsak
– Allmen kunnskap tilsier at barnevernets avgjørelse er basert på solid og grundig faglige og juridiske vurderinger. Et solid og bærekraftig barnevern er også helt avhengig av at samfunnet styres av kloke lokalpolitikere. Det er betryggende at barnevernet ikke kan gi informasjon til media og det politiske miljøet. Derfor lokalpolitikere ikke innsyn i denne saken som gir grunnlag for å hevde at barnevernet har handlet i strid med gjeldende regelverk eller at internasjonale avtaler om urfolk er brutt. Kun rettsapparatet kan overprøve den avgjørelsen som er tatt, påpeker Karasjok SP.

(Ságat 30.11.06)

 

 

- Hører ikke hjemme i kommunestyret
Tilrettelagt: Lill-Tove Veimael

Senterpartiet skjønner ikke hvorfor Samefolkets parti i det hele tatt prøvde å ta opp barnevernssaken i kommunestyret.

(Sámi Radio 30.11.06)

 

 

- Hva skjuler dere?
Av Eivind Norum

Hva har politikerne å skjule siden dere ikke vil gjennomføre en kontroll av barnevernets handlemåte, spør fosterfamilien i Karasjok (Finnmark Dagblad 29.11.06)

 

 

Avviste barnevernssak
Av Eivind Norum

Ordfører Kjell Sæther avviste kontant å ta opp barnevernssaken i Karasjok på kommunetyremøtet.

(Finnmark Dagblad 28.11.06)

 

 

Barnevernsak i kommunestyret
Heivehan: Lill-Tove Veimael

Barnevernet førte den halvt år gamle gutten til skjult adresse. Nå ber barnets nærmeste om hjelp fra Karasjok kommunestyre for å få gutten tilbake igjen.

(Sámi Radio 28.11.06)

 

 

Barnevernet hentet barnet
Tilrettelagt: Lill-Tove Veimael

I dag hentet Karasjok barnevern den lille gutten som har bodd hos en av foreldrenes slektninger siden han ble født.

(Sámi Radio 31.10.06)

 

 

Loven garanterer ikke samiske barns rettigheter
Tilrettelagt: Lill-Tove Veimael

Norsk lov garanterer ikke at samiske barn får rettigheten til å vokse opp i deres opprinnelige kultur- og språkmiljø, mener advokat Trond Pedersen Biti.

(Sámi Radio 31.10.06)

 

 

Får ikke vokse opp hos familien
Tilrettelagt: Lill-Tove Veimael

Karasjok kommune lar ikke det lille barnet vokse opp i beredskapshjemmet de selv har godkjent. I løpet av uken blir barnet flyttet til fremmed adresse.

(Sámi Radio 30.10.06)

 

 

 

 

Tillbaka till Artiklar

 

De ledende spørgsmål

Af Lena Hellblom Sjögren, dr.fil., autoriseret psykolog

 

 

Artikeln är tidigare publicerad i Kronik i Politiken den 12 april 1999, Kultur og debat side 3. Den återges här med författarens och redaktionens benägna tillstånd.

Lena Hellblom

Sjögren, mor til fire børn, dr.fil., autoriseret psykolog, sagkyndig i seksuelle misbrug, forfatter til bogen Hemligheter och Minnen. Att utreda Tillförlitlighet i Sexualbrottmål. Norstedts Juridik 1997

 

 

  • Der er mindst lige så mange børn, der får det dårligt, fordi de fejlagtigt har troet at være seksualofre, som der er børn, der faktisk har været udnyttet seksuelt, skriver en svensk iagttager af den danske debat.



    Stadig flere vestlige lande oplever såkaldte pædofiliskandaler i daginstitutioner. Stadig flere ængstelige forældre tror, at deres børn udsættes for seksuelle overgreb i deres børnehave. Spørgsmålet er, om det er muligt, at børn kan udnyttes seksuelt af en voksen i en daginstitution, uden at det vil kunne mærkes. Sandsynligheden er meget lille, eftersom der samtidig inden for en meget begrænset plads befinder sig mange voksne og mange børn. Derimod er der belæg for, at større børn på forskellige slags døgninstitutioner er blevet udnyttet seksuelt. Dér er det fysisk muligt, da børn ofte er overladt til en enkelt voksen og i øvrigt befinder sig i institutionen døgnet rundt. I tidligere rapporter om seksuelle overgreb på børnehavebørn har man efter omhyggelige undersøgelser kunnet konstatere, at ingen førskolebørn var blevet voldtaget eller udsat for andre former for seksuelle overgreb i børnehaven. I et foredrag for det norske storting i oktober 1994 og efter indbydelse fra børneombudsmanden fortalte den nu afdøde danske kriminolog Berl Kutschinsky herom.

    DET GÆLDER om at tro på børn, og det gælder om at være opmærksom på tegn og signaler.
    Det har nutidens voksne indprentet sig.

    En toårig dreng i McMartins førskole i Los Angeles sagde til sin mor, at en mandlig pædagogmedhjælper i førskolen havde taget temperatur i numsen på ham. Det blev indledningen til USAs længste retssag.

    Drengens mor blev forskrækket, overfortolkede, talte med andre forældre, fik drengen sendt til undersøgelse. Andre børn kom til undersøgelse og blev udspurgt af eksperter, som var opfyldt af nidkærhed efter at hjælpe børn, som havde været udsat for seksuelle overgreb.

    En gruppe med 85 ansatte havde netop etableret sig for at bekæmpe seksuelle overgreb på børn.

    Med disse nye eksperters udspørgen af børnene voksede historierne om overgreb. Man anvendte for første gang anatomiske dukker med dybe kropshuller, som indbyder til at putte ting i.

    Som i de fleste sager om seksuelle overgreb i daginstitutioner handlede mange af historierne om, at flere voksne, som havde været klædt ud, havde ført forskellige genstande ind i børnenes kønsåbninger, tvunget børnene til at slikke de voksne på kønsdelene, fået dem til at spise afføring eller drikke urin.


    Efter at retssagen havde varet i syv år, fra 1983 til 1990, afsluttedes det hele med, at ingen kunne bevises at have været skyldig i nogen form for overgreb. Børnene, som man havde påstået havde været udsat for seksuelt misbrug, havde afgivet deres beretninger, efter at de havde været udsat for voksnes forventninger og påvirkninger.


    Heller ikke i den såkaldte Bjugn-sag i Norge 1992-94, hvor der forelå mistanke om, at op mod 60 børn skulle være blevet misbrugt, fortalte børnene spontant om overgrebene. Det skete først efter lang tid med ængstelse, undersøgelser, rygtespredning og gentagen udspørgen af børnene. Man kan ikke sige, at børnene løj. De tilpassede sig det, som de voksne forventede, og den suggererende påvirkning, det indebar.

    BØRN KAN modstå ledende eller på anden vis suggestive spørgsmål, hvis spørgsmålene indebærer, at der opstilles mindst to modstående hypoteser. Ofte er de eksperter og hjælpere, som anvender dukker eller tegninger som hjælpemidler, så forblindede af deres egen opfattelse af, hvad der er hændt, at de glemmer at afprøve alternative tolkninger.


    Det er selvfølgelig menneskeligt at ville have sine intuitive opfattelser bekræftet. Netop derfor behøver vi metoder til at afprøve holdbarheden i vores forudfattede meninger. Det er undersøgerens opgave at vride og vende alle oplysningerne for at finde frem til, hvad der er sandsynligt, og hvad der ikke er det.


    Det enkleste ved en sådan prøve er at opstille to modstridende hypoteser og så anvende så mange facts, som det er muligt. Hvad taler for, at overgreb har fundet sted således, som det påstås? Hvad taler imod? Hvis man tror, at en udtrykt mistanke om overgreb er det samme, som at overgreb har fundet sted, er det let at lukke af for det, som taler imod det, som påstås. Det er let at havne i den mest almindelige fælde, i den såkaldte bekræftelsesfejl. Man ser ikke, at man hele tiden søger bekræftelse på en hypotese, fordi man ikke har nogen anden mulig hypotese.

    NÅR DET handler om mistanke om forbrydelser mod børn, viser det sig ofte, at det ikke er børnene, som beretter, men at en beretning videregives, som om den var barnets beretning. Denne beretning om en beretning danner udgangspunkt for myndigheders og behandlerpersonales indgriben og indsats. Tolkninger sker altid, hvor man videregiver noget, man har hørt. Ofte sker tolkninger i flere led. Dette indbærer, at en enkelt fjer let bliver til fem høns. De, som skal undersøge, hvordan barnets eller børnenes beretninger er blevet til, kan anklages for ikke at tro på børn. Men at tro på børn er ikke det samme som at tro, at børnene har været udsat for seksuelle overgreb. Det er vigtigt at lytte til det, barnet fortæller, men det gælder om at lytte uden forudfattede meninger - og det er vigtigt, at barnet får lov til at fortælle med egne ord, helst inden der er sket nogen påvirkning i form af at spørge barnet ud. Det er at værne om barnets retssikkerhed. Når pålideligheden af et barns udsagn skal bedømmes, må man skelne mellem de udsagn, som er dokumenterede som barnets egne direkte udsagn (autentiske udsagn) og de udsagn, som er formidlede, som om de er barnets udsagn (refererede udsagn). Det er ligeledes væsentligt at få rede på, hvornår på en tidslinje barnets beretning fremkommer, det vil sige, om det er før eller efter, at de påståede overgreb er blevet afsløret. Udsagn og symptomer efter en såkaldt afsløring kan være en effekt af selve afsløringen. Børn, som tages til gynækologiske undersøgelser og udsættes for at blive udspurgt igen og igen, kan udvikle symptomer, der ligner de symptomer, som menes at høre sammen med seksuelle overgreb og således blive fejlfortolket. Den amerikanske psykiater Richard Gardner har kaldt det for Legal Process/'Therapy' Trauma.

    HIDTIL HAR der ikke kunnet påvises årsagssammenhænge mellem specielle symptomer eller tegn og seksuelle overgreb. De, som arbejder med børn, har ofte valgt deres arbejde, fordi de kan lide at være sammen med børn. De vil derfor normalt være meget opmærksomme på, hvordan børn har det. Når et barn beskæftiger sig med doktorlege, har ondt i maven, tegner peniser, har hovedpine eller har svært ved at koncentrere sig, er træt med mere, så kan der findes en mængde andre årsager, end at barnet udnyttes af en ansat i børnehaven eller af nogen i familien. Det er ikke de mest nærliggende eller naturlige forklaringer.

    Alligevel undervises personalet i daginstitutioner om noget sådant, ud fra at det er tegn på, at barnet udnyttes seksuelt. Dette kan øge ængstelsen og frygten for ikke at anmelde i tide eller tilstrækkeligt ofte, hvilket indebærer en risiko for, at flere ubegrundede anklager kommer til at finde sted. Det er barnet, som kommer til at lide under det.

    Børn skal tages alvorligt, men det indebærer ikke, at man skal tro på alt, hvad børn siger. Hvis et barn, selv et førskolebarn, afhøres korrekt i umiddelbar tilslutning til noget, det har været med i, kan barnet give historisk rigtige informationer om det, som er hændt. Dette er der gjort omhyggeligt rede for af de to amerikanske psykologer Stephen J. Ceci og Maggie Bruck i Jeopardy in the Courtroom: A Scientific Analysis of Children's Testimony, 1995.


    BLIVER BARNET imidlertid udspurgt af voksne, som spørger barnet ud fra deres egne forudfattede meninger, kan man få historier frem, som er helt uden noget grundlag i virkeligheden. I den amerikanske tv-dokumentariske udsendelse Børn, Løgne og Terapeuter, som blev vist i svensk fjernsyn i februar 1994, vistes eksempelvis, hvordan terapeuter i deres afhøringer af børn fik dem til at fortælle om utrolige overgreb, som børnene påstod at være blevet udsat for af personalet i daginstitutionen Little Rascals i Edenton. De udpegede overgribere idømtes i dette tilfælde lange fængselsstraffe. Med suggestive spørgeteknikker og gentagne spørgsmål, som har en ganske bestemt retning, skabes nye ofre, og det er ikke ofre for seksuelle overgreb, men ofre for overgreb fra myndighederne. Den amerikanske psykolog Maggie Bruck har anvendt en canceranalogi for at illustrere dilemmaet.

    Mange vil hjælpe misbrugte børn med at afsløre overgrebene, det vil sige behandle 'canceren'. Samtidig er det væsentligt at undgå, at børn, som ikke har været udsat for overgreb, kommer til at tro på, at de er blevet misbrugt. Det vil sige, at det gælder om at undgå at inducere 'cancer' på raske børn. Hvis nu de teknikker, som anvendes for at 'hjælpe' børn med at afsløre, at de har været udsat for seksuelle overgreb, indebærer, at børn, som ikke er blevet misbrugt, suggereres til at fortælle om overgreb eller til selv at tro, at de har været misbrugt, bør man da forandre metoderne? Eller kan vi acceptere, at 'medicinen' gør stadig flere børn 'cancersyge' for nu at bruge Maggie Brucks analogi? Svaret burde give sig selv.

    Alligevel anvendes den slags suggestive spørgeteknikker ofte. I det følgende gives et eksempel på en sådan spørgeteknik fra en britisk vidneafhøring i midten af 1980erne. MT er en erfaren interviewer fra Hospital for Sick Children i London, hvor man har specialiseret sig i behandlingen af seksuelt udnyttede børn. IN er et seksårigt barn.

    Uddraget er hentet fra Family Law Report 1997:
    »MT: Stak han den ind en lille smule eller langt ind? IN trak på skulderen.
    MT: Hvad for en slags tissemand havde han? Var det en blød, bøjet tissemand eller en hård tissemand? IN: Hård.
    MT: Hård? IN: Ja.
    MT: Og når han satte den i dit lille hul, hvad syntes du om det? IN: Nej, det gjorde han ikke.
    MT: Når han stak den ind der, fik det dig til at føle dig øm? IN trak på skulderen.
    MT: Gjorde det ondt en gang imellem? IN: Nej, han gjorde det aldrig med mig.
    MT: Men når han gjorde det, var det så en god eller ækel følelse? IN: Ækel.
    MT: Åh, en ækel følelse - og gjorde det ondt en gang imellem? IN: Han gjorde det ikke mod mig«.

    I norge har Statsadvokaten i sin rapport fra oktober 1994 rettet en skarp kritik mod anvendelsen af hypotetiske spørgsmål. Samme spørgeteknik havde man nemlig anvendt i Bjugn-sagen. En pædagog uddannet i spørgeteknik på Nic Waal-instituttet udspurgte en otteårig pige (P) med udgangspunkt i spørgsmålet: »Hvis han havde gjort noget ved dig ... så kunne det have været sådan?«. Da pigen svarede ja, fortsatte pædagogen (U):
    »U: Hvordan tror du hans tissemand ville have set ud, når han skulle gøre sådan? P: Det ved jeg ikke.
    U: Nej, tror du, at den ville være lille eller stor, have hængt ned eller ligeud eller op, eller, se, her står den lidt op. (Her peger udspørgeren formodentlig på en anatomisk dukke med erigeret penis).
    P: Jah. Jeg kan ikke få den ned her, for den ryger op igen.
    U: Den ryger op igen, ja. Hvordan tror du Ulfs tissemand ville have set ud, når han, hvis han gjorde sådan. (Ulf var den hovedmistænkte og senere frikendte pædagogmedhjælper i Bjugn-sagen).
    P: Måske som den ser ud nu.
    U: At den ville have været så stor.
    P: Mm«.

    Spørgeteknikken, som anses for legitim på trods af det pres, den udsætter børnene for, med forudsættende og gentagne spørgsmål, gjorde, at man i Bjugn fik helt usandsynlige og fysisk umulige beretninger om forskellige overgreb med flere voksne indblandede, blandt andre også lensmanden i Bjugn.

    At ængstelige forældre havde udsat børnene for pres ved at spørge dem ud, det kunne dommer Jan E. Lied forstå, men ikke at de professionelle havde gjort det. Det giver han klart udtryk for i den dom, han afsagde i forbindelse med retssagen, hvor de uskyldigt sigtede og fængslede i Bjugn- sagen fik tildelt skadeserstatning. Uddrag af retsprotokollen er gengivet i bogen Seksuelle Overgrep mot Barn. Et kritisk Perspektiv.
    Redaktion: Astrid Holgerson og Lena Hellblom Sjögren. Fagbokforlaget, Bergen 1997.

    Med denne spørgeteknik kan man få børn til at fortælle om det, som udspørgeren tror, de har været udsat for - uden at børnene har været udsat for noget. En del børn, som delvist IN i eksemplet ovenfor, kan stå for det pres og de suggestioner, de udsættes for. Når børnene hører om andre børn, som har været udsat for overgreb, bliver det imidlertid sværere for dem at modstå suggestionen.

    Fortæller flere børn ensartede historier om overgreb og mishandling under særprægede forhold, er det endog meget sandsynligt, at det handler om suggestiv påvirkning. Det er præcis således, det forholder sig i flere af de såkaldte pædofilisager i daginstitutioner. Det burde virke afskrækkende, fordi børn, som fejlagtigt bringes til at fortælle om overgreb og i en del tilfælde også selv kommer til at tro på det, får det meget dårligt. Der findes desværre ingen forskning om, hvordan børn klarer den fejlbehandling, de er blevet udsat for, hvis de behandles som ofre for seksuelle overgreb uden at være det.

    DER ER i dag mindst lige så mange børn, som får det dårligt på grund af, at de fejlagtigt har troet at være seksual-ofre, som børn, som får det dårligt, fordi de har været udnyttet seksuelt.

    Den første kategori kunne måske mindskes ved besindelse. Til besindelse hører, at man ikke umiddelbart, når en vag antydning om en mistanke formuleres, indgiver en anmeldelse eller indleder en behandling af børn, personale og forældre. Det gælder om først at undersøge, om mistanken har nogen substans, og om det, som påstås, er fysisk muligt.

    Kan det være overdreven frygt, ængstelse, rygter, misforståelser eller sædvanlige menneskelige motiver såsom prestige, magt, had, skinsyge, hævnbehov, som forklarer anklagerne? En af de første, som anvendte teknikken med forudfattede spørgsmål, anatomisk korrekte dukker og henvisninger til andre børn, som havde fortalt om overgreb, var socialarbejderen Kee MacFarlane i den tidligere omtalte McMartin-sag, hvor cirka 500 førskolebørn blev udspurgt med hypotetiske spørgsmål under stærkt pres. Som i de store såkaldte pædofilisager i daginstitutioner, som jeg har kendskab til, var de voldsomme seksuelle overgreb konstruerede - som f.eks. Oude Pelela i Nederlandene, Margaret Kelly Michael i USA, den påståede pædofiliring i Münster i Tyskland.

    Påståede seksuelle overgreb kan have deres oprindelse i noget, som fejltolkes eller overdrives. Frygt og ængstelse, som er en naturlig følge af, at man tror, at børn er blevet udnyttet seksuelt, kan føre til, at man forestiller sig, at der er forekommet voldsomme overgreb, måske ud fra noget, man har læst, f.eks. om hvordan den belgiske morder Dutroux behandlede små piger, han holdt fanget. For børnenes skyld, for børnenes bedste, bør man besinde sig, holde hovedet koldt og få rede på forudsætningerne for det, som påstås, og finde frem til så mange facts som muligt, samt lade børnene fortælle uden voksnes forudfattede
    spørgsmål.

     

 Katastrofen i Bjugn

Incesthysterin och domstolarna

Terapeuterne tørster

Rättsröta vid behandling av misstänkta

Sexualhysterin

Tillbaka till Artikelindex

 

Datatilsynet avviser barnevernet

 

Av Nina Elin Hauge

 

 

 


Nina Elin Hauge är mormor, v. ordf i NKMR och webbmaster för Barnas Rett.

Artikeln är skriven för NKMR:s hemsida.

 

 

 

 

Datatilsynet avviser å aksjonere i forhold til nettsted som publiserer navn på barnevernansatte og andre aktører innen barnevernfeltet. Datatilsynet mener innholdet på sidene totalt sett utgjør en samfunnskritikk som kan beskyttes av ytringsfriheten.

 

Tidligere har politiet henlagt anmeldelser mot medlemmer av Gruppen til Familiens Selvstendige Rett for deres avsløringer av navn på barnevernfaglige som har opptrådt krenkende overfor familier.

 

Denne avgjørelsen ble av begge parter anket inn til Statsadvokaten.

Statsadvokaten finner i brev datert 23.07.04 det ikke rimelig å starte etterforsking av denne saken, og slår dertil fast at partenes klageadgang nå er uttømt.

 

Europakonvensjonen artikkel 10, om ytringsfrihet, sier:

”Enhver har rett til ytringsfrihet. Denne rett skal omfatte frihet til å ha meninger og til å motta og meddele opplysninger og ideer uten inngrep av offentlig myndighet og uten hensyn til grenser(…)”

 

Ytringsfriheten står sterkt i Europakonvensjonen. I tilfeller hvor et lands lovverk står i konflikt med konvensjonen, så er det landets lovverk som må vike. Det betyr at det ikke er anledning for f. eks. barne- og familieministeren å innføre et eget regelverk som kan gripe inn i denne rettigheten, slik de barnevernfaglige ber om.

Randi Reese i Fellesorganisasjonen for barnevernspedagoger, sosionomer og vernepleiere (FO) krever at barne- og familieminister Laila Dåvøy nå må ta affære.

 

Det er ønskelig at barne- og familieministeren tar ansvar og ordner opp. Oppryddingen må først og fremst skje i egne rekker. Ministeren må se til at barnevernets ulovlige krenkelser av familieliv stanser. Hun har ansvar for å påse at nasjonalt og internasjonalt lovverk etterleves i egen forvaltning. Det er på høy tid at hun tar på alvor alle de mange henvendelser hun får fra fortvilte barn og foreldre som på krenkende vis holdes atskilte. Hun må sende hjem de barna som urettmessig er tatt fra sine foreldre. Og – hun må stille til ansvar de som har produsert løgner mot familier, de som har forårsaket så mye sorg og lidelse.

 

Randi Reese i FO varsler rettssak. En rettssak mot Gruppen til Familiens Selvstendige Rett vil avsløre at forholdene er enda langt verre enn hva nettstedene refererer, og er selvsagt noe vi ønsker velkommen.

 

 

 

 

Til sak mot nettside

 

Kommuneadvokaten i Bærum tapte mot kritikere av sakkyndige

Bærum Kommune fikk ikke medhold av statsadvokaten.

 

TRE BREV TILL DAGSAVISEN.NO

Av Rune Fardal, Ole Texmo och Rune Nilsson

 

Tillbaka till Artiklar

 

 

 

Dagens praksis ved utnevnelse av sakkyndige i barnevernssaker endres

Av Nina Elin Hauge, mormor och styrelsemedlem i NKMR

 

 

 


Nina Elin Hauge, mormor och styrelsemedlem i Barnas Rett och i NKMR.

Artikeln är skriven för Barnas Retts och NKMRs hemsidor.

 

 

 

Barne- og familieminister Laila Dåvøy varsler at barnevernet ikke lenger alene skal avgjøre hvilken sakkyndig som skal utrede barnevernssaker. I de tilfeller der foreldrene ikke er enige med barnevernet, skal en ”nøytral” instans, i dette tilfellet Fylkesmannen, foreta valg av sakkyndig.

 

Barnevernet endrer ekspertpraksis

I fremtiden skal en nøytral instans velge sakkyndig dersom foreldre misliker barnevernets valg. Barne- og familiedepartementet skal også vurdere om kvaliteten på sakkyndigrapporter er god nok (Aftenposten 05.07.04)

 

 

BarnasRett.no har ingen tro på at dette vil føre til vesentlig endring i positiv retning for familiene. Tvert imot er vi redde for at Fylkesmennene knebles ytterligere gjennom at de gjøres medansvarlige for vurderingen av foreldrenes egnethet.

Vi har forelagt denne annonserte endringen for professor Marianne Haslev Skåland, som er kjent for sitt våkne, samfunnskritiske blikk. Og har mottatt følgende kommentar:

 

 

*******

 

Jasså? Enda mer sandpåstrøing!

 

Barne- og familieminister Laila Dåvøy later her som om for eksempel Fylkesmannen vil oppnevne uhildede personer. Dette kan de jo kanskje uttale seg om, alle de barnevernsofre som forgjeves har klaget til Fylkesmannen over barnevernets forfølgelse og familieødeleggelse. Maken til svake og ynkelig statsrepresentanter som Fylkesmennene er i barnevernssaker er vanskelig å finne.

 

Vi ser dessuten at det går like ille i disse sakene når det er retten selv som oppnevner sakkyndige med barnefaglig ”kompetanse”. Det er ikke tale om partiske enkelteksperter som avviker fra en solid faglig basis, men hele denne såkalte kompetansen som er noe tøv.

 

Hvis det skulle finnes våkne mennesker i det hele tatt bør de feste seg ved at det ikke er spørsmål om noen få partiske psykologer som må utelukkes, men at hele barnevernets sirkus med ideologier, teorier, grunnløse påstander og ”ekspertise”, samt hele den kliniske psykologi som er på jordet. Man må få vekk hele psykologien og likeledes hele barnevernets utdannelse.

 

Det eneste som kanskje kan sees som et positivt lite pip er at Barne- og familiedepartementet endelig later til å ha oppdaget at barnevernet faktisk opptrer grovt usaklig i svært mange saker, men å prøve å unngå kritikken ved administrativ kosmetikk fører bare enda lenger ut i hengemyren.

 

Hvilke psykologer er det de har tenkt å bruke nå, da?

      Sitat fra artikkelen:

      Fylkesmannen vil få liste over sakkyndige som oppfyller kravene og som har gjennomgått opplæringsprogrammet.”

Er ikke dette de samme sakkyndige som blir oppnevnt av barnevernet nå? Tror Laila Dåvøy virkelig at slike tafatte tiltak vil bedre rettsikkerheten?

 

Har psykologer og psykologiske teorier noe å gjøre i barnevernssaker? Det er i denne sammenhengen viktig å ikke glemme hvordan det er gått med psykologiske superteorier om for eksempel utbredt incest, fortrengte minner og om Münchausen by Proxy. Barnevernets nåværende yndlingsteori, den om såkalt tilknytning, er like grunnløs og går samme vei. For eksempel forstår ikke barnvernet hvorfor fosterbarn lengter og vil hjem til sine kjære.

 

Denne uforstanden kommer til uttrykk i uttalelser fra trekløveret Toril Havik, Karen Hassel og Anne Poulsson. Se følgende artikkel: Flytter ut – barnevernet maktesløse (Aftenposten).

 

 

******

 

 

Følgende høyst relevante artikkel anbefales (se også linkene som følger artikkelen):

 

Bedömningars ofullkomligheter en fara för rättssäkerheten

Teorier og kulturstrømminger som har avgjør betydning ved bedømning, og som påvirker rettssikkerheten. Av professor Lennart Sjöberg.

 

 

Vi har også plukket ut et par bøker for dem som vil tilegne seg større innsikt i dette temaet:

 

House of Cards. Psychology and Psychotherapy built on Myth
Viktig og fyldig dokumentasjon av undersøkelser som, bl.a. gjennom statistikk, viser at den type psykologi som benyttes i barnevernet er uvitenskapelig og villedende, og derfor leder til skadelig handling fra psykologers og sosialarbeideres side. Viser bl.a. grundig at psykologers/sosionomers påstand at de kan forutsi individers fremtidige atferd på basis av psykologiske, sosiale eller andre forhold i individets situasjon eller tidligere historie, er et rent falsum, beror på en rekke feilslutninger og uvitenhet om kausalitet, sannsynlighet og variasjon, og er et klart uttrykk for profesjonsinteresser og næringsvett hos utøverne. Hevder "psykoterapi" er effektivt, men viser samtidig at det ikke spiller noen rolle hvem som utøver den. Av Robyn Dawes.

 

Whores of the Court.
Klar, hardtslående og inngående kritikk av psyko-ekspertenes aktiviteter i ulike typer saksområder, særlig rettssaker. Av Margaret A. Hagen, eksperimental-psykolog og underviser i utviklings-psykologi ved Boston University.

 

 

British False Memory Society

 

 

Tillbaka till Artiklar

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

    • DAGENS BARNEVERN KNUSER FAMILIENE OG REDUSERER BARNAS LIVSKVALITET - BARNEVERNET MÅ TVINGES TIL Å SAMARBEIDE MED FAMILIENE I STEDET FOR Å MOTARBEIDE DEM

       av Sverre Kvilhaug, advokat

       

      Det er et gode i seg selv å få vokse opp hos sine foreldre og med de muligheter dette gir til å føle tilhørighet med den nære familie og med resten av slekten. Fosterhjemsplassering er og blir en ulempe for barn. Dette framgår allerede av den svenske forskeren Mikael Bohmans langtidsundersøkelse av en gruppe barn som dels var fosterhjemsplassert, dels senere adoptert, dels kom hjem igjen relativt kort tid etter fødselen, publisert i Adoption and Fostering nr. 3/1980. Særlig viktig er at Bohman fant at ved 22-årsalderen var nesten dobbelt så mange av fosterbarna (guttene) registrert for straffbare forhold og/eller alkoholmisbruk som de guttene som var kommet tilbake til foreldrene rett etter fødselen (for øvrig i likhet med kontrollbarna og adoptivbarna). Dette forteller at det å plassere barn i fosterhjem, er et meget risikofullt foretagende som man nesten alltid må unngå.

      En annen svensk forsker, Bo Vinnerljung, har i sin avhandling i 1996 i boken: Fosterbarn som vuxna (Arkiv förlag, Lund, Sverige) tatt for seg internasjonal barnevernforskning, herunder Bohmans. Vinnerljung uttaler på side 77 at bruken av sammenligningsgrupper er et grunnleggende krav når det gjelder forskning med "evaluerande ansats". Dette burde kanskje være unødvendig å omtale, men særlig på barnevernsektoren yrer det av forskning der resultatene måles i et antall prosent som klarer seg bra osv - uten sammenligningsgrupper. På side 78 kommer så det viktigste resultatet av Vinnerljungs gjennomgang av den forskningen som har sammenligningsgrupper:

      "Alla studier viser likartade eller sämre (dårligere - min oversettelse) resultat för fosterbarnen när de jämförs med hemmaboende barn från riskgrupper eller liknande."

      Vinnerljung trekker i samme avsnitt fram Bohman og Sigvardsson forskningsresultater som viste at skolesituasjonen ved 15 års alder var omtrent den samme for fosterbarn som for hjemmebarna (hjemmebarna = "risikobarn" som i utgangspunktet var ment adoptert men kom tilbake til hjemmet rett etter fødselen) "även om en tydlig tendens pekar på sämre betyg (resultater) för fosterpojkarna".

      Vinnerljung fortsatte avsnittet med å trekke fram, også fra Bohman/Sigvardssons forskning, at antallet gutter som var registrert for kriminalitet og rusmisbruk i ung voksenalder var mye høyere for fosterbarnas vedkommende enn for hjemmebarna (forannevnte risikobarn) (faktisk nesten dobbelt så mange, hvilket korrekt er oppgitt på side 51 i boken, se også foran i denne artikkelen). Adoptivbarna hadde i likhet med skolesituasjonen ved 15 års alder samme resultater som hjemmebarna.

      Deretter uttalte Vinnerljung:

      "Sammanfattningsvis: vissa variationer finns men ingen har funnit at fosterbarnen klarat sig bättre". Det er grunn til å minne om at hensikten med omsorgsovertakelse er at det skal gå bedre med barna enn om de fortsatte å bo hjemme. Vinnerljungs forskning viser at man ikke kan regne med noen slik forbedring. Likevel synes ikke Vinnerljungs avhandling å ha avstedkommet noen dramatisk endring i vurderingen av omsorgsovertakelse og bruk av fosterhjem. Dette skyldes at de som er beslutningstakere og premissleverandører på dette området, både på departementshold, Barnevernets utviklingssentra og kompetansesentra, psykologer, BUP osv., synes å ha store sperrer mot å ta innover seg en forskning som viser at det de selv har arbeidet for i alle år, ikke har vært i samsvar med barnas beste. Blant disse aktører er man følgelig i hovedsak helt uinteressert i denne forskningen, bortsett fra at man til en viss grad har trukket fram Bohman/Sigvardsson for å begrunne mer utstrakt bruk av adopsjon. Det er ganske illustrerende for holdningene når Turid Vogt Grinde i sin Kunnskapsstatus for barnevernet (Tano 1993), og som ble skrevet etter oppdrag fra NORAS som ønsket en oppsummering av hva vi vet og ikke vet på dette området, i avsnitt 5.5. "Hvordan går det med barn under omsorg i barnevernet?" overhodet ikke nevner Bohmanns forskningsresultater, mens hun derimot freidig omtaler Bohman i avsnitt 5.3. "Foreldreansvar og adopsjon". Lenger ute i boken i underavsnittet 6.1.2. "Noen barnevernrelevante longitudinelle undersøkelser" avslører Grinde at hun nok kjente til Bohmans forskning når det gjelder fosterbarn, men hun har valgt å gjemme det bort best mulig. Se mer om dette i min artikkel i Materialisten nr. 1/97. Jeg nevner for ordens skyld at Turid Vogt Grinde bl.a. har arbeidet i Sosialdepartementet som byråsjef for barnevernet, senere i Barne- og familiedepartementet med kontor i Barnevernets utviklingssenter, og jeg antar at hun var helt sentral i forbindelse med proposisjonen vedrørende den "nye" barnevernloven.

      I Aftenposten for 27.10.1999 opplyses med professor Terje Ogden som kilde at all utenlandsk forskning i årevis har konkludert med at ungdommer med alvorlige atferdsproblemer som oftest blir verre av opphold på barneverninstitusjon. Likevel har det norske barnevernet stadig sendt flere ungdommer på institusjoner, og det vil man erfaringsmessig fortsette med, selv etter at det nå foreligger også en norsk studie som bekrefter den utenlandske forskningen. Psykiater Ellen Kjelsberg fant i følge Aftenposten i en doktorgradsstudie at mer enn halvparten av de ungdommene som var lagt inn på Statens senter for barne- og ungdomspsykiatri i årene 1963-81, ble funnet igjen i strafferegisteret i 1996, mens 39% var blitt uførepensjonert og 13,6% var døde.

      Hun uttalte til avisen: "Ingen vet hvordan det ville ha gått med disse ungdommene uten institusjonen, men jeg er overbevist om at slike plasseringer ikke hjelper i stor grad."

      Man opplever altså at barnevernet, heri inkludert nær sagt alle aktørene sentralt og lokalt, også oppnevnte sakkyndige og sakkyndige medlemmer av fylkesnemnder og domstoler, driver "business as usual" når det gjelder omsorgsovertakelse med fosterhjems- eller institusjonsplassering, og det kommer man som nevnt, erfaringsmessig til å fortsette med i lang tid framover hvis ikke lovgivningen er så klar at den forhindrer det. Departementet har i alle år tidligere stukket hodet i sanden når det gjelder denne forskningen, også da den "nye" barnevernloven ble forberedt, og man har i alle år nektet å lytte til kritikk mot barnevernsystemet. Henvisningen ovenfor til tidligere byråsjef Grindes befatning med barnevernet og samrøret med Barnevernets utviklingssenter, trolig også vedrørende lovproposisjonen, forklarer trolig ganske mye.

      Jeg synes det er riktig å fastslå at man har direkte og med vitende og vilje fortiet Bohmans forskningsresultater, og det er mye som tyder på at man langt på vei også fortier Vinnerljungs forskning. Så vidt vites, har ingen barnevernpedagog så langt fått vite om Bohmans og Vinnerljungs forskning gjennom undervisningen på høyskolen, kanskje med unntak for èn høyskole. Det er i denne sammenheng gledelig at nåværende regjering har nedsatt et utvalg for å vurdere barnevernet, og det er å håpe at dette fører med seg gjennomgripende endringer - fort. At professor Edvard Befring som leder av utvalget uttalte til Dagbladet den 28.9.99 at en konklusjon kan bli å legge ned nåværende apparat til fordel for en mer målrettet kjede av støttetiltak for familiene, og som bare unntaksvis skiller foreldre og barn, er en uttalelse jeg noterer meg som meget oppløftende.

      Et virkelig stort problem på denne sektoren er at psykologene og annet personell ved BUP regelmessig tenker likt med barneverntjenesten i ett og alt. Slik BUP fungerer i dag, er tjenesten dessverre mer til skade enn til nytte for barn. Dette er det dessverre ikke vanskelig å gi eksempler på fra praksis.

      I følge Aftenposten 27.10.99 har man nå i USA god erfaring med å hjelpe ungdommer med atferdsproblemer innenfor familiene og i nærmiljøene, og i Norge er dette arbeidet angivelig så vidt begynt. Jeg våger den påstand at det skal atskillig drahjelp til før man i Norge kommer ut av startgropen på dette feltet. Man er ikke engang kommet i startgropen. I følge radio 102, hentet fra internett, skal man til våren sette i gang en ny metode innen barnevernet i Rogaland der vanskeligstilt ungdom får hjelp hjemme i stedet for på institusjon. Jeg kan underskrive på at dette i så fall er en ny metode, men jeg tror ikke særlig på utbredelsen av den med mindre den pålegges ved lov.

      I det norske barnevernet har familien i mange år vært betraktet som noe meget negativt og destruktivt som man helst skal holde barnet langt unna. "Løsningen" - det som skal løse alle barnets problemer både på kort og lang sikt, mener barnevernet i meget stor utstrekning og med støtte av de presumptivt sakkyndige ligger i å fjerne barnet fra familien og helst holde samværet mellom barn og foreldre på et så lavt nivå som mulig, ofte noen få timer et par ganger i året. Det er samtidig et paradoks og illustrerende for barnevernets livsfjerne oppfatning at til tross for slike meget begrensede samværsordninger opplever man på dette området til stadighet samtidig at foreldrene får skylden for all negativ utvikling mens barnet er "under omsorg" av barnevernet, mens fosterforeldrene får rosen for det som eventuelt går bra.

      I følge Aftenposten interaktiv den 20.1.98 uttalte forskerne Mona Sandbæk og Jona H.Einarsson ved NOVA at det må satses mer på samarbeid med foreldre og barn.

      Sandbæk utga sammen med Gunnar Tveiten i 1996 boken: Sammen med familien, med bl.a. bidrag av Murray Ryburn som uttaler bl.a.:

      "Denne casework-orienteringen har derfor en tendens til å stemple både hele familier og de enkelte familiemedlemmene som sviktende og dermed komme til det resultat at barna må reddes unna og få tilbud om et nytt liv ved å plasseres hos fremmede. På dette grunnlaget blir tusenvis av barn vilkårlig og unødvendig skilt fra familienettverket sitt selv om en slik preferanse for plassering hos fremmede ikke finner støtte i forskningen. Det vi har av forskning, gir snarere støtte til den radikale analysen av og tanken om at det offentlige barnevernet bør gå inn for familieplassering." (side 167-168)

      I neste avsnitt framhever Ryburn med vising til forskning at familieplassering gjerne er mest vellykket, og at særlig besteforeldrene har en verdifull rolle her. Det er et poeng også hos Ryburn at familieplassering må komme som et resultat av et bredt ønske innenfor familien (slekten). På side 169 uttaler han ut fra forskning at det er omfattende belegg for at det er gunstig for barna fortsatt å ha kontakt med de biologiske foreldrene og andre slektninger når de ikke bor sammen med sin umiddelbare familie. Jeg oppfatter Ryburn slik at det da er snakk om virkelig kontakt, ikke sporadiske "rituelle besøksøvelser" noen timer noen få ganger i året. Han skriver da også på side 177 at "det blir stadig klarere hvor viktig det er for barn under alle former for omsorg å få beholde kontakten med opphavsfamilien", og at dette "kan være av vesentlig betydning for en tilfredsstillende og positiv opplevelse av personlig identitet".

      Jeg oppfatter ikke Sandbæks eget bidrag i forannevnte bok som særlig konstruktiv med tanke på en ny praksis, men hun synes å være noe på glid, og det er faktisk å regne som et stort framskritt når hun på side 76 i boka uttaler at foreldrene er viktige personer i barnas liv. Man får i barnevernpraksis sjelden inntrykk av at barnevernet betrakter foreldrene som viktige personer i barnas liv, særlig når det arbeides med omsorgsovertakelse, men også ved spørsmålet om hjelpetiltak. Man bruker kanskje store beløp på å skaffe avlastningshjem i helgene, mens man ikke vil bruke penger på å avlaste foreldrene i hverdagen, slik at foreldrene har nok overskudd, også økonomisk, til selv å ta seg av barna i helgene. I forbindelse med omsorgsovertakelse krever vanligvis barneverntjenesten en meget begrenset samværsordning og får vanligvis medhold i det av fylkesnemndene. Barneverntjenestens holdning er stort sett at det nå er fosterforeldrene som er barnets mor og far, mens foreldrene er de mer fjerne personene "Kari" og "Ola". Samtidig vet man at det svært ofte er foreldrene som igjen må overta "familieansvaret" for barna når barna er voksne eller av andre grunner ikke lengre er i fosterhjemmet.

      James K. Whittaker gir i samme bok med utgangspunkt i amerikanske forhold en atskillig bedre beskrivelse av et bedre barnevern som han håper USA vil få (men det er vel et godt stykke fram der også, kan vi ha god grunn til å mene), og jeg finner grunn til å sitere følgende fra side 86:

      "Dette betyr et håp om at delstaten og dens beslektede institusjoner, kirken og lokalsamfunnet, skal erkjenne at det tryggeste stedet for barna, den optimale institusjonen for omsorg og oppdragelse av barn, er familien, og at offentlige tiltak derfor skal rettes inn mot å styrke familien som enhet, støtte og oppmuntring når det er nødvendig, og holde seg unna når det ikke er det."

      Nå er verken Whittaker eller jeg så naive at vi ikke er klar over at det hender at familien ikke er det tryggeste stedet for et barn, og jeg mener selvsagt ikke at et barn skal bli værende i en overgrepssituasjon. Dessverre synes barnevernet nærmest alltid å gå ut fra at fosterhjem eller barneverninstitusjoner alltid er trygge steder for barn, noe de jo slett ikke alltid er. Et viktig poeng er at om det skulle være tvingende nødvendig at et barn må flyttes for å unngå nye overgrep, er det ikke til barnets beste at barnet fjernes fra familien/slekten på en slik måte at barnet får fremmede personer som nye foreldre og får liten eller ingen kontakt med familien eller slekten i oppveksten. Svært ofte vil familien (i vid forstand) kunne medvirke til en løsning som ivaretar barnets interesser både i å unngå overgrep og i å ha kontinuerlig kontakt med familien. Det er grunn til å regne med at kun et meget konkret lovpålegg vil kunne gi en omfattende endring i barnevernpraksis med sikte på å finne løsningen på barns problemer innenfor familien - ved nødvendig støtte til primærfamilien, ved å trekke resten av familien inn i hjelpearbeidet, om nødvendig bringe inn et familiemedlem som fosterhjem men fortsatt i samarbeid med familien. Loven må altså endres for å få til forandring. Endringen må gå både på prosedyrene og på kriteriene for omsorgsovertakelse.

      I Dagbladet den 16.10.99 hadde advokatene Fridtjof Feydt og Christine Hamborgstrøm en skarp kronikk om rettsløse barn og foreldre, der de nevnte advokatene kom med sterk og velbegrunnet kritikk mot saksbehandlingen i barnevernet og etterlyser bedre rettssikkerhet. Jeg har ingen problemer med å slutte meg til beskrivelsen. Det finnes sikkert unntak, men de er ikke lett å få øye på i praksis.

      Særlig er det et problem at når barnevernet engasjerer en sakkyndig i forbindelse med at man "overveier" (les: har bestemt seg for") omsorgsovertakelse, velger man sakkyndige som man forventer vil gi barnevernet medhold i at det må skje omsorgsovertakelse, eller at tidligere vedtak om omsorgsovertakelse ikke skal oppheves, og den sakkyndige vil regelmessig innfri disse forventningene. Skulle det skje at en slik sakkyndig ikke innfridde forventningene, vil han ikke bli reengasjert av vedkommende kommune, og det vil også fort forplante seg til andre kommuner.

      Problemet for foreldrene og barna er i tillegg at det ikke er særlig mange andre sakkyndige å velge mellom, hvis man i det hele tatt skulle være så heldig å få et valg.

      Det er mulig at dette kan bli bedre ved å følge psykolog Sverre Asmerviks forslag i en kronikk i Bergens Tidende høsten 1999 om at barnevernet skal være pliktig til å velge sakkyndig fra departementets liste over sakkyndige, kronologisk, slik at man ikke kan utelukke noen som man ikke liker. Dette ville løse det problemet at mange sakkyndige er økonomisk avhengige av at barnevernet liker dem. Derimot ville det ikke løse det problemet at mange sakkyndige kort og godt er for dårlige, idet man tenker og skriver barnevernklisjeer og vet for lite om barn og er i særdeleshet ikke oppdatert når det gjelder barnevernforskning. Det er mulig at den økonomiske løsrivelsen fra barnevernet både vil gi flere nye og kompetente sakkyndige, og at de eksisterende sakkyndige vil bli bedre, men jeg er dessverre ikke særlig optimistisk på kort sikt. En viktig forutsetning for en slik liste må være at verken departementet eller andre skal drive noen form for forhåndsgodkjenning av sakkyndige.

      Som advokatene Feydt og Hamborgstrøm uttaler, er fylkesnemnda en prosessuell bastard. La meg føye til at et system med egne fast ansatte fylkesnemndledere neppe er godt gjennomtenkt hvis meningen var å få uavhengige avgjørelser. Allerede ved spørsmålet om hvem som søker disse stillingene, vil man fort kunne registrere en ubalanse. De færreste erfarne jurister vil søke disse stillingene hvis de ikke allerede er veldig "for" barnevernet. Med formodentlig noen få hederlige unntak vil de fleste fylkesnemndledere bli en del av barnevernsystemet og identifisere seg med det, og man får i den enkelte sak altfor ofte det inntrykket at barneverntjenesten sitter på begge sider av nemndsbordet.

      Det samme gjelder de tilkalte sakkyndige medlemmene av fylkesnemnda, psykologene, som i den ene saken er sakkyndige medlemmer av fylkesnemnda, i den andre saken er engasjert som sakkyndig fra barneverntjenesten, og som med få hederlige unntak er psykologisk og/eller økonomisk "bundet" til barneverntjenesten. Det er omtrent som i reklamen for Braathen "at det skjer noe med" de psykologene som står på barnevernets lister over aktuelle sakkyndige.

      La meg nevne noen få eksempler på hva man kan oppleve fra psykologer som er engasjert eller oppnevnt som sakkyndige. Problemet er nok dels inkompetanse på området og dels avhengighet, ofte samtidig. I èn sak jeg kjenner, hadde psykologen utført flere tester, bl.a. en familierelasjonstest. Den går ut på at barnet "leker" at det får post fra og sender post til bestemte familiemedlemmer som barnet selv velger ut.

      Testen viste med stor tydelighet at barnet var meget sterkt knyttet til begge foreldre, noe man enkelt kunne lese ut fra de resultater som ble presentert, men psykologen trakk ingen konklusjon selv vedrørende dette. Han lot rett og slett resultatene stå ukommentert. Årsaken var åpenbart at resultatet av testen stemte svært dårlig med hva denne psykologen hadde bestemt seg for som konklusjon, nemlig omsorgsovertakelse, og premissene for det. Da han ble konfrontert med at de konkrete testresultatene ikke stemte med psykologens konklusjoner lengre ut i rapporten når det gjaldt tilknytning, og at han ikke hadde kommentert dette avviket, fikk han straks store problemer med å forklare seg, og til slutt endte han opp med å uttale at dette var en amerikansk test som ikke uten videre kunne overføres på norske forhold, og hans konklusjon ble således stående!


      Tidligere var det vanlig når psykologene skulle undersøke samspillet mellom foreldre og barn, at de ikke skjønte at undersøkelsessituasjonen ikke alltid sa så mye om hvordan samspillet var når ikke psykologen var der. Det er min påstand at det skjønner mange av disse psykologene heller ikke så mye av i dag, men nå har de lært seg å skrive i rapportene at "selv når de har korrigert for den usikkerheten som ligger i det unormale ved testsituasjonen," (hvordan i all verden skal de kunne gjøre det?) er likevel samspillet så og så dårlig, og vi snakker da om en samspillsundersøkelse på kanskje bare en til to timer. Mesteparten av tiden som det for øvrig faktureres store regninger for, bruker jo de sakkyndige til å klippe og lime i barnevernets dokumenter.

      En psykolog tilknyttet et såkalt interkommunalt barnevernteam ble angivelig svært alarmert fordi han ikke oppnådde kontakt med et lite barn under et kort besøk i hjemmet. Jeg hadde besøk av familien og barnet kort tid senere og hadde overhodet ikke problemer med å få kontakt med barnet, og barnet viste for øvrig tydelig at det hadde det bra på alle måter. Barneverntjenesten ville ha omsorgsovertakelse, men fikk det denne gangen overraskende nok ikke. Den viktigste forklaringen på det var åpenbart at jeg sørget for at barnet ble vist fram for fylkesnemnda som selv kunne registrere at barnet var godt utviklet og syntes å trives. Men hva om dette barnet ikke hadde vært så sprudlende og langtkommet som barnet heldigvis var? Erfaringsmessig ville nemnda da ha besluttet omsorgsovertakelse med grunnlag i rapporten fra nevnte såkalte sakkyndige. Det er forresten nokså tøvet når psykologer og barnevernpedagoger eller sosionomer trekker fram at et barn har en forsinket utvikling (f.eks. språkutvikling) og enten uttalt eller underforstått sier at dette skyldes manglende eller feilaktig stimulans fra foreldrene. Ethvert barn har sitt medfødte individuelle utviklingspotensiale, og uten å kjenne dette, kan ingen vite noe om barnet har en forsinket utvikling, bare at barnet eventuelt er dårligere utviklet enn en del andre barn.

      Jeg har til dags dato aldri opplevd en sakkyndig psykolog som av seg selv har kommet fram til at en omsorgsovertakelse i seg selv kan være så traumatisk for barnet at det kan utløse store atferdsavvik og lærevansker. Selv når barn er tatt fra foreldrene i barnehagealder og har vært under barnevernets omsorg i fosterhjem eller i institusjon i flere år, og har store atferdsproblemer og lærevansker som ikke blir bedret, er det min erfaring at psykologer og personer fra andre yrkesgrupper innenfor psykiatri- og omsorgssektorer går rundt og tror at årsakene til problemene er noe barnet angivelig har vært utsatt for hjemme som lite barn. Jeg har i en ganske fersk sak sett skremmende eksempler på hvor utbredt denne inkompetansen er. Barna ble plassert på barnehjem på sperret adresse, og den minste ble hentet direkte fra barnehagen uten noe forvarsel og uten å få se eller snakke med foreldrene. Etter å ha vært flere måneder på barnehjem, kom den minste i fosterhjem og skilt også fra søsknene, fortsatt på sperret adresse, og det gikk 3 år og 8 måneder til foreldrene første gang fikk lov til å ha kontakt med han! Han kom senere på en barneverninstitusjon. Han har etter omsorgsovertakelsen utviklet store atferds- og læreproblemer, og det er også en angstproblematikk inne i bildet. Han har underveis fått diagnosen ADHD ("hyperaktivitet") (uten at foreldrene ble stilt noe spørsmål om barnet fra vedkommende psykiater - de fikk ikke engang vite om undersøkelsen) og gitt ritalin for det, men det får han ikke lengre. Det er uklart om vedkommende psykiater fremdeles mener at diagnosen var riktig og fortsatt gjelder. Ingen av de svært mange angivelige sakkyndige fagpersoner som har vært engasjert i denne gutten, har noen gang vært inne på tanken at guttens problemer kan skyldes de separasjonstraumene barnevernet selv påførte gutten, heller ikke guttens terapeut gjennom halvannet år. Samtidig har man vært hysterisk opptatt av å begrense samvær, herunder ha konstant tilsyn. Den psykologen som fylkesnemnda oppnevnte som sakkyndig i forbindelse med tilbakeføringssaken, avga sin første rapport uten å være inne på tanken i det hele tatt om at det kunne foreligge separasjonstraumer som årsaksfaktor, men da det ble nødvendig å utsette saken og den sakkyndige ble kjent med min kritikk over manglende problematisering av traumespørsmålet, erkjente den sakkyndige i sin tilleggsrapport at dette var en aktuell problemstilling, men lot som om dette lå til grunn også for den første uttalelsen, men endte (selvsagt!) med å stå fast ved konklusjonen om ikke å anbefale tilbakeføring fordi moren angivelig ikke var tilstrekkelig kvalifisert til å håndtere en gutt med så store problemer. At man i realiteten ikke kunne vise til forbedringer etter at gutten har vært 2 1/2 år på denne barneverninstitusjonen, men tvert i mot forverringer, bortforklarte den sakkyndige med at institusjonen og skolen sa at det var enkelte ting som angivelig gikk bedre. (Dette er for øvrig et generelt problem i forbindelse med barnevernsaker, idet når skoler og andre blir forespurt av barnevernet i forbindelse med sak om tilbakeføring, er det påfallende hvordan alt går "bedre enn før", og det er da meget diffust både hva "bedre" innebærer og hva "enn før" betyr, samtidig som man advarer sterkt mot å endre situasjonen for barnet.) Jeg tilføyer at de sakkyndige medlemmene av fylkesnemnda gikk inn for tilbakeføring, men måtte gi tapt for flertallet som da bestod av fylkesnemndleder og de to lege medlemmene av nemnda. Saken skal nå til herredsretten.

      Dette var noen eksempler på at barnevernets engasjerte sakkyndige og oppnevnte sakkyndige og diverse fagpersoner ved barne- og ungdomspsykiatrien ikke kan påregnes å være til noen hjelp for barn i vanskelige situasjoner. Dette er problematisk, og jo mer skjønnsmessig avgjørelsestemaet i barnevernsaker er, jo farligere blir det å basere seg på slik ukyndighet. Det er derfor avgjørende viktig at loven blir endret slik at det i loven både er anvisning på ufravikelige prosedyrer som skal følges før det kan være aktuelt med omsorgsovertakelse, og strengere og mer konkrete vilkår for øvrig for omsorgsovertakelse. Hertil må alle aktører på nemnd- og sakkyndigsiden sikres full uavhengighet til barnevernet. Meget illustrende for hvordan barnevernet funger er et oppslag i Bergens Tidende 4.12.99: "Frykter for barnevernet." Det hadde vært ønskelig om man hadde kunnet kalle den situasjonen som er beskrevet i oppslaget, som et utslag av barnevernet på sitt verste. Dessverre stemmer ikke det. Dette er nemlig barnevernet på sitt mest alminnelige. Skal denne praksis endres, og det håper jeg virkelig det regjeringsoppnevnte utvalget gjør sitt for å få til, må det kraftig lut til. Jeg kjenner den konkrete saken kun fra avisen, men barnevernets opptreden stemmer skremmende godt med min erfaring, og da snakker jeg ikke bare om barnevernet i Hordaland.

      Jeg vil trekke fram følgende fra oppslaget:

      1. Moren tok selv kontakt med barnevernet og ba om hjelp og midlertidig plassering av barna. I stedet for å hjelpe har barnevernet så langt gjort sitt beste for å ødelegge familien, noe barnevernet vil fullføre dersom ikke fylkesnemnda setter foten ned. Det gjør fylkesnemnda dessverre meget sjelden.
      2. Søstrene som så vidt jeg forstår, i dag er 10 og 14 år, ble plassert i felles fosterhjem, mens den yngre broren ble plassert i beredskapshjem. De fleste "vanlige folk" kan formodentlig tenke seg hvor traumatisk det var særlig for broren å oppleve at han ikke bare ble revet opp fra hjemmet, men også skilt fra sine to søsken. Barnevernmedarbeidere og andre såkalte fagfolk i dette systemet, herunder ikke minst diverse psykologer som opptrer som sakkyndige, har store vansker med å forstå dette, selv om det burde være nokså elementært. Det er formodentlig noe i Hjalmar Söderbergs ord: "Det finnes ting som man må være fagmann for ikke å forstå."

      3. Jeg vet ikke hvilken kontakt moren, de to søstrene og eventuelle andre slektninger har fått lov å ha med den minste av barna, men erfaringene mine sammenholdt med hva artikkelen ellers inneholder, tilsier at det har vært meget lite, hvilket selvsagt forsterker og vedvarer guttens traume.

      4. Etter at søstrene hadde vært plassert i fem måneder hos et ektepar mor selv kontaktet (etter først å ha vært i et fosterhjem barnevernet plukket ut), bestemte barnevernet seg for å flytte søstrene på barnehjem "til utredning". Da den midlertidige fosterfaren fikk beskjed en fredag om å hente søstrene på skolen og kjøre dem til barnehjemmet, ba han om å få helgen til å forberede barna, hvorpå barnevernet truet med at hvis ikke han kjørte dem straks, ville barnevernets ansatte komme og hente dem med makt. Barna ble naturligvis helt i fra seg. Dette var selvsagt meget traumatisk for barna.

      5. Etter å ha vært hele 19 måneder på barnehjemmet, fant barnevernet et fosterhjem til den yngste av søstrene. Nå ville altså barnevernet også skille søstrene. Fordi datteren mistrivdes, forsøkte moren å levere henne tilbake til barnehjemmet. Dette utløste at barnevernet plasserte 10-åringen på hemmelig adresse i èn måned, uten å få kontakt verken med mor, søsteren eller det ekteparet moren selv valgte tidligere.

      Jeg regner med, selv om det ikke står direkte i avisen, at hun heller ikke fikk kontakt med broren. Dette er å sammenligne med varetektsfengsel for barn. Den midlertidige fostermoren (hun som står fram i avisen) uttaler at hun "tryglet og bad om å få besøke henne, slik at jenten skulle se at de som var glad i henne, brydde seg og tenkte på henne", men svaret fra barnevernet var kategorisk nei.

      6. Deretter ble 10-åringen overført til Ungplan i Egersund, så vidt forstås midlertidig. Siden er også 14-åringen blitt overført til Egersund, også så vidt forstås midlertidig, hvilket i barnevernet er et flytende begrep. Den midlertidige fosterfaren i Bergen uttaler at jentene har ingen kontakt med omverdenen: "de har det nærmest som i et fengsel med besøks- og telefonkontroll."

      7. Av avisen ser jeg at saken skal opp i fylkesnemnda i midten av desember 1999. Jeg går ut fra at også den minste av barnas skjebne da skal opp. Erfaringsmessig er det ingen grunn til å ha forventninger til at fylkesnemndas flertall fatter et vedtak som virkelig er til barnas beste i saken. Jeg kjenner ikke familiens situasjon, verken slik den var eller slik den er, utover hva jeg kan lese i avisen, men jeg er rimelig sikker på at det lar seg gjøre å finne en ordning som innebærer at alle tre barna enten kan flytte hjem til mor eller plasseres midlertidig annet sted i samråd med mor, helst da hos slektninger.

      Det regjeringsoppnevnte utvalget må sørge for å foreslå lovendringer som tvinger barnevernet og fylkesnemndene til å slutte med å påføre barn unødvendige traumer ved å fjerne dem fra familien og resten av slekten, og i stedet velge finne løsninger som er basert på familienettverket. Må barn unntaksvis tas bort fra hjemmet, må loven pålegge barnevernet og fylkesnemndene at det skal skje så skånsomt som det overhodet er mulig, og at barneverntjenesten hele tiden aktivt skal arbeide for tilbakeføring.

      Barnevernet må pålegges å tillate barn å ha uhindret kontakt, både telefonisk og pr. brev eller e-post for den saks skyld med foreldre og andre i nettverket og vice versa etter en omsorgsovertakelse. Det er hardt nok for barn å bli revet opp fra hjemmet, det kan svært ofte innebærer alvorlige traumer, og det er også meget hardt for foreldre å miste sine barn til barnevernet. Hvorfor skal det gjøres enda verre ved å rasjonere samvær og annen kontakt?

      Barnevern, oppnevnte sakkyndige og fylkesnemnder er snare og ukritiske med å uttale i omtrent hver eneste sak at "barna trenger ro og stabilitet", uten snev av faglige holdepunkter, og bruker det som en av begrunnelsene for å nekte tilbakeføring og/eller legge begrensninger på samvær, mens det barnet oftest trenger, er enten å få komme hjem snarest mulig eller iallfall få mest mulig daglig kontakt med foreldrene og andre slektninger/venner. Jeg ser aldri at de samme instanser nevner at barna trenger ro og stabilitet og derfor ikke bør flyttes fra hjemmet, eventuelt derfor bør beholde mest mulig uforandret kontakt med familien også etter flytting fra hjemmet. På samme måten ser man aldri at barneverninstansene, heri inkludert majoriteten av de psykologer som lar seg oppnevne som sakkyndige på området, advarer mot å flytte barn fra hjemmet fordi barna er så knyttet til hjemmet og miljøet ellers at flytting kan føre til alvorlige problemer for barnet, samtidig som de samme instanser bruker denne begrunnelsen rutinemessig eller bevisstløs for å advare mot tilbakeføring av barn.

      Jeg er fristet til å si: Legg ned hele barnevernet! Nedlegging gir totalt sett mindre skade enn å opprettholde en ordning som stadig viser seg å være familiefiendtlig og destruktiv, og som har påført et ukjent, men meget stort, antall barn og familier uopprettelig skade! Mer realistisk er det nok likevel å si: Tving barnevernet og fylkesnemndene til å støtte opp om familiene i stedet for å ødelegge dem!

      Dessverre er situasjonen den at fylkesnemndene stadig vedtar alt for mange omsorgsovertakelser i saker der den biologiske familie er "god nok". Jeg tar neppe for hardt i når jeg sier at bortimot 80% av dem skulle ha funnet en løsning i familien. I tillegg er det et stort rettssikkerhetsproblem for foreldre og de barn som er i fosterhjem, at tilbakeføring til foreldrene etter loven ikke skal skje dersom barna har fått slik tilknytning til mennesker og miljø at det kan føre til alvorlige vansker for barna om de blir flyttet. Alle skjønner at det sistnevnte kan være tilfellet når et barn har vært i fosterhjem helt fra det var spedbarn, men man bør i dette spørsmålet verken lytte til BUP eller barneverntjenesten som erfaringsmessig alltid vil hevde at dette problemet foreligger, og disse har full kontroll ettersom barnet er i varetekt av fosterhjem og barneverntjenesten. Utstrakt samvær vil gjøre problemet mindre. Men først og fremst bør omsorgsovertakelser forbeholdes tilfeller der barnet må ut av hjemmet, og det er i meget sjeldne tilfeller. Det er et tankekors for meg at loven ikke stiller opp tilsvarende begrensning vedrørende tilknytning før overføring fra biologisk hjem. Der må man nøye seg med den generelle begrensningen om hensynet til barnets beste, og den er i praksis ingen virksom begrensning. De færreste fylkesnemndledere eller dommere er for eksempel interessert i hva forskningen sier om hva man generelt kan forvente å oppnå ved omsorgsovertakelse i forhold til om barnet blir boende hjemme. Hvordan skal man da kunne ha muligheter for å vite hva som er til barnets beste i en sak om omsorgsovertakelse?

      Erfaringene fra praksis både før og etter opprettelsen av fylkesnemnder viser at det er avgjørende for å få en ønsket utvikling på dette området, at man forsterker de begrensninger som i dag gjelder vedrørende adgangen til omsorgsovertakelse og øker barneverntjenestens plikter når omsorgsovertakelse har funnet sted.

       

      La meg komme med følgende forslag til endringer:

      1)

      Man opprettholder fylkesnemndene som institusjon, men man ansetter bare et sekretariat, ingen fylkesnemndleder. Til den enkelte sak utpekes en privatpraktiserende advokat som fylkesnemndleder. Denne utpekes blant de som på forhånd har meldt fra til departementet at de er interessert i å stå på en liste for dette i vedkommende distrikt, og oppnevningen skal skje i kronologisk rekkefølge uten muligheter for å utelukke en advokat man ikke liker. Denne advokaten står for saksforberedelsen, leder nemndsmøtet og er med på å fatte vedtaket. Det oppnevnes to sakkyndige medlemmer fra tilsvarende liste - ikke barnevernpedagog eller sosionom, jfr. ovenfor. Disse tre utgjør den fulle fylkesnemnd i den enkelte sak. Alternativt beholder man en ansatt fylkesnemndleder og utpeker for den enkelte sak en privatpraktiserende advokat og en barnepsykologisk sakkyndig (som ikke skal være barnevernpedagog eller sosionom) fra liste i samsvar med ovennevnte framgangsmåte, og disse tre utgjør så fylkesnemnda i den enkelte sak. Fylkesnemndavgjørelsen bør kunne påankes til lagmannsretten, ikke til herreds- eller byrettene, og ankeretten skal kun forbeholdes de private parter. Allerede når barneverntjenesten har bestemt seg for å vurdere omsorgsovertakelse og vil engasjere sakkyndig psykolog, bør det lovfestes at den skal henvende seg skriftlig til fylkesnemndsekretariatet og få utpekt den psykolog som står for tur til å bli utpekt i henhold til liste som skal forutsettes å foreligge over psykologer som ønsker sakkyndigoppdrag, og barneverntjenesten skal ikke kunne nekte å benytte vedkommende psykolog. Forhåndshenvendelser fra barneverntjenesten om hvem som står for tur, skal nektes besvart.

      2)

      Andre forslag:

      Konkrete forslag til lovendringer i barneverntjenesteloven:

      § 4 - 1: 2. punktum erstattes med dette:

      Herunder skal det legges til grunn at som hovedregel er familien det tryggeste stedet for barna, den optimale institusjonen for omsorg og oppdragelse av barn, og at offentlige tiltak derfor skal rettes inn mot å styrke familien som enhet og gi støtte og oppmuntring når det er nødvendig, og bare helt unntaksvis tiltak som innebærer at barnet fjernes fra familien, annet enn for helt kortvarige akuttsituasjoner.

      § 4 - 4: Første ledd endres slik : Barneverntjenesten skal bidra til å gi det enkelte barn gode levekår og utviklingsmuligheter ved å samarbeide med hjemmet og familien ellers om tiltak man i fellesskap kommer fram til, alt med den målsetting at barnet skal kunne bli værende i hjemmet eller hos nær familie ellers. I dette arbeidet skal barneverntjenesten prioritere enighet med familien om et adekvat om ikke optimalt tiltak framfor å bestemme tiltak familien ikke er enig i.

      Annet ledd første punktum endres slik:

      Barneverntjenesten skal, når barnet på grunn av forholdene i hjemmet eller av andre grunner har særlig behov for det, sørge for i samarbeid med hjemmet å sette i verk hjelpetiltak for barnet og familien, først og fremst ved å utnytte familiens eller slektens egne hjelpemuligheter, men f.eks. også ved å skaffe barnet plass i barnehage.

      I annet ledd endres "kan" til "skal" og det tilføyes til slutt:

      når og i den grad vanskelig økonomi er en medvirkende årsak til at barnet ikke har så gode levekår og utviklingsmuligheter som anses nødvendig. 

      § 4 - 6: Jeg har ikke her utarbeidet noe eget forslag, men bestemmelsen i annet ledd om foreløpig godkjenning av leder i fylkesnemnda, synes i praksis ikke å innebære noe rettssikkerhetsgaranti. Det er bedre å endre loven slik at ansvaret for det midlertidige vedtaket utelukkende ligger på den barnevernansvarlige i kommunen inntil saken kan behandles formelt i fylkesnemnda, hvilket bør skje meget fort, og det bør derfor lovfestes at saken skal sendes fylkesnemnda samtidig med at vedtaket blir fattet av barnevernansvarlig, og at fylkesnemnda plikter å avholde forhandlingsmøte, og avsi vedtak ved møtets slutt, innen èn uke etter at barnevernansvarlig har fattet midlertidig vedtak.

      Samtidig må vilkårene for slikt hastevedtak innstrammes ved at kriteriet "blir vesentlig skadelidende" endres til "utsettes for alvorlig overgrep eller lider alvorlig overlast".

      Endringen i kriterier og saksbehandlingstiden skal motvirke misbruk av hastevedtak, slik at dette kun brukes i meget alvorlige tilfeller der "alle" skjønner at man er nødt til å gripe inn.

      Tilsvarende endringer må gjøres i § 4 - 9.

      § 4 - 12:

      Litra a utgår, idet den har vist seg å bli anvendt i altfor stor utstrekning, slik at svært mange familier helt unødvendig er blitt rammet. Skal man beholde litra a, må den utformes helt konkret med hensyn til hva som er alvorlige mangler ved den daglige omsorg m..v. Slike mangler vil man kunne avhjelpe ved hjelpetiltak fra familie og andre.

      Jeg kan ikke se at vi trenger litra a, og den er rettssikkerhetsmessig meget farlig.

      Litra b og c blir dermed ny litra a og b.

      Litra d blir ny c og endres slik:

      c) dersom det er klart at barnets helse eller utvikling vil bli alvorlig skadd fordi foreldrene er ute av stand til å ta ansvar for barnet.

      I paragrafens annet ledd gjøres følgende tilføyelse (nye punkt 2, 3 og 4:

      Ved avgjørelsen av om vedtak etter første ledd skal treffes, skal det legges stor vekt på at familien normalt er det beste stedet for barnet, den optimale institusjonen for omsorg og oppdragelse av barn, og at det bare helt unntaksvis skal vedtas tiltak som innebærer at barnet fjernes fra familien, annet enn for helt kortvarige akuttsituasjoner.

      Det presiseres derfor at vedtak etter første ledd ikke kan treffes dersom andre medlemmer av familien eller slekten ellers er villig til å bidra på formell eller uformell måte til å avhjelpe de viktigste av foreldrenes mangler ved omsorgen. Slikt vedtak kan heller ikke treffes uten at man har nøye vurdert om selve flyttingen fra foreldre og andre mennesker og miljø kan føre til alvorlige problemer for barnet.

      I tredje ledd gjøres følgende tilføyelse:

      Fylkesnemnda kan ikke fatte vedtak om omsorgsovertakelse dersom barneverntjenesten ikke kan dokumentere at alle relevante tiltak for å kunne unngå omsorgsovertakelse, også forslag fra familien selv, er drøftet med familien og har vist seg å ikke være tilstrekkelige.
      § 4 - 15:

      I første ledd gjøres følgende tilføyelse:

      Det skal som hovedregel anses for å være til barnets beste med utstrakt samvær og uinnskrenket annen kontakt mellom barnet og dets foreldre, mellom barnet og dets søsken og besteforeldre samt andre slekninger, uansett sannsynlig lengde av plasseringen, og barnet skal som hovedregel tilbringe høytider og ferier enten hos foreldre eller andre nære slektninger.

      I andre ledd andre punktum endres "kan" til "skal" og i tredje punktum strykes "forslaget eller".

      Tredje ledd bortfaller.

      § 4 - 16:

      Her tilføyes til første ledd:

      og har således ansvar for løpende å bidra til at foreldrene så snart som mulig igjen kan bli i stand til å få omsorgen for barnet, ved tiltak rettet mot både barn og foreldre og i samarbeid med dem. Barneverntjenesten skal aktivt arbeide for at barnet beholder familietilknytningen og fortsetter å forholde seg nært til foreldrene og andre slekninger, uansett om man regner med at plasseringen vil være langsiktig eller kortvarig. Dette innebærer at fosterfamilien aldri skal overta den psykologiske rollen som foreldre, besteforeldre m.v., men kun være midlertidige omsorgspersoner. Minst èn gang hvert kvartal skal barneverntjenesten vurdere om omsorgsoverta- kelsesvedtaket bør oppheves og eventuelt erstattes av konkrete hjelpetiltak. Denne vurderingen skal ha vedtaks form med begrunnelse, herunder gi en utførlig beskrivelse og vurdering av de tiltak som er satt inn for å hjelpe både barn og foreldre, og foreldrene skal ha underretning med kopi av vedtaket.

      Som nytt annet ledd inntas:

      Mottar ikke foreldrene underretning som nevnt i første ledd, innen èn uke etter et kvartalslutt, bortfaller omsorgsovertakelsesvedtaket med plikt for barneverntjenesten å tilbakeføre barnet senest to uker deretter, med mindre barneverntjenesten innen sistnevnte frist treffer foreløpig vedtak i samsvar med § 4 - 9. Bestemmelsene i § 4 - 9 gjelder i sistnevnte tilfelle tilsvarende, bortsett fra at fristen i 3. ledd da skal være èn uke.

      § 4 - 18:

      I første ledd første punktum endres "omsorgen" til "hovedomsorgen".

      I første ledd tredje punktum endres "Barneverntjenesten" til "Fylkesnemnda".

      I annet ledd tilføyes som nytt første punktum:

      Både barneverntjenesten og fosterforeldrene eller institusjonen skal løpende samarbeide med foreldrene og i tilfelle andre slektninger om utøvelsen av hovedomsorgen og den daglige omsorgen for barnet, og det skal legges stor vekt på familiens og slektens betydning for barnet både på kort og lang sikt.

      Nåværende første punktum blir annet punktum.

      § 4 - 19:

      Første ledd endres slik:

      Det at et barn blir undergitt omsorgsovertakelse, uansett om plasseringen anses for å være for kort eller lengre tid, innebærer ikke at barnet skal miste mer av den løpende kontakten med foreldre, søsken, besteforeldre og andre slektninger enn det som er strengt nødvendig for å hindre overgrep mot barnet. Hvis ikke annet er bestemt, har foreldrene rett til samvær alle ferier, alle høytidsdager, alle helger, barnets, foreldres og søskens fødselsdager. Andre slektninger har rett til å bli behandlet som slektninger også når det gjelder samvær etter omsorgsovertakelse.

      Annet ledd første punktum etter "samværsretten" endres slik:

      dersom barneverntjenesten krever det, herunder helt unntaksvis bestemmer at samvær skal være sjelden og under tilsyn.

       

      Som nytt andre punktum tilføyes:

      Bestemmer fylkesnemnda unntaksvis at foreldre ikke skal ha samvær på vanlig måte, plikter nemnda samtidig å ivareta barnets behov for kontakt med familien ved å gi utstrakt samværsrett for andre medlemmer av familien eller slekten, hvis slike medlemmer finns og det ikke foreligger avgjørende grunner mot slik kontakt. Særlig skal det sikres at barnet får god og løpende kontakt med besteforeldre.

      I tidligere andre punktum som nå blir tredje punktum, tilføyes:

      dersom det foreligger konkret begrunnet fare for at foreldrene vil oppsøke barnet for å mishandle barnet eller bortføre barnet ut av landet.

      I tredje ledd endres "kan" til "skal", og det tilføyes til slutt:

      dersom det kreves av foreldrene eller av de slektninger det gjelder.

      Den konkrete foranledningen til det siste endringsforslaget er tendensen til at fylkesnemndledere nekter å la slektninger, typisk besteforeldre, få partsinteresser, og de blir derfor hindret både i fylkesnemndsak og i overprøving ved domstolene. De aktuelle slektningene må ha krav på at fylkesnemnda avgjør spørsmålet i vanlig forhandlingsmøte, og at slektningene deretter kan bringe saken inn for domstolene.

      Det regjeringsoppnevnte utvalget bør vurdere også å foreslå å la tvistemålslovens kjæremålsbestemmelser gjelde for prosessuelle avgjørelser som blir tatt.

      § 4 - 21: Det er et meget stort problem at tilbakeføring blir nektet med den begrunnelse av barnet angivelig har fått slik tilknytning til mennesker og miljø der det er, at det etter en samlet vurdering kan føre til alvorlige problemer for barnet om det blir flyttet. Det er samtidig et tankekors at ingen på lovgiverhold eller i barnevernsystemet synes i praksis å vurdere hvilke problemer et barn kan få ved flytting fra foreldrene, til tross for at dette åpenbart stadig må ha utløst store traumer og sorgreaksjoner hos svært mange barn.

      Det er etter min oppfatning usannsynlig at tilbakeføring generelt vil utløse alvorlige problemer for et barn, med mindre barnet er blitt tenåring og har vært i et og samme fosterhjem helt fra spedbarnstadiet (men også dette vil kunne løse seg ved en ekstra innsats) eller har opplevd alvorlige seksuelle overgrep eller voldsovergrep i hjemmet.

      Problemet er under enhver omstendighet betydelig overdrevet i praksis. Fra å være en unntaksbestemmelse er den nærmest blitt hovedregelen. Det er derfor nødvendig med radikal endring av lovteksten. Det er vanskelig å se at det vil være realistisk å få en reell endring av praksis uten at man fjerner hele andre punktum i første ledd. Jeg foreslår imidlertid følgende formulering:

      § 4 - 21 første ledd:

      Endret andre punktum og nytt tredje og fjerde punktum:

      Barneverntjenesten plikter mens barnet er underlagt omsorgsovertakelse, å sørge for at barnet opprettholder slik kontakt med familien at det ikke vil føre til alvorlige problemer for barnet om det blir flyttet fra mennesker og miljø der det er. Særlig skal barneverntjenesten tilrettelegge forholdene for mest mulig skånsom tilbakeføring fra det tidspunkt krav fra foreldre om tilbakeføring med rett til realitetsbehandling er mottatt. Dersom et barn i unntakstilfeller har vært i fosterhjem over flere år fra før to-årsalder, og det har vært lite kontakt mellom barn og foreldre som følge av at foreldrene har vært indisponert eller av andre grunner ikke har vært interessert i å ha samvær med barnet, kan tilbakeføring nektes dersom det etter en faglig vurdering anses å være overhengende fare for at flytting av barnet kan føre til alvorlige problemer for barnet på grunn av brudd på tilknytning til mennesker og miljø som overstiger fordelene for barnet på kort og lang sikt ved tilbakeføring, herunder vektlegges hvilken familietilknytning barnet naturlig vil ha som voksen.

      § 6 - 3:

      Det er et problem at fosterforeldre og barneverntjeneste i stor grad påvirker barnet, slik at barnet ikke vil møte i fylkesnemnda. Samtidig har gjerne foreldrene gode grunner til å tro at barnet ønsker det samme som foreldrene. Det er derfor behov for noen endringer her.

      I første ledd tilføyes: En privat part kan alltid kreve at et barn som er fylt 12 år og er gjenstand for sak om omsorgsovertakelse eller tilbakeføring, skal møte i nemnda og svare på spørsmål.

      I annet ledd første punktum byttes "kan" ut med "skal".

      Som nytt andre punktum tilføyes:

      Fylkesnemnda skal oppnevne uavhengig prosessfullmektig for barnet straks saken er kommet inn til nemnda.

      Nytt tredje ledd:

      Ved behandlingen i fylkesnemnda skal et barn som er fylt 12 år, alltid høres direkte for nemnda når en privat part krever det.

      § 7 - 1 litra j:

      Her tilføyes:

      for så vidt gjelder andre spørsmål enn opphevelse av vedtak om omsorgsovertakelse, og som har vært behandlet av fylkesnemnda eller domstolene i løpet av de siste 12 månedene.

      For øvrig må bestemmelsen i paragrafen om fylkesnemndas sammensetning osv endres, jfr det jeg har uttalt ovenfor om det.

      Begrunnelsen for mitt forslag til endring av barnevernloven § 7 - 1 litra j er følgende:

      Nevnte lovbestemmelse gir sosialtjenesteloven § 9 - 11 tilsvarende anvendelse for saker i fylkesnemnda etter barnevernloven. Etter sistnevnte bestemmelse kan fylkesnemndas leder fatte vedtak vedrørende krav fra den private part om endringer i fylkesnemndas (tidligere) vedtak, dvs. uten oppnevning av nemndsmedlemmer og uten at det holdes forhandlingsmøte. Jeg har nettopp erfart i en konkret tilbakeføringssak at en fylkesnemnleder i fylkesnemnda for Hordaland og Sogn og Fjordane har anvendt denne bestemmelsen på et krav om tilbakeføring som for øvrig innkom til fylkesnemnda ca 1 1/2 år etter at lagmannsretten hadde stadfestet fylkesnemndas vedtak i den tidligere sak. Jeg har også brakt i erfaring at en fylkesnemndleder i Nordland har praktisert sosialtjenesteloven § 9 - 11 i stor skala i tilbakeføringssaker, hvilket innebærer at fylkesnemndleder ganske summarisk avslår kravet om tilbakeføring selv om det er gått mer enn ett år siden kravet sist ble behandlet, jfr. barnevernloven § 4 - 21 annet ledd. Denne praksis er etter min oppfatning klart lovstridig, noe som både følger av lovforarbeidene, selv om det kunne ha vært uttrykt klarere, og av alminnelige rettssikkerhetskrav, og det er en praksis som fullstendig mangler respekt for det alvor det er for et barn å måtte forsake sine foreldre og for foreldre å måtte forsake sitt eller sine barn. Slik praksis er for øvrig så alvorlig at jeg er av den oppfatning at de fylkesnemndledere dette gjelder, vil være klart inhabile i enhver barnevernsak på grunn av dere generelle holdning til dette spørsmålet, idet spørsmålet går mer på holdninger enn på jus.

      Det er for å sette en stopper for denne meget skadelige og etter min oppfatning klart lovstridige praksis, at jeg foreslår lovbestemmelsen endret slik at det slås helt klart fast at de private parter har krav på full fylkesnemndbehandling når det er gått ett år siden siste fylkesnemnd- eller rettsavgjørelse i saken.

      For så vidt kan muligens også dette formål oppnås ved en forandring av § 4 - 21 annet ledd slik:

      Partene kan kreve at en sak om opphevelse av vedtak om omsorgsovertakelse skal undergis full behandling i fylkesnemnda dersom det er gått minst 12 måneder siden saken sist ble behandlet av fylkesnemnda eller domstolene.

      Sosialtjenesteloven § 9 - 10 første ledd:

      Første punktum endres slik:

      Nemndas vedtak kan bringes inn for lagmannsretten av den private part.

      Begrunnelsen her er enkel, særlig ut fra dagens praksis. I de ytterst få gangene barneverntjenesten ikke får medhold i fylkesnemndene, er det meget liten grunn til å regne med at det er saklig grunn til å gå videre i rettssystemet. Man bør hindre at barneverntjenesten av skjulte prestisjehensyn eller av andre motiver forlenger den smerten barn og foreldre utsettes for i saker om omsorgsovertakelse. Den nylig foretatte lovendringen som gir barneverntjenesten også rett til å bringe et fylkesnemndvedtak inn for domstolene, var et fatalt feilgrep og var nok en forhastet reaksjon på èn spesiell fylkesnemndavgjørelse, og det må påregnes at gjenstridige barnevernansvarlige til stadighet vil misbruke denne muligheten. Jeg har nettopp fått høre fra et par jeg har tilbakeføringssak for i Sogn, at barnevernansvarlig har uttalt til dem at dersom kommunen taper i første instans, vil kommunen gå videre i rettsapparatet med den, for "barnet skal aldri hjem til foreldrene".

      Til dels overlapper noen av bestemmelsene hverandre, og konkrete formuleringer kan nok justeres noe, idet det er begrenset hvor mye tid jeg har hatt til å lage de konkrete formuleringene. Det er ikke det sentrale. Hovedpoenget er at den eksisterende barneverntjenestelov dels gir for vid adgang for å fjerne barn fra familien og med for små muligheter for tilbakeføring, dels forutsetter at barneverntjenestene, fylkesnemndene og domstolene er i stand til å håndheve bestemmelsene i loven slik at det ikke skjer flere omsorgsovertakelser enn det som er helt nødvendig. Praksis viser nokså klart at dette har ført til at alt for mange barn og familier helt unødvendig har fått et dårligere liv ved at barn er plassert i fosterhjem. Det nytter ikke med vide fullmakter og generelle formuleringer på dette området. Dersom det regjeringsnedsatte utvalget som skal vurdere barnevernet, ønsker forandringer i praksis, og det håper jeg virkelig, håper jeg at denne artikkelen og mine utkast til lovendringer vil være et nyttig hjelpemiddel for utvalget til både å se problemene og til selv å foreslå lovendringer. Jeg håper også at denne artikkelen kan få andre interesserte til å gi sitt syn på barnevernet.

       

      Knarvik, den 9.12.1999 Sverre Kvilhaug Postboks 136, 5903 Isdalstø.

       

       

Barnevern, barnepsykiatri og medieoppslag

LVU - Barnmisshandel i Lagens namn?

Rättssäkerhet eller psykologi

Kvacksalveri och missbruk av lag

Tillbaka till Artikelindex

Till Artikelarkiv

Da BRIS upphävde foreldreretten - Hvilke intentioner lå bag?

Af Gertrud Galster, Spydpigen, spydet.blogspot - 2011-01-18

 


Gertrud Galster är dansk samhällsdebattör och bloggare. Artikeln är tidigare publicerad i hennes blogg, Spydpigen, spydet.blogspot den 18 januari 2011.

Den återges här med författarens benägna tillstånd.

 

 

 

Da jeg i går skrev om psykologisk krig og gav nogle exempler på forskelligt ordvalg i beskrivelse af en episode, vidste jeg ikke, at jeg med exemplet ramlede lige ned i en aktuel debat. I de svenske TV-nyheder i går aftes hørte jeg, at et ægtepar var blevet idømt straf for at give deres børn klø for et eller andet, de havde gjort. Hvad det var, hørte vi ikke om. Forældrene holdt på den ”gamle” opdragelsesmetode, som de også fandt støtte for i Bibelen. Da jeg nu vilde vide mere om denne sag, opdagede jeg alverdens  kommentarer i bloggerverdenen (følelsesladede i begge retninger), men fandt ikke noget med dybere begrundelse hverken for eller imod.

 

Kort og godt alt for overfladisk.

Den aktuelle sag drejer sig ikke om mishandling. Mishandling er naturligvis altid strafbart!

Dyrene tjatter til deres unger, når de går over gevind, og det har menneskene naturligvis også gjort fra tidernes morgen.

 

Emnet klø eller ikke klø blev i sin tid diskuteret op ad vægge og ned ad stolper og den komunistpåvirkede Mentalhygiejne gik af med sejren. Smæk blev forbudt i Danmark

Kan man lovgive om sådan noget? Emnet er jo så bredt favnende. Forældre er forskellige, børn er forskellige, temperamenterne er forskellige, anledningerne er forskellige, kløene er forskellige…

 

Men netop dette emne udgjorde en vigtig kamp i den psykologiske krig, der var i fuld gang efter sidste krig, under den såkaldte Kolde Krig: kommunismen diktatur contra Vestens demokratier – eller om man vil 68´ernes og Mentalhygiejnens kamp for at vælte samfundet.

 

Nedenstående artikel er hentet fra det kristelig tidsskrift ”Vor Skole” 1974. Den handler netop om forældre og børn. Organisationen BRIS, Børns Rettigheder i Samfundet, stiftet 1969,  arbejdede som en art 5. kolonne imod staten og kernefamilien. I FN`s menneskerettigheder står der udtrykkeligt i § 16:

”Familien er Samfundets naturlige og fundamentale Enhedsgruppe og har krav på Samfundets og Statens Beskyttelse.”

Ødelægger man grundstenene i samfundenes byggemateriale, kernefamiliegrupperne, så ødelægger man samfundene. Dette var målet. Men officielt var det kamoufleret.

 

”Det er en kunst at kunne forme sproget, sæ læserne forstår en text på deres egen umiddelbare måde og begejstret tilslutter sig en idé, som i virkeligheden rummer noget helt andet end de tror. I simplere form kalder man sådan manipulation bondefangeri. Med honning i munden giver man det udseende af, at BRIS vil redde børn mod alverdens uret i et humant opofrende arbejde for barnets tarv. Søde fløjtetoner fra rottefængerens fløjte – i bevidsthed om, at den brede befolkning ikke vindes med forældrefjendske programmer. Der må camouflage til, og selv et forældrefjendsk projekt må – absurd nok – spille på forældrefølelser: kærlighed til børnene. Derfor taler man (kernefamiliemodstanderne) om at ”tæve ungen”, når barnet får smæk på halen, og i stedet for klø, bruges ordet ”vold”. Det skal hos læserne fremkalde et billede af børnemishandling, som man véd, alle vil tage afstand fra. Men selv inden for den forkætrede børnepsykiatri erkender man (hvad i øvrigt alle forældre véd), ”at der kan være visse situationer, som en mor eller far ikke kan overskue, og som derfor giver anledning til et klask bagi på barnet. Man kan f.eks. tænke sig den situation, at et lille barn er løbet ud på kørebane med risiko for at blive kørt over og vil gøre det igen, selv om moderen søger at forklare barnet, at det ikke må.”

 

Men BRIS nøjes ikke med tendentiøs fremstilling i en forældrefjendsk kampagne. De omgås letfærdigt med sandheden. Således har de såvel på tryk som i radio ladet forstå, at det er lovfæstet, at børn er forældres ejendom uden anden juridisk rettighed end at blive forsørget af forældrene, hvilket efter BRIS´s udsagn betyder: ingen rettigheder! ”Barnet er retsløst”, hævder de uden skamrødme over at fare med falsk tale. ”Fra 0 til 18-årsalderen betragtes børn som enhver anden ejendom underlagt forældrenes hals- og håndret (sic), påtvungen forældrenes valg i påklædning, uddannelse, livssyn, boligform, omgangskreds.”

 

 

Karlstadsfallet: Föräldrar dömda för barnaga - familjen splittrad av samhället
En sammanställning av artiklar i olika media, juli 2010 - -


Lagen om aga är idiotisk

Av Janne Stenborg, Newsmill.se - 2010-04-22

AGALAGSHYCKLERIET
Advokat Lennart Hanes inlaga till Svea Hovrätt

 

De förvirrade och agalagshyckleriet


Av Ruby Harrold-Claesson



Tillbaka till Artiklar

 

 

Chokerende læsning
Indsendt af Anonym 04 februar 2004

 

 


Inlägget nedan inkom från en anonym besökare till NKMR:s hemsida den 4 februari 2004.

Dessvärre blev det liggande bland de tiotusentals e-mails som har inkommit till NKMR under årens lopp.

NKMR beklagar det långa dröjsmålet med publiceringen.

Webmaster, 2011-10-10

  

Kære NKMR!


Jeg har kigget længe over på dit link til både socialavisen og på alle de andre link, og jeg må sige, at jeg blev meget chokeret over det jeg læste!

Flere af indlæggene viser, at det da går ret voldsomt til flere steder!!! UHA - jeg gyser over hvad jeg læste.

Her nogle af de sætninger, jeg kort har nedfældet


Mange af indlæggene er skrevet af højt uddannede såvel som ufaglærte mennesker, men alle har et tilfælles! At tvangsfjernelser gør ondt langt ind i ALLES hjerter! DET GØR MEGET ONDT!


Hermed nogle løsrevne sætninger, der måske kan give et lille indblik:

"Børn fra brudte hjem behøver ikke også at få brudte liv"

"At få frastjålet sit barn er en af de frygteligste ting, et menneske nogensinde kommer ud for"

"Hvem er barnets advokater? Det kan ikke være sagsbehandlere! Nej deres ukompetence viser sig dag for dag. Det er en etisk/ideologisk sløring. Børneværnet er en offentlig instans, som har betydelig magt i forhold til et helt centralt livsområde. Magten består i at kanalisere ressourcer. Og ved at man kan gribe ind med pålæg på forskellige måder. For i sidste instans at adskille børn og forældre."

"Hold mund, alt hvad du siger bliver brugt imod dig".

"De der lider mest under dagens "familiepolitik" er børnene."

"Faktum er, at vi står magtesløse og ser på at uskyldige forældre biver berøvet deres børn af den statslige inkvisition, som hekseprocesserne fordum, hvor også her helt uskyldige mennesker blev udpeget."

"Barnet er statens ejendom, synes de at sige"

"Det vi ser er toppen af en rygende vulkan".

"At teste IQ for at kende en persons omsorgsevne kan slet ikke gøres, kendskab til talkombinationer forhøjer ikke evnen til at drage omsorg for andre."

"Den der selv har haft en barndom, burde være i stand til at vurdere betydningen deraf. Istedet misbruger de deres magt til at træde på os"!

 

Og sidst, men ikke mindst:
"En forvaltning misfortolkede en 14 årig drengs problem (som var sygdom), hvorefter han døde under stærke eplipsikramper i ensomhed, i et værelse, anbragt langt borte fra sin familie!

Dødsannoncerne bagefter står som en frygtelig anklage imod et system, der kun ser og hører, hvad de selv vil:

DU KOM HJEM TIL SIDST - IKKE TIL OS - MEN TIL GUD!

"Vi blev frataget retten til at hjælpe og være hos dig. Nu er din smerte slut. Men VOR smerte består. Ingen kan mere skille dig fra os. Du findes altid i vore hjerter og savnet efter dig er ubærligt."

"Vor elskede dreng, Idag ville du være fyldt 15 år. Ufatteligt, at du aldrig mere kan være sammen med os her i livet. Sorgen og smerten over at dit liv blev forkorteet er svær at bære. Du er uendelig savnet. Uden hjælp, ensom, langt borte fra os, døde du - vor elskede Daniel"

"Et år med fortvivlelse, sorg og længsel. Men også et år med raseri og vrede, over at noget sådant kunne ske. Nu befinder du dig i et land, hvor ondskab ikke mere kan nå dig."
Din mor.


Daniel nåede at koste skatteyderne 2 mill. kroner før han døde. Hans mor "skyld" bestod i, at hun "var" (blev beskyldt for) at være for overbeskyttende, relationsforstyrret og symbiotisk overfor sin søn. DERFOR blev han fjernet hjemmefra. (Hendes omsorg for ham var reel, da han både led af hjertefejl, epilepsi og andre skavanker! Længe fik hun ikke lov til at besøge ham, og imens døde han i systemets "varetægt". Hun havde forsøgt at forklare dem vigtigheden af at drengens medicin blev indtaget som han plejede!


Varför dog Daniel, 14 år?

Tillbaka till Artiklar

Tillbaka till NKMR:s Huvudsida

 

 

Flere artikler …

  1. Borgervern mot barnevernet
  2. Blindhet om barnevernets realiteter
  3. Bidrar Biskop Staalseth med løgn?
  4. Bindal saken - familie vant mot barnevernet
  5. Bergens barne"vern" og menneskerettighetene
  6. Bedsteforældre må ikke adoptera barnebarn
  7. Barnevernskritikerne viser vei
  8. Barneverns-ungdom er mer aggressive og voldelige
  9. Barnevernsjente (17) døde
  10. Barnevernsbarn_far_problem
  11. Barnevernsbarn får problemer
  12. Barnevernsband herjer Sørlandet
  13. Barnevernsansatte mishandlet og tapet fast - Tre barn og foreldrene forsvant med maskerte menn.
  14. Barnevern-saken i Alta
  15. Barnevernets saksbehandling
  16. Barnevernets vernløse barn
  17. Barnevernets_offer
  18. BARNEVERNETS METODER
  19. Barnevernets bedømmelser
  20. Barnevernets livsløgn
  21. Barnevernet undergraver tilliten til barnevernet
  22. Barnevernet, pressen och yttrandefriheten
  23. Barnevernet og rettsikkerhet
  24. Barnevernet og menneskerettighetene
  25. Barnevernet og biologi
  26. Barnevernet i Norge - BEFRINGUTVALGET
  27. Barneverntjenesten i Kristiansund politianmeldt for tjenesteforsømmelse
  28. Barnevernet i Drammen utsätter spanienbarnen för tortyr!
  29. Barnevernet i hardt vær
  30. Barnevern skal hjelpe ikke ødelege
  31. Barnevernet är det största hotet mot barnevernet
  32. Barnevern og sakkyndighet
  33. Barnevern på en ny måte
  34. Barnevern og rettsstat
  35. Barnevern og barnets beste
  36. Barnevern og omsorgsovertakelse
  37. Barnevern, media og åpenhet
  38. Barnevern i Rissa
  39. Barnevern er hverken vern av barn eller foreldre
  40. Barnevern, en etat vi helst ikke skulle hatt behov for!
  41. Barnevern barnas vern?
  42. Hensynet til barnets beste i barnevernsaker. Forskningsbasert kunnskap
  43. Barnerov og mere til - i Norge
  44. Barnelov og familiepolitikk
  45. Barnehjemsrapport - Bergens barnehjem slaktes i granskningsrapport
  46. Barnehjemmet Waisenhuset
  47. Barnehjemsbarn krever millioner i erstatning
  48. Barnehjemmet Morgensol i Bergen. Artikler fra Bergens Tidende
  49. Barnehjem og spesialskoler under lupen
  50. Barnehjemsbarn i Oslo og Akershus har meldt fra om overgrep på institusjoner fra 1950 til 1980
  51. Barne vern?
  52. Barnebortføring som systemfeil
  53. Barndom i fosterhjem i egen slekt
  54. Barn - foreldres eiendom !
  55. Barn, barnevern og foreldre
  56. Baerum Kommune fikk ikke medhold av statsadvokaten
  57. Avstraffelse av mennesker som hjelper tvangsfjernede barn
  58. Avdekkningsparolen - en fare for liv, helse og rettssikkerhet
  59. Atskillelse barn og foreldre - det fortidde traume?
  60. At Skille Træet fra Roden
  61. Nederlag for en retsstat
  62. Barnevern og rettssikkerhet
  63. Barnevern og barnets beste
  64. Fastsettelse av omsorgssvikt
  65. Nektes å bo i Norge ... av svenskene
Realtime website traffic tracker, online visitor stats and hit counter