Apropos sorggrupper

Apropos sorggrupper
Af Frede J.,  Kirsten Skovbo, Farmor, Marianne Haslev Skånland, Jan Hansen m. fl


  

 

Frede J. samt med debattörerna medverkar flitigt på danska Diskussionsforum BorgerDebat.

Inläggen är tidigare publicerade på BorgerDebat.dk den 11 januari 2003 och debatten pågår fortfarande. Alla är välkomna att besöka och  medverka i diskussionerna.

NKMR har fått carte blanche från Annelise Rasmussen, moderator för BorgerDebat att låna material från hemsidan.

 

 


Har lige læst på http://www.sorggruppen-smil.person.dk om  sorggruppen "Smil´s" formål hvor der bl.a. står  citat:
"Formålet med sorggruppen "SMIL", er at give børn og unge, der har mistet et nærtstående familiemedlem ved dødsfald mulighed for at dele deres sorg med andre jævnaldrene, som har oplevet at miste.
Vi har erfaring med, at mange børn og unge savner et pusterum, hvor de kan tale om de svære følelser, der opstår, når de mister en far, mor eller søskende. Døden er desværre stadig et tabu for mange, også i familier der mister og mange børn bliver mødt med en mur af tavshed."
Citat slut.

Det er et prisværdigt og meget nødvendigt arbejde der her bliver gjort for de børn som er i den ufattelig svære situation at have mistet mor, far eller søskende. Når jeg læser sorggruppen "Smil´s" formål kommer jeg uvilkårligt til at tænke: Hvad så med de mange børn der hvert år "mister" deres mor og/eller far, søskende m.fl. fordi de bliver tvangsfjernet bort fra dem, og herefter har meget lidt eller intet samvær med ikke blot mor og far, men også søskende og hele øvrige slægt!

Hav in mente at mange af disse børn her i mange tilfælde bliver fejlagtigt tvangsfjernet fra gode og kærlige hjem. Hvem tænker på sorggrupper for disse børn? eller skal disse børn bare lære at leve med at "man" bare har tvunget dem bort. De tvangsfjernede børn (isærdeleshed små børn) fatter ikke at mor og/eller far pludselig er borte ("død")!
I sorggruppen "Smil´s" hjemmesaide står der bl.a. at læse: "Som ny voksen i barnets verden bør du fremtræde som en kammerat. Ikke som en erstatning for den mistede forældre".

Børnehjemspersonale og plejefamilier for tvangsfjernede børn kan ikke erstatte disse børns mor, far, søskende m.fl. Disse børn må leve med at deres mor, far søskende er "døde", ikke er mere i barnets verden!
Kommunerne har travlt med at tvangsfjerne børn, men hvem tænker bagefter på disse børns sorg?

Frede J.

****************

Re: apropos sorggrupper. Emsig med. når...

Indsendt af Kirsten Skovbo 11 januar 2003 kl. 14:10:08:
Som svar på: apropos sorggrupper indsendt af Frede J. 11 januar 2003 kl. 11:41:28:

Jeg har ofte brudt min hjerne med hvordan vi dog kan oprette støttegrupper til netop de tvangsfjernede børn, INDEN de bliver til frustrerede og ulykkelige pubertetsbørn.

Men jeg her endnu ikke "fundet" svaret??? Hvordan netop få adgang til disse fjernede børn, der jo bliver holdt bag lås og slå som var de straffefanger. Når ikke engang deres egne kan få adgang hvordan så vi andre???

Det er utroligt svært og tager år, ja nogle gange hele livet for dem, der mister far eller mor eller søskende ved død i en altfor ung alder. Det kan læses i de sidst nyligt udkomne bøger om sorgbearbejdning.

Men det er ganske rigtigt hvad du Frede kommer ind på, at børn der "mister" ved tvangsfjernelse hjemmefra, mister også somom de var døde. Men her er det endnu værre, for disse børn tror nemlig fejlagtigt, at det KUN kan være fordi de har gjort noget meget slemt, at de har været uartige, m.m. at dette at blive revet hjemmefra er sket. Så disse børn har ikke KUN savnet og sorgen at skulle forholde sig til, men også en stadig voksende og nagende selvbebrejdelse.

Og hvordan blive et HELT menneske på den måde?

Det er så ambivalent så det smerter! Når du f. esk. hører om et barn, der står overfor at begynde i en børnehave, så fortæller den omsorgsfulde pædagog forældrene, at de endelig ikke bare må komme og aflevere barnet på fuld tid lige i begyndelsen, "for så tror barnet nemlig bare, at det er blevet HELT forladt, at der ALDRIG kommer nogen mere og henter det!"

Ligesådan er det, hvis et barn skal indlægges på sygehus. Her tales også til forældrene om hvor uhyre vigtigt det er enten at lade sig indlægge sammen med barnet, eller i hvert fald at besøge det alle de timer, det kan lade sig gøre dagligt. Hvorfor al denne emsige omsorg for at forhindre at sådanne kategorier børn ikke lider under de korte afsavn af deres forældre, så de ikke får traumer.

Når al denne omsorgstale totalt forstummer, når der er tale om tvangsfjernde børn??? Her er ingen kære mor, der bliver anmodet om at komme mange timer dagligt og holde i hånd, trøste, kysse og vejlede. Næeee her i dette tilfælde forholder det sig åbenbart fuldstændig anderledes med barnets tarv. Her tager systemet pludselig bind for øjnene.

Gad vide om systemet bilder sig ind, at tvangsfjernede børn er lavet af sten og ingen følelser besidder. Hvorfor ellers denne totale mangel på respekt og omsorg???

Kirsten

****************

Re: Tvangsfjernede barns reaksjoner

Indsendt af Marianne HS 11 januar 2003 kl. 14:35:00:
Som svar på: Re: apropos sorggrupper. Emsig med. når... indsendt af Kirsten Skovbo 11 januar 2003 kl. 14:10:08:


Akkurat, Kirsten. Og Farmor setter i sitt innlegg (nedenfor) fingeren på noe helt sentralt når hun skriver:

"Sorgen for disse børn kaldes ikke sorg, men en fejludvikling."

Forholdet er jo at de sosio-psyko-pedagogiske kadrer opererer med en hel stor, kvakksalversk lærebok-litteratur som fremstiller det slik at barn ikke har noen naturlig, biologisk basis for å "knytte seg til" bestemte voksne, at de er omtrent som bevisstløse planter som ikke "savner" sin tidligere jord hvis omplanting til ny jord går bra. Derfor går all systemets aktivitet ut på å "arbeide" for at barnet skal knytte seg til fosterforeldre, eller til barnehjemspersonale, eller til hvem som helst, bare ikke til familien. Det at et fjernet barn i det hele tatt husker eller tenker på sin familie med følelser av lengsel og opprør mot å ikke få leve sammen med familien, det fremstilles som sykelig, som noe man skal kureres for.

Disse sosiale profesjoners inkompetanse illustreres av svært mye av det de gjør og av de fleste av deres "forklaringer", og et av de beste bevisene er akkurat dette: De står hjelpeløse til å forklare både fosterbarns dystre prognoser og i særdeleshet den store forekomst blant adopterte av depresjoner og mistilpasning, lengsel etter sin biologiske familie og ofte febrilske aktivitet for å finne denne deres egentlige familie.

En grunn til at systemet naturligvis ikke kan drive reelt nyttige sorg-grupper for tvangsfjernede barn, er jo at de IKKE planlegger eller på noen måte ønsker at barnet skal gjenforenes med sin familie på noe som helst tidspunkt. Hvis de tvangsfjernede barn i en slik gruppe kunne tale fritt uten redsel for sanksjoner i form av ytterligere isolering og tvang, ville nok systemet blir ganske hyperaktive i å stoppe gruppen.

Marianne


****************

Re: apropos sorggrupper

Indsendt af Farmor 11 januar 2003 kl. 12:46:08:
Som svar på: apropos sorggrupper indsendt af Frede J. 11 januar 2003 kl. 11:41:28:


Jeg sad med de samme tanker i går da jeg læste det. Men jeg var optaget af et lille nyt barnebarn der blev født i går.
Men du ved jo godt Frede, at den fare disse anbragte børn må klare selv, det kalder man barnets tarv. De fleste mennesker tror stadigvæk på at man anbringer et barn for dets eget bedste.
Sorgen for disse børn kaldes ikke sorg, men en fejludvikling.
Hvis I bladrer ned på netdoktors side, så er der en socialpædagog der har svaret mig på hvad barnets tarv er.


****************


Re: apropos sorggrupper

Indsendt af Jan Hansen 11 januar 2003 kl. 12:38:19:
Som svar på: apropos sorggrupper indsendt af Frede J. 11 januar 2003 kl. 11:41:28:


Kære Frede J.

Jeg kan sagtens følge dig i det du skriver.
De børn som bliver "tvangsfjernet" fra hjemmet bør også få hjælp til at få bearbejdet deres sorg og andre følelser, men jeg er ikke helt sikker på at det skal/kan behandles på helt samme måde som hvor børn har mistet forældre eller søskende ved død. De børn som har mistet ved død, skal lære at leve med at de aldrig nogensinde mere har mulighed for at møde , se eller høre den som er død, hvorimod de børn som er "fjernet", trods alt på et tidspunkt i deres liv har muligheden for at få kontakt til deres biologiske familiemedlemmer, hvis de selv vil.
De "fjernede" børn har brug for hjælp og støtte udfra deres situation og bør hjælpes af mennesker som har erfaring indenfor dette område, så disse børn får at vide at de dog har muligheden for (på et tidspunkt i deres liv) at kunne blive gebnforenet med deres familie.
Jeg ved ikke om der findes nogle "hjælpegrupper" til "fjernede" børns sorg/tabsbearbejdelse, hvis ikke, kan jeg da kun opfordre dig og andre som har erfaring indenfor dette om at forsøge at få en sådan "hjælpegruppe" op at stå.

Med knus og ønsket om en god Week-end fra

Jan Hansen


****************

Re: apropos sorggrupper for tvangsfjernede barn

Indsendt af Marianne HS 11 januar 2003 kl. 13:50:57:
Som svar på: Re: apropos sorggrupper indsendt af Jan Hansen 11 januar 2003 kl. 12:38:19:

Kjære Jan.

Slike grupper, av mennesker som virkelig forstår hvilken tragedie det er for et barn å bli berøvet sin familie, kommer sosialvesenet aldri til å tillate. Derimot driver de selv "terapi" og "terapi-grupper" som de overvåker og styrer, og hvor alt går ut på å bortforklare realitetene og å hjernevaske barnene til å tro på sosialvesenets versjon: at det er til barnets beste å hindres i kontakt med sin familie.

Marianne


 

BorgerDebat.dk

 

Sven Hessles av Svenska Dagbladet refuserade inlägg i debatten om tvångsomhändertagandet av Alexander Aminoff  



Tillbaka till Artiklar

 

 

Realtime website traffic tracker, online visitor stats and hit counter