SYSTEMETS DILEMMA
af Ivan C. Gerling
I sagen om de to danske drenge der gik under jorden, står systemet overfor et meget vanskeligt valg. Problemet er at man var usædvanlig mild overfor Lyngby præsten (der skjulte udenlandske flygtninge som stod overfor at blive udvist af myndighederne). Nu skal man til at finde ud af hvordan man straffer de individer der hjalp disse to små "interne" flygtninge. Hvis man straffer meget let (i stil med Lyngby præsten) har man erkendt det "humanitære" i at hjælpe disse børn og derved indirekte erkendt systemets umenneskelighed. Hvis man straffer hårdt har man givet modstanderne et trumfkort ved at lave en skarp kontrast mellem danske børn der flygter internt, og udefrakommende flygtninge. Den sidstnævnte sammenligning kan blive et PR helvede for systemet, da et par søde små velformulerede drenge vil samle langt mere sympati end mørkhudede fremmed-udseende voksne.
Det er vigtigt at fastslå at disse børn selv traf valget at flygte fra umenneskelige forhold. Hvis der kommer tilstrækkeligt mange af disse pinlige sager med børn der nægter at være systemets ofre, kan vi måske få ændret praksis eller lovgivningen. Som det er nu, har danske børn intet krav på at blive hørt før de er nået 15 årsalderen. Hvis det handler om hvad der er bedst for børnene er det helt absurd at afskære barnet fra indflydelse. Medmindre barnet er alvorligt mentalt handicappet er det netop barnet selv der er bedst stillet til at afgøre hvilken bopæl der er bedst for barnet. Eksperterne har i hvert fald forlængest demonstreret at de er håbløst dårlige til at træffe den slags afgørelser. Jeg mener at ethvert barn fra skolealderen og op skal have vetoret overfor at blive fjernet fra sit hjem, medmindre det kan påvises at der er fare for barnets liv hvis det forbliver.
Avstraffelse av mennesker som hjelper tvangsfjernede barn
To drenge hjem efter halvt år under jorden
14-årig dreng lever i skjul for politiet
Powered by AIS