Tvangsfjernelse af nyfodt

Tvangsfjernelse af nyfødt

af Jørgen R. Holmberg Larsen

Indsendt till BORGERDEBAT.DK 03 februar 2002

  

 

Den här redogörelsen för tvångsomhändertagande av ett nyfött barn i Danmark är insänt till Borgerdebatt.dk.
Nedanför denna redogörelse följer en skrivelse till barnafadern författad av NKMR:s vice ordförande prof. Marianne Haslev Skånland, Bergen.

       

 

Vores nyfødte blev sytten dage efter fødselen revet ud af sine ammende mors arme på Randers Centralsygehus.-

Dette er historien om en tvangsfjernelse, som hviler på fordrejede kendsgerninger, udeladelser og direkte usandfærdigheder: Randers Kommune og Randers Centralsygehus fjernede vores barn på et grundlag baceret på formodninger, tvivl og en på forhånd tydeligvis negativ indstilling over for os.
Bl.a. fremstilles jeg som en enspænder, konfliktsky og ustabil person. En beskrivelse ingen i min omgangskreds/familie kan genkende...

Eksempler på fordrejede kendsgerninger:

Det fremgår ikke et eneste sted i sagens dokumenter, at vores dreng var et "ønskebarn".
Det påståes, at vi (mor og far) ikke var ret meget sammen under graviditeten.
Det hævdes, at "Det er et uroligt barn", hvilket den selvsamme sygeplejerske (Tanja), der skrev det i journalen, udtalte kun "var et par dage!" Denne udtalelese har vi på video, men kommunen misbrugte udtalelsen, så det fremstår som om barnet konstant var uroligt.
Randers Centralsygehus antyder, at jeg er rasist, ved at man fremhæver et læserbrev af undertegnede med overskriften "Danmark for Danskere". Man glemmer at oplyse, at jeg i det indlæg klart tager parti for de fremmede her i landet.

Eksempler på udeladelser:

Det fremgår i sagens dokumenter, at jeg udeblev fra et møde på sygehuset, men man glemmer at oplyse hvorfor: Kirsten Jensen fra socialforvaltningen kom ikke til det aftalte tidspunkt.
Det fremgår, at jeg udeblev fra et "bleskiftningskursus", men man glemmer at oplyse hvorfor: Sygeplejerske Pontoppidan, kom ikke det aftalte tidspunkt.
Det fremgår ingensteder, at jeg senere gennemgik dette blekursus med Pontoppidan...

Eksempler på usandfærdigheder:

Det hævdes, at jeg "ikke i tilstrækkeligt omfang var på sygehuset hos mor og barn". Jeg var på afdelingen minimum 5 (fem) timer dagligt, og 10 til 15 timer de sidste tre dage!
Socialrådgiver Dorthe Broberg påstår i "Handleplan anbringelsessag af 15. juni",. at "pgl. har i flere omgange frasagt sig støtte i hjemmet, både nu, men også da hun boede sammen med sine fire andre børn". Det er direkte i strid med kendsgerningerne! Min kæreste og jeg har hele tiden sagt Ja, til de støtteforanstaltninger der måtte skønnes nødvendige. (Selvom jeg ikke tror, vi behøvede nogen støtte...)
Det hævdes, at jeg "forlangte, at moderen skulle komme ned i forhallen" når vi skulle mødes! Direkte usandt! Det skete to eller tre gange, p.g.a. jeg var vred over, at man i den grad kontrollerede alt, hvad vi foretog os.
Det hævdes, "Han tager ikke telefonen, når moderen ringer": Jeg har altid taget den, når jeg har haft mulighed for det.

Jeg ved ikke med sikkerhed, hvad formålet har været med ovennævnte misvisende oplysninger, men mon ikke det har været at få mig til at fremstå som en usympatisk og uansvarlig person til hvem man ikke kunne overlade et spædbarn?
Jeg har altid været af den opfattelse, at man kunne stole på såvel kommune og sygehusets objektivitet, men har nu forstået, at man fordrejer kendsgerningerne på en sådan måde, at man får de ting gennemført som man vil! Jeg har politianmeldt Randers Kommune og Centralsygehuset for disse fordrejede oplysninger, og sygehuset for omsorgssvigt ved at man opfordrede moderen til at lade være at amme sit barn, "Og binde brysterne op"...
Enhver ved da, hvor vigtig modermælken - og den tryghed det er for barnet -at ligge til mors bryst!

I relation til dyreværnsloven, forstår jeg iøvrigt ikke, at børn ikke er omfattet af samme beskyttelse hvad angår tidspunktet for, hvornår man kan tage en nyfødt fra moderen!
Under indlæggelsen ringede man til mig en sen aften, og ville have mig til at komme op på sygehuset med håndkøbsmedicin til moderen. Hun var indlagt, men man ville have mig til at gå på apoteket kort før midnat, for at købe medicin! Ganske utroligt!
Jeg undersøgte bivirkningerne ved medicinen, og fik at vide af en farmaceut, at en ammende slet ikke måtte indtage den ønskede medicin! Var det mon i virkeligheden derfor, vores dreng fik det dårligt og græd et par dage på sygehuset???

Vi har anket sagen til den Sociale Ankestyrelse, men her tror man mere på Kommunen og Centralsygehuset end på os, så man har blot stadfæstet kommunens afgørelse. Vi overvejer at gå videre til Landsretten, men det er efterhånden så stor en belastning, at vi næsten ikke orker at kæmpe mod systemet, da kampen nok er tabt på forhånd.
I vores tilfælde forstår jeg ikke, at det samvær man har tilbudt os (to timer pr. uge) skal være overvåget, da vi aldrig har fremsat trusler eller ville gøre vores barn noget ondt...

Vi har ingen misbrugsproblemer af nogen art.
Vi har gode boligforhold.
Vi er - hver på vores måde - gode til børn.
Det den ene ikke kan, kan den anden.
Vores eneste problem er, at vi ikke bor sammen.

Jeg er naturligvis tilhænger af tvangsfjernelser, hvis der er behov for det f.eks. i tilfælde, hvor barnet er udsat for uduelige forældre, vanrøgt, sexueltmisbrug eller andre ganske særlige omstændigheder.
Vi tilbød kommunen, at man kunne få en nøgle til lejligheden, så man uanmeldt kunne komme og se til barnet! Barnets trivsel er naturligvis det vigtigste, og skulle det have vist sig, at vi ikke magtede opgaven, ville vi have accepteret, at man tog ham fra os.
MEN: Vi fik aldrig chancen...

Ethvert barn, må ret og krav på at vokse op hos sine forældre i tryghed, ro og stabilitet. Randers Kommune gav vores dreng en forkvaklet start på livet, ved at tage ham fra os.
Ved at anbringe ham hos en familie, der få uger efter låste ham inde i en bagende varm bil i over en halv-times-tid. Uden han efterfølgende blev tilset af en læge.
Man anbragte ham hos en anden plejefamilie. Vores dreng blev indlagt på Randers Centralsygehus p.g.a. han en dag havde feber. Vi blev ikke orienteret om denne indlæggelse! Kun en tilfældighed gjorde, at vi opdagede, at han var indlagt. Vi var på sygebesøg hos min mor, da vi til vores overraskelse mødte plejefamilie nr. 2, og vi spurgte efter hvor vores dreng var. Svaret lød:"Han er indlagt på sygehuset og har været det siden igår".
De tanker, der for gennem hovedet i de sekunder og minutter kan ikke beskrives. Men vi fik at vide, at vi kunne være helt rolige for der var bare sket en fejl.... Er forældrene ikke de nærmeste til at blive orienteret!?
Vi var sammen med vores barn en times tid, og ville besøge ham næste morgen. Moderen ville gerne give ham sutteflaske, men vi blev bedt om at forlade afdelingen - uden at få lov til at se vores eget barn!

Randers Kommune hastede anbringelsen uden for hjemmet igennem, før den fællesforældremyndighed var gået i gennem, og man pressede moderen til at underskrive den såkaldte "Frivillige anbringelse". Den blev så ændret til "Tvungen anbringelse", fordi jeg skrev til Randers kommune, at vi "Vil kæmpe for vores barn, så længe vi lever!" Det blev tolket som en krigserklæring.
Er det ikke kun naturligt, at forældre vil kæmpe for deres børn?

Det kan være farligt at udtale sin uvidenhed om et eller andet. Var det ikke Sokrates, der sagde, at han ingenting vidste? Det kostede ham livet. Jeg sagde, at jeg ikke vidste ret meget om spædbørn: Den bemærkning kostede os måske vores nyfødte barn. Ihverttilfælde har man igen og igen trukket den bemærkning frem.
At fjerne et barn fra hjemmet, må da være absolut sidste udvej! Forældrene skal da have en chance! Ja, barnet skal da have en chance, for at vokse op hos sit eget kød og blod, istedet for som nu hos en fremmed familie.-
PS: ER DER IKKE NOGEN DER KAN HJÆLPE OS?

Jørgen R. Holmberg Larsen
Sjællandsgade 34, 5.tv.
8900 Randers
Den här e-postadressen skyddas mot spambots. Du måste tillåta JavaScript för att se den.

 

*************************

NKMR:s vice ordf. prof. Marianne Haslev Skånland, Bergen, skrivelse till barnafadern

 

Bergen, Norge
6. februar 2002

Kjære Jørgen.

Jeg tror ikke din bemerkning om at du ikke visste så meget om spedbarn har kostet dere barnet. Sosialvesenet bruker hva som helst; hadde de ikke hatt den bemerkningen, ville de ha funnet på noe annet. Du kan slå fra deg tanken på at vi lever i velferdssamfunn og rettsstater. Det er ikke sånn.

Dere to foreldre har min fulle sympati i den forferdelige situasjon dere befinner dere i. Jeg håber dere vil bruke denne deres egen erfaring til å sette dere godt inn i andre saker også. For dere er ikke alene; der er flere ti-tusener av familier i Norden som har det likedan.

Jeg vil be dere, barnets foreldre, om at dere ikke tror at alle andre tvangsfjernelser er berettiget, mens deres egen sak er et unntak. Det er ikke slik. Alle familier som blir sprengt og skadet på den måten dere er blitt, trenger solidaritet; de andre sakene er presis som den du beskriver. Der finnes ikke noe i det du skriver som er nytt for meg.

I den forbindelse gjør jeg meg noen tanker når du skriver:
-------
"Jeg er naturligvis tilhænger af tvangsfjernelser, hvis der er behov for det f.eks. i tilfælde, hvor barnet er
udsat for uduelige forældre, vanrøgt, ...... Barnets trivsel er naturligvis det vigtigste, og skulle det have vist sig, at vi ikke magtede opgaven, ville vi have accepteret, at man tog ham fra os."
-------
Her tror jeg du er altfor snar til å akseptere vår tids propaganda. Det er i virkeligheten ikke godt for et barn å bli fratatt "udugelige" foreldre heller. Hvis foreldrene ikke duger godt nok til å kunne dekke alle barnets behov, bør andre hjelpe til i tillegg til at barnet har sine foreldre. Og foreldre må aldri akseptere at barnet blir isolert fra dem hvis de ikke "makter oppgaven". Det er ikke til noe barns beste. Det forårsaker en evig sorg hos et barn - en sorg som øker ettersom barnet blir eldre. "Hvorfor ville mine foreldre ikke ha meg? Hvordan kunne de gi meg fra seg? Er jeg ikke noe verdt siden de ikke ville ha meg? Er/Var de ikke glad i meg, ettersom de kunne akseptere å leve uten meg?" De lengter. Det er ikke til barnets beste at foreldre forsager det.

Statistikkene over fosterbarns - og også adoptivbarns - liv er meget dystre. Å vokse opp i et godt miljø, med god økonomi osv osv, kan ikke på noen måte kompensere for bevisstheten om at de ikke er hos SIN EGEN familie. I tillegg til at du bør gå tilbake og lese alle tidligere innlegg om tvangsfjernelser på Borgerdebat, kan jeg være så ubeskjeden å henvise deg til en artikkel jeg har skrevet? Mange, mange andre har skrevet enda mye bedre og mer omfattende om disse forferdelighetene, men her kan du ihvertfall få en innfallsport:

"Alvorlige grunner til omsorgsovertagelse?"
http://www.nkmr.org/sv/artiklar/174-import/258-alvorlige-grunner-til-omsorgsovertagelse

Jeg vil ikke være snusfornuftig og gi dere skråsikre råd. Men jeg tror at én ting dere kan gjøre, er å tilstrebe maksimal publisitet. Prøv alt dere kan for å gjøre saken kjent. Prøv gjennom pressen; slutt dere til Kirsten Skovbo, som er modig nok til å stille opp og lage informativ informasjon. Ikke la dere true til taushet fordi dere ikke er "perfekte" foreldre. Barn har ikke behov for kompetente bedrevitere av noen super-foreldre. Langt mindre har de behov for barnefaglig personale og fosterforeldre. De har behov for SINE EGNE foreldre. Og når de vokser opp, har de behov for å få vite at foreldrene har kjempet ALT de har kunnet for ikke å miste barna til andre.

Beste hilsner
Marianne

 

Alvorlige grunner till omsorgsovertagelse?

Fallet Christina - Att ta ett barn
Av Ruby Harrold-Claesson


Nederlag for en retsstat
Av Ruby Harrold-Claesson


Omsorgsovertakelse er ikke barnevern

Borgerdebat.dk

 

Tillbaka till Artiklar

 

Realtime website traffic tracker, online visitor stats and hit counter